Første danske kvinde på ski til Sydpolen

For mit vedkommende startede ekspeditionen i november 2021. Jeg er uddannet læge, og nogle arbejdsår i Grønland, en krydsning af indlandsisen og et år i Antarktis som forsker og analog astronaut for det europæiske rumagentur ESA havde ført mig til en ekspeditionsmedicinsk konference i Edinburgh. Den endte ganske uventet med en invitation, som var umulig at sige nej til – at blive en del af Inspire22-holdet. Inspire22 havde på det tidspunkt allerede været under forberedelse i et par år, men blev som så meget andet forsinket pga. COVID-19. Forskningsplanerne lå dog fast, nemlig en række undersøgelser af, hvordan vi mennesker reagerer på og tilpasser os den ekstreme fysiske og psykiske belastning, det er at stå på ski fra kysten af Antarktis til Sydpolen med særligt fokus på energistofskiftet, metabolismen og ændringer i kroppens sammensætning af fedt, muskler og knogler.

Oceaner af forberedelse

I løbet af det næste halve år kom alle holdets medlemmer på plads. Sideløbende trænede vi hver især fysisk og mentalt og havde månedlige virtuelle møder og udfordringer for at holde hinanden til ilden. Den fysiske træning bestod af daglig yoga og konditionstræning, men kernen var dæktræk, der minder lidt om at trække pulk. Metoden er simpel: Man spænder et par dæk eller tre efter sig selv i en kort sele og vandrer afsted med stavene svingende. Samtidig forsøger man at udstråle, at der er mening med galskaben og griner høfligt, når folk spørger, hvor resten af bilen er. Spøg til side: er man lige flyttet til en ny by og vil gerne falde i snak med folk, så er dæktræk en glimrende åbning for sjove samtaler. Jeg kom altid hjem med et smil på læben. Man skal bare lige passe på ikke at blive viklet ind i lygtepæle og huske at krydse fodgængerfeltet i god tid inden rødt lys. Jeg taler af erfaring.

Samtidig forsøgte vi at få økonomien til at falde på plads. Ikke nok med at forskningsudstyr og analyser er dyre, en tur til Sydpolen kommer let til at koste omkring 750.000 per person – et beløb, de færreste af os lige kan hive ud af kontoen. Heldigvis er seks deltagere fra det britiske militær og fik rejsen betalt som en del af deres militære uddannelse. Vi resterende tre ’civile’ fik en del dækket af forskningsmidler og ellers måtte vi ty til opsparinger, mens vi mindede hinanden om, at det var en fuldstændig unik mulighed. Afsted skulle vi.

Med hjælp fra vores to guider fik vi fastlagt en rute. Der er en del veletablerede ruter til Sydpolen, og den mest benyttede starter på Hercules Inlet. Vi valgte i stedet den lidt kortere, men stejlere, Messner-rute fra Rønne Ice Shelf og afsatte 50 dage til at tilbagelægge de knap 1.000 kilometer. Messner-ruten er opkaldt efter den italienske bjergbestiger og eventyrer Reinhold Messner, som foruden at have besteget de 14 højeste bjerge i verden (og vist kun mistet 7 tæer i processen), også krydsede Antarktis i 1989/90 sammen med tyske Arved Fuchs med start ved Rønne Ice Shelf.

Ni konkurrencemennesker i ét rum

Kort før afgang mødtes vi til de første fælles undersøgelser. Vi havde hver især fået lavet en psykologisk profil, og over to dage fik vi med støtte fra tre psykologer talt om, hvordan vi individuelt reagerer under pres, om hinandens svagheder og styrker, og om hvordan vi hver kunne bidrage med noget unikt til holdet. En proces, jeg ikke tidligere har oplevet i forbindelse med ekspeditioner, men som gav utrolig god mening. Og det viste sig, måske ikke overraskende, at stort set alle på et hold bestående af højtuddannede mennesker med forkærlighed for ekstremsport er konkurrencemennesker. Nogle konkurrerer med sig selv, nogle med andre, andre begge dele. Det kan være en fordel, hvis det bruges rigtigt, skulle det vise sig.

Endelig fik vi foretaget scanninger af kropssammensætningen og fik lavet iltoptagelsestests, såkaldte VO2 max-tests, inden vi blev lukket inde i et lufttæt kammer i to dage for at få målt vores metabolisme så nøjagtig som muligt ved hjælp af ind- og udåndingsluft. Den største udfordring var ikke at leve på ca. 3 m², uden telefonforbindelse og med et toilet placeret lige ved siden af skrivebordet. Det var maden. Ikke nok med, at koffein var bandlyst (!), al mad var nøje afvejet i forhold til hver testpersons estimerede hvilestofskifte. Så når man er i fuld gang med opfedning og vant til et højt aktivitetsniveau, var sulten det mest konstante selskab i kammeret. Med undersøgelserne havde vi et udgangspunkt for tests umiddelbart før afgang, på isen og lige efter vores ankomst til Sydpolen.

Fredagsslik på steroider

Når man forbrænder flere kalorier, end man indtager, begynder kroppen at tære på de energilagre, der findes i kroppen. Groft sagt bruger man først de kulhydratdepoter, der findes i muskler og lever, derefter fedtdepoter og muskler. Muskeltabet er vigtigt at undgå, og hvor man på en normal hverdag forbrænder mellem 1.500 og 2.500 kalorier, så forbruger man gennemsnitligt mellem 5.000 og 6.500 kalorier om dagen på en skiekspedition i Antarktis.

Da et af ekspeditionens formål er at undersøge energimetabolismen, er det vigtigt at vide så præcist som muligt, hvad vi indtager af kalorier, fedt, protein og kulhydrat undervejs. Vi pakkede frysetørret mad til morgenmad og aftensmad, mens resten af dagens kalorier bestod af chips, chokolade, nødder, protein- og energipulver, kakao osv. Kort sagt: fredagsslik på steroider. Vi endte med mere end ét kilo mad i tør form om dagen, og på trods af to depoter undervejs vejede hver pulk mere end 70 kilo, da vi startede ekspeditionen den 24. november 2022.

Men vi startede turen med en sandwich. Da flyet havde sat os af på isen, pulkene var pakket, og skiene havde fundet deres rette ejermand, delte andenpiloten en sandwich ud. Så stod vi dér og spiste den sidste friske mad i to måneder, mens tankerne kredsede om kilometerne forude. Havde vi husket nok solcreme? Rækker to ruller toiletpapir nu også til 50 dage? Starten var nærmest foruroligende let. Pulkene var nye, musklerne friske, og isen glat – men da vi ramte sneen, gjorde realiteterne og den tunge pulk også. De første tre dage var lette, de sidste 45 knap så meget. Men toiletpapiret rakte.

Den daglige joke

Antarktis har en utroligt fascinerende historie. Et af højdepunkterne er norske Amundsens og engelske Scotts kapløb om at nå først til Sydpolen i 1911-1912. Amundsen planlagde turen med inspiration fra inuit-folk og brugte hunde som hjælp hele vejen til Sydpolen. Scott benyttede hunde og ponyer i starten, men udelukkende mennesketrukne slæder på størstedelen rejsen. Kapløbet endte, da Amundsen rejste sit telt og det norske flag på den geografiske sydpol den 14. december 1911 efter 57 dages rejse. Scott nåede frem 17. januar 1912 efter hele 77 dage. Englænderen ”tabte”, vendte om og mistede på tragisk vis livet pga. sult og kulde – få kilometer fra sit næste depot.

Størstedelen af Inspire22 er briter – men vores ene guide, Morten, er nordmand. Ironien i dette blev kun berørt let i starten af ekspeditionen, men efter et par dages engelsk-norsk diskussion om antallet af flagermus på verdensplan, bedyrede en af briterne let henkastet til Morten, at de som militærfolk jo nok vidste, hvordan man gemte et lig af vejen, hvis det skulle blive nødvendigt. Morten påpegede dog hurtigt, at med deres ski-evner ville det blive svært at fange ham. Så var den ligesom lukket. 

I det hele taget var der mange gode grin undervejs. Alle dage startede med en joke, der – måske for at holde freden på holdet – oftest gik ud over svenskerne. Og gjorde rigtig meget for moralen. Vi besøgte hinanden på tværs af telte, og særligt juleaften hyggede vi os med gaver og et juletræ i is. Selv julemanden kom på besøg i form af holdets ældste deltager, Chris, der med et stort, hvidt skæg og en paryk-lignende hue i forvejen godt kunne forveksles med den lidt mere tykmavede Santa. Og trukket på en pulk af Stefano iklædt mine rensdyr-natbriller, akkompagneret af Stephanie på blokfløjte og Roger på mundharmonika var der ikke et øje tørt, da han ho-ho-ho’ede sig ind i lejren. Vi andre sad og nød solen, og hvad der ikke kunne blive en mere hvid jul i en fordybning gravet i sneen. Bagefter trak vi lod om medbragte gaver. Tilsyneladende var der nogen, der havde nok i én toiletrulle til 48 dage – men småkagerne var generelt mest populære. Selv trak jeg et par sokker, et digt og et sydpols-emblem til at sy på tøjet. Ikke en dårlig høst.

Hvid og lydløs dagligdag

Hver eneste dag var hvid. Fra man stak næsen uden for teltdugen til den første morgen-tissetår, til man lynede den igen for at kravle i soveposen. Dagen blev brudt op i intervaller på en times aktivitet efterfulgt af 10 minutters pause. 10 minutter, hvor man kunne spise, drikke, tage tøj på eller af eller træde til side for at lade vandet relativt ude af syne for resten af gruppen – dvs. de kiggede høfligt den anden vej.

Det hvide havde dog variationer. En lille uge havde vi udsigt til Thiel Mountains, og andre dage kunne vi se stigninger forude i form af en skylignende mur. Snedriverne ændrede karakter fra dag til dag. Der var små og hårde, store og bløde, og flødeskumstoppe, der selv i minusgraderne kunne få mig til at drømme om en kærnemælkssoftice fra Aabybro Mejeri. Endelig var der spor fra andre i sneen. Ekspeditioner, grupper og solo-folk, som gik foran os, eller som krydsede vores vej. Der blev sat en ære i at lave vores egne spor.

Hver time blev ledt af en ny i gruppen, som udstyret med kompas holdt kurs og fart så stabil som muligt. Ikke nogen let opgave, særligt på dage med skyer eller snevejr, hvor himmel og sne fik samme farve, og man først opdagede op- og nedstigninger, når man ramte dem eller faldt i dem. Jeg blev for første gang i mit liv søsyg, da jeg navigerede på én af disse dage.

’Arbejdsdagen’ på ski sluttede efter 12 nautiske mil, 22,3 kilometer, og ca. otte timer. Det var dog svært for en del på holdet at holde tempoet nede på et niveau, hvor alle kunne være med hele dagen. Men da de kvikke guider havde fået nys om konkurrenceglæden på holdet, introducerede de pludseligt en konkurrence om at ramme en gennemsnitshastighed på 2,6 km/t så præcist som muligt. Det virkede.

I slutningen af dagen kom fem tomandstelte og ét en-mandstelt op. Teltmakkere skiftede hver femte eller tiende dag, så vi lærte hinanden bedre at kende. Det er nemlig ret begrænset, hvor meget man får snakket med hinanden, når man i én lang linje trækker sin pulk af sted med blikket fastlåst på kompasset, sneen, himlen eller pulken foran sig. Tanker fik enten frit løb eller fokuserede på en lydbog, podcast, musik eller overvejelser om hvilken aftensmad, der ventede. Holdt man ørerne fri, kunne man nyde stilheden, som kun blev brudt af lyden af ski, en syngende holdkammerat, de uundgåelige prutter – eller få gange af et passerende fly. Manglen på lyde er slående i det antarktiske landskab.

Snetoiletter og lorteposer

I teltene gik snakken til gengæld ofte livligt. Over aftagning af støvler, tilsyn af vabler, tjek for forfrysninger, diskussioner af mad, dagens højdepunkter og ikke mindst smeltning af sne til vand, som fylder en forholdsvis stor del af tiden om aftenen. Ofte skiftede opgaverne dagligt og dermed også vores soveposers placering i teltet, da det er lettest, at den, der har køkkentjansen, sover i den side, hvor brænderen er placeret i teltets apsis – på de rigtigt kolde dage kan man så nøjes med at stikke en arm ud, når der skal tændes op.

I Antarktis er der midnatssol fra november til januar, og det er dejligt at slippe for pandelamper og at kunne oplade ved hjælp af solceller i løbet af natten. Solen bevæger sig dog stadig i en cirkel på himlen, så den ene halvdel af natten blev man kogt i polarsoveposen, mens man i den anden måtte lyne op til hagen. I virkeligheden var det lidt af et luksusproblem: vi frøs sjældent. En drikkedunk med varmt vand i soveposen blev dog en vane hos de fleste – temperaturen faldt nogle få nætter til under minus -50 grader, men lå oftest omkring -30. 

Mindre luksuriøse var toiletforholdene – indtil der også gik konkurrence i at bygge toiletter. I slutningen af ekspeditionen var der både herre- og damesektioner, og der manglede nærmest bare en papirholder og fliser på væggene. Fra at bestå af et hul i sneen bag en mur af sne, der gav lidt privatliv og dækkede lidt for vinden, var der både pissoir, et damesæde og et hul til lorteposen. På den sidste breddegrad inden Sydpolen må man nemlig ikke efterlade affald, inklusive afføring. Så der benytter man poser, der pænt pakkes i bunden af pulken.

De berygtede delle-målinger

Hver dag blev søvnkvaliteten registreret ved hjælp af en ring med indbygget aktivitetsmåler og pulsmåler, og vi trackede vores aktivitet ved hjælp af tre forskellige enheder på venstre arm. Derudover angav vi hver dag, hvor hård vi syntes, dagen havde været på en skala fra 1 til 10, og hvordan vi selv vurderede kvaliteten af vores søvn. Ikke overraskende oplevede de fleste en sammenhæng mellem hårdhed og søvn, og der var stor forskel hos de forskellige på holdet. Holdets næstyngste oplevede sjældent, at dagen var hårdere end to, mens jeg mente, at to nogenlunde svarede til min oplevelse, når jeg skulle gå fra teltet til toilettet. 

Endelig skulle vi sjusse os frem til væske- og madindtag og angive fødevarer og drikke, som var medbragt, men ikke indtaget. Hver femte dag blev undersøgelserne udvidet med en vejning på en god, gammeldags ikke-elektronisk vægt, ligesom vores underhudsfedt blev målt syv forskellige steder på kroppen ved hjælp af en tang – de berygtede delle-målinger. Delle-målingerne krævede op til tre målinger hvert sted og en del afklædning og var ikke særlig populær sidst på turen, hvor temperaturerne begyndte at nærme sig -50 grader. Endelig var der psykologiske spørgeskemaer hver syvende dag og spyt- og urinprøver til måling af stresshormoner hver femtende dag. Sidstnævnte prøver blev omhyggeligt holdt frosne i huller i sneen om natten og nederst i pulkene om dagen.

Forskningen var altså en del af hverdagen. Det var forholdsvis tidskrævende, da enhedernes batterier skulle holdes varme og opladede, men det gav os også noget at snakke om og beskæftige os med. Det eneste tidspunkt, hvor undersøgelserne gav en smule bagslag, var ved fejringen, da vi nåede den geografiske sydpol.

Den geografiske sydpol

Den 8. januar så vi den amerikanske Amundsen-Scott South Pole Research Station, som ligger ved den geografiske sydpol. Tankerne gled umærkeligt videre til særligt Scott, der som nævnt tabte ’kapløbet’ dengang for mere end 100 år siden. Tænk at have været så tæt på og måtte vende om. Scott og hans mænd døde på vejen tilbage, mens et telt, stole, og efter et par dag, et fly tilbage til kysten, ventede på os. Det gav en klump i halsen. 

Vi nåede Sydpolen den 9. januar 2023, og det var stort. Glæde blandet med den følelse af vemod, der opstår, når en ekspedition er forløst. Man skal lige fordøje det. Og da vi ikke kunne lave de sidste undersøgelser ved selve Sydpolen, måtte vi pænt forblive på frysetørret mad og holde fingrene fra champagnen, da vi fejrede (for første gang), at vi var nået i mål. Men fornøjelsen ved at sidde på en rigtig stol, drikke vand, der allerede var smeltet, spille brætspil og ikke stå på ski var fantastisk og følbar. Det var en aften, jeg ikke glemmer. Det er aftenen, hvor vi endelig kunne drikke champagne dog heller ikke. Eller det første bad efter 48 dage.

Der er nu gået mere end seks måneder siden vi nåede Sydpolen, og analyserne af resultaterne er stadig i gang. Det var dog klart, at ingen holdmedlemmer umiddelbart har mistet muskelmasse undervejs, hvilket er positivt. Mændene havde dog tabt sig op til 13 kilo, mens kvinderne maksimalt havde tabt sig fem. Det er spændende, da vi i udgangspunktet trak samme vægt på pulkene. Men flere detaljer må følge, inden vi endelig kan konkludere, at kvinder bare er lidt bedre egnede til den slags aktiviteter end mænd.