Kosterhavet Nationalpark lokker med smuk skærgård, myriader af små, ubeboede øer, labyrintiske vande mellem klipper, øde sandstrande og de vildeste lejrpladser. Havkajakken er det perfekte fartøj til at opleve det hele.
Et nysgerrigt sælhoved på størrelse med en fodbold bryder havoverfladen nogle meter fra vores kajakker. Sælen kigger opmærksomt på os og dykker ned under vandet for kort efter at dukke op igen et andet sted og betragte os fra en ny vinkel.
Vi er holdt op med at ro og ligger stille i kajakkerne og nyder bare øjeblikket med sælerne, for snart efter får vi selskab af flere sæler i vandet, der også er nysgerrige efter at se, hvem der er kommet på besøg i deres verden. Et stykke væk ligger endnu syv-otte sæler og bager i solen på et klippeskær. Solen reflekteres i deres blanke, grå pels.
Vi er tre dage tidligere roet ud fra det svenske fastland mod Kosterøerne; en samling mindre skærgårdsøer nær den norske grænse. Her er en mangfoldighed af klippeskær og grålige småøer, som er et paradis for et par kajakroere som os.
Efter et åbent kryds på cirka tre kilometer fra fastlandet rammer vi de første øer. Det er sidst på eftermiddagen, så vi er så småt i gang med at kigge efter en egnet lejrplads og er i land på flere øer. Én ø ser velegnet ud fra kajakkerne, men da vi kommer i land, viser den sig at være fuldstændigt overbroderet med gedelort. Da vi ikke har lyst til at dele lejrplads med en flok sultne geder, ror vi videre.
Men så er det jo heldigt, at her er en myriade af øer, hvoraf de færreste overhovedet har noget navn, så vi finder snart en egnet ø – vores helt egen ø uden andre levende væsener end havfuglene. Her kan vi falde i søvn til lyden af mågeskrig, og vandet der skvulper op mod klippebredden.
