Den første dag gik som planlagt. Start ved havnen i Sandvig, frokost ved Hammershus og lejrslagning på spejderpladsen Tværmyr, som jeg havde booket plads på inden afgang.
Næste dag forløb også, som jeg havde tænkt det. Først ind gennem Rø Plantage og frokost ved “Pausestedet” – et fint, lille privat initiativ med mulighed for at købe kaffe, sodavand og is samt et overdækket udhus. Og derefter videre ind i Almindingen til Rokkestenen og Rytterknægten for til sidst at ende ved shelterpladsen Udkæret sidst på eftermiddagen.
Men så skred planen. Først helt bevidst. For mens en enkelt af deltagerne var plaget af en gammel knæskade og måtte forlade turen om morgenen på dag to, var resten ualmindeligt godt og hurtigt gående.
Så jeg vurderede, at de planlagte bare 15 kilometer dagen efter ville betyde (for) mange halvkedelige timer i en lejr – i den regn og blæst, som vejrudsigten lovede. Så efter en rådslagning ændrede vi næste dags strækning til knapt 27 kilometer – den distance, der var til den næste mulige lejrplads. Det var dog ikke helt problemfrit, for jeg vidste, at terrænet på denne del af ruten var lidt udfordrende, og ganske rigtigt: Da vi nåede lejrpladsen, var de fleste trætte. Meget trætte. Og flere med ømheder i kroppen, som qva den uvante vægt på ryggen og ditto kilometer i benene blev brugt på måder, deres kroppe ikke normalt blev udsat for.
Det endelig skred og nødplanen
Og SÅ skred planen endnu engang. Denne gang noget mere uventet. For den lejrplads, jeg havde udset mig, var ikke ledig. Den var inddraget af militæret til en NATO-øvelse og dermed absolut no go for os at slå lejr på. Det burde jeg måske have vidst eller forudset, men det gjorde jeg ikke, og uanset skulle der nu udtænkes en alternativ plan. Én mulighed var at slå ulovlig lejr på en mark ved parkeringspladsen lidt derfra, eller i Paradisbakkerne nogle hundrede meter væk. Jeg ville dog ikke opfordre til ulovlig lejrslagning, så den mulighed var ikke gangbar. En anden løsning var at banke på ved et hus i nærheden og spørge om lov til at slå lejr i haven. Der var dog kun ganske få huse, og med otte telte var det ikke det mest oplagte. At stoppe en bilist og spørge om en ledig græsplæne til teltslagning gav heller ikke pote – primært fordi de få biler, der kom forbi, indeholdt turister, der havde været i Paradisbakkerne.
Vi endte et helt andet sted. Vi endte med at gå de sidste knapt fire kilometer ad Højlyngsstien til Årsdale. Og herfra tog vi en bus op ad kysten til Bølshavn og en privat have. For min omsadling af planerne blev at forsøge os med konceptet Brug min Baghave, hvor folk over hele Danmark låner deres have ud til bl.a. vandrere, der har brug for et sted at slå telt op for en nat.
På Bornholm er der flere sådanne baghaver, blandt andet i Bølshavn, og ved et lykketræf var ejeren hjemme, og haven var ledig – ovenikøbet en virkelig fin have direkte ned til den bornholmske klippekyst. Turen tog med denne udvikling en eventyrlig, men noget uventet og uplanlagt drejning, men det gør ture af alle mulige forskellige grunde tit.
Så HUSK: hav en plan B. Eller – måske især – viljen til hurtigt at udtænke en.
