Du er her:

Skadet på tur - hvad nu?

Det er hårdt for humør og motivation at blive skadet på tur. Jeg oplevede, hvordan der opstår uvished og magtesløshed, da det skete på en vandretur i Norge. For hvordan tackler man det, når turdrømmene bliver knust?

Skrevet af: Katrine Caspersen / Foto: Mads Godvin Jensen
Opdateret den 04. mar 2022

Det er hårdt for humør og motivation at blive skadet på tur. Jeg oplevede, hvordan der opstår uvished og magtesløshed, da det skete på en vandretur i Norge. For hvordan tackler man det, når turdrømmene bliver knust?


Vi havde glædet os gennem hele foråret og sommeren, havde tørret måltider og lagt turplaner. I august skulle min kæreste og jeg godt tre uger til de norske fjelde og vandre gennem Breheimen, Jotunheimen og Skarvheimen. Vi skulle på rigtig langtur. Under turforberedelserne snakkede vi om, hvordan vi skulle have god tid til lejrliv og til afslapning. Vi havde besluttet kun at gå halve dagsmarcher i forhold til ”normalen” for vores tur, så vi rigtig kunne have tid til lejrlivet.

Men sådan gik det ikke, og det korte af det lange er, at jeg endte med en skade i foden og benet på dag fem.

Denne artikel er ikke en glansbillede-beretning om en skøn vandretur i Norge. Det er en fortælling om, hvor hårdt det kan være for humøret og motivationen, når man rammes af en skade. Det er en fortælling om den tærende uvished, magtesløsheden og de knuste turdrømme. Og ikke mindst er det en undren over, hvad man egentligt stiller op rent psykologisk og gruppedynamisk, når skaden sker på tur. Hvordan tackler man bedst muligt de tanker og følelser, der opstår lige der midt på fjeldet, når foden gør for ondt at gå videre på?

Et hul i min viden
Efter at være vendt godt og sikkert hjem til Danmark igen, kunne jeg simpelthen ikke slippe tanken om, at her var der et hul i min friluftsviden. Jeg har lært om vigtigheden af at planlægge tur efter evne, om at have en plan a, b og c, om førstehjælp og så videre.

Men efter selv at have erfaret, hvad det gør ved en tur, når skaden sker, måtte jeg bare indse, at her var noget meget vigtigt friluftsviden, som jeg endnu ikke har. Så for at blive klogere på disse spørgsmål, har jeg allieret mig med Johanne Christiani, der arbejder på Københavns Universitets Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling.

Johanne har en master i positiv psykologi og har masser af turerfaring. Jeg vil gerne dele mine nye indsigter med jer. Også selvom det er en smule grænseoverskridende at fortælle om de følelser, der kan følge med, når turen ikke er en solstrålehistorie. Men det er gennem nysgerrigheden og ikke bagklogskaben, at vi alle bliver klogere.

 DSC2076

Da skaden ramte
Logbog den 2. august 2017 – dag 5:

”Vi skød en rigtig fin fart, og kroppen føltes stærk, men højre ben gjorde lidt ondt inde på indersiden af skinnebenet. I løbet af dagen blev det værre, og hen på eftermiddagen gjorde det ondt ned i foden også. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var så godt, men vi måtte ned til Nørdstedalseter, for vi havde meldt, at vi senest ville komme frem i dag… Da vi kom ned på grusvejen, kunne jeg rigtigt mærke, at noget var galt i benet. Som en overbelastning eller forstrækning i en sene. Vi sov i telt ved Nørdstedalseter og spillede kort indenfor resten af eftermiddagen. Det var rigtig hyggeligt, men om aftenen blev jeg helt ked af det, fordi foden og skinnebenet gjorde så ondt. Og jeg var bange for, at det var slut med turen, og jeg havde rigtig dårlig samvittighed, fordi det var for uerfarent af mig at få en skade på den måde.”

Hvad nu?
”Det her sker bare ikke for mig”, tænkte jeg.

Jeg har været på for mange vandreture til at blive ramt af en simpel overbelastningsskade. Men sådan gik det. Den regnfulde sommer havde gjort føret plaskvådt og tungt at gå i, og terrænet viste sig at være noget mere bisset, end vi havde troet. Så der stod vi, midt på fjeldet, og skulle finde ud af, hvad vi så skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvad der præcist var galt i foden og benet, hvor slemt det var, hvor længe det ville blive ved med at gøre for ondt til at gå på, og hvad jeg skulle stille op med skaden. Burde jeg komme til en læge, eller var det nok med hvile?

Vi endte med at satse på hvile, tapede min fod op og gik i gang med en maratonturnering i kortspil. Vi brugte et par dage på Nørdstedalseter i Breheimen og havde det sådan set hyggeligt nok. Humøret var langt det meste af tiden fint, og vi gjorde begge en stor indsats for ikke at blive suget ned i dårligdommens spiral, velvidende at det nok ikke ville hjælpe på situationen.

Men under overfladen lurede uvisheden om, hvad vi egentligt skulle stille op med os selv?

Skulle vi tage en bus hen til Fondsbu, hvor vi havde sendt en proviantpakke til, og finde på en ny plan derfra? Skulle vi leje en bil og bruge et par dage på at cruise rundt og lade kroppene restituere? Eller skulle vi forvandle vandreturen til kanotur, hvor skinneben og fod kunne være nogenlunde i ro? Eller noget andet?

Vi var netop taget på tur for at kunne være til stede i nuet, og vi havde glædet os til højst at skulle forholde os til, hvad vi skulle vælge til aftensmad. Nu var vi nødsaget til at forholde os til en hel del logistiske spørgsmål, som i bund og grund var ret kedelige. Eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt vi skulle fortsætte ferien eller stoppe helt og vende næsen mod Danmark. Vi ville bare så gerne bruge vores tid og energi på noget andet end planlægning, men vi var fanget i en situation, hvor vi blev nødt til at forholde os til logistik.

 DSC2029

Nedslående skæbne
Det svære var at finde på noget, hvor vi stadig var i bevægelse, på tur og fik gode ferieoplevelser, så hviletiden ikke blev til kedelig ventetid. Vi var jo taget til Norge for at bevæge os, ikke for at sidde stille og spille kort. Bare det at gå ud til dasset, en distance på måske 15 meter, gjorde ondt, og tisseturene blev en nedslående påmindelse om, hvor lang vej der var til en regulær vandredag. 

Efter et par utroligt stillesiddende dage på Nørdstedalseter, var der dog igen håbefulde toner i luften. Vi havde besluttet os for at drage mod den nærmeste by for at leje en bil og tage på en indskudt bilferie, og vi så helt frem til at afprøve den nye ferieform. Det viste sig bare, at vi havde ladet kørekort blive tilbage i Danmark, og igen måtte vi finde på en ny plan.

Vi var direkte tilbage til logistikhelvedet, denne gang ved Sognefjellshytta. Nedslåede over vores skæbne, endte vi med at pakke vores sager sammen for at gå lidt ud i fjeldet og slå lejr, så vi i det mindste kunne nyde naturen lidt, inden vi måtte med bussen den modsatte vej dagen efter, for at hente vores proviantpakke i Fondsbu.

Logbog den 5. august 2017 – dag 8:

”… Men da vi havde gået lidt, og det føltes godt i foden, foreslog jeg, at vi kunne gå til Fondsbu i stedet og bare bruge den tid det tog. Det gjorde vi med forbehold for, at vi måske blev nødt til at gå tilbage til Sognefjellshytta. Det var en befrielse at være tilbage på sporet igen, selvom det kun blev til fem kilometer denne dag. De to sidste dage havde føltes som en hel uge. Det begyndte at regne lige efter, at vi havde sat teltet op og regnede uafbrudt derfra hele natten igennem. Vi spillede kort og havde det godt.”

 DSC2062

Uvished
De næste dage fortsatte denne følelsesmæssige rutsjebane, hvor der skiftevis var håb for, at nu gik det bedre, og erkendelsen af, at det ikke helt duede endnu. Detaljerne skal jeg ikke trætte jer med. Afmagten og uvisheden lurede hele tiden lige under overfladen, sammen med skuffelsen over at turen slet ikke levede op til forhåbningerne og drømmene.

Vi gjorde virkelig vores bedste for at holde disse følelser i ave, men nogle gange piblede de frem alligevel. Særligt ondt gjorde det, når jeg blev ramt af den dårlige samvittighed over at have bragt os i denne dumme situation.

Næste gang jeg eller en turkammerat kommer ud for en skade på tur, kan jeg trække på erfaringerne fra denne tur og håbe på, at det gør det hele lidt lettere. Men når alt kommer til alt, så er skader på tur nok aldrig særlig sjove.

 DSC2394


Ekspertens råd

Johanne Christiani har en master i positiv psykologi, masser af turerfaring og arbejder på Københavns Universitets Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling. Hun har selv erfaringer med smerte fra adventurerace og trailløb, hvor smerte er uundgåeligt og, ifølge Johanne, endda en central del af oplevelsen. Jeg spurgte Johanne, hvad psykologien og friluftslitteraturen siger om, hvordan vi forholder os, når vi kommer ud for en skade.

”Det er et stort spørgsmål, der primært afhænger af individets måde at håndtere en ændret situation på. Dette afhænger ifølge psykologen Albert Bandura af individets følelse af efficacy (tro på egne evner). Personer med en udpræget tiltro til egne evner opfatter vanskelige opgaver eller svære situationer som udfordringer, der skal tages op, snarere end trusler der skal overstås. Ved uforudsete hændelser er det centralt, hvordan man selv, og dem man er på tur sammen med, er i stand til at dæmpe stress-reaktioner og de negative sindsstemninger.”

Se nye muligheder
Johanne fortæller, at det er helt naturligt, når de negative følelser kommer i fokus i forbindelse med en skade.

”Der er lavet en del forskellige forsøg, der viser, at vores hjerner har en tendens til at registrere dårlige begivenheder langt nemmere end gode begivenheder. Dette har tidligere været en nødvendighed for at sikre overlevelse, men nu i moderne tid skal vores hjerner ”lære” at dæmpe uhensigtsmæssige stress-reaktioner. Det gør man ved at holde fast i positive sindsstemninger og se det gode i selv små ting.

Det er også vigtigt at være realistisk omkring den ændrede situation, så den skadede har en realistisk chance for at kunne mestre situationen. En af tænkningens vigtigste funktioner er at gøre det muligt for mennesker at forudsige begivenheder og udvikle metoder til at kontrollere hændelser. Det er derfor vigtigt, at den skadede person, og dem man er på tur med, hjælpes ad med at forblive opgaveorienterede, justere ambitionsniveauet og se nye muligheder i den ændrede situation.

Derudover kan dynamikken i gruppen have stor betydning for håndteringen af en skadessituation. Hvor meget ved vi om hinanden i gruppen, og hvor godt kender vi hinandens styrker og svagheder? Hvor villige er vi til at vise eller italesætte de blinde felter overfor hinanden? Har vi stået i lignede situationer sammen før, og hvilke erfaringer har vi fra dengang?”

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


35 tips til vinterteltning

35 tips til vinterteltning

4 tips: Få det bedste ud af vandrestavene

4 tips: Få det bedste ud af vandrestavene

Gratis kort over danske cykel- og vandreruter

Gratis kort over danske cykel- og vandreruter

Log ind