Vandring fra Kangerlussuaq til Sisimiut

Laks, etik og teambuilding
Femte vandredag ankommer vi til Oles lakseelv. Navnet smager af festmåltid. Stenknuseren er så sulten, at han allerede har fundet sin tallerken og dolk frem og står klar med brænderen, endnu inden snøren er kastet ud. Ingeniøren fanger en lille gnalling af en fisk. Skolelæreren foreslår som ædel lystfisker at sætte den ud igen. Han refererer til lystfiskeretik, mens Stenknuseren rister den på panden. Diskussionen stoppes af Ingeniøren, som råber op om, at en af de store er på krogen. Stenknuseren har olie i skægget. Han har ædt gnallingen, inden den blev helt gennemstegt. Vi står i en rundkreds om den første store fisk, mens den bliver sprættet op.

Næste dag. Vi svømmer rygsækkene over lakseelven på de oppustelige underlag og vandrer videre. Senere krydser vi en anden elv med lige lovligt meget tryk på. Det ser forholdsvist banalt ud, forklarer Skolelæreren, men en forstuvet fod er alvorligt, når der er fem dages vandring til nærmeste sted med mennesker. Det er god teambuilding at samarbejde om, at få alle sikkert over.

Hvorfor skred Finn?
Her fra fjeldtoppen, hvor vi har slået lejr på syvendedagen, har vi det længste udsyn, nogen af os nogensinde har oplevet. Der koges mad på brænderen, og roen sænker sig. Stilheden er mere end blot det totale fravær af lyde. Den er en ro, en tidløshed, en ufattelig udstrækning, nærmest en uendelighed, som hviler i det runde og nøgne fjeld. Det er som om, at landskabets enkelthed lufter ud mellem ens tanker. Gad vide hvordan de ensomme vidder påvirker én, hvis man er længe heroppe? Jeg tænker på Finn, som har bosat sig i Sisimiut, på livet i fordommenes provinsdanmark og på det stressede liv i centrifugen København, hvor man dagligt roteres med sindssyg hastighed i et forsøg på at leve en akademisk tilværelse. Hvorfor skred Finn?

Fødselsdagfest og alle skal i bad
På den ottende vandredag i går var det min fødselsdag. Den fejrede vi i et lille skur ved en sø med en klump is i midten. Alle skulle i bad for at få lov til at være med til festen. Og have sæbe i håret. Ingeniøren sad i halvanden time og peb og jamrede, inden han tog mod til sig. Men bagefter var han stolt som en viking og pralede med, at han var den, der havde mest sæbe i håret.
Af Skolelæreren fik jeg den fornemme gave af et dannebrogsflag og en nøgen pige. Ingeniøren og Stenknuseren overrakte en pakke chokoladeflasker og syv små flasker blandet sprut. En fyrstelig gave, når man har vandret syv dage på fedtforbrænding. Opstemt af chokoladen måtte jeg fejre mine gaver med en nødraket. Det gik Skolelæreren dog kun med til, hvis den blev fyret af vandret langs jorden.

At sidde på en sten og blot sidde
Niende vandredag og den hektiske tilværelse er svedt ud af kroppen. Kombinationen af at brænde kroppens depoter helt ud kilometer efter kilometer - dag efter dag at svede liter efter liter af den reneste smeltevand gennem kroppen og af at mætte sine sanser i stilheden og de enorme vidder, bringer én i en nærværende tilstand, hvor man ikke forsøger at have styr på alt muligt på én gang. Her opholder tankerne sig naturligt ved de simple ting, man laver. Man slår telt op uden at tænke på andet end at slå telt op. Man laver mad uden at tænke på andet end at lave mad. Der er plads til sanserne. Man kan sidde på en sten og blot sidde. Som Skolelæreren derovre med blikket rettet ud over de fjelde, vi skal vandre igennem i morgen. Han har taget et billede af sin kæreste frem fra inderlommen. Han sidder i timer og blot ser ind mod indlandsisen.

En hånd i skridtet
Vi står foran den sidste kæde af fjelde. Bag den skal vi kunne se havet og ned til Finn og de 5000 andre indbyggere i Sisimiut. Det er lørdag formiddag på den tiende vandredag. Jeg vil ned og overraske Finn i en bar i nat. De andre vil hellere bestige “Kællingehætten”, den højeste spids i kæden foran os. Vi splitter op, og jeg begiver mig mod Finn og Sisimiut by night.
Det er blevet midnat. Solen bager, og jeg vandrer ind i Sisimiut. Oppe på en stejl bakke ligger restaurant “Billardklubben”. Jeg træder ind i en tåge af tobak og hash. Tung rock flænser sig igennem med en lydstyrke, som flår i mine stilhedstilvænnede trommehinder. Kvinden bag baren smiler varmt med fem tænder. Jeg råber til hende:

“Jeg er sulten!”
Hun griner og forstår intet. Manden på barstolen ved siden af vender sig om og giver mig et knus. Et kompliment, når man tænker på, at jeg har smasket 2000 myg ud i min svedtrøje og vandret og sovet i den - ti døgn i træk. En øl bliver banket i pladen foran mig. En rigtig kold Tuborg. Med kondensvand og det hele. Jeg knækker den på midten. Velværen spreder sig i min gennembankede kontorstolskrops udtømte depoter og udtrykker sig i et venligt ræb til min makker på stolen. Nu er vi rigtigt blevet venner, og to nye øl bankes i bardisken foran os.
“Finn? Kender du Finn!?”, råber jeg til min nye ven. Han tror, jeg har budt ham op til en dans. Jeg mærker en hånd på mine balder. Det er en dame fra den anden side af sigtbarhedsgrænsen nede ved billardbordet, som nu er kommet op til baren. Jeg vender mig om. Hun hører ikke til de flotteste skønheder, jeg har set, men hendes øjne er glade, og hun smiler.
“Øhmm. Kender du Finn?!”
Siger jeg og rykker et skridt baglæns. Hun ser mig direkte i øjnene og tar' mig fast i skridtet. Min nye makker er begyndt at kede sig og danser ned mod billardbordet med sin øl.

Hvor Finn skred hen
Søndag. Det overrasker mig, at der ikke var nogen Finn i byens natteliv. Via Sømandshjemmet lykkes det at lokalisere, hvor han bor. En træhytte bygget af uhøvlede brædder på en klippe helt nede ved vandet. Frit udsyn mod horisonten og midnatssolen. Jeg går ned ad den lille trappe, som er banket op på klippen, og videre ind på verandaen forbi en sort plasticsæk. Hvordan ser den mand ud, som snart vil træde ud af hytten for at tage mod mig? Døren går op.
“Pas på, den de’r sæk er en pose lort, som ikke er snøret ordentligt sammen. Du skal ikke vælte den!”
Finn træder grinende ud af sin hytte og forklarer, at hans fryselokum består af et lokumsbræt ovenpå en plastiksæk. Det er klart fra første sekund, at han er i topform og stortrives heroppe.
“Derhjemme tror de, at du er gået i hundene.”
“Er det et problem, jeg skal tage alvorligt ?”
Svarer Finn med endnu et grin.
“De er vel bare misundelige, fordi de ikke kan gå på jagt, køre snescooter og fange en sæl.”
Han viser mig hytten. Et charmerende sommerhus. To store panoramavinduer ud mod havet. Han arbejder som blikkenslager, trods en teoretisk uddannelse, og har lagt fjernvarme ind i sin seng på loftet, hvor han har en samling af skydevåben og fiskestænger. Han nyder livet, naturen og det enkle i tilværelsen på en måde, han ikke ville kunne gøre i Danmark. Her er der plads til at være den, man er. Det forventes ikke, at man putter sit liv ind i bestemte kasser og konstant passer på ikke at falde uden for normen for at undgå folks nøjeregnende sladder. Her er man er ikke anonym, som i det sortklædte København. Tja, hvorfor skred Finn?

Et hundeliv
De andre ankommer. Direkte fra Brugseneraq (Brugsen). Med poser af mad, rødvin og cognac. Og så bliver der ædt igennem. At sætte tænderne i et rødvinsmarineret rensdyrinderlår efter elleve dages vandring på fedtforbrænding er ubeskriveligt. Antallet af sække på verandaen vokser i takt med, at nætterne snakkes væk. Førerhunden gennemfører højlydte parringsseancer med spandets hunner, og midnatssolen cirkler om hytten og farver horisonten orange.
Vi må drage videre og sejler nordpå med færgen til Ilulissat. Jeg studerer midnatssol og isbjerge fra soveposen på dækket og savner allerede Finns hytte. Skolelæreren sover ved siden af, godt pakket ind i sovepose og elefanthue. Det er tidlig morgen. Jeg koger kaffe på brænderen og funderer over, hvorfor en såkaldt akademisk tilværelse i Danmark minder om en centrifuge. Skolelæreren vågner og sætter sig op i soveposen. Hvad tænker du på, spørger han og rækker ud efter sin kaffekop.
“Går man i hundene på Grønland?”

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 34 i marts / april 2001