I kano til Karasjok

Turens første hviledag. Der er kommet tre gedder på krogen, så der skal både steges og grilles på bålet, mens de tørrede rødbeder og kartofler koges op.

Folder kanoen ud
På dag otte krydser vi bækken, der udgør grænsen til nationalparken Øvre Anárjohka. Det er en stemningsfuld aften. Himlen er mørkeviolet og oplyst af en stor, gul måne. Landskabet har ændret sig.

Pludselig har det barske, bare fjeldlandskab fået selskab af store sten og klippeformationer, og dværgbirken er kommet igen. Vi folder kanoen ud, og kursen går nu skråt gennem nationalparken, delvist til fods og delvist til vands. Vi padler over flere småsøer og bærer kano og bagage mellem dem.

Sådan går der tre dage.

En velsignet aften i støvregn og aftensol når vi frem til floden Kárášjohka. Det bliver fejret med svamperet, en halv Kitkat fra Weefood og en skrøne om Nordøstgrønland leveret af Jørn Riel. Vi har været af sted i 13 dage og er halvvejs.

I halvanden dag padler vi roligt ned ad den brede elv, fisker lidt og nyder at opleve landskabet fra vandet. Træerne bliver højere og højere, som vi kommer længere ned i landskabet, og farverne bliver flammende røde, nu hvor vi padler os godt ind i midten af september.

Bror får en syv kilo tung gedde på et tidligt morgenkast, sikrer os mad i tre dage, og vi får smagt på fornemmelsen af at være mætte igen. Men euforien varer ikke længe.

Allerede hen mod slutningen af dag to på elven møder vi lavt vand og mange sten. Vi må ud af kanoen. Ud i elven. Hive, skubbe og trække for at få kanoen gennem strygene. Pludselig tager 100 meter én time fremfor ét minut.

Tanken om at have båret en kano knap 40 kilometer ind til en elv, for derefter at skulle trække den ned ad elven, er både komisk og ubærlig. Samtidig er efterårsvindene sat ind. Med en modvind på 15 m/s er det nu heller ingen belønning at komme ud på bredere og dybere dele af elven. Her bliver vi blot blæst tilbage eller ind på bredden. Hver meter mod Karasjok kræver energi og koncentration.

Næsten hver aften laver vi middag på bål og væder suppe og morgengrød til næste morgen. Efter aftensmaden bliver der ofte tid til højtlæsning af nordøstgrønlandske skrøner rundt om bålet.

Stejl læringskurve
Men efterhånden klarer det op. Efter en uge lægger vinden sig. Samtidig kommer der mere vand og strøm i elven. Pludselig er den dybere og vildere, og vi må følge nøje med på vores padle-beskrivelse, og være beredt på stryg forude. Nogle stryg kaster vi os hovedkulds ud i, de fleste rekognoscerer vi på forhånd, og nogle få må vi bære kanoen omkring.

Uden erfaring med elvpadling i kano er det en stejl læringskurve, og vi får nogle lærestreger. Det giver klart størst succes at rekognoscerer stryget først og planlægge en rute gennem det. Udfordringen er dog at planlægge den samme rute:

“Mener du den sten, eller den sten?”

“DEN ANDEN!!!”

Vi passerer dem begge, men sætter os fast på en tredje. Når vi sætter os tilbage i kanoen og buldrer ned gennem stryget, med vandet brusede om ørene, dukker der alligevel uforudsete sten og overraskelser op undervejs. Vi lærer hurtigt, at klar og HØJ kommunikation er nødvendig:

“Højre! HØJRE!”

Ingen tøven. Ingen usikkerhed. Ikke noget med at ombestemme sig. Sidder man forrest som signalgast og blokerer for kaptajnens udsyn, er man ansvarlig for akut navigation og dirigering. Farten er høj, og udkigsansvarlige kan til tider blot holde vejret og håbe på det bedste, når en uventet sten dukker op.

“Er det en sten? Eller er det en bølge?” når man at tænke, og håber på det sidste.

Man ved, at tiden er for knap til at underrette kaptajnen og ændre kurs. Eventuelt kan man stange stenen med sin paddel i et desperat forsøg på damage control. Oftest går det godt. Kanoen tåler en del smæk, og vi holder balancen.

Og det gode ved høj fart er, at vi kommer hurtigt videre.

Er farten for lav, eller stenen for stor, sidder vi fast. Så må vi hurtigt ud i den brusende elv og finde fæste på de glatte sten. Skubbe kanoen fri, før strømmen lægger os på tværs, fylder kanoen med vand og kæntrer os. Kan vi ikke bunde, kravler vi ind over kanoen, til vi finder en sten at sætte fra mod.

Så er det med at få benene med sig, hoppe tilbage i kanoen, holde balancen og et lavt tyngdepunkt, padlen i vandet og fremad. Videre i strømmen. Videre på ruten. Indtil:

“Venstre! VENSTRE!!”

En tidlig morgen fisker Bror sig vågen. Det er lavvandet og blinket sætter sig fast på hvert kast. Fandens tænker han, og tager linen ind for sidste gang, før han skal tilbage til teltet og koge morgengrød. Da smækker det! Og efter nogle minutters kamp er maverne sikret mætte for de næste par dage. Hurra!

Ingen mennesker – kun nordlysets blafren
Undervejs ser vi flere ryper end mennesker, krydser flere bække end stier, og ser nok dansende nordlys til, at vi bliver trætte af at danse med. Om aftenen varmer vi os ved bålet, når vejret tillader det, eller kryber ned i soveposen med en bog, når regnen trommer på teltdugen.

Vi kommer på nært hold af et ungt rensdyr, som er blevet væk fra flokken, og en stor elg, der godt kamufleret lunter væk fra os i sin almægtige positur og ud over de orange, birkebesatte højdedrag.

Fyrretræerne begynder at dukke op i birkeskovene langs elven den sidste uge. De står som grønne søjler i flot kontrast blandt de nu mørkebrune birkeskove. Vi jubler for hvert fyrretræ vi ser og fejrer det med knitrende fyrretræsbål, så snart der er nok brænde til det.

Vi nyder at slippe for den sviende røg og de røde øjne, som birkebålene har medført. Vi er blevet advaret mod brunbjørn, men ved, at man skal føle sig heldig, hvis man får et glimt af en af de sky skabninger i Finnmark.

Vi hverken ser eller hører nogen, selvom de lokale senere fortæller os, at antallet af brunbjørne er steget omkring Karasjok de seneste 30 år. Og vi kan være sikre på, at vi måske ikke har set den, men den har uden tvivl set os.

Endelig: Karasjok
Vi klarer os igennem 130 kilometer elv uden at kæntre. Både med held og forstand, og uden tvivl med hjælp fra vores sprayskørt. Det afværger en del vand fra at fylde kanoen, når vi til tider kommer på tværs i et stryg eller et drop. Efter 14 dage på elven er vi godt 20 kilometer fra Karasjok.

Termometeret viser -7 grader, og vi er glade for, at det er sidste nat i telt. Vandsprøjtet, der lander på sprayskørtet fryser til is, mens vi padler den sidste lange distance ind mod Karasjok. Kanoen rammer bredden og glider op på sandbanken.

Vi er fremme!

Rystende af begejstring og kulde hiver vi kanoen på land. Byen, som er blevet såvel mytisk som uopnåelig for os; et mekka af mad, opvarmede rum, borde, stole og friske vafler. Vaflerne skuffer ikke og heller ikke kakaoen. De andre gæster på den lokale café kigger på os. De ser, at vi ikke er lokale.

“Hvor har dere vært?” spørger de nysgerrigt.

“Kárášjohka? I september?? Det høres jo ut som galskab.”

Bæredygtig turmad & fiskeri

Vores turmad var udelukkende baseret på overskudsmad. Enten skraldet fra butikker eller købt fra virksomheder, der sælger overskudsmad; som f.eks. Wefood, matatos.dk og holdbart.no. Det gjaldt alt fra kaffe over snacks til grøntsager, som vi tørrede hjemmefra i en dehydrator.

Vi havde satset lidt for hårdt på fiskeri, hvilket ledte til flere aftner med halvtomme maver.

Til gengæld fandt vi mange svampe, og med lidt erfaring og to svampebøger blev det til mange svampemiddage, som vi krydrede med enebær og tyttebær.

Vi blev specielt glade for Klidhat ('rimsopp' på norsk); en delikat spisesvamp, der vokser i fjeldet. Turens hofret blev derfor rimsopp-carbonara på kokospulver og makaroni.

Der har været flere dage uden held med fiskestangen, så Bror bestemmer sig for at prøve det medbragte reserve-garn. Selv ikke dette bød på held. Måske er det fiskeren, der er noget galt med?

Brugt udstyr

Vi havde bæredygtighed i fokus; også når det gjaldt udstyr. Alt udstyr, vi manglede, fandt vi derfor brugt på loppemarkeder, og finn.no (den norske pendant til DBA) var oversvømmet af sammenfoldelige Ally-kanoer fra Bergans.

Tine købte en knap brugt 80-liter rygsæk og et par solide vandrestøvler fra Alfa, der var brugt 20 minutter, før ejeren mærkede, at de var for små. Støvlerne var tungere og højere, end hvad den danske jagtbutik ”plejer at sælge til piger”, men uden tvivl nødvendigt i dette terræn.

Med vådområder og småbække var det nødvendigt med vandtæt fodtøj til højt op på læggen og solid støtte med tung last på ryggen. For at holde os tørre på benene under padlingen, når vi måtte træde ud i elven, havde vi gummistøvler med. Nødvendigt for ikke at fryse fødderne af i september, men ikke det letteste alternativ.

Norges mest afsidesliggende vildmarksområde

Øvre Anarjohka Nasjonalpark er muligvis det mest afsidesliggende vildmarksområde i Norge.

Det grænser op til Finlands nationalpark Lemmenjoki i syd, den massive Finnmarksvidda i nord og har et koldt, tørt indlandsklima. Om vinteren kan temperaturen falde til under 30 minusgrader, og i sommertiden kommer den sjældent over 20.

Terrænet består af relativt flade bjerge, brede dale og bælter af fjeldbirk. De afbrydes af store, rolige floder, der flyder ned mod den fine fyrreskov og det lunefulde Barentshav. Der findes få åbne hytter i området, så en fjeldvandrer må primært overnatte i telt. Nationalparken består i stor grad af tørvemose (myr på norsk), som har vigtige funktioner som at lagre CO2, vandrensning og er hjem for særegne arter.

Selv om tørvemosen umiddelbart blot virker som en tung forhindring for fjeldvandrere, er det en vigtig naturtype for miljø og klima, som skal værnes om, da den er truet mange steder i Skandinavien, specielt på grund af udbygning.