Stejle kystskrænter, et rigt dyreliv og høje bakker med vid havudsigt. Naturen på Helgenæs og i Mols Bjerge har alt, hvad et friluftshjerte begærer.
Stejle kystskrænter, et rigt dyreliv og høje bakker med vid havudsigt. Naturen på Helgenæs og i Mols Bjerge har alt, hvad et friluftshjerte begærer.
“Hov! Se dernede.” Jakob er den første af os, der får øje på marsvinene. Han står på toppen af de stejle kystskrænter på sydkysten af halvøen Helgenæs og peger ned på to mørke pletter på havet. Vi skynder os hen ved siden af ham. Marsvinene trawler rundt i Århus Bugt omtrent 100 meter fra stranden. Når dyrene bryder havoverfladen, spejler solen sig i deres matsorte kroppe. Vi står længe tryllebundne og betragter marsvinenes leg.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Vi befinder os i noget af Danmarks allerflotteste natur, lige akkurat midt i kongeriget. Her er vandreren omgivet af stejle klinter med øde strande, og landet bag os byder på gamle overdrev, masser af levende hegn, smålunde, søer og moser samt over hundrede vådområder. Derfor er her mange dyr. For eksempel padder og småfugle, som musvåge-parret, der højt over os kredser rundt på de opadgående vinde, nyder godt af.
Jakob, Michael og jeg er taget på heldagsvandring fra Sydhelgenæs langs kysten nordpå op i nogle af Jyllands flotteste bakkepartier, Mols Bjerge, der stejlt rejser sig op til 137 meter over havet. Det er en vindstille og solrig eftermiddag. Landskabet står spændt og venter på, at vinteren for alvor skal slå igennem. Her fra skrænterne kan vi gennem efterårsdisen skimte Samsø og Tunø, der sejler af sted ude på Kattegat. Også Marsk Stigs lille ø Hjelm anes som en grøn plamage et sted langt ude på det bølgerynkede vand.
Langs østkysten
Vi passerer en naturlig høfde ved Lushage og går med nogen besvær ad Helgenæs’ stendækkede østkyst. Langs kysten sidder flokke af skarver og her om vinteren ses også edderfugle, dykænder, havlitter og hvinænder. Mange bundgarn og ruser vidner om, at livet i havet er rigt og giver lystfiskerne, som vi også møder en del af, gode muligheder for fangst. En fangst, som de vel at mærke deler med sæler og marsvin.
En god time senere kommer vi til en naturlejrplads, der ligger 15-20 m over havet på nogle græsdækkede terrasser på skrænterne. Måske Danmarks smukkest beliggende teltplads. Her kan man sidde omkring bålet om aftenen, nyde den stjerneklare himmel og observere lysene fra Ebeltoft på den anden side af vigen, samt skibenes lanterner, der vugger af sted på Kattegat. Vi har dog ikke teltet med, så efter at have fodret et par heste i en nærliggende fold med friskplukket græs vandrer vi videre nordpå ad kysten.
På sporet af Olav Rye
Tværs over den smalle tange, Draget, der forbinder Helgenæs med Mols og resten af Jylland, ligger Olav Ryes skanse. Den spillede en vigtig rolle i landkrigen mellem Danmark og Tyskland for over 150 år siden. I grundlovsåret 1849 blev general Olav Rye og hans tropper forfulgt og presset op i Jylland af preusserne og de oprørske slesvig-holstenere, og i slutningen af juni trak Rye størstedelen af sine tropper ind bag den kanonsikrede skanse på Helgenæs og udskibede dem til Fyn. Den 6. juli samme år deltog tropperne i det sejrrige slag mod slesvig-holstenerne. Dog først efter et grimt blodbad (udfaldet fra fæstningen Frederecia). Rye var selv blandt de faldne.
Fra toppen af skansen får vi, mens vi spiser madpakkerne, et godt indtryk af, hvor umuligt det var for de tyske tropper at indtage skansen og dermed Helgenæs ad den smalle tange fra nord. Vi sidder ved en mindesten for general Rye og kommer til at tale om, at terrænet set fra dette punkt minder om et enormt timeglas: Mod nord og syd breder kystlinierne sig symmetrisk ud fra den smalle landtange - i syd bliver linierne til Helgenæs og mod nord kupler Mols Bjerge sine skovklædte flader.
Med Olav Rye i tankerne er timeglas-metaforen ikke et dårligt billede. På toppen af skansen ved siden af mindestenen føler man sig suget tilbage i tiden, som ét af de små sandskorn, der løber gennem timeglassets nåleøje. Man kan næsten lugte krudtrøgen fra kanonerne og se de uniformerede soldater i kamp.
Toppen af Mols Bjerge
Dagvandringens udsigtsfinale udspiller sig, da vi i aftenskumringen, når toppen af Agri Bavnehøj, der med 137 m.o.h. er det højeste punkt på Mols. Herfra kan vi overskue det meste af det område, der i fremtiden gerne skulle blive til én stor naturpark. Lige nu er det på Christiansborg-politikernes tegnebræt at frede hele landstykket fra Sydhelgenæs til et stykke nord for Mols Bjerge.
Oktobermørket har for længst sænket sig over Mols, da vi trætte når frem til den hyggelige landsby Femmøller. Byen passer godt til sit navn, da man stadig kan se nogle af de gamle vandmøller, der ligger op ad den rislende å. Kort efter kommer vores bus og fragter os tilbage til Århus. Længe efter sidder synet af de tumlende marsvin ud for Sydhelgenæs på nethinden og giver mig lyst til at tage af sted igen.
Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 41 2000
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS