Thingvellir er uden tvivl Islands vigtigste historiske lokalitet. I disse smukke omgivelser har mange af landets afgørende begivenheder fundet sted. Siden vikingerne her dannede Stortinget i år 930, har det symboliseret Islands kamp for selvstændighed. Det var også her, at staten Island blev etableret i middelalderen. Sidst i det 18. århundrede nedlagde parlamentet dette mødested, men efter hård kamp fra islandske studenter på Københavns Universitet, blev det i 1845 genetableret, nu i Reykjavik. I 1928 blev Thingvellir oprettet som Islands første nationalpark, og da Island erklærede sig uafhængigt i 1944, blev dette gjort i Thingvellir, hvilket gav nationalparken en evig plads i islændingenes hjerter.
Delt mellem to kontinenter
Geografisk tilhører Island to kontinenter, det europæiske og det amerikanske. Disse to kontinenter driver, i kraft af de tektoniske plader, væk fra hinanden med en hastighed på to meter pr. århundrede. Denne proces ses tydeligt i Thingvellir. Landet synker konstant pga. af landmasserne, der glider fra hinanden. Således er der dannet en enorm sprækkedal. I denne gravsænkning dannes sprækker og kløfter, hvoraf nogle er tilgængelige for cyklister, andre kun for dykkere. Det er her, at grundvandet hæver sig fra tusinder af underjordiske tunneller med piblende krystalklart vand fra regn og smeltet sne. Disse kilder føder Thingvallavatn, og som et resultat af dette geografiske fænomen er her skabt et af verdens mest særprægede dykkersteder. Når man bevæger sig rundt i det dramatiske klippelandskab, er det eneste tegn på dykkernes eksistens udåndingsboblerne, der brister på vandoverfladen.
Det ekstraordinært klare vand giver dykkeren en fornemmelse af flyvning og vægtløshed. Det er uden tvivl det tætteste, man kan forvente at komme et besøg på en fjern planet. Når man ser op nede fra bunden, fremstår skyerne og solens stråler lige så klart som oven vande - kun let forstyrrede af den lette røre i vandet. Luftboblerne reflekterer lyset i alle regnbuens farver, når sollyset rammer dem på vej mod overfladen. Det ser ud som om, boblerne snegler sig de 40 meter opad. Her har man en sigt, som pga. plankton og alger sjældent opleves i havet.
Dyrelivet i kløfterne er ikke særligt alsidigt og består hovedsageligt af mindre ørreder, der gemmer sig i sprækker eller under sten. Større stimer kan ses, hvis man dykker ind i kløftens huler. Man kan også være heldig at se en svømmende mink eller en and, der padler løs på overfladen. Den største attraktion er imidlertid de massive stenflader/klippepartier og den overvældende sigtbarhed.
Rystende huledykning
Thingvellir er ikke forbundet med havet. Vandtemperaturerne ligger på to til fire grader, og det kræver, at man har erfaring med at dykke med tørdragt. Uden et sådant kendskab, vil man være for usikker og fokuseret på udstyret til fuldt ud at kunne nyde oplevelsen. Men en rimelig erfaren dykker vil ikke have problemer med at finde en spændende rute.
Kløfterne har et netværk af huler, der kan tilfredsstille både begynder-huledykkere og de teknisk mest velfunderede. Hulernes loft er et miskmask af sten og større klippestykker, men på trods af deres skrøbelige udseende er der ringe risiko for faldende klippestykker. Men Island er jo geologisk set et ungt land, og risikoen for, at der opstår jordskælv eller vulkanudbrud, mens der er dykkere i vandet, er tilstede. Det er faktisk sket før. Heldigvis har klipperne stået solidt.
Det er dog ikke nødvendigt at dykke ind i hulerne for at opleve disse kilders overvældende skønhed. De frie vandmasser byder på en sigtbarhed på over 50 meter - med totalt fravær af plankton. I det åbne vand er klipperne måneagtigt bare med stejle frie fald. Hulernes midnatsblå miljø afløses her af lyst solskin, der fremviser de bare klipper. De vil senere på sæsonen være dækket af et lag af lysende grønne alger.
Få til at forplumre oplevelsen
Historien om dykning i Thingvellir er relativ gammel. Den begyndte i 60’erne, men ikke ikke før 1992 blev stedet dog opdaget af den øvrige verden. Det var det år, den berømte svenske undervandsfotograf Göran Ehlme kom for at tage billeder til et reklamekatalog. Herfra gik rygtet til skandinaviske dykkere og videre til hele det europæiske dykkersamfund. Før Ehlmes besøg var stedet kun kendt af en lille skare islandske sportsdykkere og nogle få heldige udlændinge på strejftogt. Nu om dage besøges stedet ofte af dykkere fra hele Europa og professionelle guider er klar til at vise dem rundt.
Thingvellir er ikke et allemandsdyk, og du vil aldrig se busfulde af dykkere her. Dertil er stedet alt for skrøbeligt - for mange i vandet vil hvirvle partikler op og fuldstændig ødelægge oplevelsen. Der er stadig meget få mennesker, der besøger Thingvellir. Men dem, der gør det, kan helt sikkert vinde mange væddemål, når de kommer hjem og påstår, at de har dykket frem og tilbage mellem Europa og Amerika.
Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) 37 i juli / august 2001
