Du er her:

Hundeslæde på Svalbard

Arktisk eventyr i isbjørnens rige

Glammende slædehunde, rensdyr, og polarræve. Smukke, snefyldte fjelde og høj midnatssol. Samt 3000 fritgående isbjørne. Det giver dig garanti for et uforglemmeligt arktisk eventyr på Norges nordligste øer, Svalbard.

IMG_0702-kopi.jpg
Skrevet af: Uffe Rasmussen
Opdateret den 12. apr 2022

Glammende slædehunde, rensdyr, og polarræve. Smukke, snefyldte fjelde og høj midnatssol. Samt 3000 fritgående isbjørne. Det giver dig garanti for et uforglemmeligt arktisk eventyr på Norges nordligste øer, Svalbard.

Den glammende slædehund på min højre side lyder, som om det gør ondt, mens den hopper og trækker i sin korte lænke. Men faktisk betyder det:

”Spænd mig nu fast til den %#&¤%¤# slæde, for hulen, og lad mig drøne af sted over isen, for det er så sjovt at spæne gennem sne og is med mine bare poter i den arktiske frost.”
”Ja, ja, jeg vil også gerne af sted,” råber jeg til den, da den napper mig i haserne af bare iver, og de 20 andre slædehunde glammer og hyler, så det hviner i ørerne.

Mine pædagogiske evner preller af. Den hyler videre, mens guiden Arno er ved at spænde de andre slædehunde for de fire slæder, førerhundene først, mens hundene hyler, hopper og småslås i kådhed.

Jeg er sat til at træde på den bremse, der sidder bagpå slæden og skal forhindre hundene i at fise af sted over sneen, så snart de er spændt for, efterladende to slukørede turister med lange, kolde næser og uden tvivl et styk utilfreds guide.

Min makker, store, stærke Rafael fra Spanien med den kraftige skovsnegl på overlæben, ser lettere betuttet ud for enden af spandet, mens han holder fast i en sele om førerhunden. Lige nu er vi Arktis ’ svar på søens landkrabber, der kaster op, når de ser et skib og ikke ved, hvad der er op og ned på et ror.

Vi er Arktis’ Gøg og Gokke, mens vi uvidende og novice-agtige står her, kastet for hundene direkte fra den magelige firhjulstrækker, som har hentet os inde på vores hyggelige gjestehus i Svalbards eneste større by, Longyearbyen, 15 kilometer væk. Men nu pumper åndedrættet, utrygheden over de mange, glammende slædehunde og det ukendte miljø skærper sanserne, og fokus er 100 procent på at holde de ivrige kræ. Sikke en start på dagens eventyr på hundeslæde. Jeg er klar til at krænge puppen af mig og komme ud som polareventyrer i Arktis.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 8965-kopi

Guide med riffel
Vi har fået, hvad der må være verdens hurtigste kursus i hundeslæde for nybegyndere. To minutter om, hvad vi skal gøre, og hvordan. Egentlig er det ikke så svært, forklarer guiden på kurset.

”Hundene løber, så snart de mærker, de kan, og så er de væk uden at se sig tilbage, og så står man der midt i den arktiske vildmark. Så husk at træde godt på bremsen og kast snekrogen ud, når vi standser,” forklarer Arno og hænger en sæk med sin skarpladte riffel på plads på sin slæde.

Svalbard er en ægte arktisk vildmark, hvor 3000 isbjørne løber omkring overalt, så al færdsel ud af Longyearbyen skal være med bevæbnet guide, der ved, hvad han skal gøre, hvis vi møder en isbjørn.

Det giver for alvor en følelse af at være et sted, som rent faktisk kan koste mig livet, hvis jeg ikke forstår den vilde natur her og ikke følger de strikse regler for færdsel på Svalbard, som den øverste myndighed, Syssselmannen, har udstukket.

Sidste isbjørneangreb var for tyve år siden, til gengæld var det kun et par kilometer uden for Longyearbyen, så at være på tur alene og uden riffel og erfaring med ødemarkens vilde natur er stort set det samme som at kravle over muren til løverne i zoo.

IMG 9189-kopiAf sted i -20 grader
En piskesnert af kulde svirper på min kind i den arktiske vind. Men vores guide har sørget godt for os, for vi har fået en varm heldragt på, så nu har jeg uldundertøj, lange bukser, et ekstra par lange bukser, skibukser og heldragt på, foruden tætdækkende hætte, varme luffer og ekstra varme støvler.

Men det arktiske forår her i maj blæser også kinderne til is med en frisk vind og – 20 grader og fortæller med tydeligt sprog, at vi er højt over polarcirklen, tættere på Nordpolen end Sibirien og på højde med det nordlige Grønland.

Hundene er spændt for, og jeg kan mærke, hvordan det rykker i slæden, når de trækker. Jeg har heldigvis tjansen fra løbstart, så Rafael kryber ned i den pose på slæden, der skal beskytte ham mod vind og kulde og gøre ham til min passager, 100 procent overladt til mine evner som hundefører.

Det passer mig perfekt, for så kan jeg afprøve min indre, polareventyrer, selv om jeg er lettere bekymret for at være lige præcis den, der må ned at rode i sneen, mens jeg ser seks hundenumser blive mindre og mindre.

De to andre slæder flyver af sted, og som de sidste letter jeg foden fra bremsen. Mine seks slædehunde rykker af sted over sneen med sådan en kraft, at jeg bare er nødt til at skrige et højt og skingert yeeehaaa af begejstring over at være nybagt polareventyrer.
Hundene fiser ellevilde af sted og holder med det samme inde med deres evindelige, men meget begejstrede, glammen.

Vi glider hen over sneen, og jeg har udsigt til seks hundes vejrende haler. Rundt om mig tårner smukke, snedækkede fjelde sig nogle hundrede meter op, før de ender i bløde toppe. Det er guddommeligt smukt, og jeg hører kun slædens glid over sneen, mens hundene bare løber. På trods af kulden breder en varme sig i kroppen over, hvor vildt Arktis er.

Den første kilometer må jeg bremse jævnligt for at holde afstand til slæden foran og forhindre, at hundespand filtres sammen. Hver gang, jeg jokker bremsen i sneen, drejer førerhunden hovedet og glor mig direkte i øjnene med et undrende blik og tungen ud ad munden mod mig, snekongen af Arktis, der tillader sig at bremse morskaben.

Det må sgu egentlig også være frustrerende at knokle sådan af sted, som man er trænet og skabt til – og gøre det godt - og så står idioten bag på og jokker på bremsen. Jo, der kommer hurtigt en god forståelse mellem førerhunden og dens hersker.

IMG 9199-kopiKlare istapper og glinsende sne
Vi glider gennem Adventdalens flade, åbne vidder, før vi krydser ind i en slugt omgivet af høje fjelde. Sneen hænger tungt ud over klippekanter, og meterlange istapper af glasklart is glinser i de solstråler, der får mast sig gennem de grå skyer.

Det går opad, og hundene kommer ned i fart, så jeg kan koncentrere mig om at nyde gliddet, hundene og Svalbards smukke snelandskab uden at være den sure hundefører, der jokker alt for meget på bremsen.

Vi stopper. Jeg kaster snekrogen ud som et anker og finder hurtigt ud af, at der ikke er noget med at slække på bremsen. Hundene begynder straks at hyle skingert og vedvarende igen og fortrænger den arktiske stilhed. Utålmodige bæster, men sikke nogle trækdyr.

De andre hundeslæder skifter fører, men Rafael har åbenbart fået arktisk chok, så han brummer gennem overskægget nede fra posen, at han har det fint der. Fint? Hvordan kan man have det fint med kun et hoved stikkende op fra en pose, når man kan stå bag hundene på sit eget hundespand og udleve sin indre polareventyrer?

Men fedt for mig, for jeg er vild med at stå bag på og holde balancen over sten og bakker. Jeg ville også gerne råbe ”mush-mush,” svinge pisken over hunde, der forsøger at bryde rækkerne og kursen, råbe til dem, at de skal se at få snuderne ud af numsehullet på hunden foran og erobre endnu et stykke nyt, ukendt land.

Men ingen af delene er nødvendige med disse artige kræ. Til gengæld er det nok til, at jeg for nogle timer føler mig i det fine selskab med de sande polareventyrer.

IMG 9150-kopiRensdyr og polarræve
Vi glider nedad i susende fart, så slæden er ved at køre ind i den bagerste hund på mit spand. En flok rensdyr i hvid vinterpels skraber i sneen efter føde 50 meter væk, og en polarræv i sin kridhvide vinterpels lusker rundt på en fjeldside.

Oh himmel, hvor er det et guddommeligt sted. Jeg spejder konstant efter isbjørne og har fornemmelsen af at være isbjørnemad, der går rundt på en gigantisk tallerken.

Pludselig blæser blød sne i vejret, da en af mine kvindelige medeventyrer falder af slæden og tyrer ned i sneen efterladende sin mand i hundenes vold. Arno indfanger spandet, før de for alvor sætter kurs mod vildmarken, men hun gentager kunststykket minuttet efter, da det lykkes hende at kæntre slæden og kaste sin mand ud af posen. Fantastisk underholdende.

Men vi andre, sande, polareventyrere har selvfølgelig styr på balancen og hunde, så nu kan jeg også tage billeder med den ene hånd, mens jeg holder balancen og godt fast i slæden med den anden.

Da turen slutter, vil jeg have mere. Hundenes tunger hænger ned i sneen, men jeg vil have mit eget hundespand og flere dage på slæden, nej uger, ud i Svalbards smukke natur.

Hvorfor hulen tog jeg ikke en femdages-tur ud i ødemarken? Det skal på listen over ting at gøre, før jeg dør. Heldigvis venter der stadig en vild tur på snescooter op ad en gletsjer og over fjeldet, et klaustrofobisk, men glinsende smukt, besøg i en isgrotte under en gletsjer og en dag med iscruise rundt ved Spitsbergens isfjorde og snedækkede fjelde. Svalbard er for vildt, og jeg MÅ tilbage end dag.


Tak til Visit Norway - www.visitnorway.dk


IMG 8307-kopi8 fede polaroplevelser 

Svalbard er et mylder af arktiske turmuligheder. På grund af isbjørnene er du nødt til at have en guide med på alt, hvad du laver uden for Longyearbyen, med mindre du er hardcore erfaren, kan skyde og kan overleve på egen hånd.

Det kræver blandt andet redningsforsikring hos Sysselmannen at tage ud på egen hånd. De fleste besøgende vælger guidede ture, men det afhænger af tidspunktet, du rejser dertil, hvad du kan lave. Her er nogle forslag:

  • Vandring med snesko.
  • Sommervandring på gletsjere og/eller i fjeldene med eller uden hund til at bære bagage.
  • Havkajak-ture.
  • Hundeslæde både vinter og sommer fra tre timer til to uger ud i vildmarken.
  • Hesteture til isfjorde.
  • Skiture med hund og pulk.
  • Iscruise i gummibåd i isfjorde med gode muligheder for at se isbjørn, sæler og hvaler samt stejle fuglefjelde.
  • Snescooterture fra få timer til flere dage ud i vildmarken.

IMG 9045-kopiFakta om Svalbard

Svalbard er Norges nordligste del og ligger nord for polarcirklen, højere end Sibirien og på højde med det nordlige Grønland.

Svalbard er sidste stop før Nordpolen og består af flere øer, hvoraf Spitsbergen er den største. Her ligger Longyearbyen, som er øernes eneste større by. Her bor omkring 1500 mennesker fast.

Byen er opkaldt efter amerikaneren, John M. Longyear, som åbnede den første mine på Svalbard. Svalbard har sit navn fra islandsk og betyder noget i retning af ’kolde kyster’. Der er stort fokus på at beskytte det skrøbelige arktiske miljø. 


1720016 Gail-JohnsonPå tur i isbjørnens rige

Isbjørnen er kongen af Arktis, et af verdens største rovdyr og regerer overalt på Svalbard. Den vejer flere hundrede kilo og kan blive op mod tre meter lang, så der er god grund til at tage sine forholdsregler, hvis man vil ud på egen hånd på Svalbard.

Du kan godt tage ud i vildmarken med eget telt og slå lejr, men du har pligt til at sætte dig ind i, hvordan du undgår at blive angrebet af isbjørne, og hvordan du undgår at dræbe det totalfredede rovdyr, hvis den angriber. Alle, som skyder og dræber en bjørn, skal undersøges af den lokale myndighed, Sysselmannen.

Gode råd:

  • Vær altid bevæbnet med en riffel, når du går alene uden for bosættelser, og vid, hvordan du skal skyde med dit våben.
  • Møder du en isbjørn, så bevæg dig stille væk fra den.
  • Nærmer bjørnen sig, så lav larm, skrig og affyr et varselsskud.
  • Hvis bjørnen er så tæt på, at du er nødt til at skyde, skal du skyde for at dræbe.

Det er forbudt at følge efter isbjørne på for eksempel snescooter. Desuden er der masser af regler for færdsel og campering på egen hånd på Svalbard.
Læs meget mere på www.sysselmannen.no

Andre spændende artikler


Fjällräven Polar - hundeslæde i arktisk Norge

Fjällräven Polar - hundeslæde i arktisk Norge

Med hundeslæde gennem Lapland

Med hundeslæde gennem Lapland

Hundeslædetur i Norges ødemark

Hundeslædetur i Norges ødemark

Log ind