Glammende slædehunde, rensdyr, og polarræve. Smukke, snefyldte fjelde og høj midnatssol. Samt 3000 fritgående isbjørne. Det giver dig garanti for et uforglemmeligt arktisk eventyr på Norges nordligste øer, Svalbard.
Den glammende slædehund på min højre side lyder, som om det gør ondt, mens den hopper og trækker i sin korte lænke. Men faktisk betyder det:
”Spænd mig nu fast til den %#&¤%¤# slæde, for hulen, og lad mig drøne af sted over isen, for det er så sjovt at spæne gennem sne og is med mine bare poter i den arktiske frost.”
”Ja, ja, jeg vil også gerne af sted,” råber jeg til den, da den napper mig i haserne af bare iver, og de 20 andre slædehunde glammer og hyler, så det hviner i ørerne.
Mine pædagogiske evner preller af. Den hyler videre, mens guiden Arno er ved at spænde de andre slædehunde for de fire slæder, førerhundene først, mens hundene hyler, hopper og småslås i kådhed.
Jeg er sat til at træde på den bremse, der sidder bagpå slæden og skal forhindre hundene i at fise af sted over sneen, så snart de er spændt for, efterladende to slukørede turister med lange, kolde næser og uden tvivl et styk utilfreds guide.
Min makker, store, stærke Rafael fra Spanien med den kraftige skovsnegl på overlæben, ser lettere betuttet ud for enden af spandet, mens han holder fast i en sele om førerhunden. Lige nu er vi Arktis ’ svar på søens landkrabber, der kaster op, når de ser et skib og ikke ved, hvad der er op og ned på et ror.
Vi er Arktis’ Gøg og Gokke, mens vi uvidende og novice-agtige står her, kastet for hundene direkte fra den magelige firhjulstrækker, som har hentet os inde på vores hyggelige gjestehus i Svalbards eneste større by, Longyearbyen, 15 kilometer væk. Men nu pumper åndedrættet, utrygheden over de mange, glammende slædehunde og det ukendte miljø skærper sanserne, og fokus er 100 procent på at holde de ivrige kræ. Sikke en start på dagens eventyr på hundeslæde. Jeg er klar til at krænge puppen af mig og komme ud som polareventyrer i Arktis.
