“Christian kom ud og hjælp mig”, råbte jeg, men intet skete. Jeg råbte igen alt hvad mine gamle frostsprængte lunger kunne klare, men atter forstummede mine råb i stormen. Christian sad bag en lukket dør ca. fire meter fra mig intetanende om, at jeg sad i klemme i yderdøren, og at stormen havde tænkt sig at holde mig godt fast et stykke tid endnu. Efter et par minutter fik jeg dog vrikket mig fri og kunne gå ind til ham og bede om hjælp. “Hjælp til hvad”, spurgte han. “Til at åbne døren så jeg kan komme ud og kigge til hundene”, svarede jeg.
Under stort besvær fik vi tvunget døren op. Dagen før havde vi gravet et hul i sneen ned til døren for at kunne komme ind i hytten, og nu sad vi i hullet og søgte lidt læ, inden vi for alvor skulle ud i stormen. Da vi begav os videre, var det på alle fire. Christian havde fået godt fat i en isklump lige som der kom et ekstra kraftigt vindstød, og et øjeblik slap hans krop jorden med alt andet end hænderne, som krampeagtigt holdt fast i isklumpen. Da han havde jordkontakt igen, kravlede han hurtigt om i læsiden af huset. Her lå hundene og havde det godt. De havde ladet sig sne nede og lå godt og varmt i deres snehuler. 20 minutter efter var vi tilbage i hytten.
Grimsfjöll - en af verdens mest aktive vulkaner
Stedet var Grimsfjöll på Vatnajökull, det sydøstlige Island, og hytten, som vi befandt os i, ligger i 1741 meters højde. Vi havde været på tur med hundeslæde i godt og vel 14 dage og var nået hertil i forgårs. Det var imponerende at komme hertil. Udsigten var formidabel ud over de lavere fjelde mod syd, indimellem tillod en blå plet i skydækket solen at kigge igennem, og overalt stod små dampstråler fra den underliggende vulkanske aktivitet op gennem gletscheren.
