Nordnorsk vildmark langs elven Kárásjohka

Ingen mennesker
Vandet, der udgør Kárásjohkas øverste kilder bærer det kringlede navn Vžexuohpatjávri. Det ligger i en tydelig fordybning i det ellers rullende og blide landskab. Vi har forberedt os på, at vandene her ved grænsen til Finland sandsynligvis vil være domineret af aborrer og gedder, så overraskelsen er stor, da vi uden besvær kan hive en flot ørred i land til aftensmaden.

Efter et par dage er vi klar til at sætte kursen nordover. Vi har aldrig hørt om nogen, som har padlet her, så vi er spændte på, hvordan turen kommer til at forløbe.

Spændingen med tanke på hvad vi har i vente er stor, og det begynder godt. Elven har karakter af en bæk og dybden er god. Brede vande, som minder om små søer, afløses dog hurtigt af smallere partier, og sivene vokser tæt mange steder.

Vi klør på og formår presse os igennem. Det er hårdt, men vi bevæger os støt fremad. Nogen gange er der fald på bækken, så kanoen helt naturligt driver frem med strømmen.

Andre steder forsvinder vandet ind igennem en tæt skov af sivrør, hvor det igen bliver hårdt bare at bevæge sig fremad overhovedet. Fremdriften kunne bestemt være bedre de fleste steder, men det skal blive hårdere endnu. Og det er ikke kun terrænets skyld.

Kanoen forsvinder
”Kan du se vores kano, Hilde. Var det ikke her vi gik i land?”
Jeg står og skuer ind i krattet på elvens bred et sted, hvor den gør et stort hårnålesving. Krattet er tæt både her og på den anden side af elven.

Vi var blevet fristet til at gå i land og bære kanoen over land for at skyde genvej og slippe for at okse os gennem den tætte bevoksning, der er her på dette stykke af elven. Nu står vi så her, efter at have båret den første ladning udstyr over land, og nu kan vi ikke finde det sted, hvor vi efterlod det sidste udstyr. Hvor er den fordømte kano?

”Det havde måske været en idé at markere stedet, hvor kanoen lå på GPS,” foreslår Hilde bagklogt.
Hun har ret, og nu står vi så her og klør os i hovedet. Efter en stund med planløs eftersøgning går vi mere systematisk til værks. Kort og GPS kommer frem, og vi afgrænser et område, som vi er helt sikre på, at kanoen ligger indenfor.

Til sidst dukker en velkendt, grøn profil op på bredden. Alt i alt har vi brugt en times tid på at lede, og mens vi slæber kanoen gennem krattet tænker vi begge, at det var tid, vi gerne ville have brugt foran bålet i stedet.

Det irriterer mig gevaldigt, at vi har begået sådan en nybegynderfejl. Det skal i hvert fald blive sidste gang, jeg vil fare forvildet rundt og lede efter udstyr, tænker jeg.

Jeg har dog ikke engang tænkt tanken til ende, før jeg indser, at det allerede er ved at blive mørkt, og at en ny lektion er under opsejling. For hvor i alverden var det nu lige, vi stillede det grej, vi slæbte over i første overbræring?

Aftensmaden stjålet
Heldigvis går det lidt nemmere med at finde frem til vores udstyr denne gang, og efter et hurtigt aftenmåltid og en god nats søvn er vi igen klar til at udforske elven.

Lidt efter lidt begynder Kárásjohka at ligne en farbar elv. Tre søer med navnet Gukkesjav'ri ligger på rad og række. På den ene bred ser vi et stort tæppe af blødt rensdyrlav, der nærmest beder om, at vi skal bruge det som lejrplads.

Vores maver skriger efter at få fisk til aftensmad, men det lader ikke til, at vi får held med os her. Så da vi har slået lejr, smider vi igen kanoen i vandet og padler ud med vores fiskestænger. Et par wobblere bliver hængt efter, og langsomt glider vi ud gennem andet.

Pludselig rykker det i begge fiskestænger. Modstanden er ikke stor. Det er en stime af aborrer, vi har padlet igennem, og fiskene er knap nok større end de wobblere, vi har kastet ud. Men det er tilstrækkeligt til vores pande, og maverne nærmest skriger efter mad nu, så vi padler tilbage og straks hugger de til igen.

Efter et par runder på søen er det slut. Jeg har en idé om, hvad der er sket, og giver løs line. Idet jeg strammer op, er det ligesom om, en hul træstamme sidder i den anden ende.

Jeg haler den tilsyneladende livløse skabning næsten helt ind til kanoen, inden jeg bliver bekræftet i min anelse. En stor gedde har slugt den lille aborre, der i forvejen sad på min krog, og ved synet af os giver den nu fuld gas, som en arrig gedde normalt ville have gjort det. Linen knækker hurtigt derefter.

Nå, men en lille sprød aborre er vel også at foretrække frem for en benfyldt gedde. Vi kroger igen og fanger hurtigt et par aborrer til aftensmaden.

Samme sted
Vi ser den i samme øjeblik, som vi krydser grænsen ud af nationalparken: Der er pludselig en tydelig sti langs elven. Inden vi har padlet ret langt, møder vi også de første mennesker på turen.

Elven er præget af vekslen mellem lavvandede strømfald og rolige kurver her. Jævnligt må vi ud af kanoen, og jeg har for længst opgivet at holde støvlerne tørre. Kanoen begynder også at bære præg af ti års trofast tjeneste. Hele rammen har fået en tendens til at bøje i samlingerne, og det pipler ind med vand – stille og jævnt.

I det vi glider ind til land ved sydenden af Vuoddašjav'ri, begynder vi at have en anseelig mængde ballast i bunden af Allyen. Et langt fladt stykke markerer udløbet af elven. I bunden af udløbet finder vi en fin lejrplads, hvor vi tømmer kanoen og nyder turens sidste hviledag.

Det er ikke uden grund, vi lægger en ekstra dag ind her. Her er mange små huller i disse vande, og i en af dem fik jeg en flot ørred forrige gang jeg padlede på denne elv. Det er ni år siden, men jeg husker stadig oplevelsen, i det jeg står på bredden og kaster snøren i igen.

Hurtigt er der bid. Det føles som et tungt træk, der hiver i fiksestangens spids. Men kort efter retter fiskestangen sig ud igen. Fisken slap væk.

Jeg håber ikke postyret har skræmt de andre fisk væk, og jeg forsøger igen. Hurtigt er der bid igen, idet snøren forsvinder ned i dybet med et ordentligt plask. Jeg lægger hårdt pres på for at forhindre, at fisken stikker nedstrøms, og efter en kort kamp kan jeg lande en flot ørred, der vejer godt et kilo. Jeg fangede den på præcist samme sted som for ni år siden. Erfaring betaler sig.

Vild elv, faldefærdig kano
Længere nede ad Vuoddašjav'ri får vi at føle, at Kárásjohk bliver større. Sæderne i den gamle kano har en skidt tendens til at klappe sammen, når vi passerer større bølger, og det giver en ekstra dimension til spændingen. Flere ganger forsvinder Hilde ned på gulvet, akkompagneret af en serie af skingre hyl.

Nu og da padler vi mellem stejle bjergvægge. Andre gange bredder landskabet sig ud omkring os. At vi samtidig kommer ind i spredte skovområder gør det nemmere at finde brænde til bålet, der efterhånden får lov til at brænde til langt ud på aftenen.

Vi er sidst på sommeren og kalenderen siger snart september, aftnerne bliver koldere, og vi får har allerede fået den første nattefrost. Morgendisen hænger allerede tungt over elvdalen og giver magiske solopgange, mens vores gennemblødte støvler må tøs op i solen, inden dagen kan begynde.

Heldigvis har vi fortsat god tid, og på den åbne Bæivašgied'di Fjellstue får vi en fin aften og en lang, rolig morgen.

Herfra er det mulig at padle til Karasjok på én lang dag, men vi tager det roligt med et par overnatninger, inden vi når helt frem. Den sidste nat ligger vi kun nogen få hundrede meter fra hovedvej 92. Alligevel er det godt med et par afslappende dage til stille refleksion foran et sidste lejrbål, inden vi vender tilbage til civilisationen.

Jeg har haft fornøjelsen af at gennemføre flere lange padleture i den canadiske vildmark, men turen ned ad Kárásjohka står tilbage for mig som en af de bedste oplevelser, jeg har haft i kano nogensinde. Det er helt sikkert en af de flotteste vildmarksture, du kan tage i Norge.