Oplev Danmarks urskove

Pitjuu – pitjuu. En flok sumpmejser på vej igennem underskoven efterlader ingen tvivl om, at skoven er ved at vågne til liv. I tågen bag ellesumpen anes silhouettet af en gammel kroget eg, der med sine knortede og afbrækkede grene mest af alt minder om en mosbegroet gammel heks.

Væltede træstammer gør det besværligt at komme frem, men med tungen lige i munden lykkes det at komme over et sumpet parti og op på en lille tør knold med god udsigt ind i skovmosen. Godt bænket på en stor afbrækket gren, sætter vi os til at vente med en dampende varm morgenkaffe. Det varer ikke længe, inden en spinkel trommen lyder et sted inde imellem træerne. Fuglen er umulig at se indtil den afslører sig ved at krydse over et lille stykke åbent vand til et par døde grene. Først ses intet andet end et virvar af stammer og grene, men efter en hurtig og systematisk afsøgning af det område, hvor fuglen landede, dukker belønningen op i kikkertfeltet – en Lille Flagspætte. Arten, der foretrækker mere eller mindre urørte skove, er ikke større end en gråspurv. Fuglen er ivrigt optaget af at lede efter insekter på en død stamme og efter få minutter forsvinder den ud af syne. I forstligt drevne skove er der stort set intet død ved, men her i den urørte skov får træerne lov til at leve livet fuldt ud, dø og rådne for til sidst at ende som næringsstoffer og nye byggesten i naturens kredsløb. De mange døde træer byder på masser af  føde og redehuller, som ikke blot spætter, men også mejser, stære, alliker, duer og ugler nyder glæde af.

Solen står op og efter et par timer er morgentågen lettet. Kulden har sluppet sit tag på skoven. Bladenes knopper er på bristepunktet og luften emmer af spirende liv. Senvinterens afdankede palet af brunt og gråt er lige på nippet til at vige for forårets skrigende sartgrønne nuancer. Sangerne er endnu ikke kommet, men overalt genlyder skoven af mejsernes korte, men livsbekræftende sangstrofer. Om kort tid er skovbunden dækket af anemoner og nattergalens pludren vil kunne høres i pilekrattet. Lyset er på vej tilbage.

Længere inde i skoven høres fra flere sider en blødt fløjtende sang, der desværre er blevet mere ualmindelig i de forstligt drevne skove – solsorten. Den velkendte drossel var oprindeligt en skovfugl, men i takt med intensiveringen af skovdriften forsvandt mange af dens naturlige redesteder; rodkager og døde træer. Efter al sandsynlighed har en kombination af mangel på redepladser og føde, været medvirkende til, at arten udvandrede og blev en af  kulturlandskabets mest almindelige fugle. 

Søjlehallernes monotoni

Det bliver en hektisk morgen med kikkerten for øjnene, og da vi forlader den urørte del af skoven, tæller artslisten 20 arter: Musvit, Blåmejse, Sumpmejse, Spætmejse, Sumpmejse, Halemejse, Lille- og Stor Flagspætte, Træløber, Rødhals, Gærdesmutte, Bogfinke, Grønsisken, Solsort, Huldue, Allike, Ravn, Skovskade, Spurvehøg og Natugle. På vejen tilbage tilbringes et par timer i de forstligt drevne bøgeskove, hvor skovbilledet er fuldstændig anderledes; stammerne er ensartede, de fleste træer lige høje og der er kun et kronelag. Forskellen på de to skovtyper er slående. I forhold til den urørte naturskov opleves søjlehallernes monotoni som en lyddød og livløs kulisse af træer. Undervejs ses en Bogfinke, enkelte Musvitter, et par Blåmejser samt et flok Fuglekonger. Mønstret er desværre ikke en tilfældighed. Adskillige undersøgelser viser, at gunstige livsbetingelser i de urørte naturskove betyder flere arter og som regel også betydelig tættere bestande, end i de forstligt drevne skove. Dette gælder ikke kun fugle, men også planter, svampe og insekter og andre smådyr.

Urørt naturskov er noget af det tætteste, vi kommer på vild natur i Danmark. Selv om der findes andre oprindelige naturtyper – f.eks. klit- og strand - er mange af de andre landskabstyper, vi opfatter som naturlige, i høj grad påvirket af menneskets aktivitet. Uden kulturpåvirkning ville store dele af de danske hede- og overdrevsområder således aldrig have eksisteret. Tilsvarende er mange eng- og mosedrag i praksis halvkulturlandskaber. Begrebet ”natur” er således et vidt begreb. Grænserne er flydende og i yderste konsekvens afhænger graden af naturlighed af, hvorvidt vi definerer os selv som natur. 

Urskovene

Størsteparten af Danmark var oprindeligt dækket af løvskov, hvilket betyder, at de fleste naturligt forekommende dyre- og plantearter er tilknyttet denne naturtype. De oprindelig urskove har gennemgået flere faser, hvor forskellige træarter har været de dominerende. Umiddelbart efter istiden bestod skovene af birk, asp og fyr, men over en periode på et par tusinde år blev linden det dominerende træ. Udover linden rummede skovene også ask, eg, el, pil og fyr. I bronzealderen omkring 1500 år f.kr. indvandrede bøgen og blev gradvist mere dominerende.

I naturlige skove står træerne, til de falder om. Dette medfører, at skoven er en afvekslende mosaik af bevoksninger i forskellige aldre, hvor lysninger med pionervækst eller unge træer veksler imellem træer i opvækst, modne eller aldrende faser. Mere eller mindre overalt i skoven vil man kunne finde døende gamle træer med afbrækkede grene eller kroner. Store dele af urskovene var sumpe - dels fordi vandløbene var uregulerede, og dels fordi forekomsten af  bæver bevirkede, at mange arealer blev oversvømmet og omdannet til skovmoser, med alt hvad det gav af dynamik, som i sidste ende var gavnlig for skovens svampe, planter og dyr.

I de danske urskove fandtes blandt andet bæver, vildsvin, urokse, ulv, los og bjørn, der alle er  udryddet i dag. Urskovenes store planteædere, f.eks. urokse og bison, antages med deres græsning at have bidraget til et afvekslende skovlandskab med mange lysåbne partier – lidt i stil med dele af Dyrehaven nord for København. En stor del af de plante- og  insektarter, som i dag er udryddet eller i stærk tilbagegang, har haft deres foretrukne levesteder i landskaber som disse. En anden ting, der adskiller urskovene fra de fleste af vores nutidige skove, er udryddelse eller tilbagegang af de fleste rovdyrarter. Tidligere blev bestandene af planteædere, småfugle og mindre dyr holdt nede af f.eks. ulv, los, bjørn og forskellige mårarter, der de fleste steder i Europa er i tilbagegang eller udryddet. Selv i urørte skove er det økologiske kredsløb sjældent helt autentisk, fordi en stor del af fødekædens øverste led simpelthen mangler.

Der findes ca. 65 urørte skove i Danmark – blandt de mest populære kan nævnes Suserup, Lindet, Draved, Velling, Ulfshale Skov og Longelse Bondegårdsskov. En detaljeret oversigt kan findes på www.sns.dk/skovdist/natskovoversigt.htm

Kulturpåvirkninger af skovene

Kulturpåvirkninger gennem årtusinder har sat sine tydelige spor i det danske landskab. I slutningen af 1700-tallet indså man for alvor, at skovene ikke var en uudtømmelig ressource. Resultatet var Fredskovsordningerne fra 1781 til 1805, der indebar, at bønderne tabte deres rettigheder til græsning og hugst af grene til gærder (gærdsel). I begyndelsen af 1800-tallet var kun ca. 3  % af Danmark dækket af skov. Med fredningen af skovområderne blev der gjort en stor indsats for at modernisere skovbruget. Resultatet var øget kultivering, dræning og tilplantning med nye træarter.

I forbindelse med effektiviseringen blev de fleste skove inddelt i parceller, hvor der blev plantet træer af samme alder og art. Da måleenheden for skovens sundhed var produktivitet og ikke naturbevarelse, blev træerne nu fældet på et langt tidligere tidspunkt i deres livscyklus. Tilsvarende var det lettest og mest økonomisk at fælde eller ”renafdrive” hele parcellen på én gang og med øget dræning blev det lettere at benytte tunge maskiner i skovene. Set udfra et miljømæssigt synspunkt er denne skovdriftsform den værst tænkelige. Årsagen er blandt andet, at store åbne nyfældede områder er med til at ændre skovens luftfugtighed, hvilket kan have en negativ effekt på bl.a. laver og mosser samt de dyr, der lever i og af dem. Da uensartede kronelag har en positiv indvirkning på antallet og tætheden af blandt andet fuglearter, er renafdrifter og nyplantning af ensaldrende træer med til at forringe mulighederne for skovens dyr og fugle.   

Blandt de indførte arter var rødgranen, der i dag er en markant del af skovbilledet. I 1950´erne indførtes nobilis- og nordmannsgran med det formål at producere pyntegrønt og juletræer. Med disse træarter indvandrede også flere nye fuglearter – f.eks. fuglekonge, sort- og topmejse, der foretrækker nåleskov.

Skovens dyreliv

Udviklingen af skovbruget har selvfølgelig haft en markant indvirkning på den danske fauna. På grund af den nedsatte omdriftsalder er andelen af døde og rådne træer faldet markant. Da dødt ved er vigtigt for en lang række smådyr, insekter og biller, er manglen på dødt træ den direkte årsag til mange arters nedgang eller forsvinden. Ingen kæde er stærkere end det svageste led – heller ikke fødekæder. Da de dyr og insekter, som lever på dødt og råddent træ er af stor betydning som føde for skovens fugle, indebærer den lave omdriftsalder, at en stor del af fuglenes naturlige fødegrundlag forsvinder, hvilket selvfølgelig har en negativ effekt på tætheden af fugle. Da der er flest naturlige hulheder i gamle træer, har effektiviseringen af skovdriften haft de største konsekvenser for bestandene af hulrugende fugle som spætter, mejser, fluesnappere, stære, alliker, hulduer og natugler. Værst er det gået ud over arter som Mellemflagspætte og Sort Stork, der blev totalt udryddet i skovene.

Dræning og tilplantning har bevirket, at andelen af løvtræer, der foretrækker fugtig bund - f.eks. eg, ask og rødel har været kraftigt på retur. Da flere fuglearter såsom sump- og halemejse foretrækker at søge føde i netop disse områder, har både dræning og træartssammensætning været med til at accelerere en negativ udvikling indenfor mange arter.

Udviklingen vender

Først i firserne begyndte udviklingen gradvist at vende – dels provokeret af dyrkningsmæssige og økonomiske problemer med nåletræer, og dels som et led i den nye skovlov fra 1989. I denne lov er  et af budskaberne, at der skal satses mere ”god og flersidig skovdrift”. Med denne formulering menes, at der skal tages hensyn til både produktion, natur og rekreative udfoldelsesmuligheder. En anden målsætning er at fordoble det danske skovareal i løbet af 80 – 100 år – gennem statslige initiativer og støtteordninger til private skovejere.

Kan de naturlige skove genskabes?

De danske urskove er for længst forsvundet, men med en målrettet indsats vil det kunne lade sig gøre at genskabe naturlige skovområder, der på flere måder minder om de oprindelige urskove.

I løbet af det sidste årti har interessen for biologisk mangfoldighed og naturnær skovdrift været støt stigende. Som et oplæg til Rio-konferencen fremlagde Skov & Naturstyrelsen i 1992 ”Naturskovsstrategien”, der har til formål at sikre de sørgelige rester af urørt dansk naturskov. Med naturskov menes skove, der er selvsåede og naturligt indvandret. Ud af et bevokset skovareal på ca. 400.000 ha er kun cirka 1,2 % gammel naturskov. Størsteparten af den danske naturskov er underlagt forstlig drift og har således ikke den store artsrigdom, som kendetegner den urørte naturskov. Ved Naturskovsstrategiens tilblivelse var kun 2 – 300 hektar urørt naturskov juridisk beskyttet imod forstlige indgreb. I 1992 var Skov & Naturstyrelsens målsætning at udlægge mindst 4000 hektar urørt naturskov inden år 2000. Pr. 1. januar 2001 er der sikret 6500 ha urørt skov -  fordelt på 4500 ha i statsskovene og 2000 ha i de private skove.

Selvom målsætningen for naturskovsstrategien i grove træk er overholdt, og de første vigtige skridt imod bevarelse og genskabelse af naturlige skovområder taget, er der ingen grund til at hvile på laurbærrene. Selvom 6500 hektar måske umiddelbart lyder af meget, er der stadig tale om alt for små områder, hvis en bæredygtig overlevelse af forskellige plante- og dyrearter skal sikres.  Danmarks Naturfredningsforening samt Wilhjelmudvalget, der blev nedsat af den tidligere regering, anbefaler således, at mindst 10 % eller cirka 40.000 hektar af de danske skovarealer bør udlægges til urørt skov.

I løbet af de sidste par år har Skov- og Naturstyrelsen arbejdet på et nyt nationalt skovprogram. Målsætningen var blandt andet at fastholde den positive udvikling indenfor dansk skovbrug - at udvikle og omstille skovbruget til naturnær skovdrift samt øge arealet af urørt naturskov. De endelige retningslinier er dog ikke vedtaget. Med regeringsskiftet og forslaget til den nye finanslov tegner det dog desværre til en kraftig nedprioritering af alt, hvad der hedder naturbevarelse, -genopretning og fredning. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V), foreslår således at stoppe støtten til yderligere udlægninger af urørt skov samt droppe opfølgningen på Wilhjemudvalgets arbejde. Hvad fremtiden vil bringe for de urørte skove er derfor usikkert.

Naturnær skovdrift

Med naturnær skovdrift menes en driftsform, hvor det tilstræbes af skabe bevoksninger med træer af forskellig alder og art. For at sikre et stabilt skovklima og en mere varieret skovstruktur foretages  skovningen ofte som ”plukhugst”, hvor enkelte spredte træer tages nænsomt ud af bevoksningerne. På denne måde skabes en mosaik af mindre lysninger samt træer med forskellig alder og højde. For at sikre et minimum af dødt træ til gavn for faunaen, tilstræbes det i statsskovene, at der efterlades 3 – 5 træer eller ”overstandere”/pr. hektar, som for lov til at dø og rådne, hvor de i sin tid spirede op.

Selvom de største planteædere mangler, kan der til en hvis grad skabes samme dynamik ved at sørge for græsning af større planteædere som f.eks. kronhjorte og i mangel af urokser – kvægracer, der kan danne små bestande og leve vildt i skovene. Desværre er udsætning af større rovdyr langt mere problematisk end planteædere – for det første fordi skovene er alt for små til at opretholde levedygtige bestande, og for det andet fordi vil man stor sandsynlighed vil møde modstand fra nervøse skovgæster. Den alternative løsning er bestandsregulering ved hjælp af jagt.

Oplev de danske skove

Natur eller ej. Selvom om det er fantastisk spændende at opleve en uberørt natur med stor artsrigdom, er der ikke nødvendigvis ligefrem proportionalitet imellem oprindelighed og glæden ved friluftsoplevelserne. På trods af at der kun findes 6500 hektar urørt skov i landet, venter der masser af gode friluftsoplevelser i de resterende 430.000 hektar skov.

Nærmere oplysninger om skovdistrikterne samt regler for færdsel i de danske skove kan findes på www.sns.dk. Selvom der findes et væld af naturlejrpladser (se Friluftsrådets ”Overnatning i det fri”, www.teltpladser.dk) vil man ofte kunne få tilladelse til at overnatte på selvvalgte steder i skoven, hvis der i god tid sendes en skriftlig ansøgning til det lokale skovdistrikt.  

Til mindre skovture er man godt tjent med brochurerne ”Vandreture i Statsskovene”, der kan fås gratis på bibliotekerne. På kortene er indtegnet ruteforslag, samt gode beskrivelser af skovenes historie og seværdigheder. Til vandrebrug er topografiske 4 cm kort i 1:25.000 det mest velegnede, og kan skaffes enten via Kort og Matrikelstyrelsen , www.kms.dk eller www.scanmaps.dk. De bedste og mest detaljerede kort er orienteringskortene, der kan bestilles via www.orienteering.dk

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 42 feb/mar 2002