Guide til eventyrlig overnatning

Traileren i Canada
Efter en særdeles udmattende dag gennem Kananaskis Country i Canadas Rocky Mountains spurgte jeg efter overnatning hos den lokale købmand i en lille flække. En lasket fyr i køen inviterede mig prompte til at slå teltet op ved sin families udslidte trailer.

Næste morgen blev jeg inviteret til en fedtbombe af en morgenmad, og familien insisterede på, at jeg blev til den årlige parade med fest og fyrværkeri, der fandt sted samme dag. På det omrejsende Tivoli vandt far Bill en fløjlscowboyhat med leopardmønster, der blev placeret på mit hoved.

Hans to børn kaldte mig Pimp Daddy (!), vi besøgte bedstemor, der var sioux-indianer, spiste burgere på golfklubbens restaurant, og cruisede i Bills ramponerede pick-up, mens han sang med på bandeordene i Eminem -sange. Efter endnu en nat i haven, cyklede jeg videre.

På bymuren i indisk ørkenby
I Rajasthans mest magiske by, Rajasthan, var alt, hvad jeg havde råd til på datidens 10 dollars om dagen budget, optaget på grund af en festival. En venlig hostel-ejer lod mig kravle gennem et hul i loftet og ud på selve bymuren. Her boede jeg på en rebseng i fem dage med udsigt ud over ørkenen.

Hos cykeldoktoren i Pakistan
Uden for den lille flække Mian Channun, blev jeg selv og tre cykelkumpaner overrumplet af den aldrende Dr. Muztagh Mirza, der cyklede verden rundt i 1950’erne. Han var kørt ud ofr at lede efter os, da rygtet om vores tilstedeværelse var rejst i forvejen.

Han insisterede på, at vi overnattede på ham i et enormt hus fyldt cykelreservedele og medicinske formler tegnet med kridt på væggene. Den gode doktor mente, at turcyklister med verden som legeplads var en nations virkelige helte og burde pryde nationale pengesedler.

Han viste os billeder af cyklister, der var passeret gennem området gennem 30 år – blandt andet en englænder i en Union Jack-trikot – forkælede os med store måltider på persiske tæpper og sagde farvel den næste dag med våde øjne og en bemærkning om, at han jo havde håbet, vi ville blive i en uges tid

I Californiens vinland
”Rejser I på cykel? Så vil jer gerne tilbyde jer et værelse i mit hus!” sagde Eric med det velplejede overskæg og pudsige smil, da jeg sad på en kantsten med en cykelveninde og spiste vindruer i en lille by i Californiens vindistrikt.

Vi takkede ja, blev fodret med store måltider og hjemmebrygget vin og fik et fantastisk værelse at sove i. Det krævede lang overtagelse ikke at tage mod de 100 dollars, Eric og hans kone ville give os til en fin middag (som de jo desværre ikke kunne invitere os på på andre måder, da vi cyklede videre). Hvorfor? Eric, der vel var midt i 40’erne, havde selv rejst, da han var yngre og elskede at cykle. Han ville blot høre historier fra landevejene.

Verdens bedste værter i Iran
I en afsidesliggende iransk landsby inviterede den forsagte Mr. Bakshi mig og tre kammerater til at overnatte i familiens hus. En engelsklærer blev tilkaldt fra en by 50 kilometer borte, da ingen i familien talte engelsk.'

Vi spiste festmad på fine tæpper i stuen uden møbler, og næste morgen kom lokalpolitiet for at ønske os velkommen. Inden vi satte af sted med cyklerne læsset med frisk frugt fra familien, ringede politiet til kollegaer i de næste tre byer, vi skulle gennem, så de kunne sikre sig, vi kom sikkert frem, og der var lidt te og kiks til os. Iran i en nøddeskal.

Den studerende i Passau
Efter tre miserable dage i øsende regn gennem Østrig, spurgte jeg lettere slukøret den unge fyr bag skranken på en tankstation i tyske Passau, om han kendte et sted, jeg kunne slå mit telt op. Han kvitterede med at stikke mig sin nøgle til sin lejlighed, give mig adressen og sende mig alene op i den.

Da han kom tilbage tre timer senere, talte vi et kvarter om min cykeltur fra Kina til Danmark, han koblede mig på nettet, åbnede sit køleskab, viste mig det ekstra værelse, og smuttede ud for at møde nogle venner. Næste morgen råbte jeg farvel gennem hans soveværelsesdør og cyklede videre. Om aftenen sov jeg i haven hos en familie.

Og alle de andre…
Jeg bliver tit spurgt, hvordan jeg tør overnatte hos vidt fremmede. Tja, jeg stoler på min dømmekraft, stoler på at de fleste folk er flinke og har aldrig været ude for ubehageligheder. Det mest ’ubehagelige’ har vel været lange aftener, hvor jeg har været udmattet, ikke i stand til at tale med mine værter, men alligevel følt mig nødsaget til at spise, smile, drikke, lave fagter og grine med dem. Og det er da en billig pris at betale.

7 gode råd til overnatning

I løbet af årevis på alverdens bagveje har jeg overnattet et væld af mere eller mindre underlige og uforglemmelige steder. Her følger et par gode råd til overnatning langt væk fra byer og hoteller.

1. Stol på folk, der inviterer indenfor. Hvis de skulle være ude på noget slemt, ville de nok ikke invitere dig ind i deres eget hjem. Jeg har i hvert fald takket ja til spontane tilbud om en seng, sofa, gulv eller baghave utallige gange – og har aldrig været udsat for noget ubehageligt.
2. Spørg om lov. Det virker i langt de fleste tilfælde og er en af de sikreste måder at overnatte på. Spørg den første og den bedste person (der ser nogenlunde fornuftig ud) efter et sted at overnatte (høflighed og smil hjælper selvfølgelig), og du skal se løjer. Ofte går der ikke mange minutter, inden du har et sted til teltet eller en madras på et gulv. Har virket for mig i alt fra Bolivia til USA, Iran til Guatemala, Tyskland til Tadsjikistan.
3. Tal med landsbykøbmanden. Han kender normalt de fleste familier i byen og ved, hvem der med glæde huser et telt i haven eller endda har en ekstra seng, de hjertens gerne lader en fremmed rejsende finde hvile på.
4. Naturen er din ven. Det kan godt være, det ikke altid er 100 procent lovligt, men ofte er der uanede muligheder for blot at slå teltet op midt i fantastiske omgivelser. Det kan være en idé at finde et godt spot, og vente med at slå teltet op til lige før det bliver mørkt, så ingen ser dig. Forsøg at gemme dig lidt i ly af træer eller en bakke, så du ikke kan ses fra vejen. Gør det dog ikke for at være beskyttet i eventuelt farlige områder, men kun for at få fred fra nysgerrige sjæle. Er du ikke tryg ved omgivelserne, er det en langt bedre idé at fortsætte og følge råd nr. 2.
5. Vend hovedet mod Mekka (eller Buddha). I muslimske lande er det ofte muligt at sove i landevejsmoskéer, da de i gammel tid også var tiltænkt rejsende. Du bliver dog vækket ved solopgang under den første bøn. I buddhistiske områder, i for eksempel Tibet og det nordlige Indien, er det for øvrigt ofte muligt at sove i klostrene.
6. Gå til strisserne. Jeg har flere gange haft held, når jeg er gået til politiet – oftest i nødsituationer. Det har givet mig en sikker plads til teltet og reddet mig fra en haglstorm i Bolivia, sandstorm i Iran og bevæbnede stammefolk i Pakistan. I Panama var der ikke fare på færde, men blot masser af plads på politiets plæne.
7. Scor en overnatning på banen. I mange mindre byer er der sportsanlæg eller fodboldbaner ved skoler, hvor du sagtens kan slå teltet op for natten og smutte næste morgen, uden nogen siger (eller opdager) noget. Er der en opsynsmand, er det en god idé at spørge om lov først.

Find gratis, organiseret overnatning

Og så er der selvfølgelig hjemmesider, der giver dig gratis overnatning og mulighed for at møde nogle lokale, der kan give råd til de mere hemmelige oplevelser i området:

• www.couchsurfing.com – et utal af medlemmer over hele verden.
• www.hospitalityclub.org – samme koncept med gratis overnatning hos lokale
• www.warmshowers.org – side med gratis overnatning hos private. Dog kun for folk, der rejser på cykler.

Top 3 gæstfrie lande 

På mine rejser i små 70 lande på seks kontinenter er jeg blevet inviteret inden for at vidt fremmede utallige gange. Der er dog lande, der skiller sig ud som de steder, hvor det oftest er sket.

1. Iran kommer ind på en klar førsteplads. Her er det næsten ikke til at færdes uden at blive inviteret til te, middag og få stillet et værelse til rådighed. Jeg har aldrig oplevet, at der var bagtanker.
2. På cykel gennem Tadsjikistan blev jeg konstant inviteret inden for. Jeg sov i gæsteværelset hos en familie, hvor faren var spedalsk, camperede i en abrikosplantage midt i en landsby (områderne uden for landsbyen var fyldt med landminer), hvor beboerne kom med mad morgen og aften. Og så var det ellers kutyme i de mange homestays, at man blot betaler, hvad man synes er rimeligt…
3. USA kommer ind på min personlige tredjeplads. Jeg har sovet i haver, blevet inviteret ind i huse til store måltider med rigeligt med vin og flotte gæsteværelser, måtte takke nej til utallige invitationer og fået stukket telefonnumre og e-mails ud fra højre og venstre, hvis jeg nu skulle komme til byen og have brug for hjælp eller et sted at sove..