Erik B. Jørgensen om 45 dage i vildmarken med sin 3-årige datter

Hvad fik dig til at tage din 3-årige datter med ud i vildmarken i 45 dage?

Det startede med, at en kammerat ringede for at spørge, om vi ikke skulle tage på en kanotur med vores familier. Da jeg pludselig alligevel skulle pakke til en kanotur sidst på sommeren, tænkte jeg, at måske jeg skulle tage min datter med.

Efter en uges tid spurgte jeg min kæreste Kirsten, Karens mor, om lov, og hun svarede: ”Ja, det kan du da bare gøre”. Et par timer senere spurgte hun så, om jeg mente det. Hun troede egentligt, det var en joke. Men jeg mente det, og nu havde jeg fået lov. Jeg havde aldrig tidligere været alene med min datter i 24 timer. Jeg havde passet hende, men ikke i så lang tid. Kirsten synes måske, at 45 dage var lidt længe, men jeg ville gerne have, at det skulle nå at blive hverdag derude.

Hvordan var forberedelserne til den her tur anderledes, end til ture du har været på alene?

Der var ikke meget forskel i teknisk forstand. Det anderledes var at forberede Karen på at tage på tur. Der var daglig snak om det fra midt i januar – fem måneder før vi tog af sted. Vi snakkede om det, og var vi ude og se dyr, sagde jeg, at det skulle vi også til sommer. Når jeg lavede pakkelister, fortalte jeg hende, at hun skulle huske sine bamser og den slags.

Hun var helt klar lige fra starten, hun skulle bare ud og se vilde dyr. Og jeg snakkede det selvfølgelig også op. Hun havde ingen tilbagefald, hvor hun ikke ville med. Selv ikke da Kirsten fortalte Karen, at hun ikke skulle med og det godt kunne være, hun ville komme til at savne sin mor. ”Nej, for jeg har jo far,” sagde hun bare. Vi kunne ikke slå hende ud af kurs, men hun har jo heller ikke noget koncept om tid. Vi kunne bare fortælle hende, at det var meget længe.

Når det kom til rute og udstyr, så var der altså ikke den store forskel fra dine egne ekspeditioner?

Udstyret var meget det samme, det var bare tilbage til gamle pakkelister. Sikkerheden er også meget det samme, men jeg skulle selvfølgelig tænke ind, at der kunne ske noget med mig. Derfor havde jeg en tracker, en såkaldt Spot, med og fortalte dem derhjemme, at hørte de ikke fra mig i to dage, så var der nok noget galt.

Jeg havde også en nødsender med, og vi gennemgik igen og igen, hvor den lå i min vest, og at hvis jeg faldt og slog hovedet, skulle hun trykke på den og den knap, så ville der komme nogle og hjælpe hende. Det kunne hun gentage, uanset hvornår jeg spurgte hende. Jeg var ikke så bange for det. På tur er man mere obs, og jeg synes, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg købte alt, hvad der var af medicin til børn. 
Og ellers handlede det om at padle lidt kortere distancer. Målet var at være af sted i 45 dage, ikke at padle en bestemt distance, så nåede vi ikke det hele, var det ikke det store problem.

Men hvis man siger, man aldrig kommer ud, for det kan man ikke med børn, så bliver jeg provokeret.

Hvad håbede du på at få ud turen inden afgang?

Nøjagtigt det samme, som når jeg normalt tager på tur. Jeg glædede mig til endnu en stor naturoplevelse, se forskellige steder, opleve forskellige årstider. Og så ville jeg gerne give glæden videre til min datter, og jeg håbede, at vi ville opbygge et bånd. Og så var jeg egentligt også lidt provokeret. Jeg møder mange, der har den her undskyldning, at de har fået børn.

Det er helt i orden, hvis man har skiftet prioriteringer, og man var friluftsmenneske tidligere, men nu er blevet mere hjemmeforældre. Men hvis man siger, man aldrig kommer ud, for det kan man ikke med børn, så bliver jeg provokeret. Jeg mener, at et barn kan være med alle steder. Hvis forældre er glade, er børn glade – groft sagt.

Hvordan var reaktionerne fra omverdenen, når du fortalte, du ville tage din 3-årige datter med halvanden måned ud i vildmarken?

Det var ingen i den nære kreds, der havde indvendinger. De fleste indvendinger kom mod Kirsten, hvor folk spurgte: ”Hvordan kan du gøre det?” Det var der mange mødre, der spurgte om. De var meget undrende. Nogle sagde, de slet ikke ville kunne give slip på deres børn, og det gav nok Kirsten lidt dårlig samvittighed. Der kom også lidt kommentarer til mig på min blog om, at det var for tidligt at tage et barn med, og at det burde jeg vide. Der var flere, der syntes, det var fuldstændigt hjernedødt. Men der var andre, der fulgte bloggen, der svarede dem. Men groft sagt var det kvinder, der syntes, det var mærkeligt og mænd, der syntes, det var fedt.

Havde du nogle bekymringer ved at tage din lille datter med ud i vildmarken og være alene i så lang tid?

Jeg havde ingen bekymringer angående det sikkerhedsmæssige. Det er jo farligere at køre på motorvejen end at tage derop. Den eneste bekymring var, at hun skulle få en dårlig oplevelse, så jeg pakkede myggejakker og -creme, medicin, rigeligt med tøj til at holde varmen og tog nok underholdning med til, at hun ikke ville komme til at kede sig.

Det var 10 gange så let, som jeg havde troet.

Havde I trænet sammen i kano inden turen?

Det var meget lidt. Jeg havde regnet med det, men jo mere jeg tænkte over det, jo mindre ville jeg gøre det. I marts og april er der ikke det gode vand og vejr i Danmark, og jeg ville ikke risikere en dårlig oplevelse. Vi havde en overnatning i marts, hvor vi hyggede os i lejren, og vi har været på ture sammen som familie tidligere i kano og kajak. Jeg havde tænkt på at lade os vælte og lade hende prøve det, men skulle det ske, var det vigtigste, at jeg gik efter hende og ikke grejet. Så det gjorde vi ikke. Så hellere bruge den første uge på turen til at komme ind i det hele.

Hvordan var starten på turen?

Den første dag, da vi gjorde klar, var det højsommer, men så faldt temperaturen til 5 grader, det begyndte at regne, det var svært at få hende i nok tøj, og den første padledag varede en halv time. Så havde vi en vejrfast dag, og jeg havde lidt krise. Jeg var lidt presset og tænkte, hvad nu hvis det skulle blive ved sådan her? På den tredje dag blev hun så vred, at hun kastede op, og vi gik i lejr. Så blev det lidt varmere, hun fik mere tøj på, og vi kom op på en fire til fem timer i kanoen om dagen med en pause hver time.

I 20 dage så vi ikke skyggen af et menneske.

Vil du ikke kort fortælle om ruten I tog? 

Vi havde valgt det nordlige Finland ud fra, at jeg ville have en lang distance i Skandinavien uden for meget højdefald. Det skulle også være så øde natur som muligt. Vi startede i 50 til 80 meter bred, lavvandet elv med store gran- og birketræer omkring os. Her så vi mange elge, der var småbakker, og det var rigtigt guldgraverland. Efter Ivalo kom vi ud i de store søer med et mere åbent terræn, lidt lavere træer og det der lange syn. Herfra kom vi op i det, jeg vil kalde højland.

Det var kun i 250 meters højde, men da trægrænsen ligger i 240 meter, føles det sådan. Her var masser af rener, og Karen var glad for dyrene. Det var noget af det, hun havde glædet sig til. Om det så var en lillebitte fugl eller en stor elg, det var dog det samme. Jeg begyndte at måtte bære og slæbe kanoen, da vi kom ned i tættere elvlejer med tættere skov og flere vandfald, vi skulle uden om. Da vi kom ind i Norge og ud i havet, havde vi det helt lange syn.

Hvordan var det med overbæringer og fosser?

Vi havde mange kilo i kanoen, og når vi ramte en overbæring måtte jeg tage fem ture. Den længste overbæring var på en kilometer, men de fleste var mellem 50 og 400 meter. Aftalen med Kirsten var, at jeg kunne se Karen hele tiden, men den holdt ikke hele vejen. Nogle gange på overbæringer bar jeg grej den ene vej og hende den anden. Senere ville hun gerne i telt, og så gik jeg tilbage til grejet. Hun var højst alene i 20 minutter med hunden. Vi havde nogle kategori 2 fosser, hvor vi blev overskyllet, og det kunne hun ikke lide. Jeg kaldte det ’boblevand’, og hun begyndte at brokke sig lidt og gemme sig lidt, når der var boblevand forude. Hun kunne godt begynde at græde lidt, men på den anden side af fossen grinede hun og sagde: ”Igen! Igen!” Til sidst fik vi hele kanoen fyldt med vand, og det var hun ikke så stolt ved, men på land var hun glad igen.

Havde I vejret med jer?

Jeg er godt tilfreds med vejret. Det var en god blanding, og ikke så meget regn som i Danmark. Vi lå vejrfast tre gange, og henover højfjeldet havde vi 15 rigtigt gode dage, hvor de store regnbyger var om natten. På den sidste del havde vi lidt mere regn og tordenvejr.

Mødte I mange mennesker undervejs?

Ind til Ivalo mødte vi en del folk i kanoer – måske otte hold på 12 dage. I Ivalo spiste vi en pizza, men snakkede ikke rigtigt med nogen, og derefter snakkede vi ikke med nogen i lang tid. Dag 19 var det sidste tidspunkt vi talte med nogen, inden tre dage før vi var færdige. I 20 dage så vi ikke skyggen af et menneske.

Hvilke strækninger var de smukkeste på turen?

Strækningerne var meget forskellige, og det var det gode. Jeg elsker højfjeldet, hvor der er lidt barskt, og hvor jeg føler, at chancen for at rende ind i andre mennesker ikke er så stor. Der er lidt træer, så man kan tænde bål, men man kan se langt. Det var en god rute, men set i utaknemmelighedens lys kunne jeg godt have ønsket mig, det var mere øde.

Kom Karen aldrig til at kede sig?

Hun havde rigeligt med underholdning. Vi havde lidt legetøj, bamser, LEGO, pixibøger og en iPad, som kan klare alt med spil, podcasts, film og så videre. I kanoen legede hun, plaskede og padlede, vi sang og fløjtede, og på land hjalp hun med at pakke ud, sætte telt op, lavede kager af sten, samlede grankogler, kastede med sten. Vi tegnede hver dag, vi legede gemmeleg og lavede pandekager. Hun var god til at underholde sig selv, men jeg skulle selvfølgelig også være mere tålmodig, men det var der jo også masser af tid til at være. Hun blev lidt mere presset, når vi havde siddet i teltet i to dage i regnvejr, men så var det bare i regntøjet og ud i regnen.

Kom du aldrig til at savne voksent selskab?

Nej. Jeg kunne savne at kunne læse i ro og mag, men jeg fik et par timer om aftenen, når hun var faldet i søvn. Jeg kan jo godt lide at være alene i naturen, men jeg nød at have mere tid i lejren, fiske, og jeg nussede mere med bål, end jeg nogensinde har gjort før.

Hvordan havde hun det med alle timerne i kanoen?

Hun nød at have sin egen padle og være med.

Savnede hun sin mor?

Det gik igen overraskende godt. Jeg havde forventet at få den dér i hovedet med, at ”jeg vil hjem til mor”, og ”jeg vil ha’ min mor”, men der var ikke noget. Hun blev ked af det og sur, men der var ikke noget med, at hun ville have sin mor. De sidste fem dage, kunne hun godt sidde alene helt stille og sige: ”Jeg savner min mor”. Men ikke inden det. Her var vi så langt, at hun vidste, nu skulle hun snart se hende igen.

Opdagede du nogle sider af hende, som du ikke kendte før turen?
Nej.

Hvad var de største forskelle fra at være af sted alene og til at være af sted med din datter? 
Der var ikke den store forskel, ud over at det foregik på hendes betingelser. Jeg ville have lavet mange af de samme ting, havde jeg været af sted alene. Jeg havde padlet lidt længere, men sådan er det jo, uanset hvem der er på tur, at man må tage hensyn til den ’svageste’.

Hvad vil for dig stå tilbage som de største oplevelser på turen?

Den største oplevelse var, hvor let det var. Vi tog af sted uden de store bekymringer, men det var 10 gange så let, som jeg havde troet. Der var meget lidt bøvl, og livet var let.

Kommer du til at gøre noget lignende med din datter igen? 

Ja. Jeg regner med, at konceptet med de 45 dage er noget, vi kommer til at gentage hver andet til tredje år, men med forskellige aktiviteter. Vi skal vandre, vi skal køre hundeslæde og det kan også være, vi skal cykle eller tage den til hest. Der er tusinde muligheder.

EN TYPISK DAG I VILDMARKEN

Vi stod op mellem klokken syv og ni og brugte halvanden time på at komme af sted – at spise, komme på toilet, komme i tøjet og få lejren ned. Det tager det også, når jeg er alene af sted, og en kano er nem at pakke. Så gik der fire til fem timer med alt fra at padle til at slæbe kanoen. Undervejs måtte jeg selvfølgelig vurdere, om hun var helt færdig og begynde at kigge efter lejrplads, og dem fik hun lov til at vælge. Måske skulle hun have sand eller noget andet. Så gik der halvanden times tid med at slå telt op og komme på plads og så lavede vi bål, fiskede, legede, fik aftensmad og rykkede i teltet alt efter vejret. Hun faldt i søvn ved 19-20-tiden, og så havde jeg nogle timer for mig selv. 

Erik B. Jørgensen

Erik (f. 1975) har en fortid i såvel Sirius-patruljen som i Jægerkorpset og har været udsendt til både Irak og Afghanistan. Han har været på flere store ekspeditioner i Grønland – blandt andet to krydsninger af Indlandsisen. Erik var den første nogensinde til at padle Skandinavien rundt i kajak (Norge, Sverige og Finlands kyst), en tur på 175 dage og 6.443,2 kilometer, og under isvinteren 2009 til 2010 padlede han Danmark rundt. Læs mere på www.komud.dk