Historiske vingesus i Kongernes Dal

Balancegang mellem liv og død
Stien fortsætter opad, indtil den flader ud på toppen og snor sig langs en flad højderyg. Det lufter en smule, og det er langt mere behageligt at gå her, end det var på dalens bjergsider. En lille politipost ligger på toppen af bjerget, men den er ikke bemandet i dag.

Faktisk er der ikke en sjæl at se, så vi kan nyde udsigten i fuldstændig fred og ro. På den ene side af toppen forsvinder ørkenbjergene i det fjerne, men på den anden er Nildalen nu kommet til syne.

Kontrasten mellem de dødes verden og de levendes kan næsten ikke være større. Lige så tørt, øde og livløst månelandskabet på vores ene side er, lige så frodige og indbydende er Nildalens grønne marker på den anden, og midt i tæppet af bølgende marker flyder Nilen som et livgivende, blåt bånd, og bag den skimter vi lige netop den moderne by, Luxor, igennem varmedisen.

Kort efter politiposten drejer stien af og fører os nedad på Nil-siden af bjergene. Knap en time efter vi har forladt Kongernes Dal, kommer Hatshepsuts formidable dødetempel til syne i klippen under os.

Hatshepsuts sidste hvilested
Stien er ganske stejl det sidste stykke ned ad bjergsiden, men inden længe står vi foran den enorme rampe, der førte op til templet – Deir el-Bahri. Vi er nu igen omringet af hundredvis af turister, og lyden af alverdens sprog fylder luften.

Templet er enormt imponerende med sine tre etager hugget ind i klippen, men det er intet i forhold til det syn, der i tidligere tider mødte pilgrimme her på stedet.

Faraoerne var med rettet bange for mødet med guderne efter døden og udsmykke deres grave i Kongernes Dal med storslåede vægmalerier med scener fra livet efter døden og magiske formularer fra Dødebogen. Alt det havde til formål at hjælpe den afdøde på vej mod det evige liv i dødsriget.

I sine velmagtsdage var bygningerne her malet i stærke farver, og en allé flankeret med skyggefulde træer, vandbassiner og sfinx-statuer førte folk op til helligdommen. De besøgende blev mødt af enorme statuer af faraoen, og flere af dem står her stadig den dag i dag.

Fantastisk dødetempel
Utallige af de smukke vægmalerier og udskæringer er også bevaret i fantastisk grad, så det er muligt at se faraoen udføre alle tænkelige bedrifter.

I detaljer kan vi følge en ekspedition til landet Punt langt mod syd, hvor Hatshepsut lod en yderst sjælden og værdigfuld skat hente: små levende træer, der blev plantet ved templet. Her og der ser vi også fine relieffer af guden med kohovedet, Hathor, der havde nære forbindelser med faraoerne i deres liv efter døden.

Der er mange mennesker i templet i dag. Turister bliver guidet rundt af lokale mænd i lange kjortler, imens egyptiske skoleklasser løber op og ned ad de brede ramper, der forbinder de forskellige niveauer i templet.

Det ville sikkert have glædet Hatshepsut, at folk stadig besøger hendes tempel her 3500 år efter hendes død. Men hun ville næppe have billiget de manglende ofringer ved sit alter.

Tilbage til Nilen
Vi tager os god tid til at nyde templet. Turgrupper kommer og går, men på intet tidspunkt har vi tilnærmelsesvis samme fred og ro, som vi havde på vores vandring over bjerget.

Sidst på eftermiddagen går vi igen ned ad rampen og begynder at vandre ad asfaltvejen tilbage mod Nilen. Det er en længere gåtur, men den er det hele værd. Det første stykke løber vejen på den knivskarpe grænse, hvor de frodige marker ender, og ørkenen begynder – på grænsen mellem det levende og det døde.

Mellem ruinerne af sjældent besøgte dødetempler fra tidligere tiders faraoer er det dagligdag i de små landsbyer, der næsten falder i ét med den gyldenbrune ørken. Mænd i traditionelle dragter arbejder ved håndkraft i marken, og med jævne mellemrum bliver vi overhalet af æseltrukne vogne med afgrøder på ladet.

Var det ikke for de store turistbusser, der farer forbi i retning af floden, kunne man let glemme, at en af verdens største turistattraktioner ligger lige nede ad vejen.

Faraoernes hemmelighed

Gennem mere end 3500 år var Kongernes Dal faraoernes bedst bevarede hemmelighed. I en periode på næsten 500 år fra omkring det 16. århundrede til det 11. århundrede før vores tidsregning udhuggede faraoer og højtstående embedsmænd kolossale grave i de fjerne ørkenbjerge med håbet om at hvile i fred på det ugæstfrie sted.

Set fra hovedstaden Theben, det nuværende Luxor, lå bjergene tilmed i retning af solnedgangen, og derfor underverdenen, hvilket gjorde dalen perfekt til formålet.

For de gamle egyptere var døden nemlig blot begyndelsen på en lang og yderst farefuld rejse – ikke mindst for faraoerne. For dem ventede evigt liv eller en forfærdelig død. Faraoens opgave på jorden var at mediere mellem guderne og menneskene.

De skulle sørge for at ofre til guderne, så de ville begunstige egypterne med den årlige oversvømmelse af Nilen, der var altafgørende for landbruget og dermed folkets eksistens i disse barske omgivelser.

Evigt liv i dødsriget
Når en farao døde, skulle han stå til regnskab for sine handlinger over for guderne. Det skete ved, at guden med falkehovedet, Horus, hentede den afdøde faraos sjæl og førte den til Osiris – dødsrigets øverste dommer.

Osiris sad på sin trone med en stor vægt foran sig. I den ene vægtskål lå sandhedens fjer, og i den anden blev den afdøde faraos hjerte lagt. Faraoen svarede nu på en række spørgsmål om sit virke på jorden.

Prøvede han at lyve, afslørede vægtskålen straks hans bedrag. På den måde blev alle faraos handlinger i livet nøje vurderet. Skriverguden med ibishovedet, Thot, stod ved siden af og førte regnskab med vejningen.

Havde farao været tro mod guderne og en god hersker over sit folk, kunne han se frem til et evigt liv i dødsriget. Men faldt dommen negativt ud, ville hans hjerte blive kastet for det frygtelige monster Ammut, der ventede for foden af Osiris’ trone. 

Farao – et navn i evigheden

Egypterne var besatte af evigheden, og det var uhyre vigtigt for en farao, at hans navn aldrig ville blive glemt, og det var naturligvis vigtigt, at guderne kendte til faraoens bedrifter, så de ville lukke dem ind i dødsriget.

Men det gjorde bestemt heller ikke noget, hvis også eftertidens generationer af mennesker huskede på faraoens glorværdige bedrifter. Derfor byggede de egyptiske herskere fantastiske dødstempler, hvor deres efterkommere og undersåtter kunne komme og ofre til dem i al evighed.

Hatshepsut – den kvindelige farao

Hatshepsut var ikke nogen almindelig hersker. Hun var kvinde, hvilket var yderst ualmindeligt for en farao. Men det til trods lykkedes det hende at regere landet som farao i hele 21 år fra 1479 til 1458 før vores tidsregning.

Hun lagde ikke skjul på sit køn, men for at stadfæste sin position, gjorde hun, hvad hun kunne for at ligestille sig med de mandlige faraoer. Hun lod sig for eksempel ofte portrættere med det karakteristiske skæg, der symboliserede den faraoniske magt.

Hatshepsut regerede også som de mandlige faraoer og udførte ritualer og aktiviteter som enhver anden egyptisk hersker. Alt det var nødvendigt for at styrke hendes position som fuldbyrdet farao, og der er bestemt ingen tegn på, at hun så sig selv som mindreværdig.

Tværtimod var også Hatshepsut besat af evigheden, og gjorde sig ekstra umage for, at ingen nogensinde skulle glemme hendes navn. Hun opførte enorme templer til guderne og rejste obelisker overalt i sit rige. Men intet bygningsværk vidner om Hatshepsuts magt og storhed i nær samme grad som Deir al-Bahri.