For Nepals sherpa-befolkning handler bestigninger af Everest ikke altid så meget om hæder, ære og personlige ambitioner. For mange handler det om arbejde og om at skabe muligheder for deres børn. Det betyder dog ikke, at sherpaerne ikke præsterer ting, der får de fleste Everestbestigere til at ligne små spejderdrenge.
Edmund Hillary. Biavler og bjergbestiger. En af det 20. århundredes store helte, der skrev historie den 29. maj 1953. Hans navn er i dag lige så tæt knyttet til Mt. Everest, som Neil Armstrongs er til månen, og Roald Amundsens er til Sydpolen. Siger man Edmund Hillary, må man dog også sige Tenzing Norgay – sherpaen, der var med ham den dag for snart 60 år siden, da mennesket første gang satte foden på toppen af Mt. Everest.
Siden har en lang række mennesker besteget Everest. Reinhold Messner gjorde dét, der hidtil var blevet anset som umuligt, da han i 1978 besteg bjerget uden brug af kunstig ilt. Michael Knakkergaard var den første dansker på toppen i 1995.
Celebrity-guiderne Scott Fisher og Rob Hall døde under rædselsnatten i 1996, da Lene Gammelgård som den første danske kvinde nåede toppen, og det samme år cyklede Göran Kropp fra sit hjem i Sverige til Nepal, trekkede med 75 kilo på ryggen til Everest base camp, besteg bjerget uden kunstig ilt, gik tilbage til vejen og cyklede hjem.
Historiebøgerne er fulde af fantastiske og forfærdelige, dramatiske og dumdristige bedrifter fra dødszonen højt på verdens højeste bjerg. Og vi kender heltene. I hvert fald nogle af dem. For hvor mange sherpaer, ud over Tenzing Norgay, er så allemandseje? Hvem har hørt om Apa Sherpa, Babu Chiri Sherpa, Babu Sunuwar og Lakpa Tshering Sherpa?
”Jeg besteg Everest, så du ikke behøver gøre det.” – Tenzing Norgay til sin søn Jamling.
