Erik B. Jørgensens yndlingstur

Hvad er det for nogle oplevelser man finder i Klosterheden?

”Klosterheden er et meget varieret skovområde med alt fra plantage til gamle grusgrave, og der er forskellige oplevelser, alt efter hvilket hjørne man er i. Der er f.eks. masser af Anden Verdenskrigshistorie i den vestlige del, hvor man finder en gammel og ret stor flyveplads, som tyskerne byggede. Der er også bunkere og skyttegrave inde i skoven. Og så kan man kombinere sine ture i Klosterheden på mange måder. Man kan gå kort, man kan gå langt. Man kan få natur og dyr. Og man kan få historie.

Tager man af sted i det tidlige forår, så springer det hele ud, og dyrenes aktivitet stiger, så chancen for at se dyr, f.eks. bævere, stiger også. Det er jo der, de for alvor kommer ud, og hvor de skal skaffe mere mad til ungerne hjemme i hulerne. Kommer man samtidig i det lidt tidlige forår, inden det hele vokser til, og skoven bliver for tæt, så er der god mulighed for at se dem. Jeg har set bævere deroppe, og der er over 200 af dem i området. Når man vandrer rundt i klosterheden, ser man både gigadæmninger og små dæmninger, og der er mange spor efter bæverne. Især hvis man følger å-systemet, der løber ned gennem området fra Møllesøen. Det er der, bæverne er. ”

Har du en yndlingsrute gennem Klosterheden?

”Jeg vil nødigt pege på en rute, for en del af eventyret er at vælge et område og sige til sig selv: Hvad vil jeg denne gang? Men kommer man ikke i bil, kan man tage toget til Struer og så gå ud til det nordøstlige hjørne af Klosterheden ved Kobbelhøj. Man får et par kilometer på vej fra Struer, men kommer så ind i et istidslandskab, hvor landskabet går lidt op og ned, og der er nogle små søer. Der er der, naturvejlederne holder til. Der er også nogle åbne græsområder, men snart er man inde i selve plantagen med grantræerne. Skoven er dog stadig varieret. Jeg vil så søge på tværs ned mod Møllesøen, og det kan man gøre på forskellige måder alt efter ens niveau, og hvor meget tid man har. Man kan følge de store skovveje, men da det er statsskov, må man også gå inde mellem træerne. Så man kan også tage en kompaskurs og vandre uden for stierne. Det tager nok en dags tid at komme ned til Møllesøen, men kommer man i bil, kan man også starte længere inde i Klosterheden. Jeg ville slutte min tur i det nordvestlige hjørne ved tyskernes bunkerhospital. Der ligger nogle af de større veje, og man kan godt finde en bus derude, når turen er slut.”

Hvad gør området omkring Møllesøen så fint?

”Det er ligesom der, bæverområdet starter. Man går ned mod en ådal, først gennem granplantagen og så ind gennem skov, der åbner lidt mere op med bøg og eg, indtil man kommer til Møllesøen. Bevæger du dig mod nord, bliver åen mindre og mere tæt. Der er lidt vådområder, hvor det skifter fra sø til tilgroet mose med siv. Skoven bliver tættere og tættere. Vandrer man mod syd, bliver åen større. Der er græs- og engområder på begge sider af åen inden skoven. Der er stier langs åen, hvor man kan gå stille og roligt, og det er der, man har størst chance for at se bævere. Man skal kigge efter de steder, hvor bæverne har lavet dæmninger, og der er dannet små søer. De er ikke supersky, så man behøver ikke ligge i skjul, men man skal være lidt på afstand og sidde stille. Syd der for kommer der nogle store, opdæmmede dæmninger; 50 til 100 meter brede. Området byder på sit eget lille eventyr, og ved Møllesøen er der også såvel toiletbygning som mulighed for at tanke vand. Det er også deromkring, der er en teltplads.”

Hvor finder man minderne fra Anden Verdenskrig?

”Går man ud i den nordvestlige del af området, så finder man flyvepladsen. Det var en reservelufthavn, hvor tyskerne havde stillinger rundt omkring. I den sydlige del af den gamle lufthavn, som ikke er så stor, som den plejede at være, ligger der en virkelig fin naturlegeplads, hvis man har børn med. Man kan se skyttegrave, og i de tætte skove finder man kanonstillinger. Lidt mod nordvest ligger der en stor hospitalsbunker, som aldrig kom i brug. Det er sjovt at gå rundt i den del af skoven og fornemme historien og læse lidt om den.”

Har du nogle favoritsteder at overnatte?

”I den sydlige, østlige og vestlige del er der fri teltning. Der er også sheltere og teltpladser, så man kan lave turen efter niveau og lyst. I statsskov kan man jo sove frit på jorden overalt. Jeg synes, man skal gøre sig selv den tjeneste at sove omkring å-systemet, hvad enten det er i shelter, eller man bruger fri teltning. De bedste tidspunkter at se bævere er ved solnedgang, hvor man kan gå og kigge efter dem, eller komme derned tidligt om morgenen. Der er der, de er mest aktive, men de er også aktive i løbet af dagen. Og så er hele skoven jo fyldt med kronhjorte. Jeg synes, det er sjovt at gå rundt i en skov og følge løbegangene. Man kan fint tage en god tur i området med en enkelt overnatning, men når man nu er der, ville jeg satse på en tredagstur med to overnatninger. Og man kan også bygge det op til større ture, som jeg gjorde med min datter, da hun var 9½ år. Vandrer man videre mod syd, kommer man til Ulfborg, som er det sted i Danmark, der er set fleste ulve. Der kommer man over i hedeområde efter 5-6 kilometer på veje. Det er et virkelig fint område, hvor vi så en ulv.”

Hvordan var det at se ulven sammen med din datter?

”Det var fantastisk. Vi havde søgt efter bævere i Klosterheden og vandrede videre til Ulfborg, hvor ulvene havde fået hvalpe for første gang. Jeg vidste ikke, hvor de var, men der var flest ulve ved de store hedeområder, så vi gik ned midt i Ulfborg, slog lejr og gik ud til heden om aftenen. Min datter synes, det var bedst, at hun havde underlag og sovepose med, så hun sov, mens jeg hørte podcast og sad og kiggede. Jeg havde valgt et sted, der lå lidt højt ved skovkanten. Det var sommer, og solen begyndte at gå ned. Ude på 400 meters afstand kom så pludseligt en ulv løbende. Jeg vækkede min datter, som var hurtig til at vågne op, og fik kikkerten op foran hendes øjne. Ulven kom tættere på, og da den var cirka 200 meter væk, tog jeg kameraet frem og fik det indstillet. Jeg tænkte, jeg havde god tid. Men så lige da jeg skulle til at trykke, forsvandt den 100 meter før skovkanten, og vi så den ikke mere. Dagen efter så jeg, at der ligger en tørlagt rende derude. Jeg spurgte min datter, hvordan det var, når hun nu er vant til at se naturprogrammer, hvor de zoomer ind på øjnene, og man kan se det hele.

”Det er meget bedre,” sagde hun.

Det var jo fantastisk. Og så lige bagefter pegede hun ud og sagde pludselig:

”Hvad er det?!”

Og så kom der en grævling op 80 meter væk. Det var semimørkt, men et øjeblik senere kom der en unge op, og de rendte og legede i fem minutter.”