Hvilken gasbrænder skal jeg vælge?

Vælg grej

Gasbrændere fungerer fantastisk på tur, men hvilken en skal man vælge? Anders Rex Larsen fra Fritidsagenten har et indgående kendskab til brændere, og her fortæller han om tre forskellige typer af gasbrændere fra amerikanske MSR. I udgangspunktet kan de det samme, men så alligevel ikke – hver især har nemlig deres fordele og ulemper.

Skrevet af: Redaktionen
Opdateret den 12. okt 2023
Læst af: 1064

Gasbrændere fungerer fantastisk på tur, men hvilken en skal man vælge? Anders Rex Larsen fra Fritidsagenten har et indgående kendskab til brændere, og her fortæller han om tre forskellige typer af gasbrændere fra amerikanske MSR. I udgangspunktet kan de det samme, men så alligevel ikke – hver især har nemlig deres fordele og ulemper.

 

MSR PocketPocket2

Den klassiske on-top-gasbrænder

MSR PocketPocket2

Det her er en helt vildt enkel on-top-gasbrænder, som byder på stabilitet. Der er bare et gevind og en brænder, kort og godt. Det er en sikker brænderløsning, og den er samtidig relativt billig. PocketRocket 2 er desuden vindstabil. Den er relevant til kortere ture, hvor man skulle kunne det hele. Man kan bruge gryder og pander på den, men det er et forholdsvist lille brænderhoved, så skal man lave simremad, er det en fordel med et større brænderhoved. Men on-top-brænderen er nem at bruge, den soder ikke, den er enkel at tænde op og meget nem at bruge. Samtidig er den god at have med som backup, for uanset hvilken type brænder man bruger, så virker de som regel – men når de ikke gør, er man på spanden. Og så skal man have en backup med.

MSR WhisperLite Universal

Multifuel-brænderen

MSR WhisperLite Universal

WhisperLite er kendt som en multifuel-brænder til benzin, petroleum og den slags, men i Universal-modellen kan den også køre på gas. Der er fuld fleksibilitet. Den er oprindeligt konstrueret som en benzinbrænder, og grunden til at bruge benzin er, at det kan man købe overalt. Rejser du ud i den store verden, kan du altid få fingrene i det (det er ikke tilladt at flyve med gasdåser i bagagen, red). Det er den ene ting. Den anden grund til at bruge benzin er, at på ture hvor det er koldt, bliver benzin og petroleum ikke påvirket på samme måde som gas, når temperaturen f.eks. kommer ned under frysepunktet. Her kan gas få problemer med at fungere. Og så er der prisforskellen. Skal man købe gasdåser til en seks måneder lang tur, så løber det altså op, og skal man tage den miljømæssige del med, så er der jo tale om engangsdåser, som dog selvfølgelig kan genbruges som metal.

Ulempen ved benzin er, at det kræver lidt mere kærlighed at få en stabil drift med en multifuel-brænder. Den soder til, den skal renses ind i mellem, og den skal forvarmes – dvs. at brændstoffets flydende form skal ændres til gas, som er det, man brænder af, og indtil det er sket, soder det rigtig meget.

Navnet WhisperLite kommer af, at det her er en forholdsvis støjsvag multifuel-brænder, for de kan godt larme lidt. I og med at den har et større brænderhoved end on-top-brænderen, så har den også lidt højere effekt, og er man f.eks. på vintertur, hvor man skal smelte meget sne til drikkevand, så får man bare mere ud af den.

Hele brænderen kan skilles ad med et lille værktøj, der følger med, så skulle der ske noget, kan man servicere den på tur. Det er selvfølgelig fint at prøve det derhjemme, inden man sidder derude på turen.

 

MSR WindBurner

Den integrerede brænder

MSR WindBurner

Det her er en mere moderne type brænder, som koger vand rigtig hurtigt, men som ikke kan så meget andet end det. Og det er en af mine kæpheste. Hvorfor skal man tage den med på tur? Det er der nogle rigtig gode grunde til, men der er også nogle rigtig gode grunde til at vælge noget andet, og det bliver nogle gange overset.

Den her type brændere startede med, at man gerne ville have mere effekt ud af gassen. Der var to parallelle udviklere i gang – Jetboil, som er meget udbredt og laver et rigtig fint produkt, og så MSR. Brænderne deler den her varmeoverførsel – Jetboil kalder det en FluxRing, MSR kalder det ikke rigtig noget – hvor man udvider arealet i bunden af gryden og udnytter varmen fra gassen bedre. På en almindelig gryde løber der en masse varme uden om, men her er der ikke så meget varme, der slipper væk. Man bruger altså mindre gas til at koge den samme mængde vand, og man får en kortere kogetid. Mens en on top-brænder bliver påvirket af blæst, så bruger WindBurner’en katalytisk forbrænding. Det vil sige, at den selv trækker den luft, den skal bruge til forbrændingen, og den ikke bliver så påvirket af vinden udefra. Man har altså nogenlunde samme kogetider i frisk vind, som man har hjemme på køkkenbordet, men selvfølgelig er der en lille smule nedkøling af koppen.

En anden ting er trykket fra gasdåsen. I en gasdåse, som er helt ny og fyldt op, er der et højt tryk, og efterhånden som den bliver mere og mere tom, så falder trykket. Det vil sige, at man har en høj effekt, når man starter, men den bliver lavere og lavere med tiden. I en WindBurner sidder der en trykreduktionsventil, som betyder, at man får et meget stabil gas-flow i det meste af dåsens levetid, og så dykker den selvfølgelig helt til sidst. På den måde udnyttes gassen mest effektivt, så man ikke behøver tage så meget med.

Den integrerede brænder blev dybest set udviklet til klatreture, hvor man har brug for at smelte vand, og det gør den supergodt – også under dårlige forhold. Den er god til at koge vand til kaffen og den frysetørrede mad, men skal man spejle æg eller riste bacon, så er man på den. Ja, man kan godt få nogle gryder og pander, der passer til systemet, men hånden på hjertet – det koster noget at købe, så der skal man måske hellere kigge på en on top-brænder. Det, man skal gøre op med sig selv med såvel brændere som alt andet udstyr, er, hvor man får dækket de fleste af sine behov, og hvordan man kan justere på det.

Redaktionen anbefaler

Andre spændende artikler


Vandretur i det sydvestlige Irland

Vandretur i det sydvestlige Irland

GODE OPLEVELSER I EN CORONA-TID

GODE OPLEVELSER I EN CORONA-TID

Tikal - maya-folkets tabte verden

Tikal - maya-folkets tabte verden