Med hundeslæde på Vatnajökull

Jeg sad nu i hytten med en halv kop varm kaffe - den anden halvdel var på min T-shirt. Vi havde begge gang i piberne, og hyggen var optimal. Jeg lod tankerne glide tilbage på turens første 14 dage. Starten havde givet nogle småproblemer med hundene; vi havde fire lømler, som aldrig havde trukket en slæde før, og oven i dette var vores slædespand sammensat af to andre spand, der aldrig havde været blandet før. Så samtidig med at vi skulle oplære de unge hunde, skulle vi også sørge for, at de ældre hunde ikke lemlæstede sig selv og hinanden i kampen om status. Nu kunne jeg fryde mig over, at de uden undtagelse havde udviklet sig til nogle fantastiske trækhunde, der uden problemer kunne trække den 400–500 kilo tunge slæde over store sten og op af bratte stigninger.

“Denis, har du nogen sinde oplevet så kraftig en storm før”, spurgte Christian, og rev mig brat ud af mine tanker. Det var svært at svare på. Denne storm virkede værre end alle dem, jeg havde oplevet i de tre år, jeg havde boet på Grønland, men jeg var dog ikke sikker. De problemer, vi havde med at stå fast her ude, skyldtes nemlig lige så meget, at dampen havde gjort sneen iset og glat, så vinden havde lettere ved at få magten over os. På Grønland har jeg altid haft mulighed for at få nogenlunde fodfæste i sneen. Christian, der havde arbejdet som slædekusk i Alaska, havde aldrig oplevet noget lignende, og han var temmelig imponeret. Det var jeg nu også. Efter turen hørte vi, at stormen havde blæst en hytte væk på Esjufjöll et andet sted på gletscheren.

To danskere og en hundeslæde
På Island er slædehunde en nyhed i sig selv, da der ikke har været slædekørsel med hunde siden 1936, hvor nogle norske videnskabsmænd brugte dem som transportmiddel. I dag er det kun mig, der har slædehunde på Island, og de stammer fra egen import. Jeg har tidligere været ved slædepatruljen Sirius, og op til turen havde jeg arbejdet med mine hunde i snart tre år. Resultatet var en masse store, stærke og kærlige grønlandske hunde.

Grønlandske slædehunde er nok de mest hårdføre slædehunde i verden. Jeg har også prøvet at køre med husky’er, men de passer overhovedet ikke sammen med grønlænderne. Hvis man skælder en husky ud, er den trykket flere dage efter, mens en grønlænder derimod glemmer en skideballe efter ti sekunder. Det er netop et tegn på dens psykiske styrke.

Turen, Christian og jeg kørte, varede en måned, og formålet var at finpudse hundene, inden de skulle bruges til at køre guidede ture med turister. Turen gik fra området nær vulkanen Hekla, op på Vatnajökull og videre over Grimsfjöll, som man nok husker for vulkanudbrud i 1996 og 1998. I 1996 blev der smeltet så meget is, at der opstod en gletschersprængning, da vandet trængte ud, og i en enorm flodbølge skyllede næsten 20 km vej og broer væk. Ved nordøstkanten af Grimsfjöll kørte vi ned igen og endte efter en lille uges kørsel i højlandet ved søen Lagerfljót.

Whiteout på Vatnajökull
Morgenen efter stormen var vejret godt igen - blå himmel og vindstille. Efter at jeg havde tømt videokameraet for batteri på alt, hvad der kunne filmes, var vi klar til at køre videre. Modsat videokameraet var hundenes batterier så fyldte, at de var ved at kortslutte; efter to dage med dårligt vejr, hvor de intet havde lavet, var det et problem at holde dem tilbage, indtil vi havde fået alt grejet på slæden.

Vi startede dagen med at passere kløften, der var kommet efter vulkanudbruddet i 1996. I bunden af kløften var der stadig store sprækker, men de var også de eneste, vi så på hele turen. Vi var nu kommet ud på den østlige og særdeles flade del af Vatnajökull, og i alt kørte vi i fire dage, hvor det bare var fladt. Egentlig er det et meget flot område med udsigt til imponerende fjelde og store vidder, men vi var så uheldige at få whiteout (ekstrem dårlig sigt pga. sne eller tåge), og så kan man godt fristes til at mene, at dagene bliver lidt ensformige. Som Christian sagde under en pause, så får man lyst til at vende døgn og køre om natten, hvor tågen plejer at lette.

Tågen lettede først den sidste dag på gletscheren. Hermed åbenbarede der sig et utroligt sceneri med fjelde, der stod i skarp profil mod den blå himmel. Det var så betagende, at man næsten brugte en hel rulle film på det.

Den vilde hestejagt
Turens sidste dag blev også den mest dramatiske; vi skulle køre ned fra højlandet ved et stejlt fjeld, hvor vi fulgte en vej i zig-zag nedover. Selv med bremsetovene monteret om begge meder kom der god fart på, men det gik lige. Problemet opstod først, da vi kom i nærheden af den gård, Bessastaðir, hvor turen skulle ende (nærheden betyder ca. 200 meter horisontalt og ikke mindst 200 meter vertikalt). Da hundene, som ikke havde set andre levende væsener i en måned, fik øje på hestene i indhegningen ved gården, var der noget, der skulle undersøges – øjeblikkeligt!

Vejen gik jo ikke i en lige linie til hestene, men det gjorde hundene. Et halvt nervepirrende minut hang jeg i opstanderne efter slæden, alt imens jeg tænkte på, at dette dog var en besynderlig afslutning på en god tur. Men heldet følger de tossede, og slæden stoppede ca. 20 centimeter fra indhegningen. Skaderne efter den voldsomme nedkørsel begrænsede sig til et bremsetov, der var revet over, og en pote med en ubetydelig flænge.

Panik på Bessastaðir
Der var ingen tvivl om, at beboerne havde hørt os, for efter ca. et minuts tid blev det elektriske hegn rundt om hestene tændt. Et blik op at skrænten fortalte, at vi havde været utrolige heldige med at slippe for brækkede arme og ben i vivariet af klippestykker, der ragede op gennem sneen. Vi fik slæden på højkant, og da vi stoppede foran døren til Bessastaðir, kunne det nok være, at Islands første hundeslæde samlede sig en del opmærksomhed. Vi fik lov til at slå teltet op på en nærliggende eng og kunne til sidst gå til ro efter en lang og begivenheds rig dag.

Dagen efter blev vi inviteret til fødselsdagskaffe hos bondekonen, hvor vi sad og prøvede at lugte mindst muligt efter at have undværet vask i en måned. Vi havde også problemer med ikke at tømme alle kagefadene på bordet, da vores kroppe skreg efter sukker, men vores høflighed overvandt trangen. Beboerne fortalte, at larmen om aftenen havde skabt en del panik på gården. Datteren i huset var skræmt kommet løbende ind til sine forældre og havde råbt, at nu kom mørkemændene ned fra fjeldet - en anelse overtroisk skal man jo have lov at være. De ville dog ikke bekræfte, at de havde tændt for elhegnet efter, at de hørte os komme. Resten af dagen gik med, at vi fik besøg af alle omegnens beboere, der lige skulle se to tossede danskere med 13 hunde.

Dagen efter blev vi hentet, hundene blev læsset i traileren og turen gik hjemover. Vi nåede dog at forbløffe personalet på grillbaren i Egilsstaðir, idet de sjældent havde set nogle sætte så mange cheeseburgere til livs.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 28 i 2000