Vild vandring i Jotunheimen

Jeg sidder og samler tankerne, mens jeg besigtiger skaden endnu en gang. Hele anklen er øm, og jeg er bange for, at jeg har brækket noget i faldet. Jeg finder en rute forbi den løse kampesten og begiver mig videre ned mod mere sikkert terræn. Bjergsiden består af enorme granitblokke, der ligger løst oven på hinanden, efter sneen er smeltet væk omkring dem.

Hver eneste fod skal sættes præcist for at undgå, at det hele skrider under mig.

Nye højder
Året er 2019, og jeg er netop gået i gang med at vandre min hjemmelavede rute: HRJ - Haute Route Jotunheimen. En højrute igennem Jotunheimen nationalpark. Drømmen er at skabe en ny rute, der ligger på grænsen mellem bjergbestigning og vandring.

Ruten vil gå over 44 bjergtoppe på over 2.000 meter i løbet af blot fem dage og handler om at vandre væk fra stien og op i de bjerge, vi kender og beundrer. Desværre blev det ikke sådan.

Allerede første dag kommer jeg galt af sted og må kravle i sikkerhed i en gletsjerdal. Jeg indser hurtigt, at det ikke er muligt for mig at komme til den nærmeste hytte i min tilstand og beslutter mig for at kalde efter hjælp.

Jeg finder min Garmin InReach Mini frem og trykker på knappen, som ingen håber at skulle bruge. SOS’et bipper højlydt et par gange, og signalet finder vej til den internationale redningsorganisation.

Jeg ånder lettet op, da de skriver, at hjælpen er på vej.

Halvanden time efter kan jeg høre den velkendte lyd af helikopterens rotorblade. På grund af terrænets sværhedsgrad må jeg humpe hen og trække mig op i helikopteren, mens den svæver en halv meter over jorden.

Redningsholdet taler med mig om ulykken, hvorefter de flyver mig til den nærmeste landingsplads. Oppe fra luften studerer jeg trist de skarpe sneklædte tinder, der udgør pejlemærkerne for mit mislykkede forsøg på HRJ.

En chance til
Når man, som jeg, er i starten af 20’erne, er det svært at indse, at man kan dø af mange ting. Det var det i hvert fald for mig. Verdens muligheder ligger foran én. Intet virker helt umuligt. Jeg havde kastet mig ud i mit HRJ-projekt for at finde min grænse, og man kan sagtens sige, at jeg fandt den.

Efter jeg kom hjem, undersøgte jeg min planlagte rute nærmere. Jeg snakkede med folk, der kendte området, og det gik hurtigt op for mig, at min rute var overambitiøs, hvis ikke direkte livsfarlig.

Ruten bød på nogle enormt tekniske klippevægge, der krævede masser af klatreudstyr, i områder med gletsjere og ustabile vejrsystemer. At begive sig af sted på den tur med min erfaring, alene og underudstyret havde ikke været gennemtænkt.

Det betød dog ikke, at drømmen var umulig.

Jeg begyndte derfor på at planlægge ruten igen. Nu rådførte jeg mig med erfarne folk, der havde været i området og i bjergene. Jeg fik lavet markante ændringer og besluttede mig for at søsætte mit HRJ-projekt endnu en gang i sommeren 2020.

Men denne gang var jeg ikke alene.

En tidligere kollega fra Opdag Verden, Jens Jerichau Clausen, viste interesse for projektet. Med hans store erfaring i de norske fjelde og inden for friluftsliv begav jeg mig med ro i maven af sted på andet forsøg på min helt egen Haute Route Jotunheimen.

En anden vej
Allerede inden ankomsten til Jotunheimen Nationalpark melder vejrudsigten kraftige vinde, frostgrader og langvarige regnskyl over hele ruten. Da vi stævner ud den første dag, vinker vi også farvel til solskin, der straks bliver trængt bort af en tyk tåge med iskoldt regnvejr og hård kuling.

Vi bliver tvunget ned ad siden af Nautgardstinden og må gå en hård og lang omvej til vores første lejrsted.

For Jens står det hurtigt klart, at vejret ikke er sikkert til en krydsning af så eksponerede bjergkæder, som vi har planlagt at vandre de næste dage. Jeg stritter imod. Efter et års planlægning er det svært for mig at tage beslutningen om at skrue ned for mine planer. Men det er det mest fornuftige.

Jeg lægger ambitionerne på hylden, og med kort og bøger fra fjeldhyttens bibliotek får vi i fællesskab lavet en ny plan. Vi vil teste dele af ruten og skrabe noget erfaring sammen, så jeg kan vende tilbage og fuldføre HRJ-projektet, når vejret er bedre.

Jeg har følelsen af at have givet op og er skuffet. Men nu står målet klart: Det vigtigste er at ramme et vejrvindue, så vi kan gennemføre den dag, hvor jeg sidste år kom galt af sted på. Vi fæstner vores blik imod Memurutinderne.

Dybe indåndinger
Efter en lang dag over Glittertinden og op af Galdhøpiggen, og en dag med en sen opsætning i strid blæst og regnvejr, vågner vi endelig op ved Hellstuguåen. Foran os ligger syv toppe på over 2.000 meter langs en skarp bjergkam. Vejret skifter med få minutters mellemrum. Fra klar solskin til tyk tåge. Fra tyk tåge til snevejr.

Vi bevæger os i den modsatte retning af mit tidligere forsøg. Det betyder, at jeg langsomt oplever den del af ruten, jeg kunne have befundet mig på sidste år, hvis jeg ikke var kommet til skade. Terrænets sværhedsgrad stiger støt, og nogle steder må vi bruge slynger til at hejse vores tasker ned til hinanden.

På vores venstre side er der et brat fald på 100 meter ned til Veo-gletsjeren. Vi bevæger os med under én kilometer i timen på de stejle klippesider og planlægger i fællesskab vores fremgang i 50-meters segmenter. På nordsiden af Austre Memurutindens klippeside bliver terrænet smallere og stejlere.

En tredive meter lang travers med en hældning på 45 grader åbenbarer sig for os. Klippesiden stopper brat fire meter under os og falder 80 meter lige ned til en gletsjer. Ved bunden aner vi klippestykker, der allerede har taget turen ud over kanten og ligger knust mod isen som en varsling til os.

Underlaget glider let under fødderne, da vi bevæger os frem. Vi klatrer én mand ad gangen. Tre meter frem. Venter på den anden. For at holde fokus er der aftalt stilhed, mens den anden klatrer. Venstre hånd, højre fod, højre hånd, venstre fod.

Pludselig kigger jeg op og ser, at jeg er ovre. Jeg springer op til højderyggen. Herfra kan jeg se lige ned på det sted, hvor helikopteren hentede mig i 2019. Jeg står præcis der, hvor jeg kom til skade for et år siden.

Efter syv timers kamp med bjergenes ubarmhjertige klippesider og vejrforhold, løsner knuden i min mave sig langsomt op. Men på samme tid går det op for mig, hvad jeg netop har været igennem. Jeg sætter mig ned for at trække vejret dybt. Jens kommer op til mig, og jeg udpeger stedet, hvor jeg kom til skade.

Der er stille en stund.

Så kigger jeg på ham og fortæller ham, hvad jeg netop har indset. At min skade sidste år var et held i et uheld. Uden min ulykke, kunne jeg måske ikke have holdt det eneste løfte, jeg giver min familie inden mine ture: At jeg kommer hjem i live.

En drøm klogere
Nu til dags ser man alle vegne folk begå enorme bedrifter, hvor de overkommer ekstreme udfordringer i naturen. Desværre er det sjældent, man ser al den erfaring og alle de forberedelser, der ligger bag bedrifterne.

De lange treks for at bygge en base camp op.

De mange opgivne forsøg på grund af vejr eller manglende tid.

Man får langsomt en forestilling om, at man kan klare en tur over Indlandsisen. Eller bestige Mt. Everest uden erfaring. Og nogle prøver endda. Hele ekspeditionen ender med at afhænge af, eller blive portrætteret som om, at billedet på toppen af bjerget er det vigtigste.

Og sådan gik det til dels også med mig. Jeg havde afprøvet mig selv i naturen og fået blod på tanden. Jeg var blevet inspireret af eventyrere og havde troet, at jeg i en alder af 22 år kunne gennemføre denne rute på trods af min manglende erfaring. Som i sagnet om Ikaros troede jeg, at jeg kunne overvinde naturens kræfter.

Jeg er ikke i tvivl om at HRJ-ruten vil være en nem tur for en virkelig erfaren bjergbestiger. Men for mig i 2019 var det over grænsen for min formåen.

At prøve sine grænser af i naturen skal opleves. Men det er farligt at tro, at man kan overvinde naturen. Det skal være en udfordring i naturen og ikke imod naturen. Det skal gøres sikkert og med den rette mængde erfaring.

Bjergene, havene og skovene er der som en arena, så dem, der søger det, kan finde en større viden om sig selv indadtil. Det er derfor, at vi kan vandre afsted, overnatte i et telt og bagefter kigge tilbage på oplevelsen og føle en stolthed over at have klaret udfordringen.

Jeg er ikke selv blevet skræmt væk fra at være ude i naturen efter mine oplevelser. Men mine fremtidige rejser bliver med en nyfunden respekt og ydmyghed overfor de kræfter, som bjergene og naturen omkring dem besidder.