Du er her:
  • ARTIKLER
  • Den hemmelige kortlægning af Tibet

Den hemmelige kortlægning af Tibet

Spioner på Verdens Tag

Der var engang, hvor indiske spioner trænet af briterne og forklædt som pilgrimme trængte ind i det hermetisk lukkede Tibet. Hvorfor? For i al hemmelighed at kortlægge hvide pletter på kortet. Her er den utrolige historie om mændene, der satte livet på spil for at finde ud af, hvor Lhasa, den forbudte by, lå.

shutterstock_86553142.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 04. mar 2022

Der var engang, hvor indiske spioner trænet af briterne og forklædt som pilgrimme trængte ind i det hermetisk lukkede Tibet. Hvorfor? For i al hemmelighed at kortlægge hvide pletter på kortet. Her er den utrolige historie om mændene, der satte livet på spil for at finde ud af, hvor Lhasa, den forbudte by, lå.

Havde karavanefolkene dengang for 150 år siden opdaget, hvad Nain Singh foretog sig, når han langsomt lod sig sakke bagud og i nogle få sekunder stirrede mod himlen gennem en lille tingest, havde han været på den.

Havde de opdaget, hvordan han lod en metaldims synke ned i det kogende vand om aftenen – og vidst, hvorfor han gjorde det – kunne straffen meget vel have lydt på afhugning af lemmer. Han kunne have fået ’gravet’ øjnene ud. Han kunne være blevet bundet på hænder og fødder, syet i en sæk og kylet i en af Tibets isnende floder.

For Tibet var lukket land, og sådan foretrak tibetanerne det. Her var ingen udlændinge velkomne. Og straffen for at trænge ind i landet bag Himalayas massive tinder var som oftest døden. Nain Singh var udlænding, og ikke nok med det; han var spion for briterne. 

Den unge inder havde dog taget sin træning til sig. Han var forklædt som pilgrim, og ingen lagde mærke til, at hans lille bedekrans kun havde 100 perler i stedet for de normale 108, og at han brugte dem til at tælle hvert et skridt på sin årelange færd.

Tingesten, han pegede mod himlen, var en sekstant til at bestemme position, og dimsen, han puttede i det kogende vand, var et termometer til at bestemme højden; kogepunktet for vand bliver nemlig lavere, jo højere man kommer. Sine instrumenter gemte han i en håndholdt bedemølle, der stadig den dag i dag er så populære hos tibetanske pilgrimme.

Men hvordan endte en ensom spion, trænet af briterne, i Tibet? Hvorfor risikerede han livet?
Nain Singh var i gang med intet mindre end at kortlægge dele af Tibet, der på officielle britiske kort fra midten af 1865 var kridhvide. Selv Lhasa, den forbudte by, vidste man i vesten ikke, hvor lå. Man anede ikke, hvad der foregik bag Himalayas svært gennemtrængelige mur af bjergpas.

Befolkningen var overbevist om, at de stammede fra en abe-helgen og en hun-dæmon.

Et mytisk land
Det var kun en håndfuld vestlige rejsende, mest missionærer i Middelalderen, der satte deres ben i Tibet, inden landet forskansede sig for omverdenen sidst i 1700-tallet. I 1800-tallet begyndte man i Vesten at høre om det gådefulde land gemt bag Himalayas tinder.

Et land, der endnu ikke var kortlagt, hovedstaden var kendt som den forbudte by, men man vidste ikke engang, præcis hvor den lå. Der var rigeligt med mysterier til at sætte eventyrdrømmene i gang.

Der var trods alt tale om et mystisk land gemt bag Himalaya, hvor befolkningen var overbevist om, at de stammede fra en abe-helgen og en hun-dæmon. Folkets tidligste konger kom ned på jorden fra reb hængende fra himlen.

Når de døde, kravlede de tilbage, hvor de var kommet fra. Efter den ottende af disse semi-mytiske kongers død blev rebet dog revet itu. Nu blev landet regeret af en levende gudekonge, Dalai Lama, der boede i den mest fantastiske bygning, det enorme palads Potala, der tronede over Lhasa.

Tibet var et totalt isoleret land, afskåret fra indflydelse udefra. Et land, hvor hellige mænd, vind-mænd, efter at have levet i ekstrem askese og meditation kunne frigøre sig fra jordens fysiske love og flyve hundredvis af kilometer over verdens højeste bjerge.

Det berettede eventyrere i hvert fald om. Faktisk var det sådan en mand, der bragte buddhismen til Khumbu-regionen, der ligger i Everests skygge i Nepal.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Bundesarchiv Bild 135-KA-07Beskyttet af Himalaya
Midt i 1800-tallet begyndte de to store imperier i Centralasien, Rusland og Storbritannien, at vende blikket mod Tibet. Det enorme landområde gav mulighed for at ekspandere og kunne tilmed fungere som en bufferzone.

Men man vidste lidet om, hvad der skete i Tibet, og eneste vej ind var at benytte sig af spioner. Spillet om Tibet og magtforholdet i Centralasien blev kendt som The Great Game, og det kom tibetanerne for øre, at deres isolerede eksistens måske ikke ville vare evigt.

Rygterne ville vide, at de store magter ville knuse tibetanernes traditionelle kultur, og at buddhismen, der gennemsyrede samfundet, også ville stå for skud. Det fik tibetanerne til at lukke sig endnu mere inde.

Alle, ud over nogle enkelte kinesiske embedsmænd, var forment adgang til Tibet.
Tibetanernes bedste værn mod nysgerrige udlændinge var dog hverken grænsepatruljer eller embedsmænd. Det var geografien.

Gennemsnitshøjden i Tibet er på mere end 4500 meter, og landet er omgivet af enorme bjergkæder på tre sider; mod vest de vertikale Karakorambjerge, der er hjemsted for fem af verdens 14 bjerge over 8000 meters højde, blandt andet K2. Mod nord ligger de øde Kun Lun-bjerge og mod syd verdens mest formidable bjergkæde, Himalaya.

Mod øst er bjergene ikke lige så høje, men distancen til hovedlandet i Kina er forrygende, og grænserne havde aldrig været veldefinerede. Det tog måneder at rejse gennem områderne, der desuden var overrendt af drabelige banditter. Vejen blev anset for at være for farlig at rejse i uden at være i en karavane, der kunne beskytte én.

Rygterne ville vide, at han kunne læse hemmelighederne i enhver mands hjerte.

Fætrene Singh
Politisk var det for risikabelt at sende engelske kartografer ind over bjergene, for dem, der trængte ind i det lukkede land, var i fare for at møde døden i form af morderiske bander og lovløse nomader. Der var allerede en berømt rejsende, Thomas Moorcroft, der var død på vej mod Tibet.
Hvad kunne man stille op? Hvordan kunne man finde ud af, hvad der foregik deroppe på Verdens Tag?

Den unge britiske officer Thomas George Montgomerie kom på idéen om at træne indere, der hjemmevant kunne færdes blandt handelskaravaner og pilgrimme som spioner. I den indiske by Dera Dun begyndte briterne at træne de to fætre Nain Singh og Mani Singh i at lave kort. Efter to års studier var de klar til den hemmelige, farefulde færd ind i Tibet.

De kunne bestemme positioner ved brug af sekstanter og kompas, og højder bestemte de ved hjælp af kogepunktet for vand. De blev trænet i altid at tage lige lange skridt, hvad enten det gik op, ned eller ligeud, og de brugte bedekranse til at holde styr på det eksakte antal skridt, de tog.

For hver 100 skridt talte de en perle, og på en hel krans var der således ti tusind skridt, som i Nain Singhs tilfælde svarede til nøjagtig fem mil. Ud over at tegne kort blev fætrene trænet i at forklæde sig og lyve overbevisende.

De blev kendt som pundits. Fætrene Singhs mission var at vandre til Lhasa og tilbage. Undervejs skulle de tilbagelægge omtrent 1800 kilometer til fods. Lykkedes det, ville omverdenen for første gang finde ud af, præcis hvor og hvor højt Lhasa lå.

shutterstock 8239654Audiens hos lamaen
De satte af sted i januar 1865. Vejen førte dem ad omveje til Nepal, hvor de delte sig, og mens den ældste, Mani, tog tilbage til spion-centret i Dera Dun uden at have haft held til at trænge ind i Tibet, så havde den yngste fætter, Nain Singh, heldet med sig.

Han var angiveligt særdeles charmerende og velkommen til at sidde om bålet, med hvem det skulle være. Otte måneder inde i rejsen krydsede han forklædt som pilgrim i selskab med en nepalesisk karavane ind i Tibet ved Kirong.

Han krydsede Tsango-floden, vandrede mod øst og nåede Shigatse, hvor han til stor bekymring blev inviteret til at besøge Tibets næststørste lama, Panchen Lama. Rygterne ville vide, at han kunne læse hemmelighederne i enhver mands hjerte. Nain Singh var lettet, da han erfarede, at Panchen Lama var en dreng på 11 år, der ikke virkede hverken klogere eller dummere end andre drenge på samme alder.

2.500.000 skridt
Et år efter at han var sat ud, nåede Nain Singh Lhasa, efter at have talt hvert eneste skridt på vejen og taget et utal af målinger med kompasset og sekstanten. Nain Singh boede i Lhasa i tre måneder, hvor det lykkedes ham at etablere en nøjagtig breddegrad; højdegrader er langt mere vanskelige at bestemme, ved at observere solen og stjernerne. Han fik også fastslået, hvor højt den forbudte by ligger, og begge målinger var uhyre tæt på de angivelser, man i dag bruger.

Den indiske pundit samlede også anden information. Han beskrev Lhasa, dens omgivelser, klimaet, agrikulturen, afvandingssystemerne, levevisen, regeringen og de religiøse skikke. Han kom endda i audiens hos den 12. Dalai Lama. Men han begyndte at blive nervøs, især da han så en offentlig halshugning af en kineser, der var rejst ind i Lhasa uden tilladelse.

Han fik lov til at slå følgeskab med den karavane fra Ladakh, han tidligere havde vandret ind i Tibet med. De satte af sted mod vest, og efter halvandet år undervejs krydsede han tilbage ind i Britisk Indien. Han havde på det tidspunkt talt to og en halv million skridt og kortlagt mere end 1900 kilometer.

shutterstock 75539920

Sov på knæ
Hans ekspedition var så stor en succes, at flere pundits blev trænet i Dera Dun, heriblandt den legendariske Kishen Singh, der i løbet af fire år vandrede 4500 kilometer og undervejs talte hvert eneste skridt, inden han vendte tilbage til Indien og briterne.

Han blev senere, i 1867, sendt tilbage til Tibet på endnu en mission for at løse mysteriet om de store forekomster af guld, der længe var blevet fortalt om i Tibet. Her observerede han blandt andet den sære skik, hvor tibetanere sover på knæ og albuer med hovedet presset helt ind under kroppen for at holde varmen.

De indiske pundits, hvis bidrag til briternes kortlægning af Tibet havde været uvurderligt, blev belønnet med små pensioner, men ikke meget mere end det. Hvilken hæder og ære der var tilfaldet dem, havde de været briter, kan man blot gisne om.

Sir Richard Temple, en tidligere guvernør i Bengalen, erklærede under et møde i Royal Geographical Society i London at:
”Havde han (Kishen Singh, Red.) været englænder, havde han set frem til at vende hjem til sit fødeland, hvor folkets jubel, parlamentets tak og selv den taknemmelige velsignelse af kongen havde ventet ham. Men hvad havde denne fattige mand at se frem til?”


Kodenavn K.P.

En af de mest spektakulære tibetanske spionhistorier er den om Kintup, kodenavn, K.P., der blev sendt til Tibet med det formål en gang for alle at slå fast, om Tibets største flod, Tsangpo, faktisk flød ud i Brahmaputra, som man havde den mistænkt for at gøre, efter den forsvandt fra Tibet og flød gennem Himalayas dybe, vilde slugter.

Han satte af sted i 1880, og missionen var simpel: farv mærker på træstammer og send dem ned af Tsangpo. I alt skulle Kintup smide 500 stykker træ hver af dem én fod lang, i floden over ti dage.

Kintup blev sendt af sted med en lama, der viste sig at være en ren skandale. Først spildte han fire måneder i selskab med kvinder og druk, og efter de var rejst østpå langs Tsangpo, narrede han Kintup til at rejse med en karavane. I virkeligheden havde han dog solgt Kintip som slave, og nu blev spionen ført mod Kina.

Efter et par måneder lykkedes det Kintup at flygte, og målrettet fortsatte han straks missionen. Han blev dog fanget af sine ejere igen nær et kloster, hvor abbeden fik medlidenhed med ham, købte ham af slavehandlerne for 50 rupees, som Kintup efterfølgende skulle arbejde af i klosteret. Under påskud af en pilgrimstur ned langs floden lykkedes det ham flere måneder senere at nå stedet, hvor stammerne skulle dumpes i floden.

Han gjorde dem klar, men der var ingen mening i at sætte dem i vandet, inden han havde fået sendt besked om, at han var klar. Han arbejdede igen i flere måneder i klosteret og fik lov at drage til Lhasa, hvor han sendte et brev til Sikkim med beskeden om, at han var klar til at kaste stammerne i vandet. Kintup vendte tilbage til klosteret, hvor han arbejdede yderligere ni måneder, inden tidspunktet, han havde informeret om i brevet, nærmede sig.

Han bad nu om lov til en ny pilgrimtur, og denne gang gav abbeden ham i stedet sin frihed. Efterfølgende satte han de 500 stammer i vandet, 50 om dagen i ti dage. Hans opgave var fuldført. Han kunne vende hjem til Indien.

Han kom hjem efter fire år i Tibet til nyheden om, at hans mor var død. Hans brev var aldrig nået frem, og ingen havde holdt øje med de 500 træstammer. Og de fleste troede slet ikke på hans dramatiske historie. Det var først 30 år senere, da en britisk general rejste gennem det område, Kintup havde beskrevet, og så, at hans beskrivelser var meget nøjagtige, at folk troede den stakkels Kintup, og hans ære blev genoprettet. 


Mere om spioner 

I Peter Hopkirks fremragende Trespassers on the Roof of the World, kan du læse mere om de indiske pundits, kortlægningen af Tibet og derudover masser af røverhistorier om eventyrere på forbudte, farefulde færde i Sneens Land.

Andre spændende artikler


Den vanvittige historie om kapløbet mod Lhasa

Den vanvittige historie om kapløbet mod Lhasa

Her bestemmer mor!

Her bestemmer mor!

FARVEL TIBET – På sporet af et tabt land

FARVEL TIBET – På sporet af et tabt land

Log ind