Vildmarkstur i kano gennem Norge & Finland

Drømmen om vildmarken

JC 04066Mange års drømmeri blev en septemberdag til virkelighed, da kanopadlen tog sit første tag i de finske vande. Den 220 kilometer lange rute tog os over en af Finlands største søer, opstrøms langs floder i spektakulært landskab, op til de øde fjelde, over grænsen til Norge og til sidst ud i saltvandet på Munkefjorden ved Kirkenes. Én måneds sensommertur i Laplands rå og uspolerede natur.

Duften af stegt chorizopølse blander sig med røgen fra bålet. Inde i reflektorovnen bobler osten lystigt på pizzaen.

JC_04066.jpg
Skrevet af: Line Schmidt og Jens Jerichau Clausen
Opdateret den 05. apr 2022

JC 04066Mange års drømmeri blev en septemberdag til virkelighed, da kanopadlen tog sit første tag i de finske vande. Den 220 kilometer lange rute tog os over en af Finlands største søer, opstrøms langs floder i spektakulært landskab, op til de øde fjelde, over grænsen til Norge og til sidst ud i saltvandet på Munkefjorden ved Kirkenes. Én måneds sensommertur i Laplands rå og uspolerede natur.

Duften af stegt chorizopølse blander sig med røgen fra bålet. Inde i reflektorovnen bobler osten lystigt på pizzaen.

Vores maver rumler af forventningens glæde over det forestående måltid: spontant hjemmelavet pizza midt ude i ingenting. Dejen er æltet og hævet, ost og chorizo er oprindeligt fra frokostrationerne, svampene er fundet i skoven på vej op til fjeldet, og tomatsovsen var egentlig tiltænkt en pastaret.

Vi er på niende-dagen af vores kanotur og befinder os lige over trægrænsen. Hele dagen har vi slæbt os selv, kanoen og alt vores udstyr op ad fjeldet. Det har været hårdt, og derfor ser vi ekstra meget frem til pizzaen. Ikke desto mindre er vi derude, hvor vi gerne vil være. I vildmarken langt fra civilisationen. Der, hvor man kun kan komme til fods eller – som os – tager kanoen op langs floderne.

Vores tur startede for lidt over en uge siden i den finske by Ivalo, et godt stykke før fjeldet.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

JC 03441

Turen over søen
Vi er ikke i tvivl, da vi først kommer ud på Finlands tredje største sø Ivaljoki: Vinden og bølgerne har magten over kanoen og bestemmer derfor suverænt, hvilken retning vi kan sejle. Vi skal heldigvis samme vej som vinden og kan derfor nyde godt af et samarbejde med naturens uforudsigelige kræfter.

Vi lærer også hurtigt, at netop samarbejdet med vinden er vigtigt. Vi går problemfrit i land med vinden i ryggen til frokost og mærker ikke det stride efterårsvejr, der er over os. Men da vi skal ud igen, har vi modvind, og det bliver en hård kamp mod bølgerne med alt for meget vand i kanoen. Det er en vigtig læring, vi tager med os på resten af turen: En ø har altid en læside, som er bedst at lande og sætte i fra!

Turen over Ivaljoki er cirka 70 kilometer lang, og den byder på utallige øer i alskens størrelser og former. Det bliver hurtigt en aktivitet i kanoen at spotte gode frokost- og overnatningssteder, og det bidrager til frihedsfølelsen, at vi frit kan “erobre” vores udsete mål. Ikke desto mindre må vi flere gange se skuffelsen i øjnene, når det perfekte lille sovested set fra kanoen er fyldt med klipper og ujævne tuer.

Skuffelsen bunder måske i en vis kræsenhed samt høje forventninger til det perfekte sovested, da der er masser at vælge imellem. Der er aldrig langt til næste mulighed, og det lykkes altid at finde et jævnt underlag til vores telt.

Allerede ved vores første lejrplads er vi ivrige efter at komme i gang med alt det, vi har glædet os til hjemmefra. Mad over bål, telthygge, læse i solnedgangen, svampejagt, vildmarksbad og meget mere. Det når næsten at blive helt stressende, fordi der er så meget, man gerne vil. Som noget af det første kaster vi os over naturens gaver.

Det vrimler med svampe og forskellige bær.

Vi går efter de sikre rørhatte som ekstra ingrediens til vores aftensmad, vi får kogt en tyttebærsovs til brødet, og så samler vi blåbær ind til havregrøden. Fiskeriet fylder også en del i dagene på søen. Snøren smides i vandet og dørger fint efter kanoen, ligesom Jens også forsøger sig i solnedgangens dæmpende skær. Oftest slutter vi dagen af med hygge i teltet: Den står på kortspil, læsning, dagbogsskrivning eller en snak om dagen, der er gået.

JC 02645

Hårdt arbejde op mod fjeldet
Efter cirka en uge når vi bunden af søen ved den nordøstlige bred. Her begynder turen at gå opad og ind i det unikke Vätsäri-område. Med en afsidesliggende placering langs grænserne mellem Norge, Rusland og Finland er Vätsäri ret så affolket.

Der er langt til nærmeste by, og der er ingen veje eller anlagte vandreruter i området. Vores egen rute er netop planlagt til dette område, fordi vi ønsker en uforstyrret tur. Men først skal vi lige derop.

Vi er sent på sæsonen, og vandstanden er lav sammenlignet med blot en måned tidligere. Det betyder, at hvad der på kortet ligner små, sejlbare kanaler ikke nødvendigvis har nok vand til at fragte kanoen med både bagage og passagerer. Det kommer heldigvis ikke som en overraskelse for os, og vi er forberedte på at tage overbæringerne, som de kommer.

Ikke desto mindre bliver det aldrig yndlingsaktiviteten, når Jens – som den eneste med tørbukser – gang på gang må ud i elvens kolde vand og trække kanoen op til dybder, der igen kan rumme de næsten 100 kilo bagage plus os selv. Flere steder er modstrømmen så kraftig, at vi må tømme kanoen helt og i samarbejde bugsere den fremad fra bredden med en line i hver ende – vildmarkens svar på parforholdets “IKEA-test”.

Selvom overbæringerne er tidskrævende og koster energi, giver det en vis tilfredsstillelse, hver gang vi får bevæget os et nyk fremad. Vi finder hurtigt gode rutiner og bliver bedre til at vurdere, hvornår bagage skal med ud af kanoen, og hvornår Jens kan trække os igennem.

Vi ærgrer os over, at det kun er Jens, som har tørbukser med, og næste gang kommer de også på Lines pakkeliste. Efter tre dage, hvor vi har ædt mange højdemeter, men knap så mange kilometer, rammer vi fjeldet med dets åbne vidder og mange søer.

DJI 0066Alene på fjeldet
Det er her på fjeldet, vi endelig føler os alene, selvom det paradoksalt nok også er her, vi første gang snakker med et andet menneske. Vi møder en nordmand, hvis spor af grøn maling vi har set på mange af vores overbæringer. Han rejser nemlig i en grøn foldekano alene med sin hund, en prægtig alaskan malamute.

Al Lines opmærksomhed går til hunden, mens nordmanden og Jens konfererer om rutens kommende udfordringer. Han har padlet turen før og har nogle tips til overbæringer og overnatningssteder længere fremme. Vi siger farvel til makkerparret og ser dem kun sporadisk fra afstand resten af turen.

Her på fjeldet er vi kommet over trægrænsen, og de åbne fjeldvidder byder os velkomne. Vi har masser af plads at boltre os på i de brede fjeldsøer, og wobleren på fiskelinen trækkes lystigt gennem vandet uden at støde på sten og klipper. Vi slår lejr nogle hundrede meter væk fra søens bredder på en højderyg.

På den måde undgår vi de værste myg, og vi vågner op med en helt fantastisk udsigt over søerne og det åbne fjeld.

JC 04237Ned igen
Efter nogle dage i højderne skal vi nedad igen. Vi er tilbage på floderne, og terrænet minder meget om turen op mod fjeldet bortset fra, at højdemeterne og strømmen nu er til vores fordel. Ikke desto mindre er der mange overbæringer grundet den lave vandstand, og Jens må desværre opgive fiskelinen, efter at to blink på kort tid ofres til den stenbelagte bund tæt under kølen.

Heldigvis har vi den besværlige del først, og jo nærmere vi kommer den norske grænse, jo bredere og mere sejlbare bliver floderne. Pludselig åbner vandet sig og den karakteristiske runde sø Vuontisjärvet ligger foran os med sine hvide breder af sand, der omkranser hele søen. De unikke og anderledes omgivelser giver i den grad anledning til et frokost-stop.

Det er heldigt, da himlen kort efter åbner sig over os. Vi når lige akkurat i ly af skoven, hvis bratte overgang danner en ydre grøn ring om det hvide sand.

Nu er der ikke langt til Norges grænse, og vi er lidt spændte på, hvordan den er markeret og skal krydses. Da vi nærmer os milepælen, manes spændingen hurtigt til jorden, da grænsen blot er markeret med et sølle hegn af tov hen over floden. Vi løfter hegnet og læner os tilbage i kanoen. Nu er vi i Norge.

JC 04279En våd fornøjelse
Vi har ikke været længe i det nye land, før Norge byder på udfordringer. Jo længere vi kommer ned ad elven, des mere vand strømmer igennem. Det betyder også, at vi kan begynde at padle fosserne i stedet for at trække kanoen. Det er skønt at spare tid og kræfter på overbæringer, men det skal jo selvfølgelig gå galt på et tidspunkt. Vi kommer på tværs af en sten, og kanoen begynder lynhurtigt at tage vand ind. Vi ryger begge i vandet, og efter at have reddet de enkelte løse dele, er det tid til at redde humøret.

Vi er nemlig blevet gennemblødte og må handle hurtigt, inden vi bliver for kolde. Bredderne er ekstremt stejle på det her sted, og vi må klatre langt opad for at finde et plateau, mens vi samler grene på vejen. Vi får tændt et bål, og imens Line får tørret tøj, kan Jens klatre ned igen og tømme kano og klargøre den til den videre færd.

Der går heldigvis ikke længe, før den uheldige episode bliver skubbet i baggrunden og opmærksomheden i stedet bliver rettet mod de utallige fisk, der boltrer sig i floden. Vi er midt i ynglesæsonen, og de norske laks har frie tøjler til at udfolde sig uden frygt for fiskere, der har forbud mod fangst i disse tider. Selv kigger vi også misundeligt på den lette fangst, men må naturligvis respektere de lokale love og holde linen indenbords.

Den sidste del af turen ned mod Munkefjorden bliver kun lettere med mere vand og bredere flod, og vi nyder for en gang skyld, at der ikke ligger overbæringer og venter om næste hjørne.

GOPR1171Fjordsejlads
Vores første møde med det salte vand er samtidig også et møde med et tidevand, som vi ikke kender mage hjemme fra Danmark. Der er cirka 3,5 meters forskel mellem høj- og lavvande. Vi rammer fjorden midt i lavvande og kan derfor starte med at gå et par kilometer med kanoen på slæb i det sparsomme vand. Da vi endelig har nok vand under kølen og kan padle igen, går der ikke mange kilometer, før vandet begynder at stige.

Det går så stærkt, at vi ikke kan padle effektivt mod den modstrøm, der genereres, og må derfor i land for at sidde det over. Imens vi spiser i aftensolens stråler, kan vi se, hvordan vandstanden stiger og stiger. Flere gange må vi løfte kanoen højere op på land, for at tidevandet ikke skal fange den. Hver gang er vi overbeviste om, at “den må da ligge højt nok nu!”, og hver gang bliver vi overraskede og må afbryde aftensmaden for at flytte den endnu en gang.

Kort før solnedgang vover vi os tilbage i fjorden, og hastigheden er nu noget højere uden det modarbejdende tidevand. Vi padler, indtil det bliver for mørkt og koldt og finder den lejrplads, der ender med at blive turens sidste.

Egentlig havde vi drømt om at afslutte turen med at padle ind til bryggen i Kirkenes, lægge til og så vade over til vores hotel stadig iført svømmevest og kanoudstyr. Et nært forestående uvejr betyder dog, at vi må afslutte turen ved at gå ind i en vig på bagsiden af byen. Kanoen bliver tømt for sidste gang og alting pakket praktisk i store tasker. Kanoen og det lejede udstyr bliver stuvet væk ved en bådplads og lokationen sendt til vores udlejer.

På vej i taxaen til hotellet vinker vi farvel til vildmarkslivet og siger goddag til civilisationens bekvemmeligheder.


Fiskeri på turen

Både søen og fjeldområdet er kendt for gode fiskemuligheder. Det kræver, at man indløser fiskelicens, både en generel og en områdespecifik, hvilket nemt kan klares via hjemmesiden www.eraluvat.fi. Fangstmulighederne er rigelige: vi fangede både søørred, fjeldørred, stalling, aborrer og gedde. I søen foregik det mest med en wobler efter kanoen – på elven og i de mindre fjeldsøer med blink eller spinner. Det kan være en fordel med en kort stang, hvis man vil fiske fra kanoen. Den er nemlig nemmere at håndtere, ligesom det er nemmere at pakke den væk.


Inspiration til ruten

Vi fandt inspiration til ruten fra hovedsageligt to kilder: Den danske eventyrer Erik B. Jørgensen havde taget turen med sin datter for år tilbage. Hans beretning gav os et indblik i de oplevelser, der ventede. Derudover fandt vi en finsk fyr, der skrev om sine kanoture i området. Vi kontaktede ham, og med hans hjælp fik vi især gode råd til, hvor på fjeldet overbæringer ville være nemmest. Læs mere på www.komud.dk og www.avisuora.com 

JC 02975

Vores madplan

Mad til fire uger kræver planlægning, når der ikke er indkøbsmuligheder undervejs. Der skal være kalorier nok, og med vores mange overbæringer skulle det ikke veje for meget. Vi havde i månederne op til turen tørret kød, grøntsager, frugt og færdige retter i vores dehydrator. Vi tænkte desuden over at kunne bruge aftensmadsrester til frokost. Og så havde vi reflektorovn med, så vi kunne bage brød med mel og tørgær. Al maden var rationeret og vakuumpakket, og på den måde minimerede vi også volumen af skrald. Der var rig mulighed for at spæde rationerne op med rørhatte, blåbær og fisk.

Andre spændende artikler


Nordnorsk vildmark langs elven Kárásjohka

Nordnorsk vildmark langs elven Kárásjohka

Erik B. Jørgensen om 45 dage i vildmarken med sin 3-årige datter

Erik B. Jørgensen om 45 dage i vildmarken med sin 3-årige datter

I kano til Karasjok

I kano til Karasjok

Log ind