Vi er på tredjedagen af en vandretur fra Kangerlussuaq ud til Finn i Sisimiut (Holsteinsborg). Fire gamle venner på tre ugers ferie i Grønland. Skolelæreren, Ingeniøren, Stenknuseren og jeg. Stenknuseren har endnu ikke været på toilet.
Sanserne svælger i fjeldenes enorme stilhed, og stilheden sniger sig ind mellem mine tanker - den nærmest opfordrer til filosoferen. Hvordan reagerer kontorstolskroppene på mange dages vandring? Gad vide hvordan Finn lever livet her i Grønland? Finn, min barndomsven, som flyttede herop for to år siden. På Sydsjælland, hvor vi kommer fra, taler man om, at han vist nok er gået i hundene.
“Her er så stille, at en and støjer på 500 meters afstand.”
Konstateringen kommer tørt hen over Ingeniørens kaffekop ét minut efter, at anden landede på søen under os. Vi sad blot og iagttog den. Nu høres ikke en lyd. Total stilhed. Ingen mennesker før Sisimiut ude på kysten. Enorme øde vidder, hvor solen bare cirkler rundt uden at gå ned. Stenknuseren kommer tilbage med toiletrullen over hovedet og råber triumferende:
“Så er der gang i den! Jeg har tilført kortet en ny højdekurve.”
Tre dage tog det ham. På en vandretur er det vigtigt, at tarmsystemet er godt kørende for at hive alt energi ud af de små madrationer. Den havde vist generet ham et par dage, den højdekurve han kom af med. Men det har han ikke brokket sig over. Han brokker sig aldrig. Han går bare. 34 kg i rygsækken. Hans skridtlængde og skostørrelse er imponerende. Vi kalder ham Stenknuseren.
Ren fedtforbrænding
Ingeniøren vil vide præcis, hvor på kortet vi er. Vi har vandret fire dage. Han pejler rundt i landskabet med kompasset og sætter streger på kortet. Luften er så klar, at afstandene er svære at bedømme.
Vi andre gumler på frokosten: rugbrød med figenpålæg. Nøjagtigt 2 1/2 skive pr. mand pr. dag. Vi har regnet på madrationerne i forhold til vægten. Skolelæreren fortæller, at vi halvdelen af tiden går på ren fedtforbrænding. Der brændes knap et halvt kilo af kroppen om dagen. Det kan ikke være anderledes, vi kan ikke bære mere vægt. Vi kunne have været bedre trænet, så ville vi have udnyttet maden bedre, eller droppet afstikkerne fra den mest direkte rute. Jeg fejer rugbrødskrummerne ud på jorden.
“Idiot! En hel håndfuld ren kulhydrat. Der var mindst to kilometers vandring i dem!”
Skolelæreren råber til mig, tosset over spildet af kulhydrat. Det er ingen vanvittig hård tur, vi er på. Vi er bare ikke i særlig god form. Men vores vandreferie er også et venskabsprojekt. Hvornår er man tættere på en ven, end når han er tæt på grænsen?
