Cirka 150 kilometer nord for polarcirkelen ligger Sveriges højeste fjeld, Kebnekaise. Blandt de høje toppe og dybe dale findes der et utal af markerede vandreruter, men det er ofte de ruter, man selv ’opfinder’, der er de mest spændende.
Det er bagende varmt. Mindst 25 grader i solen og ikke en vind, der rører sig. Morten og jeg kigger skiftevis på hinanden og på de tungt lastede rygsække foran os. Tanken falder straks på dagens planlagte rute op gennem birkeskoven til plateauet ovenfor trægrænsen – en tur på cirka 6 kilometer med en stigning på 300 højdemeter.
Vi er i Nikkaluokta, hvor vi har planlagt at efterlade den ene bil, mens den anden bil skal tage os til Årosjåkk, hvorfra dagens vandring starter. Om det er mageligheden eller den indre drengerøv, der får os til det, ved jeg ikke, men mens pigerne pakker færdig ved bilen, så lister Morten og jeg over til heliporten.
Vi peger på et sted over trægrænsen på kortet: 2700 svenske kroner for alle fire og hunden – vi har nu en aftale med en helikopter.
Vildmark i sameland
En halv times flyvning senere – og en stor oplevelse rigere – befinder vi os på plateauet et godt stykke over trægrænsen. Mens GPS’en fastslår vores position, får vi oppakningen på ryggen og drager mod nord. Som planlagt finder vi den gamle sti, som samerne bruger på vej mod deres sommerlejr ved Alisjávri (Alis-Søen). Terrænet her er let vandret, og vi kommer hurtigt frem på trods af de fyldte rygsække.
Selvom ruten er lagt hjemmefra, så skaber det en spænding af uforudsigelighed, da man aldrig helt ved, hvad der venter, når man vandrer udenfor stierne og de markerede ruter.
Efter et par kilometer forlader vi stien og drager mod vest. Jeg har været i området adskillige gange før, men når man vandrer i stiløst terræn, er det næsten umuligt at ramme den samme rute fra gang til gang. Alle ture bliver forskellige, og på den måde får man også nye oplevelser hver gang.
Vi finder en flot lejrplads på et blødt og grønt underlag ved et lille vandløb, der løber ud i en sø. Solen skinner, og selvom det er vindstille, er her næsten ingen myg – det kan næsten ikke være mere perfekt.
Følelsen af at være alene i vildmarken er voldsomt befriende, og vi nyder den fantastiske udsigt over søen i takt med, at solen forsvinder bag de fjelde, der er målet for de kommende dages vandring.
