Sæljagt med slædehund

Med en grønlandsk fanger og 14 slædehunde på tur

Grønland er nok et af de bedste steder i verden at opleve en tur med Slædehund. Simon Honoré og en kammerat er sammen med en grønlandsk fanger taget på sæljagt.

DSC04974.jpg
Skrevet af: Simon Honoré
Opdateret den 22. dec 2021

Grønland er nok et af de bedste steder i verden at opleve en tur med Slædehund. Simon Honoré og en kammerat er sammen med en grønlandsk fanger taget på sæljagt.

Det er den 1. april. Lyset er endelig vendt tilbage til det nordligste Grønland. Det er først nu, man rigtig kan se vinterlandskabet, som de seneste måneder har ligget skjult hen i mørket. Ude på fjorden sidder det ene isbjerg efter det andet urokkeligt fast i den meter tykke havis.

Jeg står med sammenknebne øjne og spejder ud over isen. Så langt øjet rækker, er det hvidt, hvidt og atter hvidt. Inde langs kysten kommer en hundeslæde i rask tempo. Det viser sig at være Ole, der er en af de få fuldtidsfangere, som er tilbage i Grønland.

Han bor i bygden Savissivik i nordvestgrønland med sin kone og fem børn. Igen i år tager han og familien den 100 kilometer lange slædetur til Pituffik, hvor det årlige hundeslædeløb afholdes i forbindelse med ”Armed Forces Day” på den amerikanske flybase. 

Jeg kommer hurtigt i snak med Ole, som er en lille robust mand midt i 30’erne. Jeg spørger ivrigt til, hvordan han styrer slæden og med ganske få kommandoer får de 14 hunde til at skifte retning – alt sammen uden at ramme dem med pisken. Ole griner og siger:
”Sådan har jeg bare altid gjort.”

Jeg fortsætter med at spørge. Der er så mange ting i den grønlandske kultur, som man slet ikke kender til. For grønlænderne er dette jo ”bare” deres hjem.

Det er her, de gennem tusindvis af år har lært at overleve, men for os andre udefra er det et flot men ubarmhjertigt landskab, der uden vores daglige bekvemmeligheder som opvarmet huse, biler, snescootere og internet nok ville synes umulig at overleve i.

Her er hunde et redskab og ikke kæledyr, der ligger i sofaen ved siden af brændeovnen. Men der er stor respekt mellem fanger og hund – for uden hunde kommer fangeren ingen vegne, og med dårlige slædehunde bliver jagten dårlig.

Efter lidt tid spørger jeg Ole, om det er muligt at komme med på slædetur. Han nikker og siger:
”So.”
Det betyder ja. Jeg kan komme med ud og tømme nogle sælfælder, han har sat på havisen tidligere på ugen.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC04963Få dage senere er vejret med os. Jeg mødes med min gode ven Jan, der gerne vil med på turen. Sammen går vi ned til Oles hundeslæde, som han stille og rolig er ved at gøre klar og spænde hundene for. I takt med arbejdet bliver hundene mere og mere urolige.

De trænger til at få brændt energi af. Da slæden er klar til afgang, springer vi på, mens Ole står ved siden af hundene og slår pisken i sneen foran førerhunden. De er ellevilde for at komme af sted. Idet Ole stopper med at svinge pisken, går hundene amok, og hundeslæden flyver af sted.

Ole springer på i farten, mens han griner. Efter kort tid finder hundene deres faste tempo. Og det er som om, at hundeslæden er sat på autopilot, idet førerhunden følger slædesporet fra nogle dage tidligere, da Ole var af sted for at sætte fælderne.

Som gæst på slæden er det eneste, vi kan gøre at nyde den storslåede grønlandske natur, som suser forbi på nærmeste hold.

Vi sidder rart og blødt på slædens to rensdyrskind med et tykt moskusskind øverst. Imellem skindene ligger Oles riffel, hvis chancen skulle byde på en sæl ved et åndehul.

shutterstock 5195596-PatricSlæden suser afsted med 12-14 kilometer i timen, hvilket er perfekt til, at vi både kan tage billeder og nyde turen ind gennem fjorden på denne frostklare dag. Men pludselig bryder en hund formationen og sagtner farten.

Det er tid til toiletbesøg - i fuld fart vel og mærket. Underholdende ser det ud, da hunden i tre forsøg kommer af med det den skal og ivrigt løber tilbage i viften for at trække videre med de andre. Kort tid efter er der ”vitaminer” i luften.

Det må have givet hunden luft i maven, efter at være på toiletbesøg i fuld fart. Jeg vifter hånden foran næsen og griner højlydt til både Ole og Jan.

Efter cirka 40 minutters kørsel tager hundene farten af, og det er tid til en pause. Ole griner lunt, og går straks i gang med at filtre hundenes trækliner fra hinanden mens hundene er rolige.

Hundene løber i en karakteristisk stor vifte, og ofte er der et par stykker som hurtigt bytter plads og derved filtrer linerne grundigt sammen. Efter cirka 20 minutter begynder hundene igen at røre på sig – klar til næste etape.

DSC04951Vi ankommer til Oles første sælfælde. Der er gevinst. Op ad hullet trækker vi en spættet sæl, og hundene bliver ellevilde. "Mad" kan man næsten høre dem bjæffe. Sammen læsser vi sælen på slæden og kører videre til næste fælde, hvor endnu en sæl bliver hevet op gennem hullet i isen.

Jeg spørger Ole, hvordan pokker han på en fjord, der er 50 kilometer lang og 12 kilometer bred, vidste at lige her ville en sæl før eller senere passere og ikke mindre end 15 meter fra land i en sprække skrueis?
”Det ved jeg ikke", siger han lunt.

Men noget må han vide, for rygterne siger om ham, at han er bygdens bedste fanger. Sammen griner vi højlydt, mens vi slæber sælen hen til hundeslæden, hvor vi læsser den. Ole er godt tilfreds. Han siger, at det ikke er så tit, at han fanger mere end én sæl. Den tredje fælde skulle også vise sig at være tom.

Dagens fangst er i hus, og vi vender hjemad. Temperaturen er over minus 20 grader og med lidt vind føles det meget koldere. Ole sidder forrest på slæden. Hans sorte skæg er nu blevet til is i kulden. Med benene oppe på de nu stivfrosne sæler, styrer han hundene forbi nogle fastfrosne isbjerge.

Han er kun iført vinterbukser og den klassiske hvide anorak med en uldtrøje under og hætten trukket halvt ned over hovedet. Tynde smidige isbjørneskindsluffer er alt, hvad der beskytter hans hænder mod den hårde frost.

DSC04961Bag ham sidder Jan og jeg, men til trods for at vores beklædning er væsentlig anderledes med hightech duntøj og kæmpe Baffin-boots, som er egnet til -50 grader, stor vinterhue og tykke dunluffer, bider kulden stadig voldsomt i kinderne – men vi har ikke noget at skulle have sagt. Ole er på hjemmebane her. Det kan man tydeligt se.

En hundeslædetur er langt mere end blot en slædetur. Det er en blanding af en storslået naturoplevelse og et indblik i en ældgammel fangerkultur. Man mærker naturen helt ud i fingerspidserne.

At sidde stille hen på slæden - helt betaget af den storslåede natur dækket af de mange iskrystaller omkring én - føler man virkelig historiens vingesus fra de gamle beretningerne om mødet med de første eskimoer, og de første polarfarere som Knud Rasmussen, Jørgen Brønlund og Mylius-Erichsens.

Det er ikke noget at sige til, hvorfor de var så betaget af dette land. Selvom det er 105 år siden Danmarksekspeditionen fandt sted, og mange ting har ændret sig siden; både i Grønland og Danmark; er en ting stadig den samme – hundeslæden og dens hunde.

Den har formået at klare frisag gennem alle disse år i et stærkt teknologisk præget samfund. Om hundeslæden stadig eksisterer om 100 år, kan du måske læse om 100 år i Opdag Verden.


DSC04953

Fakta hundeslæde:

  • Længde: cirka 3,5 meter
  • Bredde: omkring 110 centimeter
  • Alt er bundet sammen, hvilket gør slæden yderst fleksibel, når den køre i ujævnt terræn

 

Andre spændende artikler


Vinterens hjerte – Knud Rasmussen og hans tid

Vinterens hjerte – Knud Rasmussen og hans tid

Siriuspatruljen

Siriuspatruljen

Med hundeslæde i Grønland

Med hundeslæde i Grønland

Log ind