På hundeslæde i Sverige

Eufori og fjeldtoppe
Hundespandet trækker os hurtigt og stille længere ind i den ufatteligt smukke fjeldverden. Alle vi voksne er friluftsmennesker, men vi er altid euforiske, når vi ser toppene og vidderne.

Vi rejser gennem relativt flade områder, men i vest rejser de mægtige fjeldmassiver sig. Vi kan nyde de enorme udsigter over hvide, lange fjeldsider med perfekte stigninger lokker med løfter om godt skiløb.

Vi er ivrige og utålmodige som hundene for at komme videre. Vi skal finde et godt sted at slå lejr, så vi relativt nemt kan komme til at udforske området, samtidig med at vi er i sikkerhed, hvis det bliver dårligt vejr og kan finde vand til hundene.

Vi finder et sted, som ligger smukt i en dal, lige ned til en langstrakt sø. Vi sætter teltene op og laver middagsmad. Alle er trætte og sultne efter en hård dag på slæderne.

Vores datter skal selvfølgelig sige godnat til hundene, inden dagen er slut. Det er fascinerende at se, hvordan de gør forskel på vi voksne og Matilda. Hun er meget mere spændende, end vi er, og de stiller sig op og vil hilse og kæle, så snart hun viser sig, mens de knap bemærker vi voksne.

Perfekt skivejr
Næste morgen vågner vi til perfekt vejr, nogle få minusgrader og stort set vindstille. Solen skinner gennem et lag af dis, som tager de værste, stikkende stråler.

Det er tid til den længe ventede skitur, så ski og rygsække kommer på, og det varer ikke længe, før alle, undtagen Matilda, jeg og hundene, begiver sig op ad bakkerne. Nogle står telemark, andre haute route.

Jeg følger skiløberne og kan se, at sneen bærer uden problemer. Jeg må erkende, at det stikker lidt af misundelse, da de begynder at klatre opad. Men denne dag er farmands, og min tur kommer senere.

Imens har skiløberne det skønt på ski. Efter nogle timers klatring på ski opad, mødes de af det, topbestigere drømmer om: Den storslåede udsigt, som Sarek kan byde på. Et tag-selv-bord af mægtige, høje toppe breder sig ud rundt omkring. Der er skiløb til et helt liv.

Forårsføret kan være himmel eller helvede. Fra den herligste sorbet til sart pap. De tager det stille på toppen og venter på, at solen skal tø sneen tilpas meget til at få sorbet at køre i.

Måske lidt for roligt, for da de beslutter sig for at vende skispidserne ned ad igen, har solen mistet sin varme. Mens de stille og roligt sluger højdemeter efter højdemeter med rolige sving, fryser sneen langsomt, men sikkert til.

På de sidste fald løber de mere for at komme ned end med stil, men efter mange fald og grin kommer de endelig ned til teltet på rystende ben. Næste dag skal de være på toppen, når sneen er bedst.

Lur i sneen
Imens pakker jeg pulken med tøj, liggeunderlag og mad og sætter Matilda oven på det hele. Vi skal på skitur langs søen og ind over fjelddalen. Hun er mere vant til pulken end hundene, for hun har rejst efter mor og far, siden hun var spæd med største fornøjelse.

Pulken glider let, og vi kommer hurtigt nogle kilometer vest for søen. Snart falder hun i søvn, og jeg kan for alvor nyde det smukke landskab. Dalens fjeldsider rejser sig mere og mere stejlt, og jeg nyder stilheden og ensomheden.

Langt væk ser jeg en røgsky, sikkert fra en fisker, som er taget til søen for at koge sig lidt kaffe. Jeg går væk fra isen og finder en lun plet i solen, som lokker mig til at standse. Skiene ryger af, liggeunderlaget kommer frem, og snart holder jeg Matilda med selskab i en dejlig, dyb søvn.

Livskvalitet i bakkerne
Jeg vågner ved, at maven knurrer, lige som nogle fjeldryper, der sidder lige over for os og knurrer. Der er stadig stille fra pulken. Madpakken og varm chokolade smager allerbedst, når man er herude. Solen varmer, og luften flimrer over sneen. Det her er livskvalitet på allerhøjeste niveau, og lige nu føler jeg ingen som helt misundelse på de andre, som sveder på bakkerne

Matilda vågner, og sammen fylder vi energidepoterne op. Men det er alt for spændende med stenblokke, sne og fjeldblomster til at have tålmodighed til at sidde stille særligt længe, så vi tager på opdagelse

. Vi lunter afsted langs med åsen og undersøger alt, vi finder. Små sten med lavvækst, bær, vi bestiger store klippeblokke, og plukker blomster. Tiden går stærkt, og det er tid at vende tilbage til lejren.

Vi når lige at se de andre løbe ned ad de sidste bakker på ski. Vi kan høre lyden fra skiene, som skærer sige gennem sneen. Det er begyndt at fryse igen. Snart er vi alle samlet igen, og alle er meget tilfredse med dagen.

To dage senere pakker vi atter hundeslæderne for at begive os hjemad mod Saltoluokta. Vi har oplevet den sidste rest af vinteren, fysisk aktivitet, ro til sjælen og det bedste selskab i et uhørt smukt fjeldlandskab.

Tips om Sarek

Den bedste tid at være i Sarek om vinteren er i februar til april.
Der er ingen hytter i Sarek, som man må bo i telt og have alt med sig.

Udvalgt udstyr du har brug for til turen:

• Rygsæk 60-80 liter
• Varm og vindtæt hue, dunjakke, skihandsker og vanter, bukser
• Varmt, langærmet samt kortærmet undertøj
• Tynde strømper i syntetisk materialer
• Tykke uldsokker
• Solbriller og skibriller
• Telt
• Sovepose
• Liggeunderlag
• Kompas
• Ske og krus
• Vandflaske
• Brænder og ild
• Proviant
• Snespade

www

Find mere information om de svenske fjelde på www.svenskaturistforeningen.se og om at rejse med hundeslæde på www.mountainexperience.se

Vigtigt til rejsen med små børn:

• Gør det kun, hvis du er er meget rutineret og helt tryg med fjeldmiljøet.
• Tag ingen chancer, der er langt til hjælpen derude.
• Tag udgangspunkt i barnets behov.