Du er her:
  • ARTIKLER
  • I Leif den lykkeliges kølvand

I Leif den lykkeliges kølvand

Med vikingeskib fra Grønland til New Foundland

Jeg står ved roret og spejder ud over det oprørte hav. Himlen er blygrå og fyldt af forrevne skyer, nogle af dem tunge af regn. Bølgerne tårner sig op over agterstavnen, og hvidt skum piskes gennem luften af vinden, som vi har ind agter, og skuden løber nordpå med en fart på ti knob. Alle ni mand er på dækket; to er sat på vagt ude i forstavnen for at kigge efter isbjerge, to andre er ved at forberede dagens varme måltid, og kaptajnen er ved at checke vores position med et par pejlinger ind på den sne- og isdækkede kyst.

aw28_groenland_i_leif_den_lykkeliges_fodspor_2.jpg
Skrevet af: Erik S. Larsen
Opdateret den 22. dec 2021

Jeg står ved roret og spejder ud over det oprørte hav. Himlen er blygrå og fyldt af forrevne skyer, nogle af dem tunge af regn. Bølgerne tårner sig op over agterstavnen, og hvidt skum piskes gennem luften af vinden, som vi har ind agter, og skuden løber nordpå med en fart på ti knob. Alle ni mand er på dækket; to er sat på vagt ude i forstavnen for at kigge efter isbjerge, to andre er ved at forberede dagens varme måltid, og kaptajnen er ved at checke vores position med et par pejlinger ind på den sne- og isdækkede kyst.

Skibet hedder “Snorri”, og det er en kopi af et vikingeskib bygget i Maine, USA efter tegninger fra Roskilde Vikingeskibsmuseum. Hun er 16,5 m lang og over fire meter bred. Der er én mast, som rager ti meter op over dæk, hvorfra der hænger en rå (rund træstang på tværs af masten - red.) med et 100 kvadratmeter stort firkantet sejl. Vi har også otte årer ombord, for der er ingen motor. Der er ingen kahyt og heller ikke ly under dæk. Om dagen færdes vi på dæk, og vi kan slå et telt op på fordækket, når vi sejler om natten.

Første gang i 800 år
Formålet med ekspeditionen er at gentage den opdagelsesrejse, som Leif den Lykkelige gennemførte, da han som den første europæer satte foden på det amerikanske kontinent. Det er første gang i 800 år, at et vikingeskib sejler på denne rute. Der er stor usikkerhed om, hvor det egentlig var han sejlede, men det bedste bud og den mest oplagte tolkning af sagaerne giver en rute, der starter i det sydvestlige Grønland og derfra går nordpå til Sisimiut (Holsteinsborg) lige over polarcirklen. Her er der smallest over Davis Strædet til Canada. Fra Sisimiut sejles der tværs over til Baffin Island, derefter sydover langs Labrador-kysten frem til rejsens mål - L’anse aux Meadows på nordspidsen af Newfoundland.

 

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 3Skibet har været undervejs hele sommeren ’97, men på grund af forsinkelser og problemer med roret tvinges mandskabet til at afbryde rejsen og overvintre i Nuuk. Et par besætningsmedlemmer mener, at de har fået nok af kulde og roning og hopper af. Det bliver min chance. Lederen af ekspeditionen, Hodding Carter, ringer mig op. Jeg kender ham fra sommeren ’97, hvor han boede på vandrerhjemmet i Narsarsuaq, som jeg bestyrede. Da han spørger, om jeg vil med, tvivler jeg ikke ét sekund.

Roret faldt af!
Den 28. juni ´98 kan vi stikke til søs fra Nuuk, fulgt af ti grønlændere i kajakker; en gestus de gamle nordboere nok ville have skelet til med hævet stridsøkse, men det eneste, der blev hævet denne dag, var glassene og stemmerne, der råbte farvel.
Roret gav stadig anledning til bekymring, og en dag sker det, som alle frygtede. Roret falder af! Det reb, som holder styreåren ind til skroget i styrbords side, er sikret for svagt, og en knytnæve-stor knude bliver suget ind gennem et hul, der knapt er større end et kranies øjenhule. Vi får repareret skaden, mens vi ligger og ruller i rum sø. Det er heldigvis ikke alvorligt. Vi udtænker et stærkere system, og det viser sig at holde bedre.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 5Hvaler forude!
På vej fra Nuuk til Sisimiut er der masser af hvaler. Mest pukkelhvaler, men også finhvaler og vågehvaler ses. Nogle gange er det os, der opdager hvalerne, før de opdager os. Således er vi ved at sejle en hval ned, der ligger og sover i rum sø. Vi havde regnet med, at den ville flytte sig, men den har åbenbart ikke hørt vores skib, og først i sidste øjeblik fortrækker den med et gevaldigt plask med halen. Andre gange var hvalerne så optaget af at sluge fisk i sig, at vi kunne sejle helt tæt på uden at forstyrre det mindste. 
Ventetid nord for Polarcirklen Turen op langs Grønlands kyst går godt. Vi krydser polarcirklen den 13. juli, og selvfølgelig må der skåles og bades. Vi ligger nu lidt syd for Sisimiut, som bliver vores sidste stop, inden vi krydser over til Canada. Vi regner ikke med at se civilisationen igen, før vi når nordspidsen af New Foundland, og den tur kan tage uger, måske måneder. Uvisheden er måske det største psykiske pres. Efter blot tre uger undervejs er der stadig nogle af os, som vågner hver morgen og spørger, hvad klokken er, og hvad planerne er for i dag. Men under disse forhold er det umuligt at sige noget med sikkerhed. Vi sejler, når vejret er til det, og når det ikke er sejlvejr, ligger vi stille. Vi må indstille os på at leve i nuet. 
Billede nr. 5. Billedtekst: “Snorri” i hårdt vejr. Her gælder det om at være koncentreret og hele tiden sikre sig selv.

Isbjerge og råt hvalspæk Endelig den 4. august kan vi stikke vestpå. Vi tager en sidste dukkert nord for polarcirklen, og derefter gør vi skuden klar til oceansejlads; livliner bliver rigget til, og vi sætter et specialsyet lærredstelt op på fordækket. Det er en helt særlig følelse, der griber en, når man stikker til havs ud imod den blå horisont. Og det må have været helt fantastisk for de gamle vikinger, der jo ikke vidste med sikkerhed, om der lå noget derude.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 6Sejladsen over Davis Strædet er alt andet end ensformig, Vejret er meget omskifteligt, og vi oplever både havblik og kuling, truende skydække og helt blå himmel. Vores humør er i top, når det blæser, og så er det lige meget, om det også regner, hvad det ofte gør. Vi er fire mand på vagt ad gangen, og når vi er på dæk, har vi alt vores tøj på. Temperaturen holder sig mellem fire til seks grader, men efterhånden har vores kroppe vænnet sig til kulden. Vi er til gengæld altid sultne, og en luns råt hvalspæk eller råt sælkød er blevet en eftertragtet spise. Det varmer dejligt. Store isfjelde begynder nu at dukke op i horisonten, og så må vi være på vagt. Selv små stykker is kan let sænke vores spinkle træskib.

Billede nr. 6. Billedtekst: “Isbjerg forude”.

Isbjørne og hvalrosser

Efter en uges sejlads dukker Baffin Island ud af tågerne. Mørke og lyse klipper, ikke et spor af liv på land. Men i havet er der sæler, hvaler og tilmed hvalrosser. Vi er nær ved at sejle et af de store dyr ned. Vi tror, at det er en sten og forsøger at undvige, men det er for sent. I et par spændte sekunder venter vi på et ordentligt brag, men pludselig vender stenen sig om, viser sine stødtænder og svømmer væk.

Vi søger ind under land og finder en ankerplads. Uheldigvis er den “optaget” af en isbjørn. Vi kan knapt tro det. Men der ligger den – en 800 kg gullighvid bamse som sikkert er snu nok til at vente på mørkets frembrud, før den vil svømme ud og besøge os. Vi har ikke lyst til at være natmad, så vi luffer videre, og under sejl i mørket får vi vredet “Snorri” ind gennem en otte meter bred åbning i kystlinien til en beskyttet vig - ledig ser det ud til.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 7 thumbI de dage, der følger, er der isbjørne overalt på kysten. Søvnigt dasende eller nysgerrigt svømmende efter os. Vi indser, at vi ikke længere er “top of the foodchain”, men derimod “top of the menu”. Når bamsefar kommer for tæt på, tager vi køkkengrejet frem, og mens Hodding skamfiler pramdriversange fra Mississipi, knalder vi løs på gryder og pander. Sjovt nok virker det afskrækkende på bjørnene. 
Vi er på vej sydpå igen, og den 17. august ser vi toppene af Torngat-bjergene på det nordlige Labrador. Kysten er mere tropisk præget; der er nu enkelte grågrønne pletter spredt rundt i stenlandskabet, og vi vil på bærjagt. Vi er lige ved at tage kajakkerne frem, da endnu en isbjørn kommer svømmende ud imod os. Det er helt tilfældigt, at jeg opdager den blot 15 meter fra os. Vi er alle travlt beskæftiget med at rigge til for natten. Den ser meget nysgerrig ud, men lader sig nemt skræmme af vores køkkengrejssymfoni. Hele natten må vi igen på bjørnevagt med jagtriffel, lygter og lyskastere liggende klar.

Mareridt og håb Torngatbjergene bliver turens mareridt. I to uger er det vindstille, og havet ligger spejlblankt. Vores rygge brankes af solen, og håndfladerne fyldes langsomt med hård hud i takt med, at de slider sig ned igennem årenes asketræ. Vi ror - mest for at vide, at vi er på vej. Det bliver ikke til mere end 12-14 sømil om dagen. Der er over 700 sømil igen. Endnu er dagene lange, så vi kan ro i 13-14 timer. Vi har fire mand ved årene og kan skifte ud hver halve time. Efter to uger har vi prøvet enhver ordleg, og vi har fortalt hinanden alle vores historier mindst to gange.

Netop som vi har opgivet ethvert håb om at ankomme før begyndelsen af oktober, kommer vinden igen, og denne gang er den endnu mere dyrebar end før. Humøret stiger. Nætterne fyldes med nordlys og stjerner. Vi er de eneste herude. Det er for vildt! Eventyret hopper ud af bøgerne, og vi er midt i det. Vi drager på opdagelse i ødemarken, samler forråd af drivtømmer og bær. Vi steger en rensdyrkølle i en stenovn og bygger en svedehytte på en ø lavet af blå iriserende månesten. Vi er eventyrere, og vi sejler på det smukkeste skib i verden.

“Vi ror sgu’ i land”
Vinden giver os nogle gode dage med masser af vind, og vi rykker frem mod målet. I slutningen af september er vi så tæt på, at vi kan give besked om vores forventede ankomst. Vi ligger i ly på Labradors sydkyst og venter på en chance til at krydse over til Newfoundland. Mandag lusker vi ud. Det blæser stadig fra nord - perfekt for os. Men ikke så snart er vi ude i strædet, før vinden dør, og vi må ro. Vi ror i tolv timer, indtil vi må give op overfor tidevandet. Vi kaster anker i tidevandsstrømmen, blot et par mil fra målet.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 1Da tidevandet vender, ror vi tættere ind under land, men så tager vinden til. Den er lige imod, og bare et par hundrede meter fra land må vi “kedge” os frem ved at flytte ankrene skiftevis. Folk stimler sammen inde på land. Der må være et par hundrede tilskuere. Det er blæsende og koldt. Regnskyer truer med at vaske ceremonien væk. “Vi ror sgu’ de sidste meter i land”, foreslår Hodding. Den får alt, hvad den kan trække i hård modvind, men vi bevæger os, og da boven tager grunden, kaster vi anker. Vi stiller os op på rælingen, tæller til tre, hopper i og svømmer de sidste hundrede meter i land. Og så er vi der. Vikingerne har genopdaget Amerika!


Viden

Ekspeditionen bestod af Hodding Carter (leder), Terry Moore (kaptajn), Rob Stevens (bådebygger), John Gardner (bådebygger), Dean Plager, Doug Cabot, John Abbott, Homer Williams og Erik Larsen.

“Snorri” er bygget i Maine af Rob Stevens Boatbuilders efter tegninger fra Roskilde Vikingeskibsmuseum. Skibet er en kopi af Skuldelev 1 - det store fragtskib på museet. “Snorri” er 54 fod lang, 16,5 fod bred og stikker tre fod. Knæ og tofter er af eg og lærk. De 16 bordgange er af fyrretræ og samlet med 3000 håndsmedede jernnagler. Masten, der er 43 fod og af gran, bærer et 100 kvadratmeter lærredssejl. Der er otte 18 fods årer. Skibet var lastet med 12 tons ballast, så den totale vægt kom op på 25 tons. Kølen blev lagt i sommeren ’96, og skibet kunne søsættes den 26. april ’97. Fra Maine blev skibet sendt med containerskib til Narsarsuaq, hvortil det ankom den 14. juli ’97.


Leif den Lykkelige

Leif Eriksson var søn af Erik den Røde, den første nordbo, som bosatte sig i Grønland i år 982. Leif havde hørt om Bjarni Herhjolfssons tur mod vest. Engang var Bjarni sejlet fra Norge mod Grønland, og på grund af dårligt vejr var hans skib blæst ud af kurs. Bjarni havde aldrig før været på Grønland, men han havde hørt, hvordan der så ud. Da han endelig så land, var det fladt og skovdækket. Dette kunne ikke være Grønland, resonerede Bjarni og sejlede videre. Da han så land anden gang, var det bjergrigt og skovdækket. Dette kunne heller ikke være Grønland, så han sejlede igen videre. Da han tredje gang så land, var det højt og klipperigt, men der var ingen frodige dale, så det kunne dermed heller ikke være Grønland. Altså sejlede han videre uden at gå i land, og ved et lykketræf lykkedes det ham at lande i Grønland nær ved hans fars gård. Der var mange, der gjorde grin med Bjarni, da de hørte, at han ikke havde sat fod på de nye lande.

Da Leif er en ung mand, beslutter han sig for at besøge de lande, som Bjarni beskriver. Han vil have sin far med, men Erik mener, at han er for gammel. Så Leif tager selv afsted med en besætning på ca. 20 mand, hvilket formentlig sker omkring år 1000. De besøger de tre lande, Bjarni beskriver, i omvendt rækkefølge, og i modsætning til Bjarni går de i land alle tre steder for at se, om der skulle vise sig noget af interesse. For nordboer i Grønland har det sikkert været tiltrækkende, at Bjarni fortalte om skovdækkede lande - træ var en mangelvare i Grønland.

Leif og hans mandskab finder det sidste land så tiltrækkende, at de beslutter sig for at overvintre, og de bygger sig derfor nogle huse. Næste sommer tager de tilbage til Grønland og fortæller vidt og bredt om deres oplevelser. På vejen tilbage til Grønland opdager de på et skær nogle skibbrudne nordboer, som de samler op sammen med en masse vraggods. Det er ved denne lejlighed, at Leif får tilnavnet “den Lykkelige”. Det er dog usikkert, om det skyldes hans redningsaktion eller hans andel i vraggodset!

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 28 i 2000

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 3Skibet har været undervejs hele sommeren ’97, men på grund af forsinkelser og problemer med roret tvinges mandskabet til at afbryde rejsen og overvintre i Nuuk. Et par besætningsmedlemmer mener, at de har fået nok af kulde og roning og hopper af. Det bliver min chance. Lederen af ekspeditionen, Hodding Carter, ringer mig op. Jeg kender ham fra sommeren ’97, hvor han boede på vandrerhjemmet i Narsarsuaq, som jeg bestyrede. Da han spørger, om jeg vil med, tvivler jeg ikke ét sekund.

Roret faldt af!
Den 28. juni ´98 kan vi stikke til søs fra Nuuk, fulgt af ti grønlændere i kajakker; en gestus de gamle nordboere nok ville have skelet til med hævet stridsøkse, men det eneste, der blev hævet denne dag, var glassene og stemmerne, der råbte farvel.
Roret gav stadig anledning til bekymring, og en dag sker det, som alle frygtede. Roret falder af! Det reb, som holder styreåren ind til skroget i styrbords side, er sikret for svagt, og en knytnæve-stor knude bliver suget ind gennem et hul, der knapt er større end et kranies øjenhule. Vi får repareret skaden, mens vi ligger og ruller i rum sø. Det er heldigvis ikke alvorligt. Vi udtænker et stærkere system, og det viser sig at holde bedre.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 5Hvaler forude!
På vej fra Nuuk til Sisimiut er der masser af hvaler. Mest pukkelhvaler, men også finhvaler og vågehvaler ses. Nogle gange er det os, der opdager hvalerne, før de opdager os. Således er vi ved at sejle en hval ned, der ligger og sover i rum sø. Vi havde regnet med, at den ville flytte sig, men den har åbenbart ikke hørt vores skib, og først i sidste øjeblik fortrækker den med et gevaldigt plask med halen. Andre gange var hvalerne så optaget af at sluge fisk i sig, at vi kunne sejle helt tæt på uden at forstyrre det mindste. 
Ventetid nord for Polarcirklen Turen op langs Grønlands kyst går godt. Vi krydser polarcirklen den 13. juli, og selvfølgelig må der skåles og bades. Vi ligger nu lidt syd for Sisimiut, som bliver vores sidste stop, inden vi krydser over til Canada. Vi regner ikke med at se civilisationen igen, før vi når nordspidsen af New Foundland, og den tur kan tage uger, måske måneder. Uvisheden er måske det største psykiske pres. Efter blot tre uger undervejs er der stadig nogle af os, som vågner hver morgen og spørger, hvad klokken er, og hvad planerne er for i dag. Men under disse forhold er det umuligt at sige noget med sikkerhed. Vi sejler, når vejret er til det, og når det ikke er sejlvejr, ligger vi stille. Vi må indstille os på at leve i nuet. 
Billede nr. 5. Billedtekst: “Snorri” i hårdt vejr. Her gælder det om at være koncentreret og hele tiden sikre sig selv.

Isbjerge og råt hvalspæk Endelig den 4. august kan vi stikke vestpå. Vi tager en sidste dukkert nord for polarcirklen, og derefter gør vi skuden klar til oceansejlads; livliner bliver rigget til, og vi sætter et specialsyet lærredstelt op på fordækket. Det er en helt særlig følelse, der griber en, når man stikker til havs ud imod den blå horisont. Og det må have været helt fantastisk for de gamle vikinger, der jo ikke vidste med sikkerhed, om der lå noget derude.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 6Sejladsen over Davis Strædet er alt andet end ensformig, Vejret er meget omskifteligt, og vi oplever både havblik og kuling, truende skydække og helt blå himmel. Vores humør er i top, når det blæser, og så er det lige meget, om det også regner, hvad det ofte gør. Vi er fire mand på vagt ad gangen, og når vi er på dæk, har vi alt vores tøj på. Temperaturen holder sig mellem fire til seks grader, men efterhånden har vores kroppe vænnet sig til kulden. Vi er til gengæld altid sultne, og en luns råt hvalspæk eller råt sælkød er blevet en eftertragtet spise. Det varmer dejligt. Store isfjelde begynder nu at dukke op i horisonten, og så må vi være på vagt. Selv små stykker is kan let sænke vores spinkle træskib.

Billede nr. 6. Billedtekst: “Isbjerg forude”.

Isbjørne og hvalrosser

Efter en uges sejlads dukker Baffin Island ud af tågerne. Mørke og lyse klipper, ikke et spor af liv på land. Men i havet er der sæler, hvaler og tilmed hvalrosser. Vi er nær ved at sejle et af de store dyr ned. Vi tror, at det er en sten og forsøger at undvige, men det er for sent. I et par spændte sekunder venter vi på et ordentligt brag, men pludselig vender stenen sig om, viser sine stødtænder og svømmer væk.

Vi søger ind under land og finder en ankerplads. Uheldigvis er den “optaget” af en isbjørn. Vi kan knapt tro det. Men der ligger den – en 800 kg gullighvid bamse som sikkert er snu nok til at vente på mørkets frembrud, før den vil svømme ud og besøge os. Vi har ikke lyst til at være natmad, så vi luffer videre, og under sejl i mørket får vi vredet “Snorri” ind gennem en otte meter bred åbning i kystlinien til en beskyttet vig - ledig ser det ud til.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 7 thumbI de dage, der følger, er der isbjørne overalt på kysten. Søvnigt dasende eller nysgerrigt svømmende efter os. Vi indser, at vi ikke længere er “top of the foodchain”, men derimod “top of the menu”. Når bamsefar kommer for tæt på, tager vi køkkengrejet frem, og mens Hodding skamfiler pramdriversange fra Mississipi, knalder vi løs på gryder og pander. Sjovt nok virker det afskrækkende på bjørnene. 
Vi er på vej sydpå igen, og den 17. august ser vi toppene af Torngat-bjergene på det nordlige Labrador. Kysten er mere tropisk præget; der er nu enkelte grågrønne pletter spredt rundt i stenlandskabet, og vi vil på bærjagt. Vi er lige ved at tage kajakkerne frem, da endnu en isbjørn kommer svømmende ud imod os. Det er helt tilfældigt, at jeg opdager den blot 15 meter fra os. Vi er alle travlt beskæftiget med at rigge til for natten. Den ser meget nysgerrig ud, men lader sig nemt skræmme af vores køkkengrejssymfoni. Hele natten må vi igen på bjørnevagt med jagtriffel, lygter og lyskastere liggende klar.

Mareridt og håb Torngatbjergene bliver turens mareridt. I to uger er det vindstille, og havet ligger spejlblankt. Vores rygge brankes af solen, og håndfladerne fyldes langsomt med hård hud i takt med, at de slider sig ned igennem årenes asketræ. Vi ror - mest for at vide, at vi er på vej. Det bliver ikke til mere end 12-14 sømil om dagen. Der er over 700 sømil igen. Endnu er dagene lange, så vi kan ro i 13-14 timer. Vi har fire mand ved årene og kan skifte ud hver halve time. Efter to uger har vi prøvet enhver ordleg, og vi har fortalt hinanden alle vores historier mindst to gange.

Netop som vi har opgivet ethvert håb om at ankomme før begyndelsen af oktober, kommer vinden igen, og denne gang er den endnu mere dyrebar end før. Humøret stiger. Nætterne fyldes med nordlys og stjerner. Vi er de eneste herude. Det er for vildt! Eventyret hopper ud af bøgerne, og vi er midt i det. Vi drager på opdagelse i ødemarken, samler forråd af drivtømmer og bær. Vi steger en rensdyrkølle i en stenovn og bygger en svedehytte på en ø lavet af blå iriserende månesten. Vi er eventyrere, og vi sejler på det smukkeste skib i verden.

“Vi ror sgu’ i land”
Vinden giver os nogle gode dage med masser af vind, og vi rykker frem mod målet. I slutningen af september er vi så tæt på, at vi kan give besked om vores forventede ankomst. Vi ligger i ly på Labradors sydkyst og venter på en chance til at krydse over til Newfoundland. Mandag lusker vi ud. Det blæser stadig fra nord - perfekt for os. Men ikke så snart er vi ude i strædet, før vinden dør, og vi må ro. Vi ror i tolv timer, indtil vi må give op overfor tidevandet. Vi kaster anker i tidevandsstrømmen, blot et par mil fra målet.

aw28 groenland i leif den lykkeliges fodspor 1Da tidevandet vender, ror vi tættere ind under land, men så tager vinden til. Den er lige imod, og bare et par hundrede meter fra land må vi “kedge” os frem ved at flytte ankrene skiftevis. Folk stimler sammen inde på land. Der må være et par hundrede tilskuere. Det er blæsende og koldt. Regnskyer truer med at vaske ceremonien væk. “Vi ror sgu’ de sidste meter i land”, foreslår Hodding. Den får alt, hvad den kan trække i hård modvind, men vi bevæger os, og da boven tager grunden, kaster vi anker. Vi stiller os op på rælingen, tæller til tre, hopper i og svømmer de sidste hundrede meter i land. Og så er vi der. Vikingerne har genopdaget Amerika!


Viden

Ekspeditionen bestod af Hodding Carter (leder), Terry Moore (kaptajn), Rob Stevens (bådebygger), John Gardner (bådebygger), Dean Plager, Doug Cabot, John Abbott, Homer Williams og Erik Larsen.

“Snorri” er bygget i Maine af Rob Stevens Boatbuilders efter tegninger fra Roskilde Vikingeskibsmuseum. Skibet er en kopi af Skuldelev 1 - det store fragtskib på museet. “Snorri” er 54 fod lang, 16,5 fod bred og stikker tre fod. Knæ og tofter er af eg og lærk. De 16 bordgange er af fyrretræ og samlet med 3000 håndsmedede jernnagler. Masten, der er 43 fod og af gran, bærer et 100 kvadratmeter lærredssejl. Der er otte 18 fods årer. Skibet var lastet med 12 tons ballast, så den totale vægt kom op på 25 tons. Kølen blev lagt i sommeren ’96, og skibet kunne søsættes den 26. april ’97. Fra Maine blev skibet sendt med containerskib til Narsarsuaq, hvortil det ankom den 14. juli ’97.


Leif den Lykkelige

Leif Eriksson var søn af Erik den Røde, den første nordbo, som bosatte sig i Grønland i år 982. Leif havde hørt om Bjarni Herhjolfssons tur mod vest. Engang var Bjarni sejlet fra Norge mod Grønland, og på grund af dårligt vejr var hans skib blæst ud af kurs. Bjarni havde aldrig før været på Grønland, men han havde hørt, hvordan der så ud. Da han endelig så land, var det fladt og skovdækket. Dette kunne ikke være Grønland, resonerede Bjarni og sejlede videre. Da han så land anden gang, var det bjergrigt og skovdækket. Dette kunne heller ikke være Grønland, så han sejlede igen videre. Da han tredje gang så land, var det højt og klipperigt, men der var ingen frodige dale, så det kunne dermed heller ikke være Grønland. Altså sejlede han videre uden at gå i land, og ved et lykketræf lykkedes det ham at lande i Grønland nær ved hans fars gård. Der var mange, der gjorde grin med Bjarni, da de hørte, at han ikke havde sat fod på de nye lande.

Da Leif er en ung mand, beslutter han sig for at besøge de lande, som Bjarni beskriver. Han vil have sin far med, men Erik mener, at han er for gammel. Så Leif tager selv afsted med en besætning på ca. 20 mand, hvilket formentlig sker omkring år 1000. De besøger de tre lande, Bjarni beskriver, i omvendt rækkefølge, og i modsætning til Bjarni går de i land alle tre steder for at se, om der skulle vise sig noget af interesse. For nordboer i Grønland har det sikkert været tiltrækkende, at Bjarni fortalte om skovdækkede lande - træ var en mangelvare i Grønland.

Leif og hans mandskab finder det sidste land så tiltrækkende, at de beslutter sig for at overvintre, og de bygger sig derfor nogle huse. Næste sommer tager de tilbage til Grønland og fortæller vidt og bredt om deres oplevelser. På vejen tilbage til Grønland opdager de på et skær nogle skibbrudne nordboer, som de samler op sammen med en masse vraggods. Det er ved denne lejlighed, at Leif får tilnavnet “den Lykkelige”. Det er dog usikkert, om det skyldes hans redningsaktion eller hans andel i vraggodset!

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 28 i 2000

Andre spændende artikler


5 måneder på tømmerflåde gennem Amazonas

5 måneder på tømmerflåde gennem Amazonas

Nostalgi: 3 x Kløvedal genudgivet

Nostalgi: 3 x Kløvedal genudgivet

Kløvedals udvalgte drømme

Kløvedals udvalgte drømme

Log ind