Sommeren 2020 var anderledes for de fleste – også for os. Dog skyldtes det i vores tilfælde ikke en global pandemi, men derimod en beslutning om at bruge tre måneder på at ro i havkajak fra København til Helsinki. Her er en fortælling om at have god tid til langtur.
Vi sidder i solen med svensk jord under os og kigger tilbage på Øresundsbroen.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Første etape bliver tegnet ind på kortet. Nu er vi af sted!
Skærgårdens valg
Efter godt to uger i kajakkerne nåede vi turens første ægte skærgårdsområde, Blekinge skærgård. Vi havde glædet os meget til at nå hertil og til at bytte de lange lige sandstrande ud med at zigzagge mellem øer. Men det betød også, at vi som gruppe skulle tage stilling til rutevalg på en helt ny måde end hidtil.
Skal vi gå indenskærs eller udenskærs?
Hvor kiler vinden?
Hvilken ø er bedst at slå lejr på?
Alle den slags overvejelser fyldte pludselig en masse. Vi havde kun ét sæt kort, der ligesom teltpladserne gik på skift hver dag. Derfor blev særligt navigatørens rolle diskuteret. Det gav anledning til flere gode snakke om gruppedynamik, rollefordeling, turledelse, personlige præferencer og den svære kunst: kommunikation.
Én ting blev tydelig: Der er ikke kun én sandhed og én rigtig måde at gøre tingene på – ofte matcher tallet snarere antallet af personer. Det er godt at huske, når man er på tur, og sikkert også når man ikke er. Else havde helt ret, da hun efter en af disse diskussioner konkluderede:
”Hold kæft, hvor bliver vi kloge af at være på tur!”
Selskab af venner
Et af de mest kendte kajakområder langs den svenske østkyst er Misterhult Naturreservat. Et fredet skærgårdsområde, der er lukket for motoriseret sejlads på grund af det rige fugleliv i området. Da vi hjemmefra skulle planlægge, hvor på den svenske østkyst vi godt kunne tænke os at få besøg, var Misterhult øverst på listen.
Og i starten af juli mødte vi i byen Klintemåla et skønt selskab af venner og kærester, som ville padle med os nordpå den næste uges tid. At få besøg hjemmefra var et dejligt afbræk. Ikke bare i den uge, hvor vi pludselig var syv, men også i tiden efter, da vi erfarede, at tre på mange måder var en god gruppestørrelse på en langtur som vores.
Så selvom det var en lidt speciel følelse at blive forladt igen efter en herlig uge med gode venner, ekstra god mad og lidt kortere rodage, så var det også et godt afsæt til den sidste halvdel af turen igen kun at være tre.
Over havet til Finland
Fra Sverige til Finland skulle vi krydse Ålandshavet ved mundingen af Den Botniske Bugt. At krydse åbent hav i kajak kræver planlægning af den åbenlyse grund, at der er langt til land, ly og sikkerhed, hvis noget går galt.
Derfor brugte vi dagene op til krydset på at diskutere muligheder og risici, mens vi konstant tjekkede vejrudsigter. Der var to mulige kryds; et sydligt og et nordligt. Det sydlige kryds ville spare os en del kilometer, men det krævede godt og stabilt vejr, fordi vi skulle krydse 30 kilometer åbent vand uden nogen reel mulighed for at gå i land undervejs.
Det nordlige kryds gav derimod mulighed for landgang på en lille fyr-ø, Märket, som ligger cirka 15 kilometer fra de yderste svenske skær. Beslutningen blev taget for os, for da vi nærmede os udgangspunktet for det sydlige kryds, blev vi overhalet af et lavtryk med ustadigt vejr. Vi fortsatte nordpå – men det gjorde lavtrykket desværre også.
Da vi lå klar ved det nordlige kryds blæste det stadig i overkanten, men fra en god retning. Vi havde placeret os sydligere end planlagt, så vi havde vinden i ryggen, selvom det gav en lidt længere afstand til Märket på 17 kilometer. Så med koncentrerede blikke og knivskarpe pejlinger begav vi os ud mod den åbne horisont med 250 meter vand under kajakkerne i et farvand, der er berømt og berygtet for høj sø og stærke vinde.
En skål og en tåre
Det er svært at beskrive følelsen. Vi var spændte og måske også lidt anspændte. Ikke på den dårlige måde, men på den måde man kan være, når man ved, at man oplever noget stort. Rygvinden forstærkede vores følelse af, at afgangen fra Sverige var en slags point of no return for turen.
Den første halve time kunne vi ikke se fyret, men roede ud i, hvad der føltes som uendeligt hav. Oliver havde dækskompas på kajakken og hold skarpt øje med, at vi holdt kursen, mens rygvinds-bølgerne fik kajakkerne til at danse af sted. Kalle og Else holdt sig på hver sin side af ham og holdt øje med skibstrafik, mens de spejdede efter fyret på horisonten.
Vi jublede, da det dukkede op. Ankomsten til først Märket, og senere samme dag skærgården ved Åland, var en kæmpe forløsning. Vi havde nu roet til Finland! Den aften blev der skålet en ekstra gang og måske også fældet en lille tåre.
De tusind søer og saunaers land
Når man gennem længere tid laver stort set det samme, kan et markant skift vække nysgerrigheden på ny. Finland bød på anderledes kort, ny valuta og en helt ny historie og kultur at sætte sig ind i. Vi kendte på forhånd meget lidt til Finland, men vi fandt hurtigt ud af, at både Åland og den finske skærgård er som skabt til kajakroere: bløde klipper, langt mellem sommerhusene og et hav af oplagte lejrmuligheder.
Overgangen fra den ålandske skærgård til Skærgårdshavets Nationalpark kunne kun ses på kortet.
Fælles var den flotte natur, røde, isskurede granitklipper og en stor imødekommenhed og interesse for vores tur. For første gang var de fleste, vi mødte, også turfolk. Der var også længere mellem motorbåde og vandscootere, hvilket gav os alle tre følelsen af, at nogen pludselig havde slukket en meget stor emhætte. Skønt!
På en langtur som vores var det en stor fornøjelse ikke at vide, hvad der kommer. Man er nødt til at følge med og se, hvordan turen folder sig ud, drevet af vejret, behov for proviantering og vores egen nysgerrighed. Finland mindede os også om en fjerde faktor, nemlig gode råd fra de lokale.
Et tip fra en lystsejler førte til en uforglemmelig saunaaften på den lille skærgårdsø Byxholmen, som strakte sig fra de nordlige breddegraders langstrakte solnedgange og ind i en stjerneklar sommernat. Der skal ikke være tvivl om, at vi med turens ende i sigte havde god kontakt til vores sentimentale sider.
Den aften og den måde vi havde det, i krop og i sind og med hinanden, kommer vi til at bære med os resten af livet.
En varm velkomst
Ikke mange dagsetaper fra Helsinki var vi så heldige at møde endnu en hjælpsom finne, Janne, som kom padlende i sin oppustelige kano. Uopfordret trak Janne i usynlige tråde (og sociale medier), og inden aftenen var omme, var vi inviteret i sauna af medlemmer fra Helsinkis største kajakklub, Merimelojat, på deres egen ø, Skorvan.
Her mødte vi Laura, Harri og Hannu, som er blandt Finlands hårdeste kilometer-ædende kajakroere og de mest gæstfrie og betænksomme mennesker. Udover at de denne sommer havde roet hele den sydfinske kyststrækning på imponerende 24 dage, rundede Hannu sidste år et skarpt hjørne med sine første 100.000 kilometer i kajak. Ja, to en halv gang rundt om jorden.
Vi blev budt velkommen på Skorvan med forfriskninger, og senere på aftenen mødte vi dem og deres klubfæller i saunaen. Det var et møde med ægte finsk saunatradition (læs: religion). Et lille rum med højt til loftet og mange lag af bænke.
Der var rift om pladserne på øverste hylde, og snakken gik lystigt, mens der konstant blev kastet vand på stenene, og vi blev ført tilbage til scener, vi ellers kun har læst om i Mikael Niemis klassiker ´Populærmusik fra Vittula´.
Storbyens lys i det fjerne
Fulgt på vej af folk fra Skorvan kom vi til turens sidste lejrplads: Mäntysaari. En anden ø lidt uden for Helsinki, hvor Merimelojat også har en sauna-hytte. På vejen blæste det op, og byger blev til regulært regnvejr.
Vi fejrede vores sidste lejr-aften i ly under saunaens halvtag med festmiddag og en flere timer lang saunasession kun afbrudt af kølende dyp i styrtregn og bølger med Helsinkis lys i horisonten.
Da vi næste morgen satte os i vores kajakker, var det med en skør fornemmelse i maven: vi var nu på vej mod afslutningen af vores livs største tureventyr.
Inden vi tog af sted hjemmefra, talte vi en del om vores forventninger. Vigtigst var, at vejen og hverdagen skulle være god, og vi fik sammenfattet vores snakke til tre konkrete mål: Vi ville ro til Finland, være lige så gode – eller bedre – venner, når turen var slut og gerne veje det samme eller mere, når vi kom frem.
Vi kan med sikkerhed krydse de første to mål på listen af. Desværre glemte vi at veje os, inden vi tog af sted, men vi har i hvert fald ikke manglet noget undervejs.
Så vi lader tvivlen komme os til gode.
Vi er i mål! 1438 km og tre skandinaviske hovedstæder på små tre måneder. Det var en skør fornemmelse at afslutte noget, der var så stort for os, mens folk omkring os var midt i deres by-sommer-hverdag.
KORT OM TUREN
Turens længde: 77 dage
Distance: 1.438 km
Instagram: Tidtiltur
5 anbefalinger til langtur
- Hav god tid. Det var fantastisk at have fleksibilitet til at indrette planerne efter os selv i stedet for at skulle passe ind i en stram tidsplan. Både i forhold til at blive en ekstra dag, når naturen kaldte på flere gåture, eller tage en hviledag mere, de dage kroppene havde brug for det.
- Sæt vejen over målet. Sørg for at have det godt undervejs. Det gør turen det hele værd.
- Del jeres bekymringer og glæder – og husk at rose hinanden. Når man er så meget sammen, kan der hurtigt komme mange usagte vaner og rutiner.
- Skab variation i rutinerne. Kortet gik på tur hver dag. Ligeledes skiftede vi mellem to dage i tremandsteltet med de andre og en nat i solotelt. Vi havde som udgangspunkt tre rodage og en hviledag.
- Bryd rutinen, når det giver mening. Grib muligheder, når de byder sig, og I får lyst til det.
På vej ud af Stockholm nåede vi ikke i land før mørkets frembrud. Derfor måtte pandelamperne i brug for at finde frem til vores lejr 15 km fra Sveriges hovedstad.
