På vandresafari i det norske

Vi parkerer bilen i Kongsvoll side om side med flere andre biler, der reklamerer for moskussafari, og med høje forhåbninger spænder vi de store tasker på ryggen og begynder opstigningen gennem skoven til fjeldet. Efter en lille times prusten op gennem skovens bakker åbner landskabet sig pludselig op foran os. En kraftig vind blæser os nær omkuld, men herfra har vi udsyn ind over Dovrefjells tinder, og bag os skimter vi Rondanes toppe i det fjerne.
Med vinden imod os fortsætter vi ind over landet på den velafmærkede sti, der leder fra Kongsvoll til Reinheim – en af Den Norske Turistforenings (DNT) selvbetjente hytter i området. Der går ikke længe, før vi møder de første grupper på guidet moskussafari bevæbnet med kamera og kikkerter, spejdende op af alle fjeldsiderne. Selv er vi også blevet ramt af kraftig moskusfeber og må gang på gang forsikre hinanden om, at mørke klumper i det fjerne virkelig er sten og ikke moskusokser.

På trods af deres hyggelige udseende er der ingen af os, der føler nogen særlig trang til pludselig at stå ansigt til ansigt med en fuldvoksen moskushan under morgenens tandbørstning

Moskussucces
Efter et par timer på benene med jævne pauser, hvor kikkerten forgæves bliver rettet mod mosbeklædt sten i det fjerne, begynder maverne at rumle på frokost, og vi finder snart en passende frokost-sten at slå os ned på. Mængden af moskuslort i græsset omkring os vidner tydeligt om, at vi nu befinder os i moskusland, så nu er det blot et spørgsmål om at spotte dyrene.
Med en sandwich i den ene hånd og en kikkert i den anden finkæmmer vi de omkringliggende fjeldsider og pludselig falder blikket på en gruppe sært pelsede sten langt borte, og ganske rigtigt, ved nærmere eftersyn viser det sig at være en lille flok moskusokser. Selv på lang afstand er der noget helt særligt over at se så store dyr i deres naturlige element, og kikkerten går frem og tilbage, mens vi fornøjede over vores moskussucces indtager frokosten.
Snart tager vinden til, og en byge trækker ind over os, så vi bryder op, pakker os ind i ekstra tøj og regnovertræk og fortsætter langs stien ind i Stroplsjødalen. Foran os titter den sneklædte top af Dovres højeste bjerg, Snøhetta (2286 m), nu og da frem mellem skyerne og giver et smukt udsyn til den lyseblå gletsjer, der strækker sig op langs bjergets ene side.

Først på eftermiddagen når vi frem til foden af 1767 meter høje Kaldvellkinn godt halvvejs til Reinheim. Her finder vi et mosklædt plateau lidt væk fra stien, hvor vi slår teltet op, kravler ind i læ og får varmen, for på trods af at kalenderen melder tidlig august, gør regn og vind det nødvendigt med hue, handsker og ekstra trøjer.
Som så ofte i bjergområder skifter vejret dog snart, og sidst på eftermiddagen kan vi begive os ud på en lille udforskning i området, mens solen luner fjeldsiderne omkring os. Vi finder ingen afmærket sti ind mod Kaldvelldalen, men lavt mos og små sten gør terrænet fremkommeligt, så længe vi holder os uden om de våde moseområder langs vandet. På fjeldsiderne omkring os får vi snart øje på flere mindre flokke af moskusokser; her er både fuldvoksne hanner og hunner med lange horn samt små unger, der alle går og gnasker i det lave grønne krat eller blot ligger i mosset og daser – en aktivitet vi snart bliver enige om må kaldes ”at muske rundt”. De nærmeste dyr synes at følge os med øjnene lige så meget, som vi følger dem, men så længe vi bliver på behørig afstand – det anbefales, at man holder sig på mindst 200 meters afstand af moskusokserne – forholder de sig i ro og fortsætter deres ”musken”.
Tilbage ved teltet spiser vi aftensmaden i solens sidste gyldne lys, inden kulden tvinger os på retræte i soveposerne med gode bøger og masser af snacks, tilfredse efter en særdeles moskusrig dag.

Helt tæt på
Næste morgen er det med nogen nervøsitet, at vi stikker næserne ud af teltet – hvem ved, om en af de flokke, vi så i går, har fundet vores lille plateau lige så indbydende, som vi selv gør? På trods af deres ellers hyggelige udseende er der ingen af os, der føler nogen særlig trang til pludselige at stå ansigt til ansigt med en fuldvoksen moskushan under morgenens tandbørstning, men heldigvis er der fri bane.
Med så fin en lejrplads beslutter vi at lade teltet stå og nyde en dagstur langs floden Stropla, der følger stien til Reinheim-hytten for foden af Snøhetta. Lette skyer danser om bjergets top, og typisk fjeldvejr med skiftende solskin og byger følger os hele dagen. Nu med trænet øje spotter vi flere små og store flokke af moskusokser på de omgivende fjeldsider, og undervejs møder vi også flere andre vandrere, der enten er på moskussafari eller på vej mod Reinheim på egen hånd. En af disse forbipasserende gør os opmærksom på, at der kort forude ligger en lille gruppe dyr tæt på stien. Det bakkede landskab gør det vanskeligt at se stien længere fremme, så vi bevæger os forsigtigt frem til hver bakketop for ikke at forskrække den lille flok, og snart får vi øje på tre fuldvoksne moskusokser og en unge, der ligger 80-100 meter fra stien og spiser af krat og mos. Vi står lidt og betragter disse imponerende store dyr, der med deres langpelsede ydre, massive horn og rolige bevægelser er både intimiderende og fascinerende.

Vi fortsætter langs stien, og et hul i skyerne giver snart en oplagt mulighed for frokost i solen med både udsigt til Snøhetta, nu ganske tæt på, og de øvrige smukke fjelde omkring os. Snart slår det lunefulde vejr dog om, og regn trækker ind over bjergkammene. Med et dårligt knæ og truende skyer er stemningen ikke til en toptur, så vi sætter kurs tilbage mod teltet af samme vej, som vi er kommet.
Fordybet i snak glemmer vi alt om de moskusokser, vi passerede på vejen ud. I mellemtiden er de kommet på benene og har fundet mere gnask-værdig føde endnu tættere på stien. Snart runder vi en bakketop, og dér, ikke langt fra stien, står pludselig de fire dyr og kigger ligeså meget på os som vi på dem. Hurtigt sænker vi stemmerne og trækker os langsomt væk fra stien for at lægge afstand til flokken, alt imens en af gruppens hanner holder et vågent øje med os som for at sige ”hertil og ikke længere…”. Den lader dog til at beslutte sig for, at vi ikke udgør nogen trussel, og går snart tilbage til sit gnaskeri, mens vi sniger os til at tage et billede og langsomt fortsætte videre langs stien.

Fælles aftensmad
Som aftenen falder på, tømmes fjeldet for dagstursvandrere, der enten har sat kursen tilbage mod bilen i Kongsvoll eller søgt ly for natten i Reinheim. Snart har vi landskabet for os selv og kan rykke soveposer og underlag ud foran teltet for at lave aftensmad i det sidste sollys. Mens vi sidder der og spiser vores turmad, kan vi holde øje med de moskusflokke, der holder til i fjeldet omkring os, og som også er i gang med dagens aftensmad – eller det bilder vi os i hvert fald ind. Med en længde på 2,5 meter og en toppvægt på næsten et halvt ton er der ingen tvivl om, at moskusoksen er et stort dyr, og man skal ikke tage fejl af dem, for selvom de fremstår rolige, kan de bevæge sig med en topfart på 60 km/t. Alligevel er der nu noget hyggeligt over at dele aftenen med dem, mens de ”musker” rundt der på fjeldet, spiser eller ligger og daser i mosset med deres tæppe-tykke pels og små pjuskede unger, der tumler rundt mellem de voksne.

En varm opfordring
Næste morgen pakker vi lejren sammen og efter rigelig varm kakao og gedeostemadder sætter vi kursen tilbage mod bilen i Kongsvoll. På vejen møder vi formiddagens moskussafari-grupper med forventningens glæde malet i ansigtet og kikkerter og kamera ved hånden, og vi bliver hurtigt enige om, at selvom disse ture kan være en god mulighed for de lidt mindre fjeldvante, har det været en helt speciel oplevelse at kunne slå teltet op og bo et par dage midt i moskusland. Fra vores lille lejr har vi kunnet følge dyrenes liv helt tæt på både morgen, middag og aften, og efter tre dage i fjeldet må vi konstatere, at sandsynligheden for at se moskusokser i Dovrefjell måske alligevel ikke er så lille, eftersom vi nærmest har set halvdelen af den cirka 200-dyr store bestand. Udover det har området også budt på smuk natur, en imponerende udsigt til både Rondane og Dovres egne tinder og gode vandreruter, der, kombineret med disse fascinerende dyr, gør området til et helt specielt sted at vandre.

Værd at vide om moskus

Moskusokser kan blive op til 2,5 meter lange og 1,5 meter høje med en maksimalvægt på knap et halvt ton. De regnes som en del af oksefamilien, men er i virkeligheden mere beslægtet med geder og får og kendetegnes ved en kompakt krop med en tyk, lang, mørkebrun pels og brede horn, der bøjer sig ned langs hovedet på både hunner og hanner. Moskusoksen har fået sit navn fra den stærke duft – musken – som hannerne udskiller i parringstiden. Efter parringen går hunnerne drægtige i ca. 9 måneder, hvorefter de føder en enkelt kalv, som først kan klare sig selv efter to år. I mellemtiden holder mor og kalv sig sammen med flokken, der oftest består af 10-20 hanner og hunner, som sammen passer godt på flokkens unger – hvis de føler sig truet, stiller de voksne dyr sig i en beskyttende ring med ansigterne vendt ud og ungerne i midten bag de store kroppe.
Moskusoksen er en overlever fra den sidste istid, hvor store flokke kunne findes i hele Europa og i Nordamerika. Siden da er mange af dyrene døde, og som et led i at redde arten satte man forsøgsvis dyr fra Nordamerika ud forskellige steder i Norge, blandt andet i Dovre hvor de første kom til i 1930’erne. Disse dyr døde dog under 2. verdenskrig, men mod slutningen af 1940’erne blev nye dyr sat ud, og det er deres efterkommere, der i dag udgør den cirka 200-dyrs store bestand i Dovrefjell.

På toppen

Er man til toptur, byder Dovrefjell på en oplagt en af slagsen: den 2286 meter høje Snøhetta (også kaldet Snehætten på dansk). Toppen kan bestiges fra flere sider på omkring fem timer op og ned. Den selvbetjente DNT-hytte Reinheim danner et godt udgangspunkt for sådan en toptur og kan nås på omkring en dags vandring fra Kongsvoll (en overnatning her koster 325 norske kroner for ikke-medlemmer). Alternativt findes der også den betjente hytte Snøheim og den selvbetjente Åmotdalshytta, hvor der ligeledes går afmærkede ruter til toppen af Snøhetta. Der er også masser af oplagte teltpladser nær foden af Snøhetta. Se www.ut.no samt www.visitnorway.com for mere information.