Färnebofjärdens Nationalpark i havkajak

Tusindvis af stemmer
Dagen før er vi padlet ud fra en sandstrand i den nordlige del af Färnebofjärden. Kajakkerne er fyldt med proviant til fire dages udforskning af det deltaagtige landskab, her hvor Dalelven løber igennem et stort søområde med utallige øer, holme og skær, inden den fortsætter sin rejse mod havet.

Vi er padlet gennem smalle kanaler mellem øerne og kommet forbi en skovstrækning, hvor store bæverfældede træer ligger ude i vandet som et overdimensioneret mikadospil. Bæverne har guffet barken i sig og efterladt bidemærker fra deres imponerende tandsæt.

De tilspidsede træstubbe står tilbage inde på land som store blyanter. Overalt hører vi fuglesang fra tusindvis af fuglestemmer, for nationalparken er yngleområde for mange fuglearter, og indimellem får koret af fuglestemmer selskab af en trommeslager, nemlig spætten, der med næbet banker løs på udgåede træer i jagt på lækkerier i form af larver og insekter.

Flyder på smeltet sne?
Mens vi ligger stille i kajakkerne ude midt på søen, svæver en fiskeørn højt over vores hoveder, udstøder pibende lyde og dykker i en elegant afledningsmanøvre. Den har sikkert rede et sted i nærheden, tænker vi, og skynder os at padle videre.

Til frokost sætter vi kursen mod en af nationalparkens små, rustikke overnatningshytter, hvor vi sidder bænket udenfor og spiser vores medbragte rugbrødsmadder.

Vi snakker om, at vandet, som vi padler rundt på, har flydt flere hundrede kilometer fra elvens kilde i Norge, hvor det med Dalelven har skåret vores langstrakte naboland tværs over – måske er det smeltet sne fra den svensk-norske fjeldkæde, hvor vi har været på ski tidligere på året?

Da vi padler videre om eftermiddagen, er vi imponerede over vores fremdrift, indtil det går op for os, at vi navigerer efter et 2-cm-kort, så målestoksforholdet har snydt os til at tro, at afstandene var meget større.

Det er gode nyheder, for så er der ikke så langt til vores planlagte pausested; en shelterplads på en lille tange, hvor vi sidder på et tæppe af fyrrenåle i skyggen og kigger ud over søen og lytter til vandets klukken.

Kuldehyl og svedhytte
Pagajerne bringer os videre forbi en række små øer, der ligger som en perlerække tværs hen over søen.

”Mange af øerne har slet ikke navn, så nu har du chancen, hvis du altid har drømt om at navngive en ø,” siger Rasmus, og jeg griber chancen og døber en af øerne Kaffeklubben Ø, hvilket straks bliver markeret med landgang og kaffebrygning.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til den shelterplads, vi har udset. Snart stiger røgen op fra bålpladsen. Jeg læser kort og glæder mig til næste dags etape, da min opmærksomhed fanges af et plask efterfulgt af et hyl – det er Rasmus, der er sprunget i vandet for at køle sig ned i det svale vand.

Da han kommer op fra søbadet, smider vi en pakke tarteletter på bålristen, mens vi varmer fyldet i trangiaen. Den klassiske ret smager fremragende indtaget med udsigt over det deltaagtige landskab med de store skove og mange øer. Det er en varm aften, så hverken skiundertøj, huer, vanter, jakker eller lange bukser kommer frem fra pakposen.

Faktisk er det så varmt natten igennem, at heden driver os ud af teltet næste morgen før klokken halv seks. Teltet minder mere om en svedehytte end et fjeldtelt, efter solens stråler har bagt på det.

Kopien flottere end originalen
Da vi sidder i shelteret og brygger espresso, takker vi solen for at have drevet os ud af fjerene. Vi er oppe før nogen andre. Der er en helt særlig morgenstilhed. Søen er spejlblank i en tilstand af komplet havblik.

Og midt i det hele kommer skalleslugeren svømmende med sine små dunklumper af nogle unger på ryggen. Vi føler os utroligt privilegerede at have denne verden for os selv.

Da vi lægger kajakkerne i vandet et par timer senere, er der stadig havblik. Hele skoven spejler sig ned i det blanke vand, så man kan se hver en detalje, hvert et blad og hver en fyrrekogle på træerne, som en blank og skinnende gengivelse af skoven, hvor kopien næsten er flottere og mere skinnende end originalen. Det er fuldstændigt som at padle rundt på glas.

Vi kommer forbi Sandøen, hvor en halvmåneformet bugt med gyldent sand inviterer os i land. Her er næsten som en tropisk strand, bortset fra at sandbredden er flankeret af fyrretræer og ikke af svajende palmer.

En mere perfekt lejrplads skal man lede længe efter, og vi bliver enige om at sætte kursen tilbage mod Sandøen, når dagen nærmer sig det tidspunkt, hvor vi må finde et sted at slå teltet op. Endnu er det tidligt på dagen, og der er masser af nationalpark, der venter på at blive udforsket.

Det er svært at få øje på noget menneskeskabt.

Italiensk eller indisk?
Vi padler videre, og vinden tiltager, så jeg er ved at være træt i spaghetti-armene. Vi padler ind i nogle smalle kanaler og vandveje for at komme i læ for vinden.

Langs bredderne er der elv-enge – lavvandede, græsbevoksede områder, som hvert år bliver oversvømmet af smeltevandet, når sneen smelter i det sene forår, og giver levesteder til masser af dyr som blandt andet de to traner, der spankulerer rundt nede i vandkanten på deres lange ben.

Vi bevæger os forbi en ø, hvor bæverne har efterladt en skovstrækning med næsten gennemgnavede træstammer, som om de vil lade vinden gøre arbejdet færdigt. Stammerne ligner timeglas.

Der skal nok ikke mange vindpust til, før træet styrter mod jorden, og bæverne får serveret en buffet af lækker bark. Ved den næste ø driver kaffetørsten os i land, og vi navngiver endnu en ø med inspiration hentet i kaffens verden, nemlig Mokka Ø.

Om eftermiddagen besøger vi endnu en af nationalparkens fine overnatningshytter, inden vi stævner ud og padler tilbage mod Sandøen. Vi taler om, hvorvidt vi skal på italiensk eller indisk restaurant om aftenen. Vores proviant tæller nemlig både en spaghettiret og et glas karrysauce med kartoffelmospulver.

Robinson Crusoe
Det bliver et godt gensyn med Sandøen. Vi slår teltet op under fyrretræerne. Tænder op i et lille bål og rister skumfiduser. Allerførst er det dog tid til endnu et søbad, hvor vi spæner ud i vandet og styrter hylende i søen, inden det er for sent at fortryde mødet med det kolde vand.

Duften af espresso breder sig i teltet, mens vi sidder i vores liggeunderlagsstole og kigger ud over vandet. Vi er heldige at have øen for os selv, og kan som Robinson Crusoe gå rundt på den øde ø og sætte vores fodspor i strandsandet.

Da vi padler ud fra den lille bugt med sandstranden, bliver vi ramt af stålgrå bølger og vind direkte i ansigtet. I modvinden må vi padle til, og vi holder vores pauser i læsiden af små øer, for at hvile armene uden at drive tilbage igen.

Da vi går i land ved Skekarsbosjön, efter kajakken med en grim, skurrende lyd har været oppe at ride på nogle store sten, er det tid til at udforske nationalparken til fods. Vi vandrer ad fint markerede vandrestier, til vi når et udsigtstårn; en spinkel trækonstruktion, der hæver sig højt over trætoppene.

Fra toppen af udsigtstårnet skuer vi ud over det uberørte, skærgårdslignende landskab med de utallige øer, holme, skær og vidtstrakte skove. Det er svært at få øje på noget menneskeskabt. Sådan må landskabet have set ud siden tidernes morgen.

Da Rasmus ser en elg løbe fra søbredden og ind i skoven, er den svenske idyl komplet.

Et tyst Venedig
Efter frokost ved endnu et idyllisk shelter er vejret klaret op, og søen glimter som tusindvis af funklende stjerner. For at fuldende succesoplevelsen finder jeg, som vinderen af Alene i Vildmarken, en øl nede mellem de store sten i vandkanten, da vi lægger fra land.

Vi padler ad labyrintagtige vandveje som gennem et skovklædt Venedig og kommer ad smalle vandveje til en lagune, hvor to svaner er oppe at toppes.

De puster sig op overfor hinanden, og deres sang genlyder som ekko i den totalt tyste skov. Da Rasmus ser en elg løbe fra søbredden og ind i skoven, er den svenske idyl komplet.

Aftenen nærmer sig, og vi går i land på en ø så lille, at man næsten kan spytte tværs hen over den.

Her slår vi teltet op og tænder op i bålpladsen. Vi betragter et gåsepar svømme langsomt forbi. Regnens trommen på teltdugen vækker os tidligt næste morgen, og i et ophold mellem bygerne får vi i rekordfart smidt al vores oppakning ned i paklugerne og padler tilbage mod kysten med et smil på læben.

Vi kan se tilbage på nogle fantastiske dage til søs i deltaområdet i nedre Dalelven, hvor vandet sammen med os har gjort ophold, inden det fortsætter sin rejse fra fjeldet til havet.

Om nationalparken

Färnebofjärdens Nationalpark ligger i den nedre del af Dalelven og har et rigt dyreliv, særligt af fugle, men også af større arter som bæver, elg, rådyr, odder og los. Her er over 200 øer, skær og holme. Ud over de fine forhold for kano- og kajakfolket er her også flere vandrestier. Læs mere på www.sverigesnationalparker.se. 

Meget mere kajak

På www.opdagverden.dk finder du meget mere om ture i kajak. Find blandt andet:

• En guide til, hvordan du kommer i gang med kajakture med overnatning.
• Tips til køb af kajak.
• Ekspertens råd til, hvordan du pakker kajakken.
• Masser af inspiration og praktiske oplysninger om ture i Danmark, resten af Skandinavien og eksotiske farvande verden rundt.