Stædige skiløbere i Venezuela

Andre steder kan du måske finde en smule skiløb, hvis du har en guide til at vise dig rundt, men dårlige sneforhold, der dækker gletsjerspalter, er hvad du skal regne med”.
De ord pirrede mig tilstrækkeligt til, at et besøg til Merida straks blev tilføjet på min ’ønskeliste’.

Immigranter på ski
Selv inden svævebanen blev fuldført , var der en anelse skiløb at komme efter i Venezuela. Det blev mest udøvet af immigranter fra Europa, der havde slået sig ned i Merida efter Anden Verdenskrig, der red på æsler op til Refugio Moya i 4200 meters højde og tog resten af turen op til fods.

De afholdt faktisk Venezuelamesterskaberne i slalom på den korte bjergside på Pico Espejo i nogle få år fra midt 1950’erne, og på det tidspunkt var der endda en butik i Merida, der solgte ski.

Hele vejen op gennem 1960’erne var det muligt at stå på ski året rundt på en omtrent 300 meter lang bakke tæt på toppen af svævebanen. I 1980’erne var det kun muligt sporadisk i løbet af vintermånederne. Nu til dags bliver sneen ikke liggende længere end en dag, efter den er faldet, og skiløb på Pico Espejo er mere eller mindre en uddød affære.

”Sørgeligt nok kan vi meget vel være de sidste skiløbere, der nogensinde løber på venezuelansk sne.”

Den gammeldags måde
Via livets snoede veje gik der 15 år, fra jeg første gang læste om svævebanen i Merida, til jeg ankom der med min søn Erik og vores ven Simon Grahn. Heldet var dog ikke med os. El teleférico var lukket for længere tid for blot tredje gang i dens lange historie.

Første gang var i de tidlige 1970’ere, da den ikke havde været vedligeholdt, og mellem 1991 og 1995 var den lukket, efter et kabel gik i stykker og en af kabinerne med to mennesker i den bragede ind i bjerget. Den originale teleférico blev endeligt lukket i 2008.

På vores første morgen går jeg op til svævebanen og er overrasket over at se, at hjulene snurrer. Efter et par minutter kommer en af kabinerne langsomt glidende forbi, og det er tydeligt, at banen stadig fungerer. Den er bare ikke længere åben for offentligheden.

Jeg forsøger at få en specialtilladelse til at benytte den berygtede bane, men den bliver afslået. Et par dage senere finder jeg ud af, at hele herligheden skal erstattes af en ny svævebane til 20 millioner dollars. Selvom det er vældigt fint, gør det ikke meget for vores nuværende situation, og der er kun én måde at nå frem til vores skidestination: den gammeldags - til fods.

Gennem tågeskoven
Det er dog ikke noget simpelt foretagende. Det er et fire-dages-trek med en stigning på 2640 vertikale meter. Vi organiserer trekket med hjælp fra Yagrumo Agency og får følgeskab af en tysk rejsende samt et par guider og bærere.

Efter en kort køretur fra Merida gennem Tabay til Parque Nacional Sierra Nevada begynder vi at gå klokken ni om morgenen i omtrent 2300 meters højde. Stien er i forholdsvis god stand, da vi begynder at vandre op gennem tågeskoven. Jorden er dækket af et par centimeter blade i forskellige farver, og fra tid til anden træder vi over et træ, der er væltet ned over stien.

Ved middagstid krydser vi en flod og bevæger os ind i en bambusskov, inden vi et par timer senere ankommer til en lille lysning ved Laguna Coromote, en jomfruelig sø i 3300 meters højde, hvor vi slår lejr og kommer til kræfterne over en gang kyllingesuppe.

Lysten til at vaske sveden af kroppen forsvinder hurtigt, da jeg stikker hånden ned i det klare vand og mærker en temperatur, der end ikke når de 10 grader. Jeg plejer ikke at lade mig afskrække af kolde temperaturer, men eftermiddagstågen, der ruller ind over bjergene på det her tidspunkt af året, hvor regntiden er nær sin afslutning, køler allerede luften ned. Det lader til at blive en kold nat, og jeg føler ikke trang til at skulle kæmpe ekstra med at holde varmen.

Som en magnet
Da mørket sætter ind, sidder vi og fortæller historier om bålet. Klokken otte, da Simon, Erik og jeg gør klar til at kravle ind i teltet til et slag kort i skæret fra pandelamperne, er tågen forsvundet, og stjerner fylder himlen over os. Et par timer senere dukker fuldmånen op over klipperne mod nord. Snart efter falder jeg, heldigvis upåvirket af højden, i søvn.

Den efterfølgende dag byder på en stigning på mere end 600 vertikale meter. Stien er blevet mere krævende, og ofte kravler vi over store sten, hvor den eneste vejviser er sten, der her og der er stablet oven på hinanden.

Strabadserne bliver dog lindret af udsigten til gletsjeren, der tiltrækker mig som en magnet. Der er noget forunderligt over at komme direkte fra den tropiske vegetation til en gletsjerudsigt. I 3900 meters højde slår vi lejr, denne gang ved den smukke Laguna Verde, og går tidligt i seng. I morgen har vi ikke tid til at tage den med ro.

’Catacumbo lyn’
Alarmen vækker mig fra en urolig søvn. Klokken er to om natten, og efter en hurtig kop te sætter vi ud på den stejleste del af stien i måneskæret, der gør vores pandelamper overflødige. Derudover kan vi, så længe det stadig er mørkt, nyde det særegne venezuelanske fænomen, der bliver kaldt ’Catacumbo lyn’.

Ikke langt fra, hvor vi går, ved foden af Andesbjergene, flyder Catacumbo-floden ud i den enorme Maracaibo-sø. Luftarter rejser op fra sumpområderne nær flodudmundingen og møder den kølige luft fra bjergene, hvilket resulterer i sælsomme storme fulde af lyn, men helt uden torden, der lyser himlen op omtrent 150 dage om året.

Lynene er så kraftige, at man kan se dem 400 kilometer borte, og lysshowet varer ofte 10 timer ad gangen. Meget af tiden, hvor vi vandrer opad, bliver nattehimlen lyst op hvert halve minut.

Ski under fødderne
Kort før klokken seks, mens månen stadig skinner på den mørke himmel mod vest, begynder horisonten mod øst at lyse op, og vi når gletsjeren. Jeg putter mine skind under skiene og går den korte distance over isen, mens de andre vandrer.

På de sidste 100 meter til toppen er det klipper, vi forcerer. På gamle fotos kan man se, at der engang lå is her, men nu er den sidste strækning mod toppen nøgen klippe. De fleste af os har mærket effekten af højden på det sidste stykke, så et kort øjebliks fejring på toppen synes at være på sin plads, da vi når de 4942 meters højde.

Nu er vi endelig nået til sandhedens øjeblik – målet for vores rejse: At stå på ski i Venezuela. Oplevelsen viser sig at være kort, men imponerende. Fra gletsjeren er der en pragtfuld udsigt til Laguna Verde 1000 meter under os. Mod sydvest er Pico Bolivar badet i det første morgenlys, mens de nordlige Andesbjerge strækker sig langt ud i horisonten.

Sandhedens øjeblik
Jeg tager et par sving på skiene mellem gletsjerspalterne, og mine ski skærer sig nemt ned i isen. Den øverste del af gletsjeren er temmelig flad, men snart falder den brat, og jeg løber ned ad en 30 procent bjergside.

Da vi vidste, at gletsjeren er meget lille, har vi kun taget et enkelt par ski og støvler med, som vi deles om. Vi skiftes til at tage en håndfuld sving på morgenens sne for så at vandre tilbage op og overlade udstyret til den næste skiløber.

Jeg ville have været vild med at stå på ski ned ad hele gletsjeren, men der er et par ting, der ikke gør det muligt. For det første er der tidsfaktoren. Vi har stadig 1500 højdemeter ned til vores lejr, og dagens timer rinder ud, hvis vi alle skal tage den længere tur ned.

For det andet er gletsjeren fuld af spalter, og vores guide har naturligvis kun bevæget sig på den fladere, øvre del. Vi er også blevet fortalt, at der ikke er mulighed for en helikopter-evakuering i den her del af verden. Så vi tilfredsstiller os selv med korte løb i området, hvor vi føler os sikre, inden vi sætter tilbage ned ad bjergsiden til fods.

De sidste?
Som vi vandrer ned ad bjerget, tænker jeg på turen i Venezuela, der har varet en måned og er ved at være overstået. Vi har gået et seks-dages-trek til bjerget Roraima, stirret op på Angel Falls og windsurfet på Magarita Island. Roraima har ligget der i millioner af år, og der er ingen tegn på, at det vil ændre sig.

Vandet fra Angel Falls lader også til at blive ved med at strømme, så længe der falder regn fra himlen, og der er fremtidige generationer af surfere, der vil få mulighed for at lade sig bære af sted på bølgerne, så længe vinden bliver ved med at blæse. Men når det kommer til den oldgamle is, der har dækket toppen af Picu Humboldt i titusinder af år, kan man ikke sige det samme.

Det er relativt få mennesker, der har stået på ski i det her smukke land og på Pico Humboldt, men vi er langt fra de første, der oplever det. Sørgeligt nok kan vi meget vel være de sidste skiløbere, der nogensinde løber på venezuelansk sne.

Gletsjerdød i Venezuela

På det tidspunkt svævebanen el teleférico åbnede i 1960, var der ni gletsjere i Venezuela, fire af dem på Pico Bolivar, fire på Pico Humboldt og endnu en, der hed Glaciar La Concha. Selv efter sneen på Pico Espejo så sit endeligt, var der mulighed for at løbe 500-600 meter på Timerenta-gletsjeren.

Den gletsjer, sammen med seks andre, gled ind i historiebøgerne i de tidlige 1990’ere og efterlod sig to områder med sne, der ikke er mulige at stå på ski på, på nordsiden af Pico Bolivar. Nu er der kun ét sted, hvor man kan stå på ski i Venezuela – på det, der er tilbage af den permanente is på toppen af Pico Humboldt. 

Længste svævebane i verden

Man begyndte at planlægge det historiske stykke mekanik, der blev el teleférico, helt tilbage i 1952, og svævebanen blev åbnet i 1960. Den stiger fra 1640 meter ved Barinitas-stationen til 4765 meters højde på toppen af Pico Espejo. Med sine 12,5 kilometer er det såvel den længste som den højest beliggende svævebane i verden.