Fjeldvandring og fuglekiggeri

Økologiske sammenhænge
På fjeldet er de økologiske sammenhænge åbenlyse og enkle. Det er en utrolig frodighed, den korte sommer kan præstere. Talrige smeltevandsbække, småsøer, elve og moser giver udklækningsmuligheder for e millioner af myg, der kan gøre en vandreferie til et helvede, men som er en uundværlig fødekilde for fuglene.

Et andet eksempel på en af naturens fødekæder er samspillet mellem smågnaverne og de fuglearter, der lever af disse. Gnaverne optræder specielt talrigt nogle år - de såkaldte “gnaverår”. Der forskes stadig i grunden til disse periodiske svingninger i bestandene. Mangel på viden har givet grobund for mange fantastiske historier om den skandinaviske fjeldlemmings vandringer mod havet. Det har ikke spor at gøre med masseselvmord, men skyldes snarere en kombination af vejrforhold, fødemangel og stress. Mange fugle er så afhængige af gnaverne som fødeemne, at de ofte helt undlader at yngle i gnaverfattige somre.

En fugl, der optræder talrigt, når gnaverbestandene topper, er den lille kjove, som har sin rede oppe på fjeldheden. Kjoven er fjeldets mest elegante flyver, når den med sine smalle vinger og forlængede halefjer kommer strygende i lav højde og frygtløst styrtdykker mod en hver formastelig fredsforstyrrer, der vover sig ind i dens territorium. Om vinteren søger den lille kjove til havs, hvor den hovedsagelig lever af at stjæle føde fra måger og andre havfugle. Den lille kjove kan om efteråret træffes som en sjælden gæst ved den jyske vestkyst.

Fjeldets vadefugle
En af fjeldhedens mest karakteristiske fugle er hjejlen. Dens melankolske fløjt høres vidt omkring og er kendt af enhver fjeldvandrer. Hjejlen er en af de vadefugle, der under trækket forår og efterår kan opleves i store flokke i Danmark. En nær slægtning til hjejlen er den smukke pomeransfugl, som yngler højere oppe i fjeldet. Hos pomeransfuglen er det hannen, der alene tager sig af æg og unger, mens det er hunnen, der tager initiativ til “frieri” og parring. Og i modsætning til de fleste andre fugle er hunnens fjerdragt klarere i farverne end hannens.

Ved kanten af større smeltevandsbække og søer kan man med lidt benarbejde støve en sortgrå ryle op. Rylens farver giver den en perfekt camouflage imellem de mange sten. I de mindre vandhuller kan man opleve en lille tillidsfuld fugl med en skæg adfærd. Det er odinshanen, som er en såkaldt svømmesneppe. Dens jagtmetode går i al sin enkelthed ud på at svømme rundt og rundt inde på det lave vand, hvorved smådyr hvirvles op fra bunden, så de er lige til at snuppe med næbbet.

Småfuglene
I det lave pilebuskads lige over trægrænsen yngler to af fjeldets smukkeste småfugle, nemlig blåhalsen og laplandsværlingen. Blåhalsen kaldes populært for “fjeldets nattergal” på grund af sin klare og trillende sang. På de højest beliggende fjeldplateauer, hvor bevoksningen hovedsagelig udgøres af lav og den nøjsomme isranunkel, finder man snespurven, der er let genkendelig på sin sort/hvide fjerdragt. Snespurven kan om vinteren ses i Danmark, idet den kommer til landet i oktober-november, hvor den i småflokke strejfer om på strandengene. Den deler levested med den mere sjældne bjerglærke, hvis enkle klokkeklare strofe står i kontrast til det barske landskab. Ved de mange elve og større smeltevandsløb holder vandstæren til. Vandstæren er Norges nationalfugl, hvor den har fået det passende navn “fossekal”. Vandstæren er en sand mester i canyoning - den lille fugl, mindre end en solsort, kaster sig ud i de frådende vandmasser, hvor den under vandet svømmer mod strømmen og afsøger bunden for smådyr.

Brug naturen med omtanke
Naturligvis er et så fint afbalanceret økosystem som fjeldet sårbart over for menneskelig virksomhed. Først og fremmest er det den industrielle udnyttelse af undergrunden og udnyttelsen af søer og vandløb til vandkraft, som udgør de største trusler mod denne enestående natur. Men også den rekreative udnyttelse af naturen kan blive et problem. Megen færden i visse sårbare områder kan betyde forstyrrelser af dyrelivet samt slid på vegetationen med kraftig erosion til følge.

Sådan som mange mennesker opfører sig, når de en sjælden gang bevæger sig uden for byerne, er det desværre nødvendigt med restriktioner og lukkede reservater. Selvfølgelig bør alle mennesker have frihed til at færdes i naturen, men denne frihed lægger et stort ansvar på den enkelte. Derfor må det være op til alle os, der færdes i denne fantastiske natur, at bevise, at vi er modne nok til at påtage os ansvaret.

Hvor kan man tage hen?
Vil man opleve fjeldets fugle er der en næsten uendelig liste over fuglelokaliteter, som er værd at besøge. Der findes en del litteratur på området. Her kan eksempelvis henvises til SOFs (Sveriges Ornitologiske Forening) boghandel på adressen Naturbokhandeln, Stenhusa Gård, S-380 62 Mörbylånga, Sverige.

Man kan også kontakte DOF-salg (Dansk Ornitologisk Forening), Vesterbrogade 138 A, 1620 København V, tlf. 33 31 85 63. Her kan man købe det lille hæfte “Sommer i myggenes land - en guide til fuglelokaliteter i Finland og det nordlige Norge og Sverige” skrevet af Henrik Dissing. Det giver en meget fin oversigt over 80 fuglelokaliteter ved hjælp af kortskitser og beskrivelser. Det er ganske vist ikke alle lokaliteterne, som er deciderede fjeldlokaliteter, men den nordiske natur er jo også andet og mere end fjeld...

Hvad med grej?
At se på fugle kræver ikke alverden af ekstra udstyr. Det vigtigste er en kikkert - man vil være helt fortabt uden. Som med næsten alt andet udstyr gælder det, at desto dyrere kikkert, desto bedre. Det er derfor vigtigt at gøre op med sig selv, hvor meget man vil ofre og samtidig tænke grundigt over, om fuglekiggeriet er noget, man vil dyrke fremover. Størrelsen på en kikkert er også af betydning ikke mindst ved fjeldvandring, hvor plads og vægt er vigtige faktorer. Det nytter ikke at have en god stor kikkert, som man ikke orker at slæbe rundt med.

Desuden behøver man en god felthåndbog, så man har en chance for at identificere de fugle, man ser. Sidste sommer udkom bogen “Fugle i felten” af Svensson, Mullarney og Zetterström. Den dækker alle fugle i Europa og Middelhavsområdet - i alt 722 arter med op til 15 illustrationer af hver art. Det er absolut en anbefalelsesværdig bog, både hvad angår tekst og illustrationer. Det eneste minus er, at de 400 sider vejer 700 gram. Synes man, at det er lige i overkanten, kan man anskaffe sig den lille “Fugleguide” af Tommy Dybbro. Med sin vægt på kun 200 gram er den yderst velegnet til fjeldturen.

Endelig kan det være en god ide at medbringe en notesbog. Heri kan man notere sine observationer, og man kan lave en lille skitse af en fugl, som man ikke umiddelbart kan bestemme. Hvis man i forvejen skriver dagbog, kan man også notere fugle, planter m.v. heri. Det kan give dagbogen en ekstra dimension.

Gå bare i gang
At se på fugle giver mange gode og spændende oplevelser, uanset om du direkte tilrettelægger fjeldturen efter, hvor der er mange fugle, eller du blot tager fuglene med som et ekstra krydderi på turen.

For nybegynderen kan det være en fordel at tage på fugleture i hjemlige omgivelser med en trænet fuglekigger. På den måde kan man lære mange gode felt-fiduser. Kender man ikke en “fuglefreak”, kan man tage på en offentlig tur. Mange foreninger (Danmarks Naturfrednings Forening, Natur og Ungdom og Dansk Ornitologisk Forening) og kommunale naturvejledere arrangerer sådanne fugleture.

Spring ud i det. Med lidt tålmodighed og det ekstra kilo i rygsækken som kikkert og fuglebog giver, er du godt rustet til mødet med fjeldets fugle.