Skisafari i polarsol

Fantastisk fjeldhygge
”Saunaen er klar, og der står øl i køleskabet,” siger Per Rådström, mens vi børster sneen af os.

Per er sammen med sin kone et af de to par, der driver Låktatjåkko Fjällstation ni kilometer vest for Björkliden. Omkring stedet finder man godt skiløb, og vores plan er at gå på toppen af bag fjeldstuen for derefter at stå på ski ned til togstationen i Kopperåsen – en tur, der skulle være rigtig heftig.

Efter at være tøet op i saunaen er det tid til middag. I dag står menuen på Västerbottenost, rensdyrrostbeef og chokoladetrøffeltærte. Stemningen i den lille spisesal er hyggelig og intim, og det er svært at få den anderledes med hotellets blot 18 sengepladser.

Samtidig findes her hverken tv eller mobildækning, så der er ingen forstyrrende elementer – det er ren afstresning.

Om morgenen er sigtbarheden dårlig og vi må aflyse dagens tur mod Kopperåsen. Det er svært at orientere sig i god sigtbarhed – og helt sikkert meget værre i dårlig.

Vi fortsætter i stedet med jernbanen til den næste by, Riksgränsen, der egentligt bare består af to hoteller, nogle hytter og seks lifte. Kulden og manglen på dagslys gør, at sæsonen begynder sent, i midten af februar.

På den anden side, så fortsætte den helt ind til lidt ind i juni, og selvom faldhøjden bare er 380 meter, finder vi spændende terræn med hop, klipper og raviner – en legeplads for skiløbere.

Udsigt over hele turen
Vi er nu alle på vej ind mod Hunddalshyttan, efter at have efterladt rygsækkene på stationen i Katterat, og et bølgende grønt nordlys spiller på himlen. Vi er sultne og kolde. Derfor føles det skønt, at kaminen i den tomme hytte stadig er lun efter nattens gæster.

Hytten består af tre soverum og et stort alrum med køkken, spiseplads og sofahjørne. Her er ingen elektricitet, så lamperne brænder på petroleum og komfuret på gas. Over kaminen er der tørrestativer til vådt tøj og støvler.

Mod syd vender et stort vindue ud mod det mægtige bjerg Ristacohkka. Ved frokosttid dagen efter befinder vi os et stykke oppe på Gapercohkka – en af de højeste toppe i området.

”Det er så fantastisk en følelse at tage på tur nord for polarcirklen i februar. Helt alene, de korte dage og den lavtstående sol gør lyset magisk, og om aftenen får du nordlyset som bonus. Det er alt for let at glemme, at skiløb her i Norden kan være så eksotisk,” siger Tormod, der har et ski-cv, der dækker alt fra vulkaner på Hawaii og i Ecuador til at stå på ski ned ad Mt. Everests nordvæg.

Det er ikke blæsende på toppen. Ikke i dag. Luften står stille, da vi tager skiene af og småklatrer mod stenvarden, der markere, at nu kan vi snart ikke komme højere. Fra toppen kan vi se hele vores rejse – fra start til mål.

I øst forsvinder bjergene inde i Sverige, omtrent ved Riksgränsen bliver de til runde fjelde, inden tundraen tager over og strækker sig videre mod Kiruna. Udsigten mod Norge er mere dramatisk med fjorde, bratte klipper og gletsjere. Langt under os ligger Narvik og balancerer på fjordkanten mellem fjord og fjeld.

”Det der langt borte må være Lofoten,” siger Tomas og peger mod vest og nogle toppe i havet langt ude i horisonten.
Besøget på toppen bliver kort. Nogle billeder, et stykke mad, en slurk vand og så ellers nedad.

Tomas glider af sted og har snart accelereret op i store sving. Bjergsiden er ikke speciel stejl men konveks, så snart forsvinder han ud over kanten. Et minut senere drøner han ud i dalen neden for bjerget.

Puddersne og havudsigt
Tåget standser brat, da vi ankommer til rejsens og Malmbanans slutstation – Narvik. Selvom byen har en faldhøjde, der slår alt nord for Alperne, så passer prædikatet skisportssted dårligt på byen. Her findes ingen feststemte afterskitroubadourer eller ski-in hoteller.

Selvom konkurstruslen konstant er overhængende, så er Fagernesfjellet Narviks stolthed. Her finder vi en samling gode pister og, egentligt på mange måder, det bedste offpisteskiløb i Nordeuropa. Det hele bliver krydret med det faktum, at du står på ski med havudsigt.

”Jeg har tit funderet over, hvorfor vi nordmænd har så svært ved at tiltrække skientusiaster fra udlandet,” siger Tormod, da vi slæber vores tasker mod hotellet.

”Svenskerne flygter over Atlanten for at køre i puddersne i Canada, selv om det på en god vinter sner vældig meget norske steder som Stranda og Röldal,” fortsætter han.
Hen på aftenen begynder sneen at vælte ned – som havde Tormod bestilt det. Vi sidder på hotellet og ser de store fnug dale mod jorden.

Dagen efter klarer det op. Den sidste lift til toppen er lukket, men ved hjælp af fæller, når vi frem til fine nedkørsler på Fagernessfjellets sydside. Det er stille, klart, og fjorden under os er vintersort.

”Puddersne, havudsigt og absolut ingen mennesker. Skiløb bliver ikke bedre end det her,” siger Tormod, mens han spænder støvlerne.

”Måske det ikke gør så meget, at vi nordmænd ikke er så gode til at promovere skiløb,” fastslår han, sætter af sted og forsvinder ned mod havet.

Hvilke muligheder for skiløb er der?

Langs jernbanestrækningen Malmbanan mellem Kiruna og Narvik ligger skisportsstederne Björkliden, Riksgränsen og Narvik. Selv Abisko har en lift og en upræpareret nedfart. Alle lifterne ligger i bekvem afstand fra jernbanen, og det kan sagtens lade sig gøre at have et af stederne som base og udforske de andre med toget på dagsture.

Björkliden er det sted, der har flest pister, og Narvik har den største faldhøjde. Liftkortet Arctic Skipass gælder på alle tre steder og koster 1795 norske kroner (omtrent 1560 danske korner) for syv dage.

Partnerlinks

www.ruby-rejser.dk 
www.qompagniet.dk