Sommervandring i Saltfjeldet

Nordpå, lød svaret. Helst langt nordpå. Vi valgte Saltfjellet, da vi kunne tage nattoget hver vej og dermed spare værdifulde fridage og bruge dem i fjeldet i stedet for på transport. Nu kan vi bare håbe, at det fine vejr forbliver dernede mod syd. Det ser ud til, at vi er lige på grænsen. Bjergene mod nord er badet i sol, mens skylaget ligger tæt mod syd.

Kontraster i vejret skaber skønhed, og vores placering mellem fint vejr og truende skyer resulterer i et magisk aftenlys. Vi har forberedt os på, at insekter kan komme til at forpeste omgivelserne, men myggene er helt fraværende. Dermed kan vi holde teltåbningen åben og lave aftensmad med panoramaudsigt. I løbet af aftenen kommer kortet frem, og pludselig har vi lagt en lidt mere konkret plan for dagene, der ligger forude og venter.

Roen i vildmarken kommer snigende, som den altid gør, når man bor i telt. Vi kan høre alle lydene uden for, samtidig med vi er inden for. Så nu er det bare med at strække sig i soveposen, mærke trætheden og tilfredsheden i kroppen efter en dag til fods og begive sig på vej mod drømmeland.

Toptur?
Efter endnu en dag til fods mod vest har vi fundet en fin teltplads mellem flotte fjelde. Lidt længere mod vest falder landskabet brat ned mod Beiardalen. Her bliver vi en dag eller tre. Så snart lejren er på plads, og vi har fået os en bid mad, er det tid til at finde fiskestangen frem. Det bliver dog en skuffelse. Fluen forsvinder med det samme, den lander på vandspejlet, men fjeldørreden er omtrent på størrelse med en pegefinger. Flere på samme størrelse følger raskt, og det samme gentager sig i det nærmeste vand - ikke just opløftende. Opløftende det er vejret heller ikke længere. Næste morgen vågner vi til lavt skydække.

Toppene over os er borte, men vi tager alligevel på en dagtur. Man ved jo aldrig. Dagturen bliver rigtig fin, men der bliver ikke tale om nogen toptur. Men vi får set os om, møder en ræv, laver pandekager og fisker flere steder. Det er jo heller ikke sådan at foragte, selvom vi fortsat ikke har held med fiskeriet.

Vi bliver liggende i endnu en dag. Det småregner, så det bliver en vaskeægte overliggerdag med læsning, kaffe og afslapning. Hen under aftenen titter solen frem, og vi bestemmer os for at lunte en lille tur. Før vi ved af det, har vi været ude i tre timer. Selv på en hviledag rører vi os betydeligt mere, end når vi er derhjemme.

I blokmarken
Heller ikke ved den næste lejrplads, ved Simlevannet i 972 meters højde, er der stor succes med fiskeriet. Vandet virker lavt, og vi ser ingen tegn på liv, selvom aftenen er helt stille. Jeg gætter på, at der simpelthen ikke er nogen fisk her. En dag længere mod øst finder vi fisk, men først efter at have gået en flot tur gennem stenlandskaber rundt om Gilatinden. I forhold til sandsletterne, vi har gået på de seneste dage, er det her noget helt andet.

Nu skal vi faktisk arbejde for at finde en hæderlig lejrplads, men efter lidt søgen, viser det sig, at bredden af Austervatnet er et godt valg - både til at telte og til at fiske. En fin ørred hugger, i det augustmørket sænker sig over fjeldet. Fjeldvågen ser vi flere gange i løbet af de her dage. Den er tydeligvis indstillet på rypejagt i år. Én gang ser vi den suse lavt ned, mens et rypekuld trykker sig ned mellem stenene. Næste gang er det rovfuglen, der flyver sejrrigt ud af duellen. Den har fået kløerne i en rype midt på stien, og vi kommer i vejen, netop som den nyder måltidet.

Ned i birkebæltet
Efter nogle dage i højfjeldet er det fint at komme ned i birkebæltet i Bjøllådalen. Her ligger åbne hytter på rad og række, men alligevel bestemmer vi os for at fortsætte teltlivet en nat til. På turens sidste morgen vågner vi med god tid. Vi har billetter med nattoget hjem fra Lønsdal og har dermed hele dagen til rådighed. Efter en tidlig start har vi kontrol over tiden og kan give os selv en solid kaffepause, som solen kigger frem.

Da aftenen kommer, trasker to tilfredse vandrere ind på stationen. Bad og rent tøj må vente, men vi fisker dog tørt og nogenlunde lugtfrit tøj frem. Efter at have bragt væskebalancen i orden i togets bistrovogn, trækker vi os tilbage til sovekupéen. Så er det bare at lukke øjnene. I morgen tidlig er vi hjemme.

Saltfjellet-Svartisen Nationalpark
Saltfjellet-Svartisen Nationalpark dækker et areal på 2102 kvadratkilometer og er en af Norges mest varierede nationalparker. Den starter på havniveau ved Norfjorden i vest, og på vej østover gennem parken finder man både elve med bifloder og indsøer, fjeldvidder og bjergtoppe. Isbræen Svartisen er med sine 370 kvadratkilometer den største i Nordskandinavien. Der findes desuden flere kalkstensgrotter - nogle af dem helt op til 350.000 år gamle.

Bjergene er rige på kalk, der giver grobund for et rigt planteliv med flere sjældne planter som for eksempel arktiske alperose. Saltfjellet er desuden en naturlig barriere for flere plantearter. Granskoven i Norge har for eksempel sin nordlige grænse i Storlia Naturreservat, der ligger helt i den sydlige del af nationalparken.