Grønlænderne har i flere århundreder været afhængige af slædehunden. Hver dag har hundene trukket slæden med jæger eller fisker ud i det øde, isdækkede landskab og derefter hjem igen med moskusokse, fisk eller sæl. I dag er det et fåtal af grønlændere, der bruger slæden til jagt eller fiskeri, men der er stadig brug for hundekræfter til at komme frem i Grønlands ufarbare egne.
Klokken er 8.30, termometeret viser minus 20 grader, og på en af de enorme hundepladser uden for Ilulissat ved Grønlands vestkyst er slædekuskene ved at klargøre slæder.
Hundene er lænket i små grupper, og der kæmpes højlydt om de blodrøde kødlunser, der med gavmild hånd er blevet smidt. Det minder om ulveburet i zoologisk have ved fodringstid, og rovdyrsgenerne lader sig ikke kue, når kæberne trækkes tilbage i bidsk knurren.
John er 37 år og lever af at køre hundeslæde - sommetider for fiskere og andre gange for turister. I dag sidstnævnte. Han er tydeligvis stolt af sine 14 hunde, der hver især får et klap, inden de bliver spændt for slæden.
Ikke et klap som man gør det i Danmark, men mere et slag bagi. De lader dog til at kunne lide det, og John understreger, at det ikke er kæledyr, men nyttedyr. Og det skal de vide. Alle hundene bliver spændt for i røde snore, vi tager plads på slæden, og pisken smælder. ”YAYAYAYA,” råber John, og jeg gætter på, at det betyder fuld gas frem.
De 56 hundeben, der sidder på de fjorten pelsede muskelbundter pisker sneen op, og slæden lægger med et ryk Ilulissat bag os.
