Kosterhavets Nationalpark i havkajak

Ved den maleriske havn på Nordkoster ligger der en lille café.

Fiskerhuse og vandkants-café
Næste morgen sætter vi kurs i nordlig retning og udforsker Nordkosters kyst. Her er klipper og lave gråbrune skær, og klemt inde mellem klippevæggene finder vi naturhavne med små sandstrande, hvor der lige er plads til kajakkerne. Vi må i land mange steder, for øerne og sandstrandene ser bare for indbydende ud.

Sidst på eftermiddagen sidder vi på en lang sandstrand overfor Nordkoster. Vi er roet ind i den smalle kanal, som adskiller hovedøerne Sydkoster og Nordkoster. Køerne går fredeligt og græsser i skovkanten bag os, mens folk er ude at gå tur, for her på de to hovedøer bor de få fastboende og de mange sommergæster.

En skov af master og en samling svenskrøde fiskerhuse på pæle lige i vandkanten ligger overfor os på Nordkoster som et postkort over skærgårdsidyl. Da vi nærmer os, kan vi se mange norske flag på sejlbådene, men det, der især fanger vores interesse, er en café i vandkanten.

Kajakkerne bliver trukket på land lige under caféens store udendørs terrasse, og snart efter sidder vi i solen og nyder en kop god stærk kaffe til baggrundslyden af et væld af norske og svenske stemmer.

Efter en kop kaffe har vi fået nok af civilisationen og sætter kurs mod de mere øde dele af Kosterøerne. Først skal vi passere trækfærgen mellem Sydkoster og Nordkoster, som med sin strålende gule farve og mærkværdige konstruktion ligner et fartøj fra et Anders And-blad.

Nogle steder ligger klippeskærene tæt, og vi padler i smalle kanaler blandt klipperne. 

Labyrinten til den øde ø
De næste par dage bliver ren udforskning til havs. Vi finder små øer med flotte stenformationer og farvesammensætninger som en gigantisk marmorkage med klipper i røde, hvide og sorte nuancer.

Vi finder et område, hvor klippeøerne ligger så tæt, at vi ror i smalle kanaler mellem klipperne og navngiver denne øgruppe Labyrinten. Om aftenen finder vi en øde ø at gå i land på, slår teltet op og udforsker øen indtil solnedgang, hvor vi sætter os op på øens højeste klippeknold og kigger ud over havet og solnedgangens røde farver over øhavet.

Her er tilsyneladende lige så mange fede øer, som der er sandkorn på stranden. Og vi har det hele stort set for os selv.

Vi er blandt mangfoldigheden af øer og klipper nået ud til de ydre skær. Her er næsten ingen bevoksning på skærene, der rager op af vandet som små, grå klippeknolde. Det blæser sikkert så meget herude om vinteren, at ingen træer får chance for at slå rod.

Et ensomt fyrtårn ligger isoleret på de alleryderste skær. Det er den sidste udpost inden det åbne hav. Ved siden af fyrtårnet ligger et par små svenskrøde hytter. Her boede i gamle dage en fastboende fyrmester i total isolation. Hvor må han have været glad, når der kom gæster. Det må have været vildt at bo på de ydre skær.

Nu kan vi ikke komme længere mod vest uden at havne på det åbne hav, så vi sætter kursen østover. På en af de nærmeste øer finder vi en havvandspool, hvor en naturlig formation i klippen danner en pool, hvor bølgerne skyller ind over klippekanten ved højvande, så man kan sidde i en slags badekar i klippen.

Det er fristende at bade, men en mørk himmel er ved at bygge sig op ude over havet og vidner om, at en heftig sommerbyge er på vej. I tilfælde af at den bringer torden med sig, vil vi gerne finde et lidt mindre eksponeret sted at gå i land, indtil det driver over. Så vi ror videre.

Kosterøerne har mange små naturhavne med perfekte lejrpladser.

Århundredets bedste lejrplads
”Har I hørt, at der kommer storm om et par dage?” lyder det på syngende norsk.

Vi er midt ude på det åbne vand stødt på en flok norske kajakroere, som er roet os i møde for at advare os om et kommende uvejr. Vi takker mange gange for advarslen, inden vi ror videre i hver vores retning.

Solen skinner, og himlen er så blå, at det er svært at forestille sig, at der er storm på vej, da vi inden aften går i land på, hvad der viser sig at være århundredets bedste lejrplads. En lille naturhavn skjult mellem klipperne med en lang, smal indsejling munder ud i en sandstrand og et fladt græsareal, der er perfekt til at slå teltet op på.

Snart efter er kajakkerne trukket op på sandstranden, mens vi plaskende er ude at bade i det stille vand ved vores helt egen badestrand. At vi også har vores egen klatrevæg, gør bare lejrpladsen endnu mere mindeværdig. For enden af stranden ligger en ru klippevæg i vandkanten, og selvfølgelig kan jeg ikke nære mig – jeg bare må op og klatre på den, nu hvor jeg kan se, at et fald bare ville ende i et stort plask og ingen blå mærker.

Et par måger kredser over os, mens vi spiser vores aftensmad; sikkert i håbet om at vi ikke kan spise op. Under aftensmaden aftaler vi, at det her bliver vores sidste overnatning på Kosterøerne i denne omgang.
Vi bliver simpelthen nødt til at få klaret det åbne kryds ind til fastlandet, inden den tiltagende vind vil gøre det alt for vanskeligt og farligt for os.

 På Kosterøerne ligger mange små sandstrande blandt klipperne – oplagte steder at gå i land og holde pause.

Tilbage til fastlandet
Heldigvis har vi vinden i ryggen, da vi næste morgen sætter kurs mod fastlandet. Mens vi holder os tæt sammen i de hvidtoppede bølger, spejder vi efter stedet, hvor vi skal ramme kysten. Planen er nemlig at rykke indenskærs i den indre skærgård, hvor vi kan komme i læ blandt en række skovklædte øer. Hele kysten er spækket med øer, og snart efter befinder vi os i en labyrint af vandveje, klipper og små rødmalede huse.

Det er svensk skærgård, når det er bedst.

Farvandet er smalt, og vi finder nemt læ bag de skovklædte øer, mens vi holder os helt tæt ved kysten.Da det bliver aften, finder vi en øde, skovklædt ø, hvor vi trækker kajakkerne op på land og placerer teltet højt hævet oppe på en klippe med udsigt over vandet. Mosset er så tørt, at det knaser, når vi bevæger os rundt omkring teltet, og vi føler os som to små nisser i en knastør juledekoration.

Her skal Trangiaen bestemt ikke i brug, men hvad gør det, når vi har indkøbt den store tapasmenu med oliven, ost, lufttørret skinke og kiks.

Næste morgen står vi op ved daggry, mens det så småt er ved at lysne, og ror afsted uden morgenmad. Der er nu kun få timer, til stormen Johanne vil ramme kysten med vindstød på op til 29 meter i sekundet; noget vi bestemt ikke ønsker os at opleve i en lille kajak til søs.

I det tiltagende morgenlys tilbagelægger vi den sidste korte strækning ind til land, mens en flok lavtflyvende gæs holder os selskab over vandet.

Kosterhavets Nationalpark

Kosterhavets Nationalpark er Sveriges første maritime nationalpark og består af 98 procent hav dekoreret med klippeøer og skær, der er strøet ud over området med rund hånd. Kosterhavets Nationalpark støder op til Ytre Hvaler Nasjonalpark på den norske side af grænsen samt flere naturreservater på den svenske side.

Tilsammen udgør det et kæmpestort naturskønt område med øde klippeskær, små hyggelige øer, naturhavne, sandstrande og maleriske gamle fiskerlejer med rødmalede huse.

Se mere om nationalparken på www.sverigesnationalparker.se