”Hvad er det med den rastløshed? Bliver du ikke rodløs?”
De to spørgsmål har fulgt mig, siden jeg for 13 år siden startede livet som min egen form for nomade. Stemmelejet er bekymret, ansigtsudtrykket det samme. For ville det ikke være forfærdeligt ikke at have rødder? Og indebærer rastløshed ikke, at man aldrig stiller sig tilfreds?
Siden 1999 har jeg været lige så ude af Danmark som i Danmark, og kigger jeg på det seneste år, kan jeg på sin vis godt forstå spørgsmålene. Året har budt på syv måneder på cykel og til fods i Himalaya, en tur på tværs af USA i en bil uden nummerplade (den blæste væk 9000 kilometer inden målet i San Francisco, så jeg malede nogle tal på et stykke pap og klistrede den bag på den nedslidte maskine), to kortere ophold i Danmark, fire måneder i San Francisco.
De seneste par uger har jeg opholdt mig på en ranch langt pokker i vold ude i den amerikanske ørken i Arizona, ikke en nabo i sigte, og bortset fra klapperslanger, ørkenskildpadde, fugleedderkopper og voldsomme tordenstorme med næsten konstante lyn er der ingen forstyrrelser.
Så ja, mit liv er omflakkende rent geografisk. Men rodløst? Nej, det synes jeg ikke. At være rodløs er ikke at føle sig hjemme noget sted, ikke at have et fast holdepunkt i tilværelsen. Jeg føler mig hjemme i Danmark, Indien og USA. Mit holdepunkt er ikke begrænset til en geografisk plet, men jeg har solide, stærke rødder, uden at de dog er groet fast.
Og hvad er rødder egentligt? Er det hus, have og hæk, så har jeg dem ikke (og ønsker dem heller ikke). Er det nære menneskelige kontakter, er det helt anderledes. Og det pudsige er, at jo mere jeg er ude af landet, jo længere tid synes jeg at bruge med for eksempel mine forældre, søstre og deres familier.
