Mange sender deres kajak på vinterferie. Men med de rette forholdsregler og lidt erfaring, så kan du faktisk få rigtig fine kajakoplevelser ud af den kolde vintersæson. Opdag Verden har sat Peter Unold til at give dig råd med på vejen:
Mange sender deres kajak på vinterferie. Men med de rette forholdsregler og lidt erfaring, så kan du faktisk få rigtig fine kajakoplevelser ud af den kolde vintersæson. Opdag Verden har sat Peter Unold til at give dig råd med på vejen:
Jeg har aldrig svømmet i forbindelse med havkajakroning uden at det var planlagt. Aldrig er jeg faldet i vandet. Efter 12 år som aktiv kajakroer blev det udsagn sidste vinter gjort til skamme, da jeg kæntrede og måtte svømme på en tysk flod.
Kombinationen af stærk strøm og lavthængende grene havde presset havkajakken og undertegnede rundt, og mit ellers bombesikre rul var virkningsløst, da kajakken sad fast mellem træets rødder. Svømmeturen var kort og kold, og roturen tilbage til bilen var mindeværdig.
Den kolde dukkert som indledning til en artikel om vinterroning er ikke tilfældig. Du skal som kajakroer altid kalkulere med risikoen for at kæntre.
Derfor bør dine færdigheder, afstanden du ror fra kysten eller bredden samt din påklædning være afstemt med vejret og årstiden. Det, som gør kajakroning i koldt vand specielt, er, at straffen for fejlvurderinger falder hurtigt og hårdt.
Hvad angår påklædningen og sikkerhedsudrustning, så finder du nemt mange gode og en del mindre gode råd på nettet. Hvad du end beslutter dig for, så husk at afprøve udstyret ved en kæntring under kontrollerede forhold. Hvis du ikke er parat til sådan en test, så bør du holde dig fra vinterroning - punktum.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Der er mange gode oplevelser at hente på både saltvand og ferskvand i vinterhalvåret. Check for eksempel Dansk Kano og Kajakforbunds “Hvor må du ro” oversigt over ferskvand du må ro på. Du finder det på www.kano-kajak.dk, hvor du finder linket nederst i menuen til højre.
Start eventuelt et projekt om at “erobre” alle danske åer eller alle danske fjorde. Pointen er, at du prøver nyt vand og får et eventyr med hjem - så er det underordnet om projektet løber over fem eller 20 år.
Den første vintertur
Hvis du har mod på vinterture med oppakning, så tag færgen til Samsø og brug en weekend på at ro øen rundt. Turen kræver godt vejr men kan så også gøres ganske sikkert, hvis kysten følges tæt.
At holde varmen i hænder og fødder er måske den største udfordring for vinterroeren. Specielt fødderne er svære at få varmet op igen, hvis de først er blevet kolde. Undgå at stikke fødderne i et par kolde sko/støvler, inden du starter.
Har du varme fødder fra starten og isolerer du bunden af kajakken med en bid af et gammelt liggeunderlag, så gør du det rigtigt. Hvis du så samtidigt ror med en aktiv rostil, hvor du benytter hele kroppen i rotaget, så bør du kunne holde varmen. Prøv specielt at pumpe med benene ligesom kaproerne.
Brug luffer
Hænderne er en særlig udfordring idet tykke luffer ofte giver et dårligt greb på pagajen. Pagajluffer, som knappes fast på pagajen, giver et godt greb og hjælper med at holde varmen, men de beskytter ikke hænderne, når du ikke holder på pagajen.
Efter at have været igennem mange eksperimenter med handsker og luffer er jeg blevet glad for kombinationen af et par tynde luffer på hænderne og et sæt tynde nylon luffer på pagajen.
Resultatet er, at hænder også er beskyttet, når jeg ikke holder på pagajen.
Luffer til at knappe på pagajen findes mange udførelser. Køb ikke de tunge luffer, som kan suge vand, og sørg for at vælge pagajluffer, hvor det er nemt at stikke hænderne ned.
Find læ
Hvis du går i land for at holde en pause, er første prioritet at finde læ. Som kajakroer bliver du altid våd og sætter du dig ned i vinden, så køles du lynhurtigt ned. Derfor hold altid pause et sted med godt læ, og overvej tillige et såkaldt gruppe-shelter til pausen.
Både engelske Vango Outdoor og Lifesystems producerer såkaldte gruppe-sheltere i størrelser fra 2 til 8 personer. Et gruppe-shelter er grundlæggende en stor vindtæt pose og med huller til ventilation som personerne kan søge ly i.
Tag suppe med
En termokande med varm suppe kan stærkt anbefales. Hvorvidt du skifter til tørt tøj i pausen, er et spørgsmål om temperament. Skift eventuelt til et ekstra sæt rotøj, som du kan beholde på efter pausen. Derimod kan tanken om at skulle iføre sig det kolde og våde rotøj efter en pause lægge en dæmper på selv den bedste frokost.
Roning i is kræver stor forsigtighed både af hensyn til sikkerhed og udstyr. Det bedste er helt at undlade, medmindre du er en erfaren kajakroer og har udstyret til det.
Sørg for at vinterturene i is er lidt kortere end ellers. Når turen er slut, kræver det ekstra overskud i vinterkulden at klæde om, tømme kajakker og måske fastgøre dem til tagbøjlerne med kolde fingre.
Vinterroning på vej tilbage
I mange år var vinterroning en aktivitet, som kun blev udøvet af ganske få. Mange kajakklubber lukkede ganske enkelt roningen ned om vinteren og udøverne skiftede til andre idrætsgrene – for eksempel orienteringsløb. Men i takt med at kajakroning er blevet en folkesport og udstyret er blevet bedre, vil vi se flere og flere kajakroere på vandet året igennem. God vintersæson til dig.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS