På besøg hos Thailands sidste havsigøjnere

Den bagerste halvdel af båden er dækket af et bliktag, og her i skyggen sidder de to kvinder Pi og Ekip og hakker lidt fisk i stykker til frokosten, mens børnene leger mellem små gryder og potter på bådens dæk.

Dunung og Salamahs ansigter er furede af tropesolens ubønhørlige stråler, som farver havet under båden turkis og ansigtshud mørkebrun, og polerede af salt fra saltvandet og sand fra et liv på utallige strande. Dette er en bådtur om bord på en af de lange træbåde, som i flere hundrede år har udgjort Moken-folkets livsnerve, og hvor de har boet, fisket og arbejdet, mens de sejlede fra koralø til koralø i deres evige jagt efter fisk og skaldyr.

Båden har været hjertet i Moken-folket og er ikke simple træbåde, men et sted at bo og arbejde, fyldt med symboler og følelser. Hele Moken-folkets kultur er baseret på disse både. I det øjeblik, bådene forsvinder, smuldrer fundamentet for at holde fast i nomadelivet.

Hytter på stolper
Moken-folket er et af Thailands oprindelige folk og bor på øen Koh Surin med en exceptionel skøn natur, det turkise vand, strande med fint sand, skove og et liv på havet. Folket var nomader i flere hundrede år og boede på deres lange husbåde, mens de otte måneder om året sejlede fra ø til ø for at indsamle havets dyr, som de levede, hvor de lavede mad, sov og passede børn. Men det nomadeliv er blevet sjældnere.

I dag er det kun i Burma, man kan opleve denne nomadeform, mens folket i Thailand nu har bosat sig endeligt på øen Koh Surin, som er nationalpark. Her er en exceptionel flora og fauna, både på øerne og i havet.

De har slået sig ned fast i små hytter på pæle på strandene på koraløerne, men har fået et kulturchok i skiftet fra havet til landjorden. Her lever de fra dag til dag af fiskeri og indsamling af konkylier i havet, som stadig er altafgørende i deres liv.
De to landsbyer Nea og Bilou er egentlig blot nogle få hytter på stolper på de fredfyldte strande ud mod havet på den sydlige og nordlige del af Koh Surin.

I dag er havet stadig folkets liv, selv om det nu foregår med fast bolig på stranden, hvor fra mændene fisker revhajer eller dykker for at samle skaldyr. Imens forbereder kvinderne måltiderne under palmernes raslende blade, og børn leger i sandet omkring dem. De thailandske myndigheder vil gerne have Moken-folkets børn til at gå i skole, men lige så snart der er gode fiskebetingelser, smutter børnene fra klasserne for at være sammen med deres forældre på havet.

Moken-folket spiser dagligt fisk eller de skaldyr, orme eller søagurker, som tidevandet efterlader, eller de selv indsamler.

Fest for ånder
Det daglige liv er fyldt med shaman-ritualer, traditionel healing og seancer, hvor de kommer i trance for at komme i kontakt med ånderne. I april laver de en hellig ceremoni til ære for ånderne, lobong, hvor de udskærer høje totempæle i træ og foretager rituelle ofringer og danse.

På den måde eksisterer Moken-folkets kultur stadig, selv om nomadelivet bliver mere og mere sjældent. Men det er et folk, der har sværere og sværere ved at holde fast i deres oprindelige livsstil.

Militæret er efter dem i Myanmar, og i Thailand banker turismen kraftigt på døren til deres liv. De store traditionelle husbåde, kabang, er blevet sjældnere. Herpå kunne en hel familie leve i månedsvis på havet, mens de sejlede fra ø til ø for at leve af de fisk og andre dyr, de kunne fange.

I dag sejler de fleste fra landsbyen ud i traditionelle thailandske long tail-både for at arbejde for parken og kommer først hjem, når tropemørket falder på. Nogle af landsbyens få indbyggere bliver hjemme og skærer små træfigurer ud, som de sælger til turister, og kvinderne væver stoffer. Af og til får de besøg af turister fra Thailand og andre lande, som camperer på strande nogle minutters sejlads derfra.

Moken-folket
består af 5000 sjæle, som lever i Andamaner-havet i det nordlige Stillehav og er en blanding af nomader og fastboende. De sejler normalt rundt i små grupper på både langs kysterne ved Thailand og Myanmar.  Det er kun i Myanmar, de stadig sejler fra ø til ø i både og lever som rigtige nomader, mere eller mindre frit under det militærstyre, som regerer landet. Deres livsbetingelser her er svære, for de har svært ved at få anerkendelse for deres livsstil og traditioner.