Gletschervandring i Norge

Isen smelter
Jostedalsbreen er noget særligt. Den er nemlig en af de få gletschere, der vokser i en tid, hvor isens forsvinden over hele kloden ellers konstant er med til at skrue op for blusset i debatten om den globale opvarmning. Af klodens omkring 80.000 gletschere bliver ni ud af ti mindre for hver dag, der går. I Chile og Argentina smelter de store gletschere mere end dobbelt så hurtigt, som de gjorde for få årtier siden. I Alaska har den enorme Columbia-gletscher trukket sig 13 kilometer tilbage på godt 20 år. Og det er ved at være sidste udkald, hvis man vil vandre på Kilimanjaros berømte hvide top. Glaciologer mener nemlig, at den 11.700 år gamle gletscher vil være fortid om blot 15 år.
Men Jostedalsbreen bliver altså større, og glaciologer mener at have en fornuftig forklaring på det fænomen. Det handler om den såkaldte reaktionstid. Når en gletscher vokser, sker det, fordi der falder sne og regn på toppen. Når der falder nyt ovenpå, presses det sammen, og med tiden bliver det til den karakteristiske klare, blå gletscher-is, hvis konsistens i første omgang kan sammenlignes med tyktflydende sirup for senere at blive gummiagtig som et viskelæder. Når presset ovenfra bliver større, reagerer kernen ved at skubbe isen fremad. Fra nedbøren falder til resultatet kan ses på bevægelsen, går der mange år. Gletschere har forskellige reaktionstider, og for Jostedalsbreens vedkommende er den på 20-25 år. Så når den vokser i dag, er det fordi, Norge i 1970’erne og 1980’erne var ramt af en række nedbørsrige vintre og kølige somre.

Stol på støvlerne
De første skridt er usikre. Med et krampagtigt greb om isøksen tramper jeg støvlernes pigge ned i den splintrende is og forundres over, hvor godt jeg står fast. Det er i høj grad en tillidsøvelse. Man må stole 100 procent på sine støvler og huske den velkendte sportskliché om at tage et skridt af gangen. Specielt når man skal gå nedad på næsten lodret is, hvor det handler om for alt i verden ikke at sætte sig ned. Så vil du nemlig med garanti rutsje hen over den isglatte overflade og i værste fald trække et par af dine turfæller med dig i det fælles tov.
Snart får jeg følingen, og inden længe indfinder der sig en ro og et overskud til at nyde de imponerende islandskaber omkring mig. Da vi kommer helt ind mellem de små toppe, og udsigten til dalen forsvinder bag os, er det som at træde ind i en science fiction-film. Landskabet antager de underligste former, og lige meget hvor man kigger hen, er det blåt, blåt og blåt. En af mine turfæller noterer sig, at Nigardsbreen kunne minde om en overdimensioneret kugle fra en pisserende, og det er faktisk ikke helt ved siden af. Heldigvis gælder det kun farven.

130 gårde jævnet med jorden
Et besøg på museet Breheimsenteret tæt på Nigardsbreen giver et fascinerende indblik i områdets historie. I 1700-tallet kom den såkaldte lille istid, hvilket fik gletscheren til at tage markant til i størrelse. Det skabte store problemer for bønderne her omkring, der havde bygget huse i dalen, efterhånden som gletscheren havde trukket sig tilbage. I miniaturemodeller kan man på Breheimsenteret se, hvordan folk først flyttede fra husene, når de var revet halvt i stykker eller stod helt på skrå på grund af den skubbende kæmpe. Fra 1710 til 1735 bevægede gletscheren sig hele to en halv kilometer frem, og den bevægelse krævede selvfølgelig også menneskeliv. En decemberdag i 1712 rev et gigantisk stykke is sig løs og buldrede gennem dalen, hvor den ifølge overleveringerne trak kvæg, mennesker og 130 gårde med sig på sin vej.

Gemte tegnebog i 27 år
Museet rummer også historien om Christian Nielsen, der er i 1969 som udsending for det lokale vandværk befandt sig på gletscheren for at foretage undersøgelser. Pludselig gled han og faldt i en 30 meter dyb gletschersprække. Heldigvis gik der ikke længe, før hans kollegaer kom ham til undsætning og fik ham reddet op fra sprækken. Dermed slap han med skrækken samt en mistet tegnebog. Den historie blev først rigtig bemærkelsesværdig, da hans tegnebog dukkede op igen – i 1996. Langsomt havde den bevæget sig gennem gletscherens indre, før den blev spyttet ud flere kilometer derfra.
Den slags beretninger er der mange af i glaciologiens verden. Særligt i Himalaya findes der groteske fortællinger om alt fra menneskekranier til rygsække, der pludselig spyttes ud fra gletschere. Først og fremmest er det selvfølgelig dramatisk. Men samtidig er det med til at gøre det en lille smule forståeligt og håndgribeligt, hvordan en gletscher er skruet sammen. For forskere har iskolosserne i mange år været en af de vigtigste kilder til at søge information om fortiden. Og som gletscher-begynder på usikre Bambi-ben er det også muligt at få lov at opleve en flig af fortiden i den 5300 år gamle is på Nigardsbreen.

Når gletschere slår ihjel

Når verdens gletschere smelter, er der menneskeliv på spil. Mange steder ophober der sig nemlig smeltevandssøer, som pludselig kan bryde dæmninger og udradere hele landsbyer, når de vælter ned over dem som flodbølger. Den moderne teknologi kommer heldigvis mennesket til undsætning. For nylig er man således begyndt at satellitovervåge gletschere fra rummet. På den måde kan man spotte faretruende søer og tappe dem i tide for at undgå katastrofer. Allerede nu mener man at have reddet 25.000 peruvianske menneskeliv på den måde. 

Viden

So ein Ding müssen wir auch haben
Der er to store fordele ved gletschere: De udgør ekstra drikkevandsressourcer og tiltrækker turister. Det havde japanerne også luret, da de for nogle år siden besluttede sig for at skabe en kunstig gletscher. Der gik dog ikke længe, før forsøget måtte indstilles igen, da de klimatiske forhold slet ikke er til gletschere i Japan.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr 59 i 2003