Kyststien - Bornholm rundt

På sydkysten er en del af stranden militært område, som man skal udenom. Hvor der er adgang forbudt, er temmelig tydeligt. 

Puslen i krattet
Jeg følger den ned ad en stejl trappe mod en strand af den slags, som er tungt sand og rullesten. Da jeg har moslet mig frem gennem det nogle timer, sender jeg en venlig tanke til vedkommende, der fandt på at anlægge det første stykke af stien langs hegnet ind til lufthavnen. Selv om jeg her på stranden er så tæt på havet, at duften af saltvand hænger i næseborene, og jeg næsten kan se, hvad de fiskere, der står i waders ude i havet, fanger, er det forholdsvis hårdt.

Det er strækningen efter det, der tidligere var et fiskerleje og i dag privat jollehavn, Boderne, til gengæld ikke. Området ned til kysten er anlagt som skydebane og hører under militæret, og på kortet over kyststien læser jeg, at man kun må gå på stranden, når kuglen er hejst.

Det siger mig ikke så meget – kuglen hejst? Men jeg ræsonnerer, at fordi jeg går i modsat retning rundt om øen af, hvor den kugle formentlig er placeret, kan jeg ikke se den, så jeg vælger den sikre vej – bagom skydebanen. Jeg er glad for det, da stien fører gennem skovtykninger og en puslen i krattet åbenbarer sig som et rådyr, der nysgerrigt stirrer på mig. Jeg stirrer igen, indtil det ubekymret springer videre.

Hen på eftermiddagen når jeg endnu et mindre fiskerleje, Bakkerne Bådehavn, som er udstyret med et af Bornholms kendetegn, et røgeri. Døren står åben, og selv om jeg til frokost har spist en bolle på en lun klippe på stranden og ikke har lyst til røgede sild, kan jeg ikke lade være at forkæle mig selv med en bornholmerbrygget iskold æblemost og sætte mig i solen med den, inden jeg tager dagens sidste stræk ad lidt mere strand. Jeg slutter på et B&B lidt væk fra kysten, med ømme ben, et ansigt, der er rødt af sol, og hår, der er stift af saltvand og vind – men inderligt glad for at have oplevet noget Bornholm, som jeg trods +10 besøg på øen aldrig har set før.

Danmark viser tænder
Jeg starter, hvor jeg sluttede dagen før. På stranden. Men de næste fem kilometer hedder stranden Dueodde, og det er med et ganske andet underlag. Her er den brede kridhvide sandstrand hårdtstampet som en skovsti, og selv om østenvinden spiller med de muskler, der i meteorologsammenhæng nok hedder kuling, danser jeg næsten hen ad den.

Der er noget særligt over at være alene på en bred strand, med det store hav bredt ud foran – eller ved siden af mig, og med vinden susende ind, så jeg må surre stropperne på min lille rygsæk fast, så de ikke smælder arrigt.
Naturens kræfter kan ikke tæmmes her. Det er mig, der er gæst, og det er en ganske særlig oplevelse, som jeg er glad for, at man ikke behøver tage til høje bjerge eller ekstreme ørkenområder for at opleve.

Lille Danmark har også natur med tænder. Det gælder også Balka Strand, som følger efter Dueodde. Den er dog overdynget med tang og mindre malerisk, og jeg får den ret hurtigt overstået. Jeg trasker gennem Nexø og tager min frokostpause på en plet i læ for den stadig stride vind fra øst på den anden side af Bornholms andenstørste by med hele 4.000 indbyggere.

Sandet på Dueodde Strand er hvidt og fint, men så hårdt trampet, at det er nemt at gå de +10 km af ruten som følger strandkanten. 

Ramsløg i luften
Mellem Nexø og den næste by i rækken på den østlige kyst, Svaneke, er der ad landevejen ni kilometer. Ad kyststien er der det samme. Men hvor turen i bil tager under et forholdsvis uspændende kvarter, tager det et par timer at gå. Og det er to forrygende timer, for strækningen går gennem blid skov, forbi ramsløg i så enorme mængder, at duften hænger i luften som en dyne, langs et stykke kyst, hvor bølgerne hamrer ind mod klipperne med hule drøn, og indimellem snor stien sig op over en klippefyldt og vindomsust slette.

Det er smukt på en rå måde. Og jeg har det stort set for mig selv. Bortset fra et par løbere møder jeg ingen.
Svaneke er også smuk, omend på en lidt mere Morten Korch-agtig facon med sine gule og røde bindingsværkshuse og den pittoreske havn som omdrejningspunkt for byen. Her er lidt flere mennesker end ude på kyststien, men ikke så mange, at det føles turistoverrendt.

Når man går ad kyststien, kan man vælge alverdens overnatningsmuligheder. Jeg har fravalgt sheltermodellen, fordi det er påske og de sheltere, der ligger tæt ved stien, er optaget, og da flere af øens campingpladser ikke er åbnet endnu, er jeg på den luksuriøse turudgave, som er en seng under tag hver nat. Denne nat vandrehjemmet i Svaneke.

Ned i gear
Kyststien løber på sin vej rundt om Bornholm ad enkelte strækninger på asfalt. Det nøjagtige antal kilometer er ikke angivet, men jeg sjusser mig frem til, at det er i omegnen af ti udover de steder, hvor man passerer gennem en by.

På stykket mellem Svaneke og Sandvig, som er mit mål for dagen, skal jeg et par gange gå på asfalten. Egentlig er det okay, for dagens distance er godt 32 kilometer, og asfalt betyder mulighed for at gå lidt hurtigere og dermed stadig god tid til at være langsom på andre strækninger. Og det er jeg, for en af de helt store gevinster ved at gå er, at man også helt konkret kommer langt ned i gear.

Jeg bruger midt på formiddagen lang tid på at studere en stålorm, der ligger på tværs af stien i skoven. Jeg bruger også tid på at gå forkert. Stien er godt afmærket, og der findes en app, som sørger for at holde vandrere på ret kurs, hvis man misser et skilt. Ikke desto mindre forvilder jeg mig ud på et stykke strand, som appen insisterer på, er stien. Efter at have kæmpet mig op over mandshøje glatte klipper, som er dekoreret med brombærkrat, beslutter jeg, at appen må være lidt off lige her. Da jeg vender om og går op mod vejen, der løber parallelt med kysten, ser jeg da også det orange skilt halvt skjult under endnu et brombærkrat. Den rette kurs var ikke hen over klipperne.

Bornholm har flere smukke sandstrande, og så veludviklet en infrastruktur i sandet, at man nogle gange kan slippe for at gå i det løse sand. 

Bølgerne i ørene
I Gudhjem holder jeg en kaffepause ved en hyggelig, lille café ned til vandet, inden jeg sætter ud på den formentlig mest populære vandrestrækning rundt om øen – stykket mellem Gudhjem og Helligdomsklipperne, som er forholdsvis befærdet, fordi en del turister tager en båd til Helligdomsklipperne, og så vælger de syv kilometers gang retur til byen.

Ikke at det gør noget. Stien er bred, og udsigten bliver ikke mindre af at dele den. Jeg når Sandvig sidst på dagen. Solen, der stadig gløder fra en himmel uden skyer, har fået det særlige lys, der karakteriserer den tidlige aften og gør de sidste kilometer til en smuk fornøjelse at slentre. Jeg har gået ganske kort gennem sand denne dag, for jeg har nu nået det nordlige Bornholm, hvor klipper dominerer, men rundt om Allinge går jeg i havhøjde og har stadig lyden af bølger i ørerne.

80 bratte meter ned
Fra Sandvig bliver terrænet mere og mere klippefyldt. Rundt om Hammerknuden, ned til Hammershus på den vestlige kyst og videre derfra hele vejen til Jons Kapel, et stræk på ti kilometer i alt, er et smukt skue i dramatiske klippeformationer og vilde udsigter.

Alle, der har cyklet på Bornholm, ved, at der er nogle djævelske bakker på den nordlige del af øen. Selvsamme stigninger gør sig gældende på Kyststien mellem specielt Hammershus og Jons Kapel og igennem fiskerbyen Vang, som dermed er turens motionsmæssige største udfordring – men også det måske flotteste, for stien snor sig gennem skiftevis skov, hvor stammer ligger, hvor de er væltede, og helt ude på kanten af klipperne med havet op til 80 bratte meter længere nede.

Jeg har gået 110 kilometer, da jeg rammer hovedvejen, der fører ind til Rønne. 110 meget varierede kilometer og perfekt til fire dages vandring uden at føle, jeg har haft travlt. Og det var et vigtigt kriterium – at vandre handler om mange ting, men en af dem er at komme ned i gear, også rent bogstaveligt.

Kyststien

Stien rundt om Bornholm er 110 kilometer lang og følger kysten. Omkring 10 kilometer af den, udover de korte stræk gennem byer, er på asfalt. Resten foregår på strand, skovstier eller klipper. Stien er nem at følge og godt skiltet, men bliver man i tvivl, kan man følge appen “Kyststier”, som er GPS-baseret og fungerer offline.

Den er opdelt i 23 strækninger, og for hvert stykke er der angivet distance og information om, hvad man passerer.

Mine fire vandredage:

• Dag 1: Rønne til Dueodde. 31 kilometer
• Dag 2: Dueodde til Svaneke. 21 kilometer
• Dag 3. Svaneke til Sandvig. 32 kilometer
• Dag 4. Sandvig til Rønne. 26 kilometer

Ekko og bisoner i Almindingen

Hvis man har mod på mere vandring på Bornholm, så er Almindingen midt på øen oplagt. I skoven, som er Danmarks tredjestørste, findes der adskillige ruter; de fleste er under 10 kilometer lange, men kan kombineres.

Udover Ekkodalen bør man ikke snyde sig selv for at gå forbi Bisonskoven, hvor en stor flok bisoner lever.