Reimers Lapland

Hvad er det, der er så særligt ved Lapland?
Jeg besøgte Lapland første gang i 1991, og jeg blev straks overvældet over de enorme vidder og den ro, der herskede i fjeldet. Det gav mig en indre ro, og en helt basal fornemmelse af at være kommet hjem. Sådan har jeg det stadig den dag i dag, når jeg kommer i fjeldet – jeg føler mig hjemme.

Hvorfor tror du, at du føler dig hjemme i fjeldet?
Jeg tror, det er fordi, livet i fjeldet er så simpelt. Tingene er givet på forhånd, og det hele er kogt ned til det essentielle: Man skal igennem dagens vandring, man kan ikke ændre på vejret og forholdene, så det handler bare om at have styr på vand, proviant og så videre. Enkelheden i dét er fantastisk, og vækker noget urinstinkt i mig – og det tror jeg er sundt for sjælen.

Dine børn debuterede i Lapland som 5-årige – har du aldrig været nervøs for, at der skulle ske noget?
Jo, selvfølgelig har jeg det. I 1990’erne tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg vidste jo, at hvis der skulle ske noget med en af børnene, så skulle jeg nok kunne håndtere det. Men engang hvor Amalie var med, slog det mig pludseligt, at hvis der skete noget med mig, så var det jo hende, der skulle hente hjælp. Så ville jeg pludselig være hjælpeløs i forhold til at hjælpe hende, og det måtte jo ikke ske. Og så er det selvfølgelig også noget der indgår i planlægningen af rute, så vi ikke pludselig står med tre dages vandring til den nærmeste hytte. Men jeg er nok blevet mere forsigtig i de senere år.

Du har fået mange reaktioner på Min Bænk i Abisko. Hvorfor tror du, at der er så mange, der har taget den til sig?
Jeg tror, den mest indlysende grund er, at det er den eneste fjeldbog om Lapland. Og så er det en lille og måske lidt nørdet kreds af mennesker, der tager i fjeldet på den måde, jeg skriver om i bogen. Det betyder, at der er mange, der ser sig spejlet i bogen og kan genkende sig selv i den. På den måde giver bogen nok en forløsning hos andre fjeldvandrere.

Kan du fremhæve et par af dine bedste oplevelser fra dine fjeldture?
Det er sjældent, at jeg har vandret op på toppe på grund af børnene, men på turen med Amalie vandrede vi op gennem Mårmaspasset, og det var en helt fantastisk oplevelse. Da vi kom op over passet, blev jeg fuldstændig overvældet af vidderne ud over Kebnekaise-massivet, gletsjerne og toppene. Det var helt spektakulært.
En anden situation må være, da vi vandrede ud mod grænsen til Norge. Det er en rute, hvor der ikke kommer særligt mange mennesker, og vi havde heller ikke set en sjæl i to dage. Vi havde kun et par km tilbage af dagens vandring, og her kom vi pludselig til en elv, som viste sig at være for kraftig til at passere. Jeg prøvede flere steder, men det ville være for farligt at forsøge at krydse. Udsigten til at skulle tilbage samme vej, gjorde mig frustreret og skuffet, men lige pludselig dukker der en mand op. Ud af ingenting står der pludselig to lokale samer, og de får pejlet os op til et vandfald, hvor det er muligt at komme over elven. Lige så pludseligt, at de var dukket op, er de forsvundet igen, og jeg når ikke engang at takke dem – det kalder jeg for tilfældigt. Men det fortæller noget om menneskerne i fjeldet; her hjælper man hinanden, og alle har lyst til at bidrage til fællesskabet, og det er denne historie et godt billede på.

Din passion for at vandre i fjeldet – hvad handler det om?
Jamen det handler om, at man udelukkende handler på naturens vegne – man er i naturens vold. Dermed er det en stor kontrast til vores bekvemme hverdag, hvor man kan hoppe på metroen, hvis det regner og så videre. I fjeldet er der ikke nogen vej uden om, og de daglige rutiner er overskuelige og simple. Og så giver midnatssolen helt enormt meget energi – det påvirker mig positivt.

Hvad er det for værdier, du gerne vil give videre til dine børn?
I forhold til vandring, så er det egentlig ikke noget, jeg er så bevidst om. Men de lærer jo også noget ved at være tvunget til at skulle forholde sig til det simple liv i fjeldet. Vi har nogle faste rutiner, og de lærer en systematik og en respekt for naturen. Og glæden ved de simple ting bliver jo også synligt for dem. Samtidig viser jeg dem også min glæde og begejstring for at være i fjeldet, og det tror jeg også er rigtig vigtigt.

Kort om Reimer Bo Christensen

- Født 1950 i Thisted.
- Journalist, tv-vært og forfatter.
- Til sommer er det 14. gang, at Reimer besøger Lapland.
- Har 4 børn, der alle har været med Reimer i Lapland.
- www.reimerbo.dk  

Min Bænk i Abisko

Genudgivelsen af Min Bænk i Abisko koster 78 kroner som e-bog og kan købes i de fleste online-boghandlere.