I hælene på en moskusokse

Med kameraet i Grønland

Mit første møde med Grønland glemmer jeg aldrig. Fra flyveren så jeg kanten af indlandsisen med de turkisblå søer forsvinde ud i det mørkegrønne tundralandskab, og efterhånden som vi kom længere ud over tundraen, rejste de smukke fjelde sig op på siderne af maskinen, og vi sluttede af med et flot sving ud over det imponerende floddelta med smeltevandsfloder, der snoede sig som hundredvis af levende slanger ud mod den store fjord. Da jeg endelig stod på jorden kunne jeg mærke den friske luft prikke i næseborene, og jeg følte mig allerede trukket ud i naturen, imod bakkerne og eventyret.

_MG_8750.jpg
Skrevet af: Uri Golman
Opdateret den 04. mar 2022

Mit første møde med Grønland glemmer jeg aldrig. Fra flyveren så jeg kanten af indlandsisen med de turkisblå søer forsvinde ud i det mørkegrønne tundralandskab, og efterhånden som vi kom længere ud over tundraen, rejste de smukke fjelde sig op på siderne af maskinen, og vi sluttede af med et flot sving ud over det imponerende floddelta med smeltevandsfloder, der snoede sig som hundredvis af levende slanger ud mod den store fjord. Da jeg endelig stod på jorden kunne jeg mærke den friske luft prikke i næseborene, og jeg følte mig allerede trukket ud i naturen, imod bakkerne og eventyret.

Der er mange skrøner om Kangerlussuaq, og turister siger ofte, at byen bare er noget, der skal overstås. Intet kan i mine øjne være længere fra sandheden. OK, byen i sig selv er selvfølgelig en gammel amerikansk base og mangler derfor de noget smukkere grønlandske huse, som man ser i eksempelvis Sisimiut. Men til gengæld har Kangerlussuaq noget af den mest tilgængelige interessante natur for fotografer og naturinteresserede.

Bag selve byen findes der en vej, der går øst mod indlandsisen, og syd for byen løber den store smeltevandsflod Robinson River. Begge dele er gode vejmærker for vandreture for de mindre øvede. Ude i landskabet lever tusindvis af moskusokser og rensdyr, og jo længere man kommer ind imod isen, desto nemmere er det at komme tæt på dyrene. 

I hælene på en moskusokse
Jeg har brugt utallige dage i området og for nylig var jeg af sted igen. Målet på denne tur var at optage en film om området, og vi skulle derfor det hele igennem. Første mål var moskusokserne. Efter ankomst til byen forhørte vi os med nogle af de lokale guider og fik at vide, at der var god chance for, at vi ville støde på en af de større hanner inde ved Russell Gletsjeren. Dette passede virkelig godt ind i vores program, da vi alligevel skulle ind til gletsjeren og optage.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

 MG 9019Vi pakkede vores gear og noget grej til overnatning, købte mad i det lokale supermarked og tog af sted. Bare to timer efter stod vores telt med smuk udsigt til den store gletsjer, og Tobias (tysk filmfotograf) og jeg gik ud i landskabet for at se, om vi kunne finde moskusokserne. Det varede ikke længe, inden vi så en stor han forsvinde over bakkekammen foran os.

Det var tydeligt, at hannen fulgte gamle veksler, så vi havde ikke de store problemer med at stalke ham. Vores største problem var en let vind fra ryggen, som gjorde ham opmærksom på vores tilstedeværelse. På en eller anden måde var vi nødt til at komme foran ham.

Vi valgte at gå op på en bakkekam for at kigge på de tydelige veksler og så prøve at gætte os til hans rute. På toppen af bakken kravlede vi langsomt frem og cirka 40 meter under os, kunne vi se ham vandre langsomt af sted over tundraen.

Vekslerne var tydelige, og vi kravlede ned igen og fortsatte mod nord for at komme uden om et par større bakker. Langsomt men sikkert kom vi udenom ham uden at blive opdaget, og en time efter lå vi i en lav bevoksning af arktisk birk og ventede. Hannen havde ikke travlt og stoppede op for at tage en lille lur op ad en stor sten. Vi rykkede os langsomt nærmere, indtil vi havde Russell-gletsjeren som baggrund. Det var et drømmeskud, hvis det lykkedes.

AI6Y0781Op over isen
Efter en lille times søvn begyndte hannen igen at røre på sig, og endelig kom han inden for en distance, hvor vi kunne få vores skud. Han reagerede ikke umiddelbart på kameraets klik og kom bare nærmere og nærmere. Til sidst stod han omkring 30 meter fra os og gumlede fint med indlandsisen i ryggen.

Den første dag var ikke engang overstået, og nogle af de vigtigste skud var allerede i kassen. Jeg tog et par billeder til, og hannen blev pludselig nysgerrig. Han løftede sit massive hoved og fortsatte i let trav direkte imod vores placering. Tobias og jeg kiggede smilende på hinanden – begge to velvidende om, at det var på tide at være helt stille. Med høj puls lå jeg og nød sceneriet, og så det store dyr stille sig op omkring 10 meter væk, mens den undrende kiggede i vores retning.

Den virrede lidt med hovedet, og jeg var virkelig glad for, at vi begge var godt camouflerede i vores grønne tøj. Den store tyr prustede en enkelt gang, vendte sig om og luntede så et par hundrede meter ind i landskabet igen. Vi rejste os op og gik tilbage mod vores camp og nød en stor aftensmad tilberedt på trangia.

Tilbage i byen mødtes vi med piloten fra Greenland Air Zafari og tog hurtigt af sted ind mod iskanten. Vi kunne åbne vinduet i højre side af flyet, og på den måde kunne vi få gode billeder af de smukke formationer under os. Piloten var en sand mester i at styre sit fly og kunne krænge flyet helt over, så vi næsten havde en 90 graders vinkel til jorden. Under os spillede de turkisblå smeltevandssøer i lyset, og gletsjerspalterne gav dramatik. Vi havde god vind og godt lys hele vejen, og billederne blev suveræne.

AI6Y1002Kort efter landing mødtes vi med vores isguide, Kim fra World of Greenland, og kørte ind for at tilbringe et par dage på indlandsisen. Med pulke på ryggen og cramponer på fødderne bevægede vi os ind over det bølgende islandskab. Fornemmelsen af at gå på isen med cramponer er underlig tryg, og man finder hurtigt ud af, at selv stejle vinkler ikke er de store problemer.

Vi slog lejr med et stort ekspeditionstelt og fik gang i noget tiltrængt madlavning. Menuen stod på tørfoder, kiks og masser af vand, og tanken om en dag at gå hele vejen over isen var ikke langt væk. Fornemmelsen af at være på verdens næststørste gletsjer er fantastisk.
Man vil af sted igen

AI6Y1650Næste dag fortsatte vi længere ind på isen og stødte forholdsvis hurtigt på en større gletsjersø. Området var smukt, bakket og søen lå aflangt formet imellem tre store bakker. Fotomulighederne var uendelige, og vi gik, kravlede og klatrede rundt for at få de bedste vinkler. Efter at have arbejdet på isen i 19 timer, var det tid til at vende hjemad, og vi vandrede tilbage til bilen, som stod klar ved randen af isen. På vej hjemad stødte vi dog på flere rensdyr og valgte lige at klemme en ekstra times arbejde ind i den trætte krop.
Alt i alt havde vi brugt fire døgn i området omkring Kangerlussuaq.

Vi havde arbejdet hårdt i cirka 80 timer og sammenlagt fået omkring 16 timers søvn, så da vi endelig lagde os til at sove, blev jeg grebet af en dejlig dyb og summende søvn. Den slags søvn, som man kun får efter en periode med masser af fysisk udfoldelse i naturen. Ingen drømme, ingen tidsfornemmelse, men bare en krop fyldt af ømme muskler og en sjæl fuld af skønne oplevelser. Jeg vågnede glad efter knap 10 timers søvn, og var allerede i fuld gang med at planlægge endnu et snarligt besøg til Kangerlussuaq.

 

Find din næste tur her


Ruteforslag
Arctic Circle Trail

Arctic Circle Trail

Andre spændende artikler


Oplev isbjerge i Grønland

Oplev isbjerge i Grønland

Guide til 6 oplevelser i Diskobugten

Guide til 6 oplevelser i Diskobugten

Vandring fra Kangerlussuaq til Sisimiut

Vandring fra Kangerlussuaq til Sisimiut

Log ind