Stenalderfolk på Ny Guinea

Vi ville på høflig vis spørge om lov til at besøge klanen, så i landsbyen Magai, et slags ceremonielt centrum for områdets folk, blev to budbringere sendt ind til klanen for at få tilladelse til besøget. Senere kom de tilbage og kunne meddele, at vi var velkommen - selvfølgelig mod at medbringe gaver.

Dagen derpå står vi så ansigt til ansigt med klanfolkene i hjertet af deres territorium. Stedet ligger i Korowai-folkets land på West Papua, den indonesiske del af Ny Guinea. Det er et enormt område dækket af jungle, der endnu ikke er videnskabeligt udforsket, og hvor kun få rejsende har været.

Menneskerne her virker naturligvis lidt sky og generte i starten, da ingen missionærer, regeringsfolk eller turister endnu har besøgt bopladserne i dette område. Kontakten til de nærmeste naboer, hvilket ofte er slægtninge, består normalt af fredelige begivenheder som handel, giftermål og ceremonielle festligheder, men røveriske overfald og drab forekommer dog regelmæssigt.

Mødt med frygt og mistro
Efter udveksling af diverse høflighedsfraser bygger vi en lille teltlejr foran den ene af bopladsens kun to hytter, der vil være vores base under opholdet hos Korowaibatu-klanen. Et par lokale hjælper til med at bygge lejren, og da opdager jeg til min glæde, hvilket traditionelt folk vi egentlig gæster: De bruger nemlig stadig stenøkser! Formålet med at rejse hertil er jo netop også at lave en fotoreportage af et uberørt naturfolk, inden det er for sent, for udviklingen sker hurtigt på Ny Guinea. Sådanne tanker flyver gennem mit hoved, mens jeg forbløffet ser på mændene, der knokler med deres stenøkser.

Jeg må for alt i verden kun besøge den ene hytte, da en rædselsslagen og dermed livsfarlig gammel mand har forskanset sig i den anden 100 meter derfra, fortæller Uraipen nervøst. Tilsyneladende er det mig, den gamle frygter, fordi han nok aldrig helt har troet på eksistensen af hvide mennesker, og så står der pludselig en midt på bopladsen. Men måske skjuler hytten også noget, der har med klanens rituelle liv at gøre. Noget der officielt er forbudt, og ingen nysgerrig fremmed skal have kendskab til. I hvert fald ønsker jeg ikke at havne i en byge af pile og holder mig væk.

Det gælder jo først og fremmest om at gæste disse folk på deres præmisser, og i øvrigt respektere hvad de end beslutter. Faktisk ser alle på nær de charmerende børn ud til at betvivle, om jeg egentlig har noget at gøre her. Ja, selv Uraipen bliver anset for at være en fremmed og potentiel fjende. Han er jo også fra et andet folk i højlandet langt væk, men han er til gengæld en fremragende diplomat og har kendskab til Korowai-området.

Hvid medicinmand
Mistroen til os forsvinder dog lidt efter lidt, og snart dukker folk fra omegnen op. De kommer for at se den hvide mand, der har de mest besynderlige ting med sig, såsom en gylden boks, der optager og gengiver både mennesker og tale. Mit videokamera er netop midlet, der optør isen mellem os, og som en magnet tiltrækker det nu søde og nysgerrige mennesker. De morer sig hjerteligt over at se sig selv i den lille kasse. Det er som om, at klanen med ét har accepteret os, og da stemningen er blevet lettet, kan jeg derfor bedre følge dem i hverdagen.

I hytten fortæller en af bærerne de interesserede lyttere om verden udenfor ved at vise billeder fra en rejsebog jeg har med, og samtidig sætter en ældre kvinde sig ved min side for at fremvise et grimt sår på anklen. Under de hygiejniske forhold stedet nu tillader, forsøger jeg at rense såret og ligger et helende plaster på. Hun går glad videre, og snart står en kø af både børn og voksne med væskende sår foran mig. Ud over almindelig mangel på sundhed lader det til, at sår og rifter er et stort problem. Jeg har ellers set nogle lægende planter blive brugt som forbinding, men stammefolkene sætter nu deres lid til min medicin.

Et glimt af fortiden
Det er en speciel følelse at kunne studere disse “stenalder-mennesker” ved årtusindskiftet, hvor man i den fjerntliggende, vestlige verden mest af alt frygtede et større computersammenbrud. Alle materialer, som klanen benytter, er fra den omkringliggende skov, som fx sten, træ, bambus og visse plantefibre til bl.a. beklædning. Sidstnævnte bruges til skørter, der er kvindernes påklædning, mens overkroppen forbliver nøgen.

Hos mændene er “tøjmoden” langt mere særpræget. Når puberteten indtræder bliver drengens penis presset tilbage i pungen, og holdt inde med et lille grønt blad bundet stramt omkring. Det grønne blad og en eller flere rattan-stængler snoet om livet, er mændenes beklædning. Når drengene er vokse kan de følge de ældre mænd på jagt og senere stifte familie.

Det er selvfølgelig af stor betydning at der findes regler for ægteskabelige forhold hos disse folk, der næppe overskrider tres personer. Forældrene er vigtigste led i afgørelsen om at to unge kan flytte sammen. Typisk bliver kvinder fra nabosamfund  optaget i klanen, men det hænder også at Korowaibatu-mænd flytter væk fra territoriet for at finde sig en kone et andet sted.

Trækronerne som hjem
Klanen er en undergruppe af Korowai-folket, som tæller omkring 3000 mennesker og lever i små familiesamfund i regnskoven syd for West Papuas højland. Træhusfolket, som man også kalder Korowai-folket, har for mange år tilbage valgt at bosætte sig i solide hytter bygget i trækronerne. Nogle hytter hænger op til 50 meter over jorden, men de fleste er bygget i 15-30 meters højde.

Det ser risikabelt ud, men menneskerne her er glimrende til at klatre, og der er flere ret indlysende grunde til at bo så højt. Primært er det til forsvar mod fjendtlige stammer eller klaner, der umuligt kan komme op, når stigerne til jorden er fjernet. Desuden frygter man de hvileløse spøgelser samt alt det giftige kryb på skovbunden. Efter fem-seks år forlades træhytterne, og klanen finder et nyt område at slå sig ned i med bedre fødegrundlag. Traditionelt bruges efterladte hytter derefter som begravelsesplads for afdøde slægtninge.

I modsætning til andre jæger/samler-folk har hvert lille samfund en høvding eller talsmand, der i tæt samarbejde med den pågældende klans øvrige medlemmer træffer de vigtige beslutninger. Korowaibatu-klanen er bygget op omkring en håndfuld brødre fordelt på flere bopladser. På bopladsen, jeg besøger, lever høvdingen sammen med to af brødrene, hvoraf den ene er den gamle mand, der skjuler sig i den anden hytte. Med koner og børn bor der ca. tolv mennesker på bopladsen. De to hytter er ganske utraditionelt anlagt på jorden, men det skyldes, at stammen netop er flyttet hertil og først skal til at påbegynde arbejdet af nye hytter i trætoppene.

Kampen for overlevelse
Marven fra sagopalmen er Korowaibatu-folkets vigtigste ernæringskilde. Ofte ledsages denne af fisk eller vildsvin, hvis heldet er med jægerne. At skaffe føde er dagligdagens vigtigste beskæftigelse, men alligevel er fejl- og underernæring desværre meget udbredt, hvilket bevirker, at børnedødeligheden er ekstrem høj.

Jeg følger med ud til en sagopalme i junglen og er snart vidne til, hvor besværligt og tidskrævende et arbejde det er at hente maden hjem til familien, når man kun har stenøkser til rådighed. Palmen bliver først fældet og flækket, hvorefter marven hakkes i små stykker. Så putter kvinderne marven op i et stykke palmebark, der bliver overhældt med mudret regnvand. Saften løber derefter gennem et filter ned i et andet stykke bark, hvor den står et par timer, til den er blevet en grødet masse og kan lægges i bålets gløder.

Vildt fra skoven bliver jaget med bue og pil, men klanens fiskerimetode er mere imponerende at følge. Mændene fletter først en kurv af store blade fra en palme, og et myrerbo hentes derefter fra toppen af et træ for at blive smuldret ned i kurven. Til sidst sættes en tværstang over, og “fiskerusen” lægges ned i en å. Myrerne er madding for fiskene, der lokkes ind i fælden. Senere kan den altid beskedne fangst hives i land. En dag, mens der fiskes, ser høvdingen en stor, fed frø og skyder hurtigt en pil gennem den - alt kan spises. Dagens slid er overstået, og de sultne mennesker kan igen se frem til mad. Sagoen, der er blevet tilberedt på ildstedet, er uappetitlig melet indvendig, mens det yderste er ganske lækkert og smager lidt af snobrød.

Truslen fra den mørke skov
På et tidspunkt fortæller en af bærerne, at for få måneder siden gik en mand fra Kombai-folket ind i området - uden at være inviteret. Han blev slået ihjel, hakket i småstykker og lagt på bålet for endelig at blive fortæret af Korowaibatuerne. Menneskeæderi, der efterhånden sjældent bliver rapporteret, sker angiveligt pga. proteinmangel i føden. Samtidig udviser kannibalisme den største ydmygelse over for den dræbte person, der altid ville have været en fjende. Oprindeligt lagde man derefter knoglerne ud på skovens stier for at advare andre imod at trænge ind i området.

En spøgefuld lytter til vores samtale og slynger ud, at menneskekød smager godt, ja faktisk bedre end gris. Uraipen og jeg stirrer vantro på manden, der begynder at fnise, og snart ler vi alle højlydt. Men måske er der noget om snakken. I hvert fald skete der en måned inden min ankomst noget, som illustrerer nødvendigheden af at løse en hvilken som helst konflikt hurtigt og fornuftigt. En fra bopladsen blev dræbt af mænd fra landsbyen Magai, og alligevel åndede alt fred og ro, da jeg kom. I visse tilfælde kan nogle klaner dog ligge i langvarige fejder pga. en farlig mistro til hinanden.

Åndernes verden
Det er ikke så let at få kendskab til naturfolkenes tro. Først vil de ikke sige noget, og det virker som om, at de slet ingen religion har. Gennem min uundværlige tolk prøver jeg at forklare, hvad jeg mener med betegnelsen religion, fx peger jeg op på solen og spørger, hvad det er. De omkringsiddende mænd kigger forundret på mig, som om jeg er et fjols, men indrømmer så, at man ikke har en fornuftig forklaring. At solen giver varme er vel egentlig også nok.

Men den lidt fjollede samtale har gjort, at mændene forstår mine spørgsmål. Det viser sig, at klanen har en åndeagtig guddom med navnet Lario. Denne er ikke direkte en person men snarere et begreb. Lario er overalt og kan tage bolig i alt. Menneskerne må regelmæssigt ofre til den store ånd ved at lægge mad ud på et bestemt område. Når fx en fugl eller sky passerer stedet, er det et tegn på at Lario er kommet.

Den vigtigste del af deres animistiske tro er dyrkelsen af forfædrenes ånder, hvad de har tilfælles med andre naturfolk. Som et eksempel kan fortælles, at når en person er død, bliver stedet helligt og vil ofte være ved et bestemt træ, sten eller en hytte. Familien må så huske at ofre til afdødes ånd på dette sted. Kommer man til at springe en sæson over, får det katastrofale følger med sult og sygdomme. Ånden vil ikke finde sig i at blive glemt. Hekseri menes også at være årsag til mange dårligdomme blandt menneskerne. Overtroen er uden den mindste tvivl en betydelig del af hverdagen.

Den sidste aften på bopladsen
Troperegnen er begyndt at styrte ned, og det tordner fælt. Men vi sidder tørt og lunt omkring hyttens ildsted i en hyggelig atmosfære. Dagens fangst af fisk og sago er blevet spist, og alle slapper af. Nogle snakker, én spiller på bambusmundharpe - et instrument de har tilfælles med højlandsfolkene - mens andre er faldet i søvn. Stemningen bliver pludselig brudt af den rare klanhøvding, der med beklagelse opfordrer os til at forlade stedet, så snart det er morgen.

Grunden er, at en nabolandsby er på krigsstien, og at nogle blandt Korowaibatuerne kan tænkes at overfalde os af ren ærgerrighed. Da forstår jeg, hvorfor en bevæbnet kriger hele tiden har fulgt mig, når jeg foreksempel skulle hente vand fra åen. Han har holdt sig på afstand og var somme tider ikke til at se, men så snart turen gik tilbage til bopladsen, eskorterede krigeren mig igen. Hver nat sidder en livvagt uden for mit telt, og den stakkels “høvding” har ikke fået lukket et øje af bekymring for vores sikkerhed.

Jeg beslutter mig for at følge høvdingens råd og snart går turen tilbage. Vi kommer til Magai, og fortsætter efter et par dages ophold til Becking-floden,  hvorfra en kano sejler os til landsbyen Yaniruma, som vi startede fra. Her overnatter vi i et rigtigt hus, inden et missionærfly bringer os tilbage til højlandet. I skumringstimen sidder jeg på husets veranda og kigger over mod den frodige regnskov på flodens modsatte side. Mine tanker går til menneskerne, der bor dybt inde i skovens vildnis. De er endnu  traditionelle naturfolk, som lever i en næsten uberørt verden fjernt fra vor egen. Kommer jeg tilbage om få år, vil meget være anderledes.

Artiklen blev bragt i Adventure World nr. 30 i august / september 2000