Du er her:
  • ARTIKLER
  • Bjergbestigning i Peru - til tops på smukke Alpamayo

Bjergbestigning i Peru - til tops på smukke Alpamayo

Vi klatrer opad tovlængde for tovlængde. Det er koldt og mørkt. Egentlig fint at det er så mørkt - så kan man ikke se, hverken hvor langt ned der er, eller hvor langt der er op. Bare koncentrere sig. Klokken seks bliver det lyst, og solstrålerne rammer nabobjerget Quitaraju. Det er ufatteligt smukt. Vi er på vej mod toppen af Alpamayo i Peru.

AW33_ALPAMAYO_73.jpg
Skrevet af: Søren Gudmann
Opdateret den 10. jan 2017

Vi klatrer opad tovlængde for tovlængde. Det er koldt og mørkt. Egentlig fint at det er så mørkt - så kan man ikke se, hverken hvor langt ned der er, eller hvor langt der er op. Bare koncentrere sig. Klokken seks bliver det lyst, og solstrålerne rammer nabobjerget Quitaraju. Det er ufatteligt smukt. Vi er på vej mod toppen af Alpamayo i Peru.

To timer senere står vi på toppen af “Det smukkeste bjerg i verden” - det 5947 meter høje Alpamayo. Der er andre bjergtoppe som også kan komme i betragtning til den titel, men Alpamayo er bestemt et godt bud. Og vi har gjort det, vi kom for. Efter 14 timers flyvning, problemer med bagagen, otte timers bustur, fem dages vandring plus fem dages opstigning og endelig otte timers klatring med kolde fingre og i hård kamp med nogle irriterende franskmænd. En gang imellem kan jeg godt forstå, hvorfor nogen sætter spørgsmålstegn ved hvor meget slid, sved, kulde, tyndskid og hovedpine man gider. Men når man står på toppen, så er det det hele værd.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW36_ALDAMAYO_64.jpgEn opstart med forhindringer
Vi ankommer til Lima den 28. maj om aftenen. Det gør bagagen ikke. Det betyder en tabt dag i vores tidsplan, for vi vælger at blive og vente. At rejse op til Huaraz uden vores grej, det er der ikke meget mening i. Én ting er tandbørster og underbukser. De er let at erstatte. Men dunjakker, telte, klatreudstyr og bjergmad, det er noget andet. Vi tager ind til centrum om søndagen. Jeg var her i 1984, der er bygget vanvittigt meget siden. Det er dagen for anden runde i præsidentvalget. Der har været talt meget om valgsvindel, og demonstrationer er ventede. Der er ganske meget politi på gaderne, og vi får en smagsprøve på tåregassen på Plaza San Martin. Men ellers går alt fredeligt, og om aftenen tager vi ud i lufthavnen for at se, om vore ting er kommet. Det er der alt sammen, og derudover kommer vi derfra med en håndfuld dollars i kompensation. Økonomien er ellers ikke presset. Det er billigt at rejse i Peru, specielt hvis man færdes i bjergene.
Af sted med natbus til Huaraz i otte timer. Huaraz ligger godt 300 km nord for Lima. Bussen er samme standard som dem, der kører folk på skiferie i alperne, og filmen er ligeså dårlig! Huaraz ligger i 3100 meters højde. Vi har planlagt at blive her i to dage, dels for akklimatisering og dels for at arrangere turen videre ind mod bjerget. Man kan arrangere alt herfra, hvis man taler lidt spansk og har en smule tålmodighed. På rejsebureauerne tales engelsk, og de kan lave en færdig løsning. Men det er naturligvis billigst, hvis man klarer det hele selv.

Første dag tager vi hen til et klatrefelt, som ligger lidt ovenfor Monterey. Her er der også varme kilder. Jeg er meget træt efter busturen om natten og tager en lur i græsset, mens de andre prøver klatringen. Efter deres kommentarer at dømme går jeg ikke glip af så meget. Senere går vi en tur op i terrænet. Vi studerer og bliver studeret af de lokale campesinos.
Gennem Edward, som driver et hotel, der er populært blandt trekkere og klatrere, har vi fået kontakt med en kok. Han hedder Manuel, er 32 år og er på syv-otte ture som vores i løbet af et år. Ellers passer han marker og lidt husdyr hjemme i landsbyen. Han har udarbejdet en indkøbsliste, og så går vi på markedet. Det tager det meste af eftermiddagen, og vi fylder en stationcar med mad. Vi køber et gaskomfur og nogle gryder. Listen indeholder en del guf, som vi sikkert får brug for til at holde moralen oppe.

AW33_ALPAMAYO_69.jpgI bil mod “Cara-cara-caraaz!”
31. maj. Afgang mod Cashapampa. Bilen, som skulle hente os klokken otte, dukker ikke op. Jeg går over og får fat i en anden. Det går let. Forruden er splintret, og dækkene totalt tyndslidte. Vi aftaler 160 soles (ca. 80 kr.). Prisen kender jeg fra i går, så der er ikke så meget at prutte om. Alle bilerne holder på en plads ved siden af floden - Toyota Hiace er der flest af. Ifølge Manuel holder de typisk et par år, så falder de simpelthen fra hinanden, fordi vejene er så dårlige. Alle biler har en chaufør og en indsmider, som driver direct marketing. De går rundt på fortovet og skråler: “Cara-cara-caraaz!”, eller hvor de nu skal hen. Og de arbejder udfra en teori om, at jo højere og oftere de skriger, jo flere skal til Caraz netop den dag. Nej, de har en benhård hverdag, og “opsøgende” virksomhed kan jo være afgørende for, om de får de nødvendige soles i kassen. Det var bare ærgerligt, at de stod lige uden for hotellet, og at showet startede klokken fem om morgenen.
Vejret er fint, og vi glider op igennem dalen. Snart har vi Huascarans to toppe foran os. Huascaran er med 6768 m Perus højeste bjerg. Turen til Caraz tager to timer, og derefter er der halvanden time på jordvej til Cashapampa. Her kan man hyre muldyr til at bære. Manuel vælger en æseldriver han kender fra tidligere, Raoul, og vi ender op med seks dyr. De bliver læsset med 30-40 kg hver. Vi går selv kun med lette rygsække. Det er nødvendigt på dette tidspunkt, hvor vi ikke er ordentligt akklimatiseret.

Kampen mod højderne
Vi går nu ind i Santa Cruz-dalen, som er smal og har stejle sider. Nogen steder lidt cowboyfilm-agtige bjergformationer i røde nuancer. Her er meget smukt. Vi passerer et helt friskt kæmpemæssigt stenskred. Næste eftermiddag slår vi lejr ved Taullipampa længst inde i dalen. Vi er i 4200 meters højde ikke langt fra passet Punta Union, som fører over i Llanguanuco dalen. Herfra skal vi gå nogle akklimatiseringture. På vejen ind møder vi et maratonløb! En flok galninge som løb i fire dage, bl.a. over Union-passet på 4750 meter. Det var peruvianerne, som kom først. Gringoerne kom noget efter og så lidt brugte ud.
På dette tidspunkt er vi kun tre i god form. Højde- og maveproblemer har sat de tre andre mere eller mindre ud af spillet. Øystein er endda blevet i Huaraz og kommer først en dag senere. Efter to dage i denne første base camp vil vi prøve os på en 5510 m top, Millishraju. Erik, Rune og jeg er friske og tager afsted. Vi kommer ikke helt op. Vi går en rute igennem meget besværligt terræn. Havde vi haft kiler og friends, kunne vi have gået mere direkte, men vi har kun sikringsudstyr til sne og is. Ved 5100 m må vi vende om. Der er udsolgt, og én har hovedpine. Dagen efter rykker vi teltpælene op, går tilbage og op i en sidedal. Her etablerer vi Alpamayo base camp. Det er en dejlig let dag.

AW33_ALPAMAYO_72.jpgDag for dag højere op
5. juni. Vi bærer mad, brændstof og klatreudstyr op til en lejr i 4900 meters højde lige ved snekanten og går ned igen. Jeg går og nynner James Browns “I feel good...”, mens jeg slæber lasten op ad skrænten. Og det er næsten sandt. Manuel disker op med god mad nede i base camp. Vi har købt både kylling og oksekød på markedet, og på en eller anden måde holder det sig i fire dage, uden at vi bliver syge. Dvs. nogen har jo altså maveproblemer, men det er ikke alle på samme tid, så det er nok ikke kødet.
6. juni. Vi slår teltene op ved snekanten og bærer grej til lejr 2 i 5400 meters højde. Vi klatrer over et stejlt pas, hvor vi passerer nogen gletsherspalter. Det er nærmest et isfald. Her er flot men lidt skummelt, hvis noget af isen skulle ramle ned. Vi går i øvrigt uden reb. Endelig er vi oppe og skal se Alpamayo rigtigt for første gang. Ak nej, der er tåget, så vi ser bare et glimt af væggen. Vi er meget trætte, da vi sætter tingene fra os i lejren, hviler et kvarter, går forbi de skumle spalter og tilbage til lejr 1. Ved aftensmaden beslutter jeg, at på min næste tur skal alle middagsretter prøvespises, før de kommer med. Det er noget frygteligt junk, de putter i poserne. Jeg var skrubsulten men må give op!
7. juni. Nu rykker vi op og bliver oppe. Om morgenen er der som sædvanlig is på indersiden af teltet, som skal have lidt sol, før vi kan pakke. Imidlertid bliver vejret dårligt. Mens vi spiser vores havregryn on the rocks, begynder det at sne. Soveposer og specielt telte er våde, da vi pakker. Det bliver en meget tung dag. Vi er så udmattede, da vi kommer op til lejr 2, at vi med det samme beslutter at tage en hviledag før topforsøget. Nu sætter min form for højdesyge ind - manglende appetit. Middagsretten har jeg ellers før spist med fornøjelse.
8. juni. Hviledag i lejr 2. Skiftende vejr. Vi er en mut flok, som sidder i timevis og smelter sne. Pendulfart til udkanten af lejren. Snakker lidt med Juan - en ældre herre der arbejder som bærer. Han kommer kun til lejr 2. Hans søn er uddannet guide og klatrer med kunderne til toppen. Manuel er i øvrigt hans nevø.

AW33_ALPAMAYO_75.jpgKamp mellem klatrere
Nåh, vi kunne jo ikke bare sidde her og have ondt af os selv. Sent om aftenen kl. 23.30 bipper uret. Vi kommer afsted en lille time senere. Jeg drikker lidt vand og spiser en myslibar. Der er også lys i en nærliggende fransk lejr. Franskmændene havde et topforsøg dagen i forvejen, så vi troede ikke, de var klar igen. Så vidt vi kunne se, var de klatret op i en forkert snerende og var returneret 100-200 m fra topkammen - surt show. Det er vigtigt at komme først hen til klatrepartiet, da der vil komme en mængde sne og isklumper rasende ned af bjerget fra dem, som klatrer over én. Vi traverserer hastigt et stejlt snefelt og kommer lige akkurat først. Så står de seks mand og presser på. Der er tre guider og tre kunder. Guiderne har været og fixet et fast tov i ruten allerede. Vi beder dem respektere, at vi er kommet først, og at vi vil klatre traditionelt, dvs. ikke bruge det faste tov. Det er de komplet ligeglade med og maser sig frem, så der er et virvar af mennesker og tov. En af dem sætter gudhjælpemig sin jumar på vores ledende mands tov i stedet for det faste og er ved at trække ham ned!

AW33_ALPAMAYO_76.jpgPå grund af det faste tov klatrer de hurtigere end os, og efter et par timer har vi seks mand over os. Sne og is hagler ned over os. Da Erik får en klump i knytnævestørrelse i ansigtet, er det dråben. Han og to andre vender om efter godt og vel 200 meter. Vi andre fortsætter. Jeg koncentrerer mig om den cirkel foran mig, som er oplyst. Mine handsker er gennemvåde, og fingrene især på venstre hånd er meget kolde.
Klokken seks bliver det lyst. Et fantastisk skue breder sig ud under os. Lejren er bare en prik langt nede, og en kæmpemæssig og voldsomt opsprækket gletscher strækker sig nedover dalen mod nord. Samtidig ser vi, at der bare er en reblængde igen. Nu ved jeg, at vi klarer det. Godt nok har jeg hele tiden haft en god fornemmelse, men man ved jo aldrig.

AW33_ALPAMAYO_71.jpgPå toppen
Det er en utrolig dejlig følelse at vide, at vi inden længe står på toppen. Måneders forberedelser, sved og anstrengelser er med et glemt og betalt med renters rente. Vi gjorde det. Dog får vi igen problemer med franskmændene. De skal ned, lige da vi skal igennem de sidste 50 meters smal rende. Så har vi is faldende ned over os igen.
Vel oppe sidder jeg og betages af, hvor smukt der er. Pludselig bliver det overskyet, og jeg når ikke at tage et fotografi. Vi går en tur hen ad den smalle topkam og tager et par fotos med armene i vejret og et gråt tæppe af skyer lige under os. Vi er trætte og tørstige men ikke specielt sultne, selvom vi stort set ikke har spist noget. Det er adrenalin og vilje, som har drevet os de sidste otte timer, ikke kulhydrater.
Nedturen er en lang række rapellinger. Jeg fjumrer, taber min tovbremse og må improvisere lidt. Det er et langt stykke men ikke så stejlt. Ruten hedder Ferrari-ruten og hælder vel maximalt 70 grader. Vi er tilbage ved teltene tolv timer efter at have forladt dem, fuldstændigt udmattede, men med en dejlig følelse i sjælen. Lidt senere på dagen returnerer vi til base camp og ikke mindst et ordentligt måltid!
Nogle dage senere - efter mad, bad og hvile i byen - rejser vi ind til Ishinca-dalen, og bestiger også den 6032 meter høje Toclaraju ad nordvestryggen. Vi havde gjort det, vi kom for - nemlig at nå toppen, ja, faktisk to toppe. "Det er toppen som er målet - ikke vejen. Godt nok er det fint at vandre i bjerge eller gå en tur i skoven, og undervejs til en top kan man have masser af fine
oplevelser, men at nå en top giver en ekstra dimension. Og for mig føltes det ekstra godt efter ture til Mont Blanc og Pik Lenin, hvor vejret tvang os til at vende om.

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 36, juni / juli 2001

Andre spændende artikler


De 14 giganter

De 14 giganter

Verdens farligste bjerg på lydbog

Verdens farligste bjerg på lydbog

To danskere jagter samme rekord på Everest

To danskere jagter samme rekord på Everest

Log ind