Med paraply over Pyrenæerne

To pas på én gang
De store blokmarker omkring bjergsøen er glatte. Når vinden slår til os med sin usynlige næve, er det farligt at vandre gennem dem. I læ bag en sten haster vi tænderklaprende med at trække mere tøj på og udveksler nogle få ord. Vi aftaler at kigge efter et sted at nødbivuakere, hvis vinden skulle tiltage yderligere.
Lige under passet stopper vi op. Det blæser endnu kraftigere i den tragtformede slugt på den anden side af passet. Til vores skræk opdager vi, at regnen bliver slynget opad. De piskende vanddråber trodser tyngdeloven. Det er første gang i mit liv, at jeg oplever regnen komme nedefra. Vinden tordner øredøvende ind mod klippetårnene, der rejser sig på hver side af det smalle og øde pas.
Mellem de to klippetårne krydser vi to pas på én gang - foruden det fysiske pas også det mentale der er bygget op af den voksende uro, af den desperate følelse af at fryse og den brutale stemning omkring os.
Passet er dagens højdepunkt i dobbelt forstand. Efter passagen går det godt, og vi nærmer os hurtigt en hytte længere nede i dalen. Over en kop te i den trygge og opvarmede hytte bliver vi enige om, at vi må være de eneste, der har været igennem det menneskefjendske pas dén dag.

De Høje Pyrenæer
Asbjørn og jeg er taget op i de lokkende, berusende Høje Pyrenæer for at opleve det rå og rene alpine højland over trægrænsen i 2200 meters højde. Ti dage til fods gennem nogle af Europas mest betagende bjerglandskaber og noget af den mest uberørte natur. Sjældne dyr som stenbukke og vilde murmeldyr ses omkring os.
Turen går fra den lille bjergstat Andorra til bjergkædens højeste top Pico de Aneto, der troner 3404 meter over havet. Majestætiske tinder, stejle klippeskrænter, vandfald, den ophøjede ro og det vekslende vejr brænder sig ind i hukommelsen.
Allerede den første eftermiddag bliver vi overraskede over det ekstreme vejr, da regnen efter et voldsomt tordenvejr slår over i sne. Langsomt dækker snefoget vores smalle spor. Men det smelter i løbet af en nat.
Det bliver dog ikke det eneste vintervejr på turen. Tre døgn efter sner vi en nat inde i det lille Broate-refugium - en primitiv og ubemandet hytte med et par køjesenge og et bord. Men underet sker: Næste dag sidder vi ude og læser i solen, mens stimarkeringerne langsomt kommer til syne under sneen, der tør bort på skrænterne i den øde og utrolig smukke dal.

Tæt på kanten
Et døgn senere klatrer vi møjsommeligt op ad en stejl græsskrænt. Den ligger i skygge det meste af dagen og er derfor stadig dækket af store klatter af glat tøsne. Pludselig mister jeg fodfæstet, falder og accelererer ned ad skrænten. Et par meter før kanten af en ti meter lodret klippevæg, der nær forærer mig en gratis flyvetur og en fatal afslutning på min tur, er jeg heldig at stoppe på et par jordknolde. Bortset fra knubs er jeg ikke kommet noget til. Men hjertet banker vildt, og tankerne arbejder for fulde omdrejninger, da jeg lidt senere står og betragter mit 25 meter lange glidespor ned gennem den våde sne. Resten af dagen er jeg stille og vandrer meget koncentreret gennem slugter og pas.

Uendelig udsigt
Vi får også mange smukke, klare solskinstimer på vores tur. Særligt tydeligt står en aften med gult solmættet lys. Vi vandrer forbi Vielha-hytten i bunden af den u-formede Barravés-dal med de farverige blomsterenge, fossende vandfald, og syngende cikader. Det hele omkranses af bjergtindernes silhuetter, der tegner savtakkede linier mod aftenhimlen.
På turens sidste dag når vi toppen af Pico de Aneto. Her står vi i et magisk øjeblik på den yderste pyrenæiske spids ud mod universet og lader indtrykket strømme ind i kroppen. Himlen kroner vores bestigning med en demonstration af hvor mange nuancer, der indeholdes i farven blå. Solen lyser på bjergene, dalene, sneen, skovene dybt nede, den fjerne horisont. Ja, udsynet er uendeligt. “Det er sgu´ landskabspoesi”, siger jeg til Asbjørn.
 
Om eftermiddagen krydser vi det gamle smuglerpas Port de Benasc og kommer ned til den franske kurby Luchon. Her slutter den uventet anstrengende fodrejse.
Vi får senere at vide, at der ikke i en menneskealder havde været sne ned til 1800 meters højde i Pyrenæerne i juli måned, så på trods af denne beretning bør vejrliget ikke afholde dig fra at tage turen til fods i en sommerferie. Men husk alligevel paraplyen!

Artiklen blev bragt i Adventure World 34, marts / april 2001