Du er her:

DET GODE VANDREKØKKEN

Vælg gryder, pander og tilbehør

Lever du af havregrød, snacks og frysetørret mad på tur, kan dit vandrekøkken begrænse sig til et integreret kogesystem, som f.eks. en Jetboil, og en spork. Men har du større krav til turkosten og madhygge på tur, så skal køkkengrejet opgraderes.

Koekkenet.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 15. jun 2021

Lever du af havregrød, snacks og frysetørret mad på tur, kan dit vandrekøkken begrænse sig til et integreret kogesystem, som f.eks. en Jetboil, og en spork. Men har du større krav til turkosten og madhygge på tur, så skal køkkengrejet opgraderes.

 

GRYDER OG PANDER

Det er med gryder og pander til friluftsbrug som dem derhjemme i køkkenet: De fås i forskellige typer materialer, prisklasser og kvalitet. De mest almindelige materialer i friluftskøkkenets gryder er aluminium, hårdanodiseret aluminium, rustfrit stål og titanium. Alle har de deres fordele og ulemper, og man må vælge ud fra parametre som vægt, holdbarhed og pris.

Aluminium: Gryder i aluminium er blandt de mest prisstærke, de vejer ikke det store, og materialet spreder varmen jævnt. Det gør, at man undgår ét ekstra varmt sted, hvor maden har en tendens til at brænde på. Det betyder, at aluminium er ganske udmærket til simremad. Man skal dog være varsom med syrlige madvarer, da de langsomt nedbryder aluminium. Materialet er samtidig ret blødt, så du skal regne med at få lidt buler i gryden, hvis du ikke passer på. Det kan også være svært at undgå, at der kommer ridser i gryden, efterhånden som den kommer med på flere og flere ture.

Hårdanodiseret aluminium: Det er ikke meget dårligt at sige om det her materiale til gryder. Hårdanodiseret aluminium har de samme gode egenskaber som regulært aluminium, men bliver hverken ridset eller bulet og har i det hele taget en længere levetid. Det er samtidig et materiale, der er nemt at gøre rent; særligt hvis det er belagt med et nonstick-materiale. Er de det, skal man dog være lidt mere varsom for ikke at ridse – brug derfor helst plastic- eller træredskaber til at røre med.

 

Rustfrit stål: Er stærkere end aluminium og bliver ikke lige så nemt ridset, men det fordeler heller ikke varmen lige så godt og effektivt. Det betyder, at der f.eks. kan være steder på en pande i rustfrit stål, der er markant varmere end andre steder. Og så er der selvfølgelig større risiko for, at maden brænder på. Rustfrit stål vejer mere end aluminium, men det kan også tage de tæsk, der f.eks. kommer med lange ture i vildmarken.

Titanium: Her er det tale om det letteste materiale, som hverken går på kompromis med styrken eller ruster. Materialet lader sig hurtigt varme op, men det er ikke lige så godt til at fordele varmen jævnt som rustfrit stål, og man skal passe på, man ikke kommer til at overophede sine gryder og pander. Skal man blot varme vand, og er lav vægt et vigtigt parameter, så er titanium et godt valg. Det er også generelt det valg, der kræver det dybeste greb i pungen.

Non-stick: Du kan få såvel gryder som pander med non-stickbelægning. Det gør, at pandekagerne ikke så let brænder på, og rengøringen er nem – du skal dog være mere påpasselig, da belægningen lettere får skrammer og ridser. Du skal også være påpasselig ikke at overophede gryder og pander med non-stick, da de kan afgive giftige dampe. Det er dog kun tilfældet ved ekstrem overophedning.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Trangia
Trangia Kasserolle 1,5 l UL
Gryde i en ekstra hård aluminiumlegering med plads til 1,5 liter vand. Vægt: 100 gram. 69 kr. / www.trangia.se

PrimusLitech
Primus LiTech™ Trek Kettle
Kompakt gryde plus låg/stegepande i hardanodiseret stål med nonstick-belægning og foldbare håndtag. Rummer 1 liter, og der er plads til en 230 grams gasdåse inden i. Vægt: 285 gram. 289 kr. / www.primus.dk

KOPPER & KRUS

Handler det udelukkende om vægt, så drop koppen og brug din lille gryde fra din brænder til at drikke varme drikke af. Den skal nok kunne bruges til at transportere teen, kaffen eller den varme kakao indenbords. Vil du skrue en smule op for komforten, og hyggen, så er en kop eller en mug dog en billig, simpel og let tilføjelse til vandrekøkkenet.

Kopper i titanium og rustfrit stål: Lette kopper, der kan klare nogle tæsk og har den fordel, at du kan sætte dem direkte på brænderen og give morgenkaffen lidt ekstra varme på kolde morgener – med mindre du har et dobbeltvægget krus, som du ikke bør sætte direkte over åben ild. Nogle krus kommer med håndtag, der kan foldes sammen om koppen – en fin detalje, hvis du gerne vil pakke kompakt. Nogle kopper er dækket med emalje, der har det med at vække en vis nostalgi.

Kopper i plastic: Det er svært at slå foldekoppen på pris og vægt. Og så er den stort set umulig at ødelægge. Her findes selvfølgelig flere varianter – fra den helt simple til den med låg, som ikke er helt så kompakt, men holder kaffen varmere i lidt længere tid.

Trækopper: Skal der kræses for hyggen, bliver det ikke meget bedre end en trækop, som ovenikøbet har et par fordele. Udover at være miljøvenlige og bæredygtige, så kan du i modsætning til kopper i f.eks. stål holde om trækopper – eller kopper i plantefibre, som man også kan købe – uden at brænde fingrene, når indholdet er skoldhedt. Du kan også holde om den og føre den op til læberne uden at få iskolde fingre eller ødelagte læber, når der er hård frost på vinterture.

Stabilotherm
Stabilotherm trækop
Trækop, som du kan drikke af uden at brænde hænder og læber. Du kan også holde om den uden at fryse fingrene i kulden. Indeholder 1,2 dl. Vægt: 116 gram. 99 kr. / www.stabilotherm.se

Mug
Gentlemen’s Hardware Adventure Enamel Mug
Robust emaljekop, der indeholder 300 ml. Vægt: 119 gram. 109 kr. / www.eventyrsport.dk


BESTIK

Skal det være let, billigt og simpelt så køb en spork i plastic for en slik. Pris og kvalitet hænger dog sammen, og en plasticspork klarer ikke nødvendigvis en klodset støvle og kan også knække i rygsækken. Er du villig til at spendere lidt mere, så køb en spork i f.eks. titanium.

Spiser man primært frysetørret mad, er det værd at kigge efter én med forlænget skaft, så man kan nå helt ned i hjørnerne i posen uden at snaske hænderne til. Du kan også købe helt almindelige knive, gafler og skeer i f.eks. stål eller titanium. Spørgsmålet er, om du får det brugt ude på tur?

StSSpork
Sea to Summit AlphaLight Long Handled Spork
Ske og gaffel i ét lavet i hardanodiseret stål. Ekstra lang med sine 22 centimeter. Vægt: 12 gram. 69 kr. / www.seatosummit.com


EKSTRA KØKKENGREJ

Skål: En skål har flere anvendelsesmuligheder end tallerkenen, men er du alene på tur med havregrød og frysetørret mad, kan du spare begge dele og spise direkte fra gryden/posen. Foretrækker du en skål, finder du dem i alt fra plastic over bambus til stål med emalje. Hvad du foretrækker, er dybest set en smagssag.

Køkkenredskaber: Er du ude på at lave rigtig mad på tur, og ikke bare den slags, der skal hældes varmt vand i, kan du få brug for lidt køkkenredskaber, der ikke vejer det store, og er lavet i materialer, som ikke ridser dine gryder. Flere af dem kan klappes sammen på midten, så de ikke fylder meget i rygsækken, men er gode at røre i gryden med.

Meal kits: Du kan finde en lang række forskellige såkaldte meal kits. Et sæt består typisk af en form for beholder til opbevaring af mad, skål, kop, bestik, skærebræt osv. Det kan da være udmærket på tur, men der er en risiko for, at flere af delene i sættet viser sig at være overflødige.

Grydegreb: Afhængigt af hvilken gryde du bruger, og om den har en hank eller lignende, kan du få brug for et grydegreb, så du ikke brænder nallerne.

Rengøring: En lille, bionedbrydelig sæbe + noget til at skrubbe gryder med kan spare en del frustrationer.

WildernessWashSea to Summit Wilderness Wash 89 ml
Parfumefri og bionedbrydelig flydende sæbe, du kan bruge til alle formål og tage med i flyet. 39 kr. / www.seatosummit.com

MSRDishBrush
MSR Alpine Dish Brush / Scraper
Lille, let opvaskebørste, der sparer dig masser af frustrationer. Vægt: 22 gram. 39 kr. / www.msrgear.com


3 GODE RÅD TIL VANDREKØKKENET

  1. Hvor meget mad skal du lave på tur? Koger du blot vand til havregrød og frysetørret mad, så kan du nøjes med et integreret kogesystem + en spork – evt. en kop/krus.

  2. Hvor mange skal på tur? Del køkkengrejet mellem jer, hvis I er flere på tur. Og hvorfor slæbe fire 1-litersgryder med, når I kan pakke én eller to større gryder i stedet?

  3. Skal du kokkerere rigtig mad, eller bruger du en større gryde, så overvej en brænder, der placeres direkte på jorden, da den oftest er mere stabil end en brænder, der sidder direkte oven på en gasflaske.

 

Andre spændende artikler


På tur med de små

På tur med de små

Weekendvandring på Camønoen

Weekendvandring på Camønoen

Careful Choice - Det miljøvenlige valg i Eventyrsport

Careful Choice - Det miljøvenlige valg i Eventyrsport

Log ind