På langtur gennem fire norske fjeldområder

Ruskende og eksponeret

Næste morgen vågnede jeg tidligt til lyden af regn, der slog mod mit telt. Dagens mål – Sognefjellshytta cirka 22 kilometer forude – viste sig ikke at være så let som antaget, for hvis gårsdagens vejrforhold havde været lidt ruskende, var det ingenting i forhold til dag to. Ruten var ekstremt eksponeret, og jeg havde selskab af regn, slud og en kradsbørstig slagvind hele dagen. Jeg nåede lettere udmattet Sognefjellshytta sent på eftermiddagen. Hytten er ekstremt flot med højt til loftet, og et virvar af planker der snor sig gennem rummet. Sognefjellshytta er den hytte, der ligger tættest på Fannaråk-gletsjeren, og i receptionen bookede jeg en plads på det daglige hold, der krydser gletsjeren, til dagen efter. Jeg gik ud for at finde et sted at overnatte, men området omkring Sognefjellshytta var ren stenmark og uegnet til teltet, så jeg vandrede små tre kilometer ned ad vejen til hytten Krossbu. Her fandt jeg et hyggeligt spot ved en flod, og folkene i hyttens køkken var så flinke at lave mig en varm panini, selvom jeg ankom ret sent. Helt perfekt afslutning på den første sektion, Breheimen, der i retrospekt skulle vise sig at være turens hårdeste.

Nye venner i Jotunheimen

Vejret begyndte endelig at klare lidt op, og ved foden af Fannaråk-gletsjeren gav de to gletsjer-førere en sikkerhedsbrief. Vi fik alle steigesen og sele på, rebet blev bundet, og så bevægede vi os stille og roligt over gletsjeren. Gletsjerovergangen var relativt let og med god tid til at nyde udsigten over dalen, der kun blev bedre, desto højere vi bevægede os op. De fleste traverserer gletsjeren for at vandre op til Fannaråkhytta i 2.068 meters højde. Her er en flot panoramaudsigt, hvis det altså ikke var for skydækket, som havde sneget sig tilbage. På grund af den dårlige sigtbarhed fortsatte jeg min færd alene mod Skogadalsbøen-hytten. Den ligger i 834 meters højde og er smukt omgivet af træer og en brusende flod. Efterhånden som jeg dykkede i højdemeter, begyndte den frodige, grønne natur at folde sig ud og snart anede jeg hytten. Efter lakridste i pejsestuen fandt jeg et spot til teltet oppe i terrænet et stykke fra hytten og nød en flot udsigt til dalen.

 Dagen efter startede med en stigning, og snart befandt jeg mig på et råt højfjeld smyget ind i lavthængende skyer. Den smalle grussti snoede sig gennem landskabet med de sneklædte bjerge, klippeblokke, græs og små buske. Det så majestætisk ud. Efter 27 kilometer landede jeg ved den yndige, blikstille Tyin-sø. Jeg slog teltet op og studsede over, om jeg mon ville møde andre, der vandrede hele Massiv. Min tur var planlagt som en solotur, men jeg nyder også det spontane fællesskab, der kan opstå, når man møder andre. Hvad jeg ønskede, skulle jeg få. Efter morgenkaffe i solskin traskede jeg ned til et vandløb for at fylde mine flasker. Et par stemmer blandede sig med vandets brusen. Det var Ashley og Dylan, to amerikanere der boede i Norge. Jeg genkendte deres rygsække, som var samme type som min, og dem man ser mange af på langture. Jeg gættede på, at de også vandrede hele Massiv, og det gjorde de sørme. Vi faldt hurtigt i snak og besluttede at vandre lidt sammen. Vi havde en god vandrekemi – både tempomæssigt og socialt – og pludselig gik kilometerne hurtigere. De vandrede fra hytte til hytte og den ubetjente Slettinsbu-hytte 18 kilometer fremme var dagens mål. Jeg spurgte, om det var okay, at jeg gjorde dem selskab. Det var det heldigvis. 

En nat i hytte

Landskaberne var åbne, rå og golde. Man kunne skue, så langt øjet rakte, stien var god, og vi nåede frem til Slettinsbu, som vi havde for os selv. Den ubetjente hytte ligger afsides og eksponeret oppe i terrænet, så da det trak op om aftenen, var jeg glad for at sove indenfor. Hytten har lyst trægulv, brændeovn, køkken med gaskomfur og et hyggeligt sofaparti. Vi lavede labskovs med ærter og gulerødder fra madskuret og slappede af. Morgenmenuen stod på pandekager og syltetøj – en klar opgradering i forhold til min egen kost, der primært bestod af havregrød, proteinbarer, nudler og lefseruller med norsk discount-Nutella. Dagen efter skulle jeg ned til Tyinkrysset og rutens eneste købmand for at proviantere til resten af turen. Vi aftalte at mødes ved Sulebu-hytten 20 kilometer længere fremme, og det var en stor succes, at jeg havde købt ind til hotdogs – særligt i betragtning af, at jeg havde slæbt mig gennem marskgræs med rygsækken fuld af pølser for at få det til at ske. 

Rensdyr og høj sol i Skarvheimen

Skarvheimen er kendt for sine rensdyr, og snart spottede vi en flok på omtrent 100 dyr oppe i de sneklædte bjerge. Ironisk nok viste det sig at være den eneste dag, jeg så rensdyr. Efter 20 kilometer ankom vi til ubetjente Breistølen i god tid og slappede af i eftermiddagssolen. Dagen efter var de 13 kilometer til Bjordalsbu også let overstået. Vejret var det hidtil bedste på turen, så den stod på shorts, korte ærmer og store smil og en tur i en iskold gletsjersø. Vi solede os i den varme eftermiddagssol og læste norske turblade i hytten.

Ashley og Dylan nød at slappe af ved hytterne, og jeg syntes egentlig også, at det var meget hyggeligt, men efter små fire dage med relativt korte vandredage, begyndte jeg at få lyst til at gå lidt længere. Samtidig savnede jeg at sove ude i terrænet. Det giver mig generelt en større tilfredshed og en dybere følelse af frihed at overnatte under åben himmel end at slå telt op nær hytterne – og jeg følte ikke, at jeg havde udnyttet mulighederne nok endnu.

Derfor blev det sådan, at vi aftalte, at den næste dag blev vores sidste dag sammen på Massiv, fordi mine amerikanske vandremakkere havde planlagt en fuld afslapningsdag ved Lungsdalshytta 16 kilometer længere fremme. Den følgende dag forløb stille og roligt i let terræn hen over store, åbne græsvidder med gletsjersøer spredt ud over landskabet. Igen smilede vejret til os. Den smalle grussti snørklede sig gennem det episke landskab, og efter en frisk stigning kunne vi endelig ane Stølsvatnet i distancen; en større sø, hvor Iungsdalshytta lå ved bredden.

Der var grønt og frodigt, og vi fik selskab af nysgerrige får, der fulgte os langs sporet for en stund. Hen på eftermiddagen nåede vi Lungsdalshytta. Det er en større hytte i to etager, hvor vi slappede af, badede i søen, fik snacks, øl og god mad og udvekslede kontaktoplysninger. Om aftenen tog vi afsked, og jeg gik ud til mit telt nede ved vandet. Solen gik langsomt ned over bjergene og kastede en farverig pallette over Stølsvatnet. Jeg lagde mig i min quilt og glædede mig til at komme i gang med den næste etape: over Hardangervidda. 

Fuld fart over Hardangervidda

Turens tiende dag bød på lidt lumsk vejr, og jeg måtte hive min skaljakke frem for første gang siden Breheimen. Det ødelagde dog ikke humøret. Jeg nød at være på farten igen og nyde naturen på egen hånd. Jeg er stor tilhænger af både at vandre med andre og vandre alene, men der er bare et eller andet nærmest meditativt element over solovandring, som jeg nød at mærke igen. GPS’en talte lige over 30 kilometer, da jeg slog teltet op. Det føltes godt i benene, og jeg faldt hurtigt i søvn.

Det dejlige sommervejr var tilbage dagen efter, og turen til Finse bød på en solid stigning op til et afsindigt smukt, snedækket plateau nær Sankt Pål-toppen. Det føltes som at stå i et alpint klima i afsidesliggende bjerge – der manglede blot de spidse bjergtoppe i horisonten. Det var et af turens klare højdepunkter. Efter et kort pitstop i Finse var der en del ”gratis” kilometer med let vandring i fladt terræn og godt vejr, så jeg vandrede til ud på aftenen. Efter 33 kilometer fandt jeg et ensomt sted mellem to små søer og slog teltet op. Aftenhimlen var malet i lyserød og brændt orange. Hvis der er noget Hardangervidda virkelig kan, så er det at levere flotte solnedgange.

Sommervejret bragede nu derudaf og inviterede til lange vandredage – præcist dét, jeg havde tænkt mig. Terrænet på Hardangervidda var nemt sammenlignet med de øvrige områder, og de grandiose, åbne vidder havde flere sektioner med fladt terræn, hvor man virkelig kan få sat nogle kilometer af. Jeg slog teltet op i aftensolen efter 28 kilometer og nød solnedgangen, mens jeg lyttede til lydbog og reflekterede over turen, der snart lakkede mod enden. De tre sidste dage var ligetil med de mest fantastiske lejrsteder nær Besso og Hellevassbu. Det norske sommervejr forsatte, og jeg blev velsignet med dramatiske aftenhimle, der spejlede sig i blikstille bjergsøer, som fik alting til at stå i harmoni på stille Hardangervidda. 

En fabelagtig vandretur

Femten dage efter jeg startede ved Sota Sæter i nord, nåede jeg Haukeliseter i syd. Turen havde været alt, hvad jeg håbede, den ville være – og mere til. Massiv byder nemlig på lidt af det hele og gør det for det meste ret godt. Jeg fandt nogle magiske steder til teltet, vandrede i alt fra frodige græsvidder til storslåede snelandskaber, oplevede den norske hyttekultur, så rensdyr, badede i iskolde bjergsøer, traverserede en gletsjer og mødte ikke mindst en masse vandreglade mennesker – både de få, der vandrede hele Massiv, og alle dem, der nød sektioner af turen eller måske var på vej ud på helt andre eventyr. Noget af det bedste ved Massiv er, at du kan forme din oplevelse, så den bliver præcis, som du ønsker.

Du kan wild-campe i terrænet eller gå den fra hytte til hytte. Du kan tage pausedage i hytterne eller vandre lange stræk og stadig nyde en kop kaffe og en kage, når du alligevel kommer forbi. Desuden føles ruten hverken for overrendt eller for isoleret. Der var en rigtig fin balance, hvor jeg følte, at jeg havde plads til at dyrke soloeventyret, ligesom der var en venlig, imødekommende og positiv social scene på ruten, særligt omkring hytterne. Massiv er helt enkelt en fabelagtig vandretur, som jeg varmt anbefaler til både nybegyndere og erfarne.