Du er her:

Skisafari i polarsol

Topture og nedkørsler højt mod nord

En flok mere end habile skiløbere tager på tur i det nordligste Skandinavien. Altid på jagt efter topture og skuende efter puddersne og nedkørsler rejser de med Malmbanen fra Kiruna i Sverige til Narvik i Norge. Undervejs hopper de af og tester det sublime skiløb undervejs.

Skrevet af: Rikard Andreasson - Foto: Fredrik Schenholm
Opdateret den 28. nov 2016

En flok mere end habile skiløbere tager på tur i det nordligste Skandinavien. Altid på jagt efter topture og skuende efter puddersne og nedkørsler rejser de med Malmbanen fra Kiruna i Sverige til Narvik i Norge. Undervejs hopper de af og tester det sublime skiløb undervejs.

”Rør venligst ikke mit snavsede tøj – kommer om nogle dage og henter det igen,” skriver Tormod Granheim på en lap papir, han lægger oven på sin taske, inden han skubber den ind under bænken i ventesalen.

Vi befinder os på stationen i den norske by Katterat, næsten 250 kilometer nord for polarcirklen. Selvom solen skinner, viser termometeret på væggen udenfor -19 grader.
Vi er omtrent halvvejs i vores nordiske eventyr, der bringer os langs Malmbanen fra Kiruna til Narvik, hvor vi undervejs hopper af og udvælger de bedste skisportssteder.

Hidtil på turen har vi mest benyttet os af skilifter og pister, men i dag vil vi drage ind til den ubemandede Hunddalshytte, da vi i et par dage vil tage på topture. For at kunne stå på ski med lette rygsække, efterlader vi det, vi kan, under bænken her på stationen, spænder skiene på og glider ud mod Hunddalen.

Nogle dage tidligere begynder vi vores skisafari i Björkliden, som er det første skisportssted langs jernbanen, når man kommer øst fra. Vi tager skiene på ved hoteldøren, og tre stavtag senere er vi ude på pisten.

Selvom det er ferie, er der tyndt med folk på pisten. Liftanlægget har en kapacitet på 5000 løbere i timen, men der er kun hotelværelser til 500 mennesker i byen, så der bliver nok aldrig rigtig kø.

Det har ikke blæst siden det seneste snefald, så vi glider gennem et landskab af snetunge birketræer. For at danne os et overblik over området, tager vi liften op til det højeste punkt og finder snart det, der skal blive vores favoritpiste i området, Rallarsvängen.

Den er et rødt bekendtskab, der løber ned over fjeldet. Der er ingen sving, men små afgrunde med bratte fald mod dalen giver en skøn, udmattende variation. Og eftersom vi er ganske alene, står der storslalom på programmet.

”Det er alt for let at glemme, at skiløb her i Norden kan være så eksotisk.”

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

 W1E8304Fantastisk fjeldhygge
”Saunaen er klar, og der står øl i køleskabet,” siger Per Rådström, mens vi børster sneen af os.

Per er sammen med sin kone et af de to par, der driver Låktatjåkko Fjällstation ni kilometer vest for Björkliden. Omkring stedet finder man godt skiløb, og vores plan er at gå på toppen af bag fjeldstuen for derefter at stå på ski ned til togstationen i Kopperåsen – en tur, der skulle være rigtig heftig.

Efter at være tøet op i saunaen er det tid til middag. I dag står menuen på Västerbottenost, rensdyrrostbeef og chokoladetrøffeltærte. Stemningen i den lille spisesal er hyggelig og intim, og det er svært at få den anderledes med hotellets blot 18 sengepladser.

Samtidig findes her hverken tv eller mobildækning, så der er ingen forstyrrende elementer – det er ren afstresning.

Om morgenen er sigtbarheden dårlig og vi må aflyse dagens tur mod Kopperåsen. Det er svært at orientere sig i god sigtbarhed – og helt sikkert meget værre i dårlig.

Vi fortsætter i stedet med jernbanen til den næste by, Riksgränsen, der egentligt bare består af to hoteller, nogle hytter og seks lifte. Kulden og manglen på dagslys gør, at sæsonen begynder sent, i midten af februar.

På den anden side, så fortsætte den helt ind til lidt ind i juni, og selvom faldhøjden bare er 380 meter, finder vi spændende terræn med hop, klipper og raviner – en legeplads for skiløbere.

 W1E7973Udsigt over hele turen
Vi er nu alle på vej ind mod Hunddalshyttan, efter at have efterladt rygsækkene på stationen i Katterat, og et bølgende grønt nordlys spiller på himlen. Vi er sultne og kolde. Derfor føles det skønt, at kaminen i den tomme hytte stadig er lun efter nattens gæster.

Hytten består af tre soverum og et stort alrum med køkken, spiseplads og sofahjørne. Her er ingen elektricitet, så lamperne brænder på petroleum og komfuret på gas. Over kaminen er der tørrestativer til vådt tøj og støvler.

Mod syd vender et stort vindue ud mod det mægtige bjerg Ristacohkka. Ved frokosttid dagen efter befinder vi os et stykke oppe på Gapercohkka – en af de højeste toppe i området.

”Det er så fantastisk en følelse at tage på tur nord for polarcirklen i februar. Helt alene, de korte dage og den lavtstående sol gør lyset magisk, og om aftenen får du nordlyset som bonus. Det er alt for let at glemme, at skiløb her i Norden kan være så eksotisk,” siger Tormod, der har et ski-cv, der dækker alt fra vulkaner på Hawaii og i Ecuador til at stå på ski ned ad Mt. Everests nordvæg.

Det er ikke blæsende på toppen. Ikke i dag. Luften står stille, da vi tager skiene af og småklatrer mod stenvarden, der markere, at nu kan vi snart ikke komme højere. Fra toppen kan vi se hele vores rejse – fra start til mål.

I øst forsvinder bjergene inde i Sverige, omtrent ved Riksgränsen bliver de til runde fjelde, inden tundraen tager over og strækker sig videre mod Kiruna. Udsigten mod Norge er mere dramatisk med fjorde, bratte klipper og gletsjere. Langt under os ligger Narvik og balancerer på fjordkanten mellem fjord og fjeld.

”Det der langt borte må være Lofoten,” siger Tomas og peger mod vest og nogle toppe i havet langt ude i horisonten.
Besøget på toppen bliver kort. Nogle billeder, et stykke mad, en slurk vand og så ellers nedad.

Tomas glider af sted og har snart accelereret op i store sving. Bjergsiden er ikke speciel stejl men konveks, så snart forsvinder han ud over kanten. Et minut senere drøner han ud i dalen neden for bjerget.

 W1E8271

Puddersne og havudsigt
Tåget standser brat, da vi ankommer til rejsens og Malmbanans slutstation – Narvik. Selvom byen har en faldhøjde, der slår alt nord for Alperne, så passer prædikatet skisportssted dårligt på byen. Her findes ingen feststemte afterskitroubadourer eller ski-in hoteller.

Selvom konkurstruslen konstant er overhængende, så er Fagernesfjellet Narviks stolthed. Her finder vi en samling gode pister og, egentligt på mange måder, det bedste offpisteskiløb i Nordeuropa. Det hele bliver krydret med det faktum, at du står på ski med havudsigt.

”Jeg har tit funderet over, hvorfor vi nordmænd har så svært ved at tiltrække skientusiaster fra udlandet,” siger Tormod, da vi slæber vores tasker mod hotellet.

”Svenskerne flygter over Atlanten for at køre i puddersne i Canada, selv om det på en god vinter sner vældig meget norske steder som Stranda og Röldal,” fortsætter han.
Hen på aftenen begynder sneen at vælte ned – som havde Tormod bestilt det. Vi sidder på hotellet og ser de store fnug dale mod jorden.

Dagen efter klarer det op. Den sidste lift til toppen er lukket, men ved hjælp af fæller, når vi frem til fine nedkørsler på Fagernessfjellets sydside. Det er stille, klart, og fjorden under os er vintersort.

”Puddersne, havudsigt og absolut ingen mennesker. Skiløb bliver ikke bedre end det her,” siger Tormod, mens han spænder støvlerne.

”Måske det ikke gør så meget, at vi nordmænd ikke er så gode til at promovere skiløb,” fastslår han, sætter af sted og forsvinder ned mod havet.


Hvilke muligheder for skiløb er der?

Langs jernbanestrækningen Malmbanan mellem Kiruna og Narvik ligger skisportsstederne Björkliden, Riksgränsen og Narvik. Selv Abisko har en lift og en upræpareret nedfart. Alle lifterne ligger i bekvem afstand fra jernbanen, og det kan sagtens lade sig gøre at have et af stederne som base og udforske de andre med toget på dagsture.

Björkliden er det sted, der har flest pister, og Narvik har den største faldhøjde. Liftkortet Arctic Skipass gælder på alle tre steder og koster 1795 norske kroner (omtrent 1560 danske korner) for syv dage.

 W1E8699


Partnerlinks

www.ruby-rejser.dk 
www.qompagniet.dk 

Andre spændende artikler


På ski i norske Rondane

På ski i norske Rondane

Vintertur i telt på Hardangervidda

Vintertur i telt på Hardangervidda

Langrend, snesko og fjeldski i Skeikampen

Langrend, snesko og fjeldski i Skeikampen

Log ind