Du er her:

Min ild

Uddrag fra Bogen om Bål

Der er noget virkelig befriende ved at lave et bål. Der er noget opbyggeligt i det. Forbindelsen til ilden, forberedelsen, det at have økse og kniv mellem hænderne. Det er selvfølgelig ikke det samme som at opdage en vaccine mod en forfærdelig sygdom, det er jeg godt klar over. Eller som at score et afgørende mål i en vigtig slutrunde. Det er jeg også godt klar over. Men jeg tror, at alle os bålbyggere kan skrive under på, at der er noget særligt ved at få præcis det bål, man har forestillet sig, til at lykkes.

Skrevet af: Flemming Møldrup
Opdateret den 09. apr 2022

Der er noget virkelig befriende ved at lave et bål. Der er noget opbyggeligt i det. Forbindelsen til ilden, forberedelsen, det at have økse og kniv mellem hænderne. Det er selvfølgelig ikke det samme som at opdage en vaccine mod en forfærdelig sygdom, det er jeg godt klar over. Eller som at score et afgørende mål i en vigtig slutrunde. Det er jeg også godt klar over. Men jeg tror, at alle os bålbyggere kan skrive under på, at der er noget særligt ved at få præcis det bål, man har forestillet sig, til at lykkes.

Jeg kan godt blive sådan lidt, ja, stolt over mine bål. Og dét selv om de sjældent betyder noget særligt for andre end mig. Faktisk kan jeg godt lide idéen om, at et godt bål handler om at gøre sig umage, og jeg kan godt lide at tage den følelse med mig uden for bålpladsen. For på den ene side er der noget vildt og uforudsigeligt ved bål, og på den anden side er der et strengt regime omkring forberedelserne af det gode bål.

Den kombination tiltaler mig i alle aspekter af livet. Livet er jo totalt uforudsigeligt, men det bliver nemmere at finde vej i, hvis man gør sig umage, forbereder sig og opfører sig ordentligt. Sådan er det også med ilden. 

For mig findes der en styrke i at lave bål, og her taler jeg ikke om vildmanden eller urmennesket i mig. Jeg taler om, at det, jeg kan med bål, det kan jeg næsten overføre én til én til mit eget liv. Hvordan kan jeg få livet til at brænde bedst muligt mellem mine hænder? Det er jo et mindre mirakel, at jeg overhovedet er her.

Min mor og far skulle møde hinanden. Den sædcelle, der var mig, var den, der skulle komme først. Min mor skulle gå med mig i ni måneder, hvor alt i maven skulle lykkes, ligesom alt andet efterfølgende har skullet falde på plads de rigtige steder, for at jeg siden kunne sidde her ved mit bål med min notesbog og skrive dette.

Måske det også er derfor, jeg synes, jeg skylder mig selv at leve livet så godt, jeg nu kan. Altså sådan rigtig leve det. Tage chancer, gribe muligheder, ikke være bange for at fejle eller for nederlag i det hele taget. Gå mindre op i sejre, men i stedet fejre mulighederne.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Men det kræver, at jeg tænker over, hvad jeg gør. For hvordan holder jeg ild i kærligheden, i arbejdet, i mine relationer? I mig selv? Hvordan bliver jeg ved med at brænde for det, jeg elsker? Hvordan får jeg et liv, hvor flere af mine drømme går i opfyldelse end i glemmebogen?

Vi lever vores liv på forskellig vis, og vi tror på forskellige udfald af tilværelsen. Nogle tror, at det her liv er ét af mange, andre tror, det er noget, de skal igennem for at nå himlen. Andre igen lever bare og går gennem livet fra fødsel til død uden at skænke det en tanke. Og så er der mig, der bakser med at få så meget ud af det som muligt. Dem er vi nogle stykker af, tror jeg. Selv om der nok er flere af dem, der trives med et liv fuldt af rutiner og regelmæssighed. Det er tilfredsstillende for dem, og det hylder jeg. Jeg er bare urolig af natur. Og fuld af natur har jeg også fundet ud af.

Jeg laver bål for at få ild i mig selv. Det giver mig en styrke at gå ud på en bålplads, alene eller sammen med familien eller vennerne, og lave bål. Det minder mig om, at jeg er menneske. Det er ligesom, når jeg har været væk fra havet for længe. Så trækker det i mig. Det samme gør bålet. Jeg drukner langsomt i et liv fuld af pligter, af storby. Så meget, at jeg nogle gange kan vågne om morgenen og føle, at jeg er sekundviseren i et ur. Frem, frem, frem.

Når det sker, så ved jeg, at jeg skal lave bål, at jeg skal på havet eller i skoven, så jeg kan få ro på systemet og ild i øjnene igen. X antal dage i byen skal konverteres til X antal dage i naturen for at holde mit system oven vande, og for at jeg kan mobilisere den energi, der gør, at jeg kan være tro mod det liv, jeg ønsker at leve.

Du skulle prøve det, hvis du nogle gange har det som sekundviseren, der bare tikker derudad. Måske har du allerede gang i noget, der giver dig ild i øjnene? Du bader i iskoldt vand? Du løber uendelig mange kilometer eller kigger på fugle i en kikkert?

Kan du mærke, det brænder, eller er det hele sådan lidt ulmende? Og hvad er det, der ulmer? Ulmer forandringen, eller er det bare lysten til at komme ud og væk? Måske kan du finde svaret omkring et bål?

Lav et bål, sæt dig, og lad roen sænke sig i din krop. Og så mærk efter. Det er dét, bål også kan bruges til, og jeg mener, at flere af os, der bygger bål, faktisk bruger det sådan. Til at finde tilbage. Ikke bare til oprindelsen, men til ilden i os selv.


baal berber farveBerberbålet er et af de bål, der bliver beskrevet i bogen. Andre bål i bogen er tipibålet, pagodebålet, Swedish Firetorch og Lean to Fire

 

BERBERBÅL

Berberbålet er et smukt bål med sin egen historie. Som navnet antyder, er det en båltype, som er udviklet af berberstammen i Nordafrika. Det siges, at det er et effektivt bål til steder, hvor der er sparsomt med brænde, for eksempel i en ørken. Men selv om man har masser af brænde, er det også et virkelig godt bål at lave. For det passer ret meget sig selv, det er smukt, og det giver gode gløder. Jeg bygger ofte et berberbål. Eller et upside down-bål, som det hedder på engelsk, fordi det er et bål, der brænder fra toppen og nedefter. Bålet har form som en pyramide. Bredest forneden og smallest i toppen.

Det skal du bruge

Tag både økse og kniv med. Du skal også bruge din tinderpose samt kindling og fuel. Brug gerne kniven og øksen til at flække det fuel, du finder, til kindlingstørrelse, som jo er det brænde, du bruger, når der er kommet ild i bålets tinder. Dit kindling skal bestå af små grene eller flækkede stykker træ.

Sådan gør du

Du behøver ikke en platform til dette bål. For det er dine største brændestykker – dit fuel – som ligger nederst, og de er ikke lige så udsat for kulde som tinder og kindling.

Begynd med at lægge cirka tre til fire af de største stykker fuel ved siden af hinanden (afhængigt af hvor stort et bål du ønsker dig). Læg lidt mindre stykker fuel ovenpå, så de vender modsat den nederste række. Oven på række nummer to lægger du igen endnu mindre stykker fuel, også i modsat retning. Og sådan fortsætter du med hele tiden at bygge op med mindre og mindre stykker fuel.

Til sidst placerer du tinder oven på brændbart kindling. Og så tænder du bålet. Du skal lige sørge for, at ilden får fat i det første lag. Men efter det behøver du sådan set ikke gøre så meget, for ilden brænder sig stille og roligt ned gennem lagene, og bålet passer sig selv.

Det er et langsomt bål, som varer længe, og det er først, når bålet er brændt i bund, at der skal ekstra brænde på. Hvis jeg vil have mere ild, plejer jeg at lægge stykker med fuel ind i gløderne. Måske placerer jeg to stykker på langs og oven over dem to stykker på tværs. Så går der ikke lang tid, før man har ild igen.

Fordele og ulemper

Berberbålet er et smukt bål. Det er nemt at bygge, og det passer sig selv. Det brænder godt, fordi der er masser af plads til, at vinden kan tilføre den nødvendige ilt. Til gengæld er det ikke nødvendigvis det mest varmende bål. Et tipibål for eksempel brænder mere voldsomt.


Bogen om baal

Bogen om ild

Bogen om bål er en moderne naturbog. Først og fremmest en praktisk guide til at bygge et bål, forår, sommer, efterår vinter, men også en filosoferen over tilværelsen dér foran flammerne, fordi et bål kan give os noget af den tabte tid tilbage.

Bålet hænger uløseligt sammen med menneskets udvikling. Og bålpladsen skifter karakter med årstidernes gang: Varmen fra vinterilden er varmen fra vores fortid. Derfor er vinterbålet ikke kun et hyggeligt og varmende bål, men også et livsgivende, og en påmindelse om, hvad ilden har betydet for os mennesker op igennem evolutionen.

Flemming Møldrup lærer dig at bygge pagodebål og andre bål, du får gode tips og tricks til materialer, træ og tænding og sidst, men ikke mindst, glemmer du tiden i bogens selskab. 

Find din næste tur her


Ruteforslag
Mols Bjerge Stien

Mols Bjerge Stien

Ruteforslag
Røsnæs Rundt

Røsnæs Rundt

Priser fra 495,-
Fællesture
Vandretur i Gribskov

Vandretur i Gribskov

Andre spændende artikler


Flugten fra den færøske tåge

Flugten fra den færøske tåge

Weekendvandring i Rold Skov

Weekendvandring i Rold Skov

500 km på Hærvejen

500 km på Hærvejen

Log ind