Kajak i Alaskas barske natur

’Fuck, vi vælter!’ Kajakken glider henover isen med en skrabende lyd. Vi havde ikke tænkt over, at der kunne være så lavvandet inde midt i isbjerget. Vi havde faktisk ikke tænkt særlig meget, siden vi så isbjerget med det store hul i midten, som vi bare måtte ro igennem.

Vi sejler igennem! Jeg kunne se på de andre, at de havde nøjagtig samme tanke. Det er ikke hver dag, man får muligheden for at penetrere et isbjerg. Så når den opstår, må man bare gøre det. De omkringliggende isklumper, som af og til vendte bunden i vejret uden varsel, fik os ikke til at genoverveje projektet. Frem med kameraet, gang i pagajen, og kursen var sat mod det sejeste billede, Brandon og jeg nogensinde kommer til at være en del af. Det var først, da bunden af kajakken skraber mod isbjerget, at der går et jag igennem mig; ’Store isbjerge kan også vende rundt.’ Heldigvis bliver isbjerget liggende, og vi topper den fantastiske oplevelse med at ro igennem endnu et isbjerg senere samme dag.

Sådan bør man nok ikke gøre
Intet var planlagt på forhånd, da vi tre dage forinden sammen med ni andre deltog som almindelige turister på en hyggelig halvdagstur til stranden ved Caines Head nær Seward. Det var vores første tur i kajak nogensinde, men vores fælles amerikanske ven, Brandon, der er en kompetent kajakguide, sørgede for, at alt forløb i bedste ro og orden. Tilbage i Seward er det meste af dagen imidlertid gået, og vi har pludselig travlt med at ordne ting til vores egen firedages tur. Vi hjælper hurtigt Brandon med at rydde op efter den guidede tur, mens han skaffer kajakker, redningsveste og så videre. Inden vi har set os om, er mørket dog begyndt at falde på. Og vi havde ikke engang fået kajakkerne op på traileren endnu. ”Skal vi udsætte? Nej, vi kan ikke vente med at blive alene med vildmarken!”

Da vi endelig er klar til at sætte fra land, er det blevet helt mørkt. Så selvom målet for denne første etape er samme sted, som vi havde været tidligere på dagen, misser vi stranden, hvor vi skal overnatte. Med stejle skrænter og kraftigt tidevand, er mørket ikke et godt tidspunkt at begynde at lede efter nye overnatningspladser. Brandon — der har roet turen et utal af gange — får os dog ledt tilbage til den rigtige strand, hvor vi slår lejr for natten.

Bulldog Cove
Da vi vågner dagen efter, har vi kun ét mål i hovedet; vi vil længere væk fra civilisatio-nen. Vi ved, at denne strand vil være målet for flere dagture, så det er om at komme af sted. Brandon foreslår, at vi ror til Bulldog Cove, som skulle være ret fantastisk, så det bliver målet for dagens strabadser.
På vej mod Bulldog Cove stifter vi for alvor bekendtskab med Alaskas storslåede natur; søpapegøjer og havørne sværmer omkring os, og fisk springer både foran og bag kajakkerne. Ærgrelsen er derfor stor, da det går op for os, at vi i mørket aftenen før, har glemt fiskestængerne i Seward. Ærgrelsen bliver dog afløst af benovelse, da vi efter 20 kilometers roning ankommer til Bulldog Cove. Vandet er stille i den helt runde bugt, som er afgrænset ud mod havet af klippeskær. Ifølge Brandon er området et gammelt vulkanområde, og den runde bugt har engang været et krater. Vores forbløffelse over Alaskas natur bliver ikke mindre, da vi opdager, at der få meter fra stranden, ligger en smuk ferskvandssø.

Dette er præcis, hvad vi havde håbet på at finde i Alaska. Fire venner i storslået natur og fuldstændig isolerede fra omverdenen. Eftermiddagen bruger vi på at bade og slap-pe af. Og vi slutter dagen med et storslået måltid med chokoladekage bagt på tran-giaen og rigelig af den vin, vi har brugt som ballast siden Seward.

Titanic ville have været misundelig
Bulldog Cove bliver højdepunktet. Det er vi alle enige om. Det er svært at forestille sig noget, der er smukkere og mere afsondret end den runde bugt med ferskvandssøen. Men vejen tilbage til Seward leder os forbi en stor gletsjer, som Brandon synes, vi skal se nærmere på. Vi aftaler derfor, at vi skal ro over til en nærliggende strand, så vi kan hike op til gletsjeren. På vejen ombestemmer vi os imidlertid, da stranden vender di-rekte ud mod Stillehavet. Ingen af os kender vejrudsigten, og vi har ikke lyst til at ligge på en strand, som potentielt kan blive ramt af meget høje bølger. 
På kortet ser det ud til, at vi kan ro på bagsiden af stranden og følge en smal å langs med stranden, før den drejer ind i landet op mod gletsjeren. Brandon har aldrig hørt om nogen, der er roet den vej, men vi beslutter os for at prøve det.

Mødet mellem havets bølger og åens udstrømning skaber en del uro i kajakkerne, men på trods af os tre danskeres meget beskedne erfaring med kajakker, lykkes det os at komme væk fra havet og ind på åen. Her bliver vi dog mødt af en stærk strøm, som fører dusinvis af isklumper – nogle på størrelse med elefanter – imod os.

”Pas på til højre! Lidt mere til venstre,” og vi forsøger at holde os på god afstand af de værste farer, mens vi padler som gale for at komme op ad åen. Men det er forgæves. Strømmen er for stærk, og selv helt inde ved kanten går det kun langsomt fremad, selvom vi giver alt, hvad vi har i os. Vi beslutter os for at forsøge at bære kajakkerne på land i stedet, men en kajak fyldt med oppakning til to mand vejer tæt ved 100 kg, så det er en umulig opgave. Der er kun én mulighed tilbage. Vi må trække kajakkerne gennem vandet.

En iskold åbenbaring
Smerten jager gennem benene, da jeg sætter min fod ned i det iskolde vand. Vi skiftes til at trække kajakkerne et minut ad gangen, som er det maksimale, vi kan udholde i vandet. Strømmen gør, at fødderne lynafkøles, og i det minut, man har på land, stam-per man i jorden, for at få lidt liv i dem igen, inden de skal tilbage i isvandet. Det går langsomt fremad, og efter en halv times iskoldt arbejde, aftager strømmen langs kan-ten, så vi igen kan sætte os i kajakkerne. Pludselig aftager strømmen helt, og den frå-dende å forvandles på få meter til en stor, stille, aflang sø. 500 meter længere fremme kan vi se et væld af isbjerge, som ligger og venter på os. Vi nyder øjeblikket. Vi har kæmpet os op ad åen, og føler nu, at vi er tæt på den ultimative belønning, dog uden helt at vide, hvad der venter os. Langsomt ror vi fremad, og endnu langsommere går det op for os, hvilken utrolig skat, vi har fundet.

Isbjerge i hundredvis flyder rundt i en stor sø, som ligger for foden af gletsjeren. Midt i søen er der en lille ø, hvor vi kan telte. Det er næsten for godt til at være sandt. Dét, der startede som en hurtig beslutning taget i nød, har vist sig at føre til den ultimative, smukkeste naturoplevelse, vi nogensinde har haft. Isbjerge i fantastiske former flyder rundt i søen. Stilheden brydes kun af den knagende lyd, når gletsjeren kælver, og der-med sætter endnu et fantastisk penselstrøg på dette fantastiske maleri, som vi pludse-lig er blevet en del af.

Vi udforsker søen og de mange isbjerge, og ror blandt andet igennem hullerne på de to mægtige isbjerge, inden vi slår lejr på øen i midten. Aftenen byder på nøgenbadning blandt isbjerge og bålhygge, mens vi fordøjer dagens oplevelser. Vores liv er på én dag blevet beriget med oplevelser og minder, der vil følge os resten af livet.

Måske var det forbløffelsen over skønheden, der fik os til at glemme, at isbjerge kan være livsfarlige. Eller måske var det bare definitionen af fire kammerater i vildmarken. Vi burde bestemt ikke have sejlet igennem de isbjerge — en bedrift der fire dage senere førte til, at Brandon blev fyret fra sit job som kajakguide — men det var ubeskriveligt fedt. Billedet af Brandon og jeg i kajakken på vej gennem isbjerget, tror jeg for evigt vil være højdepunktet i min vildmarkskarriere. Og det gik jo heldigvis godt, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville gøre det igen, hvis jeg fik chancen.

 Bjørne i Alaska

Bjørne er et tema overalt i Alaska. Stort set hvor end hvor du befinder dig, kan du risi-kere, at en bjørn gør dig selskab. Al mad skal derfor opbevares i særlige bjørnecontai-nere, også kaldet bear cans. Bear cans er designet til at modstå en sulten bjørn — ikke til at passe nemt ned i en kajak eller rygsæk. Så maden fylder og vejer noget mere end normalt, når man er i ’bear land’. Men tager man sine forholdsregler, er bjørnene hverken farlige eller til besvær. En forholdsregel er, at man slår lejr i en trekant. Et punkt til teltet, et punkt til maden og et punkt til madlavningen. Hold cirka 50 til 80 meter mellem hvert punkt, placer teltet oppe i vinden, og opbevar aldrig, aldrig, aldrig mad i teltet. Så skal det nok gå.

Leave No Trace
Den bedste følelse i verden, er at stå et sted, hvor ingen har været før. Oftest er det dog kun en illusion, da næsten alle steder, man har mulighed for at komme til, allerede har været besøgt af andre. Men en illusion er næsten lige så godt som virkeligheden. ’Leave No Trace’-politikken i Alaska bidrager til at så mange som muligt kan få illusionen. En del af ’Leave no Trace’ er ’Pack It In, Pack It Out’, som kort fortalt betyder, at man ikke efterlader noget i naturen. For os betød det, at vi havde poser med til vores toiletbesøg. Illusionen om at være den første i verden skulle nødig ødelægges på dramatisk vis for den næste på stranden.