Efterårsvandring i Rondane Nationalpark

En dristig beslutning
Det er eftermiddag, og vi ved, at om nogle timer sætter mørket pludseligt ind. Hvis vi ikke når toppen til den tid, risikerer vi at strande midt på det golde bjerg uden mulighed for at finde en teltplads blandt de stejle, skiferstensklædte bjergsider. Usikkerheden passer os fint, for vi har bestemt, at på denne tur parkerer vi den magelige forudsigelighed, som normalt kendetegner vores grundigt planlagte sommerture. Derfor beslutter vi os for at gøre forsøget – at nå toppen af bjerget cirka 900 meter længere oppe. Måske er det en dum ide. Det finder vi ud af. Vi strammer stropperne og nikker indforstået til hinanden – nu begynder eventyret, og vi ser os ikke tilbage.

Det er en sælsom og lidt truende fornemmelse at bevæge sig igennem dette mytiske ingenmandsland.

Kampen på bjerget
Stien snor sig op ad bjerget. Under vores fødder glider plader af skiftersten forræderisk ned, når vi træder på dem. Et godt stykke over vores hoveder spotter vi pletter af sne. Det er et godt tegn – det betyder, at der er vand til aftensmaden. Men jo længere, vi når op ad bjerget, jo længere væk ser sneen ud til at være. Det samme gælder toppen. Det skyldes hældningen på bjerget, men motiverende virker det altså ikke. Vi trasker et par timer i tavshed, og solen begynder så småt at gå ned. Sneklatterne er nu helt ude af syne, og jeg begynder nervøst at spekulere på, om de mon i virkeligheden bare var et synsbedrag af blanke skifersten, der glimtede i solen. Vi er begge godt udkørte. Den stejle stigning kombineret med tyngden af de tungt lastede tasker tærer på kræfterne. Pauserne bliver hyppigere, og solen går stadig hurtigere ned. Vandbeholdningen svinder støt, og der er snart ikke nok til aftensmaden. Det er dog alt for sent at vende om, så vi må bare fortsætte og håbe på at finde en afsats flad nok til teltet. Indtil videre er ingen dog i syne, og vi indstiller os på en nattesøvn i det åbne på de spidse klippestykker.

Bygherrer i højderne
Efter endnu en halv time sætter Mads sig udmattet med et tungt støn, hvorefter han indleder en rungende snorken i det samme sekund, han rammer stenen. Med åben mund og polypper betragter jeg fænomenet, indtil han et par minutter efter åbner øjnene, kigger sig lidt fortumlet omkring og udbryder:
”Nå, sku’ vi videre eller hva’?”
Der går ikke længe, før vi ser den første klat sne – hvilken lettelse! Så er aftensmaden i det mindste sikret. Toppen er dog for højt oppe til, at vi kan nå den i dag, men da vi når op til sneen, finder vi et mindre plateau, som ikke er så stejlt. Med lidt byggesnilde og opfindsomhed lykkes det os med de flade skiftersten at få ombygget det lille plateau til en terrasse, hvor vi lige akkurat kan slå teltet op. Med udsigt stik vest til den ildrøde solnedgang spiser vi en hurtig aftensmad, før vi udmattede kaster os i soveposerne og ikke vågner før 13 timer senere.

Verden for os selv
Næste morgen gryr rødt, og vejret er klart. Langt under os strækker efterårsfjeldet sig sporadisk indhyllet i lange tågeskyer. Jeg vækker Mads efter at have pakket en lille rygsæk med morgenmad – nu må det være på tide at nå den bjergtop. Efter en halv time står vi der så i 1915 meters højde badet i morgensolens varmende stråler. Herfra er der en udsigt, der får hjertet til at springe et slag over af ren og skær fjeldfryd! Vi kan se hele Rondane Nationalpark, og sjældent har jeg set fjeldet så betagende, som når efteråret forvandler det til en mennesketom vildmark i pastelnuancer af rød, grøn og brun. Og så er der stilheden. Hvor tit oplever man, at der så stille, at det eneste, du vitterligt kan høre, er dit eget åndedræt? Heroppe kommer end ikke de små fugleflokke, som ellers har gjort os selskab det meste af vejen op. Det føles som om, vi har hele verden for os selv.
En indforstået tavshed indfinder sig mellem os, mens jeg smelter sne, og Mads kværner kaffebønner til stempelkanden i vores medbragte håndkværn. Det er næsten poetisk at sidde her og føle sig 100 % fri – i både fysisk og mental forstand. Og så med duften af friskbrygget kaffe i en lun kop mellem hænderne, mens solen langsomt tør vores nattekolde ansigter op.

Vinteren kommer
I de følgende dage må vi dog erfare, at lige så venligt indbydende fjeldet kan forekomme én dag, ligeså barsk og fjendtligt kan det forekomme de næste. Den følgende morgen står i skarp kontrast til de sidste dages milde vejr: Med ét er efterårslandskabet forvandlet til et frostkoldt og diset tågeland indhyllet i en dyne af fin puddersne og med en sigtbarhed på kun et par meter. Det er blevet vinter. Stien under vores fødder forsvinder konstant, men varderne står heldigvis så tæt, at vi snart får øje på den igen. Det er en sælsom og lidt truende fornemmelse at bevæge sig igennem dette mytiske ingenmandsland. Fra tid til anden letter tågen og giver udsyn til de majestætiske tinder, der omslutter os. Med ét er de væk igen, opslugt af tågen, og intetheden er så rungende, at den næsten føles anspændt – som om hvert et dyr og hver en sten holder vejret, når vi bevæger os forbi.
Sneen tager kun til, og i de kommende dage indser vi, at vi må lægge ruten om, så den bliver kortere, og vi ikke risikerer at strande herude i metertykke snedriver. Indtil videre er sneen dog til at komme igennem uden videre besvær. Men det er ikke uden en stille bekymring, at vi kigger op imod den askegrå himmel, som tilsyneladende ikke agter at stoppe med at sende skomagerdrenge i hovedet på os. Snart efter trækker det op, og vi skynder os at slå teltet op, før det bliver umuligt i den tiltagende snestorm.

Fanget på fjeldet
Den nat stilner stormen af, og landskabet bliver hurtigt omdannet til en nådesløs kummefryser. Hver en åbning i soveposen surrer vi omhyggeligt til for at holde frostens lange, spidende fingre ude. Morgenstunden har guld i mund over bjergene, men der går ikke længe, før betagelsen af dette syn erstattes af et “fuck!” med eftertryk. Vi har grint lidt af mine frosne bukser, der lyder som træ, når jeg banker på dem, og hvordan duggen fra vores ånde har krystalliseret sig til små snefnug på indersiden af teltdugen. Det næste, jeg opdager, er dog, at også vores støvler er frosne – de er umulige at få på. Helt umulige! Så fik vinteren måske alligevel overtaget: Uden støvler er vi naglet fast til det her sted mindst ti kilometer fra nærmeste tegn på civilisation. Telefonerne er døde, og med en temperatur på godt 15 minusgrader er det umuligt at gå mere end et par meter barfodet i den brandkolde sne. Vi kan måske opvarme støvlerne på trangiaen, men tør vi satse det sidste sprit på det?
Jeg kommer dog i tanke om en lille bunke brænde, jeg fandt dagen før under en snedrive. Jeg tog et par kævler – bare for en sikkerheds skyld. Med frosne fingre og min spejderdolk får jeg lavet pindebrænde ud af den ene kælv og kan snart tænde et lille bål. Efter en halv time ved ilden, lykkes det os at få optøet vores støvler – så klarer vi den alligevel!

Fjeldet byder farvel
Vi pakker sammen og indleder den sidste etape tilbage til civilisationen. Vejret er for en gangs skyld solrigt og vindstille, næsten uskyldigt sammenlignet med de seneste dages uvejr. Pludseligt forekommer fjeldet os ikke længere som en fjende, der vil knække os, men en ven, der byder os farvel. Denne lunefulde omskiftelighed er måske netop det, der giver efterårsfjeldet den uforudsigelighed og spænding, som pirrer den eventyrlystne vandrer. Her bliver hverdagens omklamrende komfortzone brudt. Man kan se rejsen som et eventyr og en måde at udfordre sig selv på, rykke grænser og lære, at man ikke består af glas. Forudsigeligheden er normalt en betingelse for, at vi kan leve vores liv derhjemme, men at bryde den er nogle gange en betingelse for, at vi kan føle, vi lever.

Fjeldkurser på Rondetunet

Ved Rondane Nationalpark ligger Rondane Friluftssenter Rondetunet, der bliver drevet af en flok danskere. De udbyder fjeldkurser for familier, nybegyndere og dem, der er mere erfarne på fjeldet. Her er familieuger med forskellige aktiviteter, fiskeri med guide, træværksted og et tegne- og billedkunstværksted. Der er mulighed for at indkvartere sig i hyggelige, enkle hytter, og hvis man foretrækker teltet, er der et græsareal ved siden af en stor bålhytte, hvor man kan slå det op. Her er også udstyrsbutik, café og en butik, hvor du blandt andet finder kort over områdets vandreruter. Opdag Verdens Adventureklub arrangerer fra den 6. til den 12. juli en familietur med gratis aktiviteter på Rondetunet.
Læs mere på www.rondetunet.dk.