I isens vold - Kajaktur ved Grønland møder modstand

Susanne og Lars er også vågnet af stormens rasen, og de kommer nu også ud af deres telte. Vi er alle nervøse for at blæse ned ad den klippeafsats, vi slog lejr på i aftes, da vi ankom i vore kajakker. Derfor dobbeltsikrer vi teltbardunerne med ekstra store sten, da de, vi rejste teltene med i går, ikke er tunge nok.

Kraftig vind: Pitaraq

Ud på morgenen klarer vejret pludselig op, og vi ser tegn på linseformede skyer.
”Piteraq,” råber vi munden på hinanden.

En piteraq er ikke unormalt i dette område. Det er en frygtet faldvind, der kommer inde fra indlandsisen, hvor den accelererer på sin vej ud mod havet, og den kan sagtens antage styrke på flere gange orkan. Vi aftaler derfor at gå i teltene igen og afvente. Ved nitiden er det stadig slemt, men vores en-mands Hilleberg Akto-telte står nu stabilt, så vi er mere rolige.

Det bliver tid til morgenmad. Kogt müesli med ekstra rosiner. Pludselig råber Lars ude fra kulden:
"Det var satans."
Susanne og jeg kigger ud. Der står Lars med en Trangia, hvor underdelen er helt smeltet.
Den stærke blæst har givet ekstra ilt til flammen, der er blevet så varm, at den har nået aluminiummets smeltepunkt.
”Men jeg har jo købt et stormkøkken,” griner Lars.

Fødselsdag i telt

Det er faktisk min fødselsdag i dag, så da stormen stilner lidt af ved totiden om eftermiddagen, inviterer jeg på fødselsdagschokolade med overraskelser. Min Trangia snurrer snart med varm chokolade, dertil har jeg en lille flaske whiskey, chokoladekiks og en uåbnet pose Familieguf. Alt har jeg med stor disciplin gemt til denne festdag. Vi snakker og hygger og taler såmænd om at komme videre med det samme, nu hvor vinden har lagt sig næsten helt.

Et kig ud over havet mod Dannebrog Ø fortæller os dog, at der venter nye problemer forude.Stormen har blæst al isen ud mod øerne, der ligger her lige uden for fastlandet, og det har effektivt lavet en kæmpe isprop. Og vi når ikke engang at tænke vores muligheder igennem, før endnu et problem rammer os.

Vinden begynder pludselig at tage til i styrke igen. Piteraqen har kun midlertidig tabt pusten og er nu vendt tilbage med fornyede kræfter. Vi beslutter at flytte teltene længere op mod en høj fjeldvæg, for at nyde godt af dens lævirkning. Så går vi i teltene igen og giver os til at vente endnu engang. Stormen rusker vores telte igennem helt indtil næste morgen.

Falder i vandet

Vi får en fantastisk solopgang, himlen er stadig helt uden skyer. Vinden har lagt sig, og efterhånden som solen stiger højere og højere på himlen, bliver det ganske lunt.

Vi går op på en top, hvor vi kan få et godt overblik, og det er ikke noget opløftende syn, der møder os. Isen ligger tæt ude mellem de mange små øer i sydøst, og mod nord i den store Ikertivaq bugt ser det lige så slemt ud. Vi mener dog, at det burde være muligt at nå ud til en unavngivet ø cirka 10 kilometer øst for os. Vi pakker kajakkerne i en fart, for efter et døgn i teltene er vi ivrige efter at komme videre på vores ekspedition.

De første par timer går fint. Ind og ud mellem store og mindre isbjerge og vinterisflager. Efterhånden bliver det tættere, og de enkelte ledige huller fyldes op med grødis. Vi padler tæt efter hinanden, for at nyde godt af isbrydereffekten fra første kajak. Flere gange må vi op på isflagerne for at orientere os om mulige passager.

Ved en af opstigningerne brækker iskanten af under mig, og der ligger jeg og plasker i det iskolde vand. Med et hurtigt hug med isøksen får jeg dog igen forbindelse med flagen og får trukket mig op på "fast grund". Heldigvis varmer solen, og efter at have tømt støvlerne for vand er jeg klar igen.

Vi kæmper os videre i nogle timer, men så lukker det fuldstændigt til med is. Vi er bare to-tre kilometer fra øen, da vi beslutter os for at vende om og returnere til vores udgangspunkt. Udsigten til at skulle trække kajakkerne hen over opskruet is gør udslaget. På vejen tilbage åbner isen sig over mod Dannebrog Ø på grund af tidevandet, og vi lander på nordspidsen kun fem kilometer fra vores udgangspunkt i morges.
Vores aftentur går igen op til en top. Vi kan se til vores næste mål øen Sujunikajik, der nu er cirka 25 kilometer fra vores lejr. Et nedslående men også storslået syn. Tæt is så langt øjet rækker.

Klemt i isen

Næste morgen vækker solen os med sin varme. Der bliver næsten tropiske varmegrader nede i vintersoveposen. Sikke en dejlig morgen, men desværre må vi konstatere, at der stadig er pakket is, så langt øjet rækker Vi bliver dog enige om at gøre et forsøg, nu hvor vejret endelig er med os.

Vi finder en rute syd om øen, og derefter må vi dreje mod nord for at komme uden om isbæltet. Ulempen er, at vi kommer ud på det åbne hav, og denne omvej vil forsinke os et par dage yderligere.

Mønstret er det samme som i går. Først rimeligt frit i tidevandsrevnerne. Så tættere og tættere is. Til sidst op og trække over isflagerne. Igen ned i vandet. Og sådan går det, indtil vi når det store isfjeld ved frokosttid.

Nedstigning fra flagerne, der ofte er op til flere meter høje, foregår siddende i kajakken ud over kanten så hele fordækket kommer under vand. Ofte bygger vi bro mellem to høje isflager med kajakkerne. Andre gange må vi op på små flager, der lige kan bære en person, for så at hoppe videre til en større.

Det går meget langsomt fremad. Isøkserne er hele tiden i brug. Med dem kan vi trække os fremad, når isen er tæt, hugge lidt af iskanterne når passagen er for snæver samt sikre os, når vi stiger ud af kajakkerne og bevæger os oppe på isen.
Nede i vandet har vi problemer, når vi skal ændre retning på kajakkerne. Vi kan simpelt hen ikke dreje i den tætte is. Så må vi ind til en isflage, trække kajakkerne op og placere dem igen i den nye retning. Vi binder kajakkerne sammen med liner, så vi kan hjælpe hinanden med at trække næsen rundt, når det kniber.

Mørket lægger sig

Klokken bliver næsten 21, og solen går ned. Temperaturen falder markant, så det frie vand mellem grødisen og skosserne begynder at fryse til. Vi får svært ved at holde varmen, da vi er drivvåde under våddragten af sved. Men isen begynder at åbne sig, så vi sætter tempoet op og lander på Sujunikajik klokken 23 efter 13-14 timers hårdt arbejde. Her bydes vi velkommen af et lille hvidt Nordlys.

I dag er vi ikke så kræsne med valg af lejrplads. Vi tager den første og den bedste. En ikke særlig plan stenstrand. Vi vil bare i soveposerne så hurtigt som muligt, så vi springer aftensmaden over. "Shit," lyder det fra Susannes telt.
Hendes sovepose er helt gennemblødt. Den vandtætte pose, har åbenbart været utæt, så Susanne må trække i nogle ekstra lag tøj og kravle ned i en stor plasticpose. Men efter et par hårde dage, er det også rigeligt komfortabelt. Vi falder alle i en dyb, dejlig søvn efter få minutter.

Kun for rutinerede

Du kan få nogle virkelig unikke kajakoplevelser i Grønlands mange fjorde, men det er ikke ture, alle og enhver kan kaste sig ud i. Vandet er altid koldt, og det er nødvendigt med erfaring inden for navigation, selvredning og tidevand, hvis du vil kaste dig ud på ture af flere dages varighed uden en guide. Husk at holde dig tæt til land, da tæt tåge pludseligt kan opstå. Isbjerge, der tipper, er også en stor risiko mange steder.