Fjeldvandring uden for stierne

Hver sin smag
Der er mange, der holder af Kungsleden, hvis nordligste etape løber forbi længere ude mod vest i udkanten af Kebnekaisemassivet. Kungsleden er flot og meget varieret, og ruten giver et godt indtryk af fjeldverdenen.

Nogle finder den måske lidt for ’trafikeret’ og luksuøs med de mange hytter. Jeg tilhører den sidste gruppe, og det er netop derfor, vi valgte at vandre væk fra den veltrampede rute – oplevelsen af uberørt fjeld, uden hytter, stier og andre bekvemmeligheder, med telt og proviant i rygsækken. Selvom ruten er lagt hjemmefra, så skaber det en spænding af uforudsigelighed, da man aldrig helt ved, hvad der venter, når man vandrer udenfor stierne og de markerede ruter.

Ruten er jo planlagt efter et fjeldkort og fører gennem terræn, vi aldrig har været i før. Dette stiller større krav til opmærksomheden og skærper derved bevidstheden om naturen omkring os: Fjeldene, søerne, vandløbene – alt dét jeg elsker ved at være i ødemarken.

Området er dog ikke helt uberørt, idet samerne holder deres rensdyr i området, og derfor er her offerpladser, renvogterhytter, indhegninger og andre spor efter en tusindårig kultur, der den dag i dag stadig ’lever’ – men det er spor, der hører til området, og som er til at leve med.

Samer på fire hjul
Vi vågner op til en fin morgen og tager retning mod det indre af Leavásvaggi, hvor markante fjeldsider synes at afspærre vores vej. Men så langt er vi ikke endnu. Vi går stadig mod vest i højderne, og mellem de mindre toppe vandrer vi i kuperet og stenet terræn, og ind imellem møder vi strækninger både med sne og decideret blokmark.

Mens højdemeterne og den tunge blokmark sætter sine spor i benene, begynder vi at holde øje med en passende lejrplads, men det er ikke let. Fra trægrænsen i 800 meters højde og op til omkring 1100 meter over havet er det som regel let at finde teltpladser, men herefter bliver det stenet, ujævnt og præget af flere klipper.

Endelig finder vi et sted med plads til to telte. Underlaget er ujævnt og hårdt, men det går an for en enkelt nat. Vi er nu i 1200 meters højde, og aftenen er kold, så vi kryber tidligt i poserne.

Det er midt på natten, da en højlydt grynten vækker os. Selvom der ikke længere er midnatssol, er det stadig lyst om natten. En enorm flok rener fylder terrænet på den anden side af søen, hvor samer på ATV’er og med hunde driver flokken forbi os.

Der må være en umarkeret indhegning i nærheden. Senere på natten vækkes vi igen af dyrene, der nu vandrer tilbage til græsgangene igen og spredes ud over hele fjeldområdet. Der har formentlig været mærkning af kalve.

Lavthængende skyer
Om morgenen er det stadig temmelig koldt. Blygrå skyer trækker sammen omkring os, og snart forsvinder udsigten til dalbunden, hvor dagens etape ender. Terrænet er pletvis stenet, og flere steder går vi på ’hylder’, der fungerer som naturlige trappetrin. Vi krydser vandløbet Bielžžájohka, der heldigvis ikke er større, end vi kan springe fra sten til sten og komme tørskoede over på den anden side.

Det småregner, og skyerne er ’faldet’ helt ned over os, så sigtbarheden er mindre end 20 meter. Vi får nærmest en fornemmelse af, at skyerne forsøger at skjule de kommende dages vandring, men i det fjerne kan vi sporadisk skimte hjørnet af det markante fjeld, Bielžžáčohkka, som vi skal runde for at komme ind i Leavásvággi (Leavás-dalen).

Mens regnen vælter ned over os, begynder tempoet at dale, og det samme gør humøret. Udsigten til at skulle forcere endnu en fjeldkam i over 1200 meters højde i regnvejr og dårligt sigte er ikke så spændende.

Målet med at forcere højderne er jo at få udsigt, så den dårlige sigtbarhed får opstigningen til at virke lidt meningsløs, men det er den eneste vej ud, så vi slår lejr før planlagt og håber på opklaring.

Den rigtige vildmark
Vi ligger i teltene og lytter til regnens trommen på teltdugen i en times tid. Det stilner af, og lidt efter kryber vi ud og ser på himlen. Blygrå, men der er ikke en vind rører sig, og regnen er stoppet. Vi kaster vi os over madlavningen, vi skal jo have aftensmad.

Vi får gang i brænderne, og mens duften fra de frysetørrede retter vækker appetitten, går der hul på skydækket, og solen titter frem som projektørlys gennem hullet. Efterhånden som vores sult bliver stillet, spreder skyerne sig, og en dybblå himmel åbenbarer sig over os.

Sådan fortsætter det resten af turen. Vi vandrer i ni dage, hvor vi ikke ser andre mennesker end de få samer, der på deres ATV’er driver rener sammen. Dage med sol, dage med regn, tåge og blæst, dage med al slags vejr, dage i godt terræn og dage med tung blokmark og tæt krat. Men sådan er det, når man vælger ikke at følge de markerede ruter.

Selvom bekvemmeligheden i mig ønsker det flotte vejr og de perfekte lejrpladser, så handler vandring i ødemarken efter min mening om så meget mere. Det handler om spændingen og eventyret i det uforudsigelige, om nuancerne i farverne, duftene og lydene, der konstant ændrer sig afhængigt af, om regnen hamrer ned, eller om solen skinner fra en skyfri himmel.

Det samme gør indtrykkene, og derfor vil oplevelsen af at være i ødemarken aldrig være fuldendt, hvis ikke man opsøger lidt uforudsigelighed, og det er derfor, at jeg bliver ved med at vende tilbage til denne fantastiske del af Sverige.

Ruten i detaljer

De angivne dagsetaper er opmålt på kort, og der er således ikke taget højde for terræn og højdekurver. De reelle distancer vil derfor være længere end angivet.
Ruten er planlagt således, at vandrere med almindelig kondition kan klare dagsetaperne uden at hænge med tungen ud af halsen.

For hver dagsetape er der angivet GPS-koordinater (angivet i RT90) til et forslag til en teltplads. Desuden er der ved to dagsetaper et fikspunkt markeret med et mærke, som man bør navigere efter på ruten.

Dag 1: Årosjokk – Orusjohkka (6 km)
(560 moh – 760 moh)
Hvis du ikke springer i helikopteren, så starter vandringen i Årosjokk ved landevejen mod Nkkaluokta, hvor et skilt markerer starten på stien, der går op gennem skoven (buschaufføren ved hvor). Bortset fra stigningen byder etapen ikke på problemer. Følg så vidt muligt den trampede sti fra Årosjokk til Alisjávri. Følg ikke de røde krydser, der markerer skiruten – så ender du i et vandløb. I tørre somre kan der være mangel på vand i området, så må man lede lidt inde omkring pilekrattet mod øst.
Overnatning: Orusjohkka, X = 7537133, Y= 1648856

Dag 2: Orusjohka – Vállašjohkka (10 km)
(760 moh – 900 moh)
Ruten går i småkuperet terræn over græshede med pilekrat hist og her, og der krydses et par vandløb. Samtidig går ruten ind i ’ukendt land’ uden stier eller anden markering, og der er ikke mange spor af, at der har været mennesker før.
Overnatning: Vállašjohkka, X = 7545711, Y = 1640390

Dag 3: Vállašjohkka – Bealžžájohka (10 km)
(900 moh – 1180 moh – 900 moh)
Ruten går op til et højt pas i 1180 meters højde. Terrænet er relativt let, og højden giver flot udsigt mod Kebnekaisemassivet og ned over Leavásvággi, hvor vi skal ned. Der er lidt stenet i passet, men ikke noget der byder på væsentlige problemer.
Overnatning: Bealžžájohka, X = 755150, Y = 1635300

Dag 4: Bealžžájohka – Leavášvággi v/ Šnjalžogurra (10 km)
(900 moh – 1000 moh)
En moderat stigning i letgået terræn, hvor ruten går rundt om Bealžžáčorru’s markante stub og ind i Leavásvággi. Terrænet er småstenet, og det bliver efterhånden mere bart for vegetation, som dalen snævrer ind. Lejren er angivet cirka en kilometer før Šnjalžogurra. Man kan også vandre helt frem til kløften og lægge sig nedenfor.
Overnatning: Leavášvággi v/ Šnjalžogurra, X = 755300, Y = 1628400

Dag 5: Snjalšogurra – Visttasvággi v/ Vássajohka (10 km)
(1000 moh – 1200 moh – 500 moh)
En af turens mere barske dagsetaper, der går op gennem kløften og over kuperet terræn til et lille plateau i 1200 meters højde. Terrænet byder på flere kløfter, så for at undgå for mange unødige højdemeter er det vigtigt at holde højden på 1200 meter frem til det sidste vandløb*, hvor der krydses over. Det er muligt at telte heroppe på nogle flade græspartier, men ellers fortsætter ruten frem til Jorbaoaivi, herfra ned til trægrænsen og videre gennem skoven til broen over Vássajohka i Visttasvággi, hvor den markerede teltplads findes nede ved den gamle kåte.
*Navigation Šnjalžogurra, X = 755150, Y = 1626509
Overnatning: Vássajohka, X = 7549580, Y = 1621812

Dag 6: Vássajohka – Njunni – Gaskkasvággi (10 km)
(500 moh – 1100 moh – 900 moh)
Der er en let vandring hen til broen over Visttasjohkka mod nord. Kryds vandløbet og find stien op mod Njunni. Det første stykke går gennem birkeskov og kan være lidt besværligt. Herefter er stien ret stejl, men ved Njunni* belønnes man af en fantastisk udsigt inden nedstigningen til Gaskkasvággi.
*Navigation Njunni, X = 7546502, Y = 1622000
Overnatning: Gaskkasvággi, X = 7544511, Y = 1619500

Dag 7: Gaskkasvággi – Čievrrajávri (5 km)
(900 moh – 1200 moh)
Kortere stigning op forbi Várdu og frem til teltpladserne lige før søen Čievrrajávri, hvor de bedste teltpladser findes på deltaet umiddelbart inden søen. Den første strækning er ret stenet, men senere flader landskabet ud, og terrænet bliver lettere farbart helt frem til teltpladserne. Vær opmærksom på, at det ikke er hensigtsmæssigt at følge den indtegnede rute på fjeldkortet BD6! Følger man den, ender man i store blokke, der er besværlige. Følg hellere højdekurven i 1140 meters højde indtil teltpladserne. På den måde er pladserne også lettest at finde.
Overnatning: Čievrrajávri, X = 7540000, Y = 1621000

Dag 8: Čievrrajávri – Čievrragorsa (10 km)
(1200 moh – 920 moh)
10 kilometer let vandring over højsletten. Turen byder på fint udsyn og med held også en del rener, som ofte flokkes her. Der teltes ved søerne lige ovenfor nedgangen til Overnatning: Čievrragorsa, X = 7534000, Y = 1629000

Dag 9: Čievrragorsa – Nikkaluokta (8 km)
(920 moh – 470 moh)
Let nedstigning gennem birkeskoven, der er frodig med et væld af fjeldvækster. Nede i Laddjuvággi krydses broen over Čievrrajohkka, og herfra er der kun omkring tre kilometer på fin sti til Nikkaluokta.

Navigation og sikkerhed

Tager du på fjeldet uden for stierne, SKAL du have kort og kompas med, og du skal kunne bruge det. Man kan ikke satse på en GPS. Den er sjov at have med og kan være udmærket som supplement, men en GPS er afhængig af batterier. Samtidig er det er jo teknik, der kan gå i stykker. Hav derfor altid kort og kompas med og følg hele tiden med på kortet og orientér dig i forhold til terrænet, så du altid ved, hvor du er. 

Kebnekaise med tag over hovedet?

Hvis du ikke er så meget til telt, så er der heldigvis også andre gode muligheder for at opleve den smukke natur omkring Kebnekaise. Kungsledens nordligste etape fra Abisko til Kebnekaise Fjeldstation (cirka 87 kilometer) er en flot og afvekslende tur med masser af komfort i form af de mange hytter på ruten.

En overnatning i hytterne koster omkring 300 svenske kroner og lidt billigere, hvis du har et almindeligt vandrekort (IYHF) www.danhostel.dk. Det er ikke nødvendigt at være medlem af Svenska Turistföreningen. Læs mere om ruten og hytterne på www.svenskaturistforeningen.se

Kebnekaises fauna

Der er både bjørne, ulve, losser og jærve i området, men de er så sky, at man meget sjældent ser dem. Det er derfor ikke nødvendigt at tage forholdsregler eller frygte et eventuelt møde med dyrene. Større chance er der for at se elge i de dybe grønne dale og specielt rener i højderne. Mange rovfugle holder til i området, og hvis du er heldig kan du se lemminger.

Proviant og madlavning?

Det letteste er at købe frysetørret proviant, som fås i de fleste friluftsbutikker, og det bør handles hjemmefra. Dette kan suppleres med hjemmetørrede grøntsager, ris, nudler og kartoffelmos, men supplementerne kræver naturligvis ekstra brændstof. Det mest brændstoføkonomiske er at bruge frysetørrede retter til alle måltiderne.

De fleste frysetørrede retter skal blot tilsættes kogende vand, hvorefter de skal trække nogle minutter, inden de kan spises af posen. Morgenmad kan være mysli, havregrød eller brød – lav eventuelt portionsstørrelser hjemmefra.
Anslået brændstofforbrug til en sommertur til én person per døgn:
Gas: 50 gram
Sprit: 250 ml
Rensebenzin: 100 ml

Sne og gletsjere

Vinterens store snefald og de relativt lave temperaturer i området gør, at al sneen ikke når at smelte om sommeren. Specielt på nord- og østvendte fjeldsider ligger sneen længe i ravinerne. Denne sne er for det meste ufarlig at færdes på, med mindre den er så stejl, at man kan risikere at glide ned og komme til skade.

Den eneste gletsjer, man kommer relativt tæt på under turen, er Darfalgletsjeren, som er en ’død’ gletsjer. Det vil sige, at den ikke længere er i bevægelse, og derfor ikke bør have sprækker af betydning. Men en gletsjer er en kompliceret organisme, og man kan aldrig vide med sikkerhed, så gå derfor aldrig ud på en gletsjer uden nødvendig viden og udrustning.

Sporløs færdsel

Der er ikke meget træ i terrænet til bål, og jeg vil da også fraråde det uanset hvad, qua friluftslivets motto: Sæt ikke andre spor i naturen end dine fodspor! Det skæmmer naturen, og der går mange år, før en bålplads har fået sin oprindelige vegetation tilbage. Undgå derfor også at brænde affald af i fjeldet – hvis man kan bære det fyldt ud, kan man også bære det tomt hjem.