Sirius-patruljen

Opgaverne for Sirius-patruljen

Hele det Nordøstlige Grønland opnåede i 1974 status som nationalpark med det formål at bevare naturen i dens oprindelige form. Nationalparken dækker et areal på i alt 972.000 kvadratkilometer og er dermed verdens største. På trods af det barske klima er dyrelivet meget rigt i nationalparken. Isbjørne, ulve, polarræve, moskusokser, hvalrosser, sæler, sneharer, lemminger, edderfugle, sneugler og ravne har alle tilpasset sig det hårde polarliv. Sirius-patruljen har til opgave at registrere forekomsten af både pattedyr og fugle.

Ellers er Sirius patruljens hovedopgaver sammenfattet: Ved fysisk tilstedeværelse at opretholde Danmarks suverænitet i Nord- og Nordøstgrønland. At udøve politimyndighed i verdens største nationalpark, herunder kontrollere ekspeditioner, fredningsbestemmelser og dyreliv. Militær overvågning - med hundeslæde - af 160.000 km2.

Personellet ved Sirius-patruljen

Alle som gør tjeneste ved patruljen, skal være væk fra familie og venner i mere end to år, og befinder sig i hele perioden i Nordøstgrønland, kun afbrudt af et obligatorisk tandlægebesøg på Island. Samtidig skal man kunne klare ekstreme fysiske og psykiske belastninger. Tjenesten ved Sirius stiller store krav til personellet, der af samme grund udvælges med stor omhu.

Alle mandlige befalingsmænd og reserveofficerer mellem 20 og 30 år kan søge. Ansøgeren skal opfylde alle lægelige krav om et godt helbred inkl. gode tænder. Man skal være ugift (man må ikke engang have en fast kæreste), og straffeattesten skal være ren. Ved den endelige udvælgelse bliver der lagt vægt på egenskaber som god psykisk balance, målrettethed, tolerance, samarbejdsevne, overblik, selvstændighed og loyalitet.

Slædehundene

Det er ikke uden grund at slædehundepatruljen er opkaldt efter den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund. Uden slædehundene ville sirius-patruljen nemlig ikke eksistere. Ved talrige krydsninger har man fremavlet en hunderace, som går under navnet ”Siriushunden”. Den er både større, tungere og stærkere end normale grønlandske slædehunde.

Kun de fire stærkeste hvalpe i hvert kuld for lov at leve, og den optimale siriushund er menneskevenlig, korthåret, stritrøret, langbenet og vejer mellem 40 og 50 kilo. Når hundene efter cirka fem år er udslidte, har de trukket deres egen vægt gennem mere end 20.000 kilometer patruljer. Hundene skal kunne trække slæden gennem al slags føre; glat is (også kaldet blankis), opskruet is (kaldet baks), løs sne og på steder, hvor der hverken er is eller sne. Efter fem års tjeneste hos Sirius-patruljen bliver hundenes skæbne afgjort. Måske går de på pension hos folkene på de civile vejrstationer, men hvis de virker for udslidte, bliver de skudt.

Patruljerne

Sirius-patruljens operationsområde er 3½ gange Danmarks areal. Cirka to måneder om efteråret og fire måneder om foråret patruljerer siriusfolkene i overvågningsområdet. Hvert hold består af to mand - en “gammel” og en “ny”. Alle nyankomne bliver således lært op af folk, som har ét års erfaring.
Holdene bygger selv deres slæde, der består af krydsfinér og knastfrit asketræ bundet sammen med nylonline. På den måde sikrer man, at patruljen kender slæden og selv er i stand til at reparere den med simple midler - i totalt mørke, stiv kuling og 40 graders frost. Slæden er specielt designet til at arbejde under hårde forhold, og den skal kunne bære en tung last i ujævnt terræn.

Slædeholdene skal i flere måneder forholde sig til ekstreme frostgrader, storme af orkanstyrke, store snemængder, bjørne, ulve og moskusokser. Der er målt vindhastigheder på op 62,5 meter pr. sekund, hvilket er langt over orkanstyrke. På grund af snefygning eller snefald er sigtbarheden ofte så ringe, at man kun kan orientere sig ved hjælp af et kompas. På vinterpatruljerne kan der blive meget koldt - selv inde i teltet. Når termometret står på minus 46 grader, skal der lukkes for alle lynlåse og snore i soveposen.

Sirius-patruljens hovedkvarter 

Sirius-patruljens hovedkvarter hedder Daneborg og ligger på den grønlandske østkyst tæt på 74 grader nordlig bredde. Hovedkvarteret er totalt afskåret fra omverdenen, og for at komme dertil skal man flyve med et lille propelfly fra Island. På stationen udgør tolv mænd og 80 slædehunde hinandens eneste selskab i godt 250 kilometers omkreds. Adspredelser ud over arbejdet er der ikke mange af. Der er post hjemmefra seks til syv gange om året.

Station Nord

Sirius nordligste station hedder Station Nord. På denne militærstation er der året rundt udstationeret fem mand. Hovedopgaven er at holde en stor landingsbane fri for is, men der er også mange andre opgaver. På Station Nord findes den rene luksus. På patruljerne står menuen på frysetørret mad, pulvermælk, chokolade og rugbrød, men efter ankomsten på stationen forefindes pludselig mad i overflod samt videofilm, musik og endda et brusebad.

Alt står i skarp kontrast til patruljernes barske levevilkår. Mange af patruljefolkene skifter underbukser for første gang i 60 dage, når de når Station Nord. Det er derfor selvsagt et meget populært opholdssted for patruljerne.

Fremtiden

I en moderne tid, hvor overvågningen af Nordøstgrønland nemt kunne afvikles ved hjælp af satellitter eller fly, kan Sirius patruljen måske synes overflødig. Sagen er imidlertid, at suverænitetshåndhævelse ifølge internationale konventioner kun kan ske ved at betræde de områder, som et land besidder. Så den unikke danske militærenhed vil nok også i fremtiden færdes i Grønlands nordligste egne.

Mere information

Hvis du vil vide mere om sirius-patruljen kan du bl.a. læse om den i følgende bøger:

• Expedition Sirius 2000, skrevet af deltagerne
• Sirius gennem 50 år, red. Peter Schmidt Mikkelsen
• Sirius, Jørgen Bjerre
• Tusind dage med Sirius, Peter Schmidt Mikkelsen