Med hundeslæde i Grønland

Med 56 hundeben over klipper og is

Grønlænderne har i flere århundreder været afhængige af slædehunden. Hver dag har hundene trukket slæden med jæger eller fisker ud i det øde, isdækkede landskab og derefter hjem igen med moskusokse, fisk eller sæl. I dag er det et fåtal af grønlændere, der bruger slæden til jagt eller fiskeri, men der er stadig brug for hundekræfter til at komme frem i Grønlands ufarbare egne.

DSC01327.jpg
Skrevet af: Mikkel Ais Andersen og Maria Hornbek Hansen
Opdateret den 22. dec 2021

Grønlænderne har i flere århundreder været afhængige af slædehunden. Hver dag har hundene trukket slæden med jæger eller fisker ud i det øde, isdækkede landskab og derefter hjem igen med moskusokse, fisk eller sæl. I dag er det et fåtal af grønlændere, der bruger slæden til jagt eller fiskeri, men der er stadig brug for hundekræfter til at komme frem i Grønlands ufarbare egne.

Klokken er 8.30, termometeret viser minus 20 grader, og på en af de enorme hundepladser uden for Ilulissat ved Grønlands vestkyst er slædekuskene ved at klargøre slæder.

Hundene er lænket i små grupper, og der kæmpes højlydt om de blodrøde kødlunser, der med gavmild hånd er blevet smidt. Det minder om ulveburet i zoologisk have ved fodringstid, og rovdyrsgenerne lader sig ikke kue, når kæberne trækkes tilbage i bidsk knurren. 

John er 37 år og lever af at køre hundeslæde - sommetider for fiskere og andre gange for turister. I dag sidstnævnte. Han er tydeligvis stolt af sine 14 hunde, der hver især får et klap, inden de bliver spændt for slæden.

Ikke et klap som man gør det i Danmark, men mere et slag bagi. De lader dog til at kunne lide det, og John understreger, at det ikke er kæledyr, men nyttedyr. Og det skal de vide. Alle hundene bliver spændt for i røde snore, vi tager plads på slæden, og pisken smælder. ”YAYAYAYA,” råber John, og jeg gætter på, at det betyder fuld gas frem.

De 56 hundeben, der sidder på de fjorten pelsede muskelbundter pisker sneen op, og slæden lægger med et ryk Ilulissat bag os.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC01055Minus 20 grader er for varmt
Ilulissats mange farver viskes langsomt ud i den hvide masse, som vi tonser af sted, væk fra byen ud mod de øde, åbne vidder.John sidder forrest på slæden og styrer slagets gang, og det er ikke bare at svinge en pisk og råbe kommandoer til hundene.

Det kræver langt mere at være slædekusk. Bortset fra de to forreste hunde, der er ledere i kobbelet og styrer tempo, er der ikke helt faste pladser, og det ses tydeligt, når de springer frem og tilbage ind over de røde snore, der trækker slæden.

Hele tiden skal John sørge for at udrede snorene, og når en af hundenes ben pludselig sidder fast i seletøjet, hapser John den op på slæden, skærer snoren over og giver den en ny på, hvorefter de ryger ud på arbejde igen. Alt dette sker uden at slæden stoppes, eller tempoet slækkes.

”Vi skal jo fremad”, siger John, og det må man jo give ham ret i.

Man skulle tro at grønlænderne har et ekstra lag hud, for når John arbejder med hundeselerne, er det med bare hænder, mens mine egne fingre er ved at fryse af inden i mine ekstra forede luffer.

Jeg er dog nok den eneste, der fryser, for kulden preller af på John, der har oplevet langt koldere vejr, og hundene, de har det næsten for varmt, fortæller John. I dag er det nemlig kun minus 20 grader, og de trives bedst, når termometret er kravlet ned under minus 30-40 grader.

DSC01317På en enkelt klinge
Og det er egentlig heller ikke mærkeligt, at hundene sveder ved det arbejde, de ligger for dagen. De hamrer henover frosne søer, op ad bjerge, og når der ikke er sne, banker hundene henover rå klippeflader med slæden lige efter sig.

Det gælder om at holde fast, for nogle gange er vi oppe at køre på kun en klinge, hvor det føles som om, vi kan tippe hvert øjeblik, før John hopper af slæden og hiver den på plads med vægten fra sin overkrop. Og det skal lige tilføjes, at det alt sammen foregår i fart.

Når vi kører ad lige strækninger, og slæden ligger nogenlunde stabilt i sneen, er der tid til at kigge sig omkring og blive fascineret af landskabet. Har man som undertegnede ikke været i Grønland før, kan naturen tage vejret fra en.

På den ene side rejser de sneklædte bjerge sig op i himlen som en ustoppelig urkraft, mens isfjorden på anden side strækker sig til horisonten som en hvid ørken.

DSC01117 beskaretIsfjeldene kælver
Pludselig runder vi en bjergtop, og der er frit udsyn over hele isfjorden. Og hvilket udsyn. Ud til horisonten bugter og vrider isen sig i figurer, der kunne gøre Salvador Dalí misundelig, og det er som at stirre ud over en fremmed planet. Overjordisk ser det i hvert fald ud, når isbjergene, der rækker flere hundrede meter i vejret, majestætisk knejser mod himlen.

Isbjergene er flækket af isbræen 40 kilometer inde i fjorden, hvor indlandsisen stopper, og havet begynder. Det er her isfjeldene kælver. De mange tusinde tons tunge isklumper brager i ishavet og fylder den 1500 meter brede fjord fra bred til bred, før de bliver presset ud i Diskobugten, som fjorden munder ud i.

De stuves sammen og forvrider den isdækkede fjord i alskens afstøbninger fra det pres, som de nye isbjerge lægger bagfra. Før de når ud i Diskobugten skal de nemlig presses over en morænevold i havbunden, hvor der ’kun’ er 200 meter dybt.

Fanget på en isflage
Det er en fascinerende panoramaudsigt, og det er nok et af de steder i verden, hvor resultatet af den globale opvarmning skinner tydeligst igennem. Isbjergene brækker i havet, fordi isbræen, der er indlandsisens yderste kappe, smelter.

Flere fangere og fiskere er begyndt at bruge motorbåd i stedet for den klassiske hundeslæde, fordi det simpelthen er for farligt at bevæge sig ud på isen og bore huller til dybhavsfiskning, som det ellers har været tradition igennem årtusinder.

For ikke mindre en et år siden blev tre fiskere fanget på en isflage, hvor de drev rundt i tre dage, før de blev fundet af en redningshelikopter, og John fortæller flere historier om, hvordan fangere er blevet nødt til at flygte i land uden hundeslæde og andet udstyr, fordi klimaet er så omskifteligt og uforudsigeligt.

DSC01011

Isbjergene eksploderer
Vi har lagt 10 kilometer bag os, siden vi forlod Ilulissat, og befinder os midt ude i ingenting. Sådan føles det i hvert fald, når der ikke er andet en is og sne så langt øjet rækker, og der samtidig ikke er andre lyde end de halsende hundes poter, der penetrerer den uberørte sne.

Når vi kigger ud over isfjorden er sigtbarheden god, og vi kan se helt op til mellem 60 og 70 kilometer væk. Derfor er det også så meget mere surrealistisk at isbjergene i fjorden strækker sig flere hundrede meter i vejret, når det fra bredden ikke ser ud af så meget.

De ligger simpelthen mange kilometer ud, men står helt tydelige i det knivskarpe frostvejr og leder tankerne hen på sovende kæmper, hvilket ikke er en helt skæv sammenligning. De kolossale klumper af sammenpresset sne er nemlig lunefulde.

Fra at hvile i flere år i isfjorden, kan de på et øjeblik tippe rundt og vende bunden i vejret. De kan flække på langs, og derudover kan de kort og godt sprænge i luften.

Når sneen bliver presset sammen af den omkringliggende is, kan trykket blive så højt, at isbjerget eksploderer.
”Man skal aldrig komme for tæt på et isbjerg, for man ved aldrig, hvad der kan ske,” advarer John.

DSC01133Flækker i et smil
Det er blevet tid til en pause, og hundene får et hvil, mens John filtrer seletøjet ud. Bagefter går han en runde mellem hundene og giver dem alle sammen et par hårde, men kærlige klap, mens han kommer med opmuntrende grønlandske brokker.

Det er tydeligt at se, at han holder af kræene, men han har også haft dem i lang tid. Det er en grønlandsk tradition, at man får sin første slædehund i konfirmationsgave, og herefter får man en ny hvert år i fødselsgave, indtil man har et helt hundespand

. Så må man skaffe sig en hundeslæde, og så er man kørende. Derfor har de fleste familier i Ilulissat også sit eget hundespand, som dog i de fleste tilfælde ikke bruges til jagt, men mest bare er beregnet til hobbybrug.

Nu er hundene ved at være utålmodige. De har alle sammen rejst sig, og der er ingen tvivl om, at de higer efter at komme ud og brænde noget mere energi af. Så vi kaster og på sæden.

”YAYAYAYA,” og så er vi igen på farten. Johns ansigt flækker i et smil fra øre til øre, og hans tænder er næsten blottet som hundenes. Der er ingen tvivl om, at han elsker det her ligeså meget som slædehundene. Og man forstår ham.


DSC01027Hold fingrene for dig selv

Ilulissat, der måske for de fleste danskere er bedre kendt under navnet Jacobshavn, har cirka 5000 indbyggere og hviler for foden af fjeldene ud til isfjorden, hvor de enorme isbjerge driver forbi. Derfor er Ilulissat også kendt som en af Grønlands smukkeste byer.

Byen minder mest om en malers palet med sine træhuse, der alle lyser op i forskellige farver i det hvide, golde islandskab, og henover den lille by lægger der et konstant tæppe af hundeglammen fra de kæmpestore hundepladser, der omgiver byen.

Her er snildt plads til fem til seks fodboldbaner, og det er her alle byens omtrent 6000 slædehunde står lænket, når de ikke trækker hundeslæder. De må nemlig ikke være inde i byen, hvor de kan finde på at nappe et lille barn. Det er faktisk sket før, for det er ikke kæledyr, og er man glad for sine fingre, er det om at holde dem for sig selv.

Råt kød står nemlig højere end kærtegn på slædehundenes prioriteringsliste. Man kan komme helt i tvivl, om slædehunden egentlig er mest hund eller ulv, når kobbelet hiver den flere hundrede kilo tunge slæde med kusk gennem is og sne. Gummerne trækkes tilbage i det vidtåbne gab og blotter de sylespidse tænder, mens den blodrøde tunge dingler frem og tilbage i takt med dyrets bevægelser. 

DSC01029

Andre spændende artikler


Vinterens hjerte – Knud Rasmussen og hans tid

Vinterens hjerte – Knud Rasmussen og hans tid

Siriusmænd på ekstrem Grønlands-ekspedition

Siriusmænd på ekstrem Grønlands-ekspedition

Siriuspatruljen

Siriuspatruljen

Log ind